Josefine Koefods nye start som enke: ”Det er et vildt privilegium at kunne starte forfra”

Det er mandagen derpå.

Huset på Mantuavej har stadig fest i hjørnerne. En håndfuld øl, der blev til overs, kæder af kulørte lamper rullet sammen i en kasse, men endnu ikke båret ud, to lidt forkølede folieballoner på væggen i stuen. Et 3-tal, og et 9.

I fredags vendte larm og latter tilbage i det hjem, der alt for længe har været alt for stille.

LÆS OGSÅ

Lene Beier sendte sin mand afsted på en lang tænkepause – og det ændrede deres liv

Tv-vært Lene Beier og hendes mand, Anders, har længe drømt om at blive hotelejere, og nu er drømmen blevet virkelighed. Men hvordan foretager man så vildt et kursskifte? Det satte ALT for damerne kursen mod Hotel Edelweiss i Østrig for at finde ud af. Kom med, hvis du selv har drømt om at få mere ud af livet.

– Med god grund har her været meget stille de sidste fire år. Peter blev syg 14 dage efter, vi flyttede ind, så vi har aldrig holdt den store housewarming eller den store nytårsaften.

Hendes mand, venstrepolitiker og tidligere forsvarsminister, Peter Christensen, døde efter fire års kræftsygdom i februar. Her et halvt år senere trængte Josefine til at fejre livet og fylde huset med gæster.

– Jeg havde fødselsdag og tænkte, det var en god anledning, men inden jeg fik sendt invitationerne, fik jeg totalt kolde fødder. Jeg har brugt enormt meget tid på at bekymre mig om, hvad man må og ikke må. 

Hvornår må man tage på arbejde, tage på ferie. Hvornår må man grine igen …?

– Men alle var sådan ”