Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Anne opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Da Jørgen og jeg gik fra hinanden for 11 år siden, var vores ægteskab slidt ned til sokkeholderne. 

Vores evindelige økonomiske problemer og hidsige skænderier havde fået os til at glemme, hvor meget vi engang kunne lide hinanden. Der var intet sjov tilbage, ingen latter, ingen nærvær, vi levede nærmest parallelle liv.

LÆS OGSÅ

Hunden Carlo arbejder på plejehjem: "Det er det fede hundeliv"

Josefines hund og nærmeste kollega hedder Carlo. Golden retrieveren er så populær blandt beboerne på et demensafsnit i Herning, at de ikke kan undvære hans rolige, rare væsen. Derfor er hunden nu med Josefine på arbejde hver dag.

Jeg tror, dødsstødet kom, da Jørgen blev arbejdsløs i en periode, og jeg bagefter blev tvunget til at gå ned i løn. Fra da af gik vi fra krise til krise. Vi havde fået tre børn sent og havde mange udgifter, Jørgen havde købt en for dyr bil, og vi boede i et gammelt hus, der konstant skulle repareres. 

Det åd på kontoen, og jeg hadede, at vi altid var i pengenød. Engang brød vaskemaskinen sammen, og jeg satte mig på toilettet og græd, fordi jeg ikke kunne overskue, hvordan vi skulle få råd til en ny. 

Jørgen fandt mig og blev vred over, at jeg reagerede så stærkt.

"Herregud, det er bare noget materielt," sagde han.

Men jeg lå søvnløs om natten på grund af den åndssvage vaskemaskine og endte med at sælge arvesmykkerne fra min mor for at kunne købe en ny. En anden gang var der vand i kælderen. 

Vi havde en forsikring, men den dækkede ikke alt, og Jørgen måtte låne penge af sine gamle forældre. Det var så ydmygende, for de havde jo heller ikke for meget.

Vi syntes hver især, at den anden kunne gøre mere og hakkede løs på hinanden om det. Jeg foreslog, vi solgte huset og bilen og skruede ned for alle udgifter. Jørgen syntes omvendt, at jeg skulle finde mig et bedre betalt job. 

Lige så stille blev det nemmest at undgå hinanden, og Jørgen begyndte at sove fast på et af børneværelserne.

Da vores yngste barn gik i 3.g, var vi så langt fra hinanden, at det ikke gav mening at bo i samme hus. Jeg husker tydeligt den skrækkelige morgen, hvor vi besluttede os for at blive skilt. Jørgen kunne knapt nok se mig i øjnene, og jeg græd. 

Det føltes som et kæmpe nederlag, ensomheden bankede i mig og i sidste øjeblik følte jeg, at vores ægteskab var for dyrebart til bare at smide det væk. 

Trods alt havde vi kendt hinanden, siden vi var 22 år Jeg håbede derfor, at han ville tage min hånd og sige, at vi skulle give kærligheden en chance mere. Men han var fast besluttet på, at vi skulle skilles, og så kunne jeg heller ikke se anden udvej.

Sponsoreret indhold

LÆS OGSÅ

Din guide til naturligt velvære

Drømmer du om en renere og grønnere hverdag? Få her inspiration til alt fra kropspleje, snacks og drikke skabt ud fra rene, naturlige ingredienser.

Da huset var solgt, var det da også en lettelse at slippe for den konstante negative stemning og de evige bekymringer. Jeg skruede ned for alt og sparede op, så jeg ikke igen skulle stå og mangle penge.

I nogle år ville jeg helst holde mig på lang afstand af Jørgen. Børnene forstod det og sørgede for at invitere os hver for sig. Sikkert fordi de også havde vores skænderier for deres indre øre. 

Derfor kom det bag på mig, da min søn, fire år efter skilsmissen, inviterede både mig og Jørgen til vores første barnebarns dåb. Jeg fik ondt i maven og stejlede ved tanken. Det samme gjorde Jørgen, blev jeg fortalt. Men min søn og svigerdatter insisterede, og da ingen af os havde lyst til at gå glip af begivenheden, kom vi naturligvis, men undgik hinanden. 

