Glæden lyser ud af øjnene på den ældre kvinde, der kommer gående. Hendes blik er fokuseret på golden retrieveren, som med logrende hale går hende i møde. 

Hunden hedder Carlo og er det eneste levende væsen, hvis navn hun kan huske. Kvinden er nemlig svært dement, og Carlo gør en afgørende forskel i hendes tilværelse her på et demensafsnittet i Herning.

LÆS OGSÅ

Skal jeg fortælle min kæreste om mit sidespring?

En ung kvinde har været sin kæreste utro, og fortryder det bitterligt. Skal hun fortælle sin kæreste om det? Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

"Hun har svært ved at komme ud af sengen, hvis ikke Carlo kommer og vækker hende. Så vil hun til gengæld gerne op," fortæller Josefine Nedenskov Christensen.

Josefine er social- og sundhedsassistent på plejecenter Toftebos demensafsnit, og så er hun Carlos ejer – og kollega.

"Hvis jeg går først ind til Henny, så hilser hun stille og roligt, uden altid at vide, hvem jeg er, men når hun ser Carlo, så bliver der hilst med smil og glæde. Han får mange klap hver dag," siger Josefine.

Fra den kvindelige beboer, der stadig nusser Carlo, lyder det henvendt til hunden:

"Det fortjener du også!"

Scenen er hverdagskost på Toftebo, hvor Carlo har fået sin daglige gang som plejehjems-hund. Det var dog ikke Josefines tanke, da hun første gang tog sin hund med på job.

Carlo var nemlig blot en lille hvalp, da den første gang mødte plejehjemsbeboerne

"Vi har i forvejen besøgshunde her, og jeg vidste, hvor glade beboerne blev, når de kom, så jeg tænkte, at jeg ville tage Carlo med en dag, så de også kunne møde ham. Det gik rigtig godt, og da jeg kom på arbejde dagen efter, spurgte min leder Charlotte, hvorfor jeg ikke havde Carlo med. Jeg sagde, at jeg ikke troede, jeg kunne have ham med hver dag, men hun sagde bare: "Jo, jo; tag ham med!""

Josefine kigger på sin leder, Charlotte Kyed, der smiler og siger:

"Jeg er sådan en, der siger ja til det hele."

"Vi har begge mange ideer oppe i hovedet, og nogle gange, når vi siger dem højt til hinanden, så rammer vi plet, og det var en megagod ide at tage Carlo med på arbejde," konkluderer Josefine.

Godt med godbidder

Carlo virker også ret tilfreds med sit arbejde, hvor frynsegoderne er rigelige og primært kommer i form af godbidder og den rugbrødsmad, som han får af Charlotte hver morgen.

"Han venter ved køleskabet," siger hun med et grin.

LÆS OGSÅ

Drabsefterforsker: ”Vores sager er ikke spændende, de er brutale og voldsomme”

Drabsefterforsker Martin Wittrup Enggaard forstår godt, at krimigenren har opnået en enorm popularitet. Dog oplever han, at der følger en forsimplet og fordomsfuld opfattelse af faget med – men løsningen skal findes indefra.

Beboerne på demensafsnittet vil også meget gerne være gode venner med Carlo, og vejen til en hunds hjerte går gerne gennem maven, så for Josefine handler det også om at sørge for, at Carlo ikke får for meget kage – eller drikker den kaffe, som han jævnligt bliver tilbudt.

"For nylig havnede det på gulvet, for Carlo kan ikke lide kaffe, men det er tilbudt i bedste mening. Han er til gengæld megaglad til middag, for så står den på medister, frikadeller og alt det, han kan lide," siger Josefine.

"Det er det fede hundeliv og et stort arbejde for dig at have ham med," supplerer Charlotte med et kig på Carlo, der har lagt sig under et bord.

For Josefine giver det ekstra mening til et job, som hun i forvejen elsker, at have Carlo med. Han kan bane vej til nogle af de beboere, som ellers er tillukkede og svære at komme i kontakt med.

"Der var en kvinde her, som var både aggressiv og depressiv, men når hun fortalte om den hund, hun havde haft, så strålede hun. Sammen med Carlo fik hun gode dage, og det var en del af grunden til, at jeg fast har ham med på arbejde. Beboerne her kan ikke huske to timer tilbage, men de kan huske Carlo, selvom han har været væk en uge," fortæller Josefine.

Følelsen af hjem

Naturligvis er der også dem, der ikke bryder sig så meget om hunde, men det fornemmer Carlo og holder afstand.

"Hende, der ikke kan lide hunde, kan alligevel godt synes, at han er sød, så længe hun ikke er for tæt på ham, og så får hun en god oplevelse," pointerer Josefine.

For hende er det afgørende at være på en arbejdsplads, hvor der er plads til ideer – og hunde:

"Jeg gider ikke være et sted, hvor man bare skal tage folk op af sengen og lægge dem igen. Her kan man gøre ting, som ikke er mulige andre steder, og det betyder, at vi får mennesker, der har mere livskvalitet. Selvom man er dement og over 80, så skal livet være sjovt og jeg vil arbejde et sted, hvor vi er med til at skabe et hjem," erklærer Josefine.

Hjemme hos Josefine bor hendes datter Malou, der er otte år, kæresten Mathias og naturligvis Carlo, der aldrig er ked at at skulle på arbejde.

"Om morgenen, når jeg spørger ham: "Skal du med?", så logrer han og vil ud ad døren. Når vi har fællesmøder i personalegruppen, går han en sejrsrunde, så han kan blive klappet af alle. Så har han sagt hej," fortæller Josefine.

Efter en lang arbejdsdag er Carlo selvsagt træt, og hvis han undervejs får brug for en pause, kan han få fred i personalerummet. Ellers lægger han sig på gulvet, som det nu engang er hundens privilegie at gøre.

LÆS OGSÅ

Da Alex Høgh mødte sin kæreste, ændrede det noget i ham: ”Det er ting, jeg ALDRIG har drømt om”

Skuespiller Alex Høgh Andersen drønede gennem sine tyvere med skyklapper på, og parforholdet var ikke noget, han skænkede mange tanker. Da han mødte skuespiller Johanne Milland, vendte hun op og ned på alting – og i dag har ’Vikings’-skuespilleren overgivet sig til tosomheden og mere til. Det fortæller han i et stort interview til ALT for damerne uge 36.

"Så lægger han sig på ryggen, og det er virkelig et udtryk for, at en hund føler sig tryg, når den ligger på ryggen midt i et rum," forklarer Josefine.

Han tager det ikke ilde op, at nogle beboere troede, at han var en kat, dengang han var hvalp, eller at en beboer konsekvent har omtalt ham som "koen".

"Det handler om at få de gode oplevelser. For nogle dage siden var der en dame her, som sjældent siger noget positivt, men da jeg fortalte hende, at Carlo havde ligget foran hendes dør og ventet på, at hun kom ud, vendte hun helt rundt og sagde: "Han er så sød". Jeg har aldrig set hende så glad," siger Josefine og tilføjer:

"Alle burde få en hund på et plejehjem. Jeg elsker det her job!"