Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Når jeg tænker tilbage på tiden inden vores livs værste krise, kan jeg se, at vi sådan set havde alt. 

Et godt ægteskab, gode helbred, tre dejlige børn, et skønt hus og hver sit vellønnede job. 

LÆS OGSÅ

Lise og Bo var glade, da deres ven foreslog en fælles ferie – men den blev et sandt mareridt

De to første uger af vores sommerferie var druknet i regn. Så da vores ven Finn foreslog, at vi tog med ham og hans nye kæreste en uge til Kreta, slog vi til. Vi var dog dårligt landet på øen, før vi fortrød vores beslutning. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

Alt havde flasket sig for os, modgang var noget, andre havde…

Måske var vi også lidt overlegne. Indimellem snakkede vi i hvert fald om, hvor tåbeligt mange andre på vores alder administrerede deres økonomi, og hvordan de rodede rundt med deres privatliv.

Jens var investeringsrådgiver i en bank, og jeg pendlede til et konsulentjob i hovedstaden. Vores ældste datter var flyttet hjemmefra, vores søn klarede sig godt i gymnasiet, og den yngste efternøler, Mathias, gik i fjerde klasse på den lokale folkeskole. 

Han kunne selv cykle til skole nu, og de dage om ugen, hvor jeg kom sent hjem eller overnattede i København, kom Jens tidligt hjem fra banken.

Jeg var netop på vej til København med toget en morgen, da jeg blev ringet op fra skolen. Det var Mathias’ klasselærer, som fortalte, at Mathias var besvimet i et frikvarter. Han havde det fint igen, men vi måtte nok hellere hente ham og holde øje med ham, sagde hun.

Jeg ringede straks til Jens, der hentede Mathias. Det føltes dog som en meget lang arbejdsdag i København, hvor jeg havde svært ved at koncentrere mig. For selvom Jens forsikrede mig om, at Mathias havde det fint, var jeg syg af bekymring. 

For hvad var der sket ? Hvorfor var han besvimet?

Jeg tog fri næste dag, så jeg kunne få Mathias til læge. Og så gik den næste måned ellers med besøg hos specialister og undersøgelser på sygehuset. 

For Mathias havde det ikke godt. Han var træt og bleg og orkede kun at ligge i sin seng eller sidde foran computeren.

Jeg var syg af bekymring, og vores bange anelser blev bekræftet: Mathias havde arvet en sjælden stofskiftesygdom. Det betød, at han skulle tage medicin resten af sit liv, ellers var det kritisk. Og det kunne godt tage et års tid at finde frem til de rette doser og den helt rigtige medicin.

Jeg kunne godt se, at det ikke var nogen god idé, at jeg var væk hjemmefra flere dage om ugen i den situation. Mathias ville være afkræftet og træt og have brug for at blive fulgt til læge mange gange i den kommende tid. 

LÆS OGSÅ

Psykologens råd: Stop med at give komplimenter

På de sociale medier bliver det mere og mere tydeligt at det slanke ideal er tilbage, og hvis nogen omkring os har tabt sig, er vi også ofte gode til at komplimenterer dem på det. Men vægttab er ikke nødvendigvis lig med noget positivt - og komplimentet kan faktisk gøre ondt. Psykolog Anne Line Rasmussen ser det ofte hos sine patienter med spiseforstyrrelse, og hun har to måder, man i stedet kan reagere på.

Så jeg søgte om orlov. Og da jeg ikke kunne få det, og der heller ikke var mulighed for, at jeg kunne arbejde mere hjemmefra, trak jeg vejret dybt og sagde op.

Vi kunne godt klare os, hvis jeg fik nogle løse freelance jobs. Men det viste sig at blive sværere, end jeg havde troet. Både fordi kunderne ikke ligefrem hang på træerne, og fordi jeg konstant blev forstyrret, når jeg sad hjemme. 