Jeg noterede mig, at Jørgen så ældre, men ikke nedbrudt ud. Han havde tabt sig, var velklippet og klædt i et nydeligt jakkesæt, og jeg så ham le og joke med folk.

Det var en anstrengende dag. Om aften gjorde det ondt i hele min krop, da jeg endelig ramte min sofa. Efterfølgende holdt børnene fast i at invitere os begge til deres festligheder, og vi accepterede det. 

Efterhånden fandt vi da også ud af at tale kort sammen uden at berøre fortiden. Jørgen fik en kæreste, en gammel fælles veninde. Først var jeg meget jaloux, men hun havde en god virkning på ham. Han begyndte ligefrem at opføre sig venligt overfor mig. 

Ved mit ældste barnebarns fire års fødselsdag var kæresten dog væk igen. Jørgen kom over og sad ved siden af mig og snakkede nu ligefrem varmt til mig. 

Han fortalte, at kæresten var flyttet ned i nærheden af sin søn i Sydfrankrig. Jørgen ville ikke med. Han ville blive hjemme og holde den nære kontakt til sine børnebørn. Jeg blev mindet om, hvor meget familiemenneske han var, og at vi faktisk aldrig havde skændtes om opdragelsen af vores børn.

Nogle måneder efter mødtes Jørgen og jeg igen ved en byfest. Vi var der med hver vores vennegruppe, der kendte hinanden, så det hele blev slået sammen, og vi endte ved siden af hinanden ved et langbord. 

Da var det ni år siden, vi var blevet skilt, og vi var begge gået på pension. Vores værste skænderier var kommet på afstand, og jeg opdagede, at jeg nu så Jørgen i et mildere lys. Det hjalp også, at han uopfordret talte om vores skilsmisse og sagde undskyld for, at han ikke havde taget min bekymring over økonomien alvorligt nok dengang.

LÆS OGSÅ

Min svigerfamilie styrer vores liv

En læser er frustreret over, hvor meget konens familie blander sig i deres beslutninger. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

"Det var bare en facade. Indeni følte jeg mig magtesløs og anede ikke, hvad jeg skulle stille op," sagde han.

Det klædte ham at være ydmyg. Faktisk fandt jeg det tiltrækkende. Jeg gav tilbage ved at sige, at jeg nok indimellem havde taget tingene lovlig tungt. I de næste timer udvekslede vi minder og fik talt om fortiden. 

Det hele føltes trygt og kærligt. Indtil jeg blev bange for mine egne følelser og mindede mig selv om, hvor ondt, det havde gjort, da vi blev skilt. Abrupt rejste jeg mig og sagde farvel. Jeg kunne se, at Jørgen blev såret og overrasket, men det var vigtigt for mig at passe på mig selv.

Jeg havde ikke lyst til igen at bakse med det smertefulde savn, der var ved at få mig ned med nakken i den første tid efter skilsmissen.

Men da Jørgen ringede nogle dage efter og inviterede mig ud, kunne jeg alligevel ikke sige nej. Den aften kyssede vi hinanden, længe og inderligt. Næste aften kom Jørgen over til mig, og vi gik i seng sammen. 

Det var fantastisk at ligge i hans arme igen, og han blev og spiste med om morgenen. Næste aften spiste vi igen sammen. Jeg var rystet, men kunne ikke stå imod. Det var som en strøm, der bare tog mig, og jeg var skiftevis bange og høj af lykke.

Hurtigt var vi lige så forelskede igen, som da vi mødtes første gang, nu var vi bare 67. 

Jeg troede ikke, det var muligt, men det var det altså. Berusede af vores egne følelser, sneg vi os ind og ud hos hinanden og holdt det hemmeligt både for vores børn og venner. 