For Mathias krævede mig, fordi han havde det så dårligt. Men vi blev enige om at tage det med oprejst pande. Så måtte vi spare på ferier og al anden luksus. Det skulle nok gå.

Det gik også, lige indtil Jens en dag kom alt for tidligt hjem fra arbejde og fortalte, at han var blevet fyret. Der var simpelthen ikke arbejde nok til ham i banken længere.

Det værste var, at han ikke var forsikret. Der var således ingen a-kasse, og ingen fast månedsløn, der tikkede ind på kontoen. Vi havde ingen indtægt og intet sikkerhedsnet. Så der var ikke andet at gøre, end at vi begge to måtte søge nyt jobs med næb og kløer. 

Jeg lå søvnløs mange nætter af bekymring. Hvad skulle vi stille op? Hvis vi ikke snart fik rettet op på økonomien, var vi fallit.

Samtidig blev Mathias mere og mere ked af at gå i skole. Mange dage ville han ikke af sted, selvom han ikke virkede særlig træt eller syg. 

Jeg blev mere og mere bekymret for ham, og da jeg talte med hans klasselærer, blev mine bange anelser bekræftet: Han trak sig fra fællesskabet, sagde hun. Faktisk mente hun, at Mathias blev mobbet og holdt udenfor. 

Det føltes som en kniv i mit moderhjerte at få det at vide. Men samtidig var det også en lettelse at kende årsagen til, at Mathias ikke ville i skole.

Det blev sværere og sværere at holde humøret oppe, og en aften vi havde Jens’ forældre til middag, kunne vi ikke holde den pæne facade mere.

Jeg kom til at græde, og vi indrømmede, at det hele gik så skidt, at vi nok måtte sælge huset.

Vi havde da også netop aftalt møde med en ejendomsmægler, der skulle komme og se på vores hus, da Jens pludselig fik tilbudt et nyt job. Den bank, der havde været hans gamle banks konkurrent, ville ansætte ham. 

De vidste, hvad han kunne, og at det kunne de bruge. Jens var lykkelig, det samme var jeg. Vi kunne blive boende, og vi kunne klare os økonomisk. 

Samtidig så det ud til, at Mathias’ medicin begyndte at virke. Han fik mere energi og farve i kinderne igen. Og da han en dag havde en kammerat med hjem, vidste jeg, at skuden var vendt. Min søn havde igen overskud til at lege og være en sjov kammerat.

Det gav mig overskud til at være mere opsøgende overfor mine kunder, og snart havde jeg den første aftale i hus. Det var ikke nogen guldgrube, men det var en ny start.

LÆS OGSÅ

Josefine Koefods nye start som enke: ”Det er et vildt privilegium at kunne starte forfra”

Enke er noget, tv-vært Josefine Kofoed altid vil være, efter hun mistede sin mand Peter Christensen, i februar. Men bag titlen og sorgen ligger også en beslutning om, hvem man så vil være. Og hun elsker særligt at gøre én ting, som hun ikke kunne gøre før.

Når jeg ser tilbage på det år i vores liv, tænker jeg, at det var vores livs værste krise. Men også at det lærte os noget meget vigtigt, nemlig ikke at tage medgang og overskud for givet. 

Vi havde tilsyneladende alt på det tørre, men i løbet af få måneder var det hele ramlet sammen, og vi var helt nede og vende.

Alligevel klarede vi den. Og vi holdt sammen! Den oplevelse har på en eller anden måde gjort os stærkere, og det er godt at vide, at ingen af os bare stikker af og vil skilles når det hele brænder på. Vi hjalp hinanden igennem. 

Det giver en tryghed at vide, at selvom man ikke kan kontrollere alt her i livet, så kan man holde sammen med sine nærmeste og hjælpes ad med at klare problemerne.

Jeg har også lært at være taknemmelig, og jeg har ikke mindst indset, at det ikke altid er folks egen skyld, når de oplever modgang.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.