Vi orkede ikke, at nogen skulle blande sig og sige, at vi legede med ilden.

Jeg kunne utroligt godt lide den nye udgave af Jørgen. En mand, der var klar over, at der ingen tid var at spilde, og som var mere følelsesmæssigt åben end tidligere. Han fortalte mig, hvor dejlig jeg var, og var også hurtig til at indrømme sine egne fejl. 

På samme måde kom jeg ud af busken og talte om, hvor meget jeg havde savnet ham og vores familieliv, og at jeg ikke kunne lide den angrebslystne kvinde, jeg havde udviklet mig til i løbet af vores ægteskab.

Eftersom vi så hinanden hele tiden, blev det fjollet ikke at indvie børnene. Flere gange ringede de til os, mens vi var sammen, og det føltes så fjollet. Så vi samlede dem alle tre en aften hjemme hos mig. 

De var selvfølgelig overraskede. Min datter reagerede ved at himle med øjnene og anbefale mig at flygte i en vis fart, inden ”du og far ødelægger hinanden igen.” Men mine to sønner var begejstrede. 

Den ene af dem, Malthe, skubbede på for, at vi skulle flytte sammen. Han drømte om, at vi blev én stor familie som i gamle dage. Jørgen blev fyr og flamme og foreslog, at vi købte en lejlighed, der var stor nok til, at vi kunne have vores nu fire børnebørn overnattende samtidig.

De næste uger trevlede han nettet igennem og fik mig med ud at kigge på et par lejligheder, som jeg i begge tilfælde syntes var for dyre og krævede for meget renovering. 

LÆS OGSÅ

Amanda blev dumpet af det halve Malmø - nu er der lavet en serie om det

Forfatter og journalist Amanda Romare er aktuel med Netflix-filmatiseringen af sin debutroman og bestsellerbog, ”Det halve Malmø består af fyre, der har dumpet mig”. Men der er flere gode grunde til at holde øje med den 36-årige svensker, der ud over sit datingliv også er meget åben om sin OCD-diagnose.

Men Jørgen mente, det nok skulle gå og lagde mange planer for, hvordan vi skulle indrette os.

I køkkenet i den tredje lejlighed, vi så på, kom vi op at skændes om, hvorvidt det var nødvendigt at udskifte komfuret og køleskabet eller ej. Jeg fik en nervøs rumlen i maven, og vi skiltes som uvenner. Om aftenen lå jeg spekulerede og gjorde mig klart, at min opsparing nu ville gå op i røg, og vi igen ville få så mange udgifter, at der intet skulle til for at vælte læsset. 

Jeg vågnede skrækslagen.

Selv om Jørgen og jeg hurtigt blev gode venner igen, fik min genforelskelse nu et mere realistisk skær over sig. Jeg huskede de sider af ham, som var skyld i vores skænderier, og som jeg lykkeligt havde fortrængt. 

Det stod klart, at skulle vores forhold holde, måtte jeg ikke opgive min selvstændighed. Det ringede jeg og gjorde ham klart.

Så i dag bor Jørgen og jeg på skift hos hinanden og har stadig adskilt økonomi. Det har kostet sværdslag. Jørgen synes, det er dybt uromantisk og brokker sig over, at jeg ikke har mere tillid til ham. Men jeg var lykkelig for at kunne stå trygt på sidelinjen, da Jørgen for et års tid siden købte et gammelt bindingsværkshus. 

Jeg elsker at komme der, men er glad for, at vedligeholdelsen ikke er mit problem. Jeg behøver ikke at ligge søvnløs over, at han er nødt til at udskifte de elektriske installationer, og at stråtaget og stuegulvet muligvis også skal fornyes.

I stedet kysser jeg ham og siger ”pøj, pøj med det hele, skat”, og så kører jeg glad hjem til min lille, billige lejlighed, hvor alt fungerer. 

Og hvis det ikke gør, ved jeg, at jeg har penge på kontoen til at få det fikset.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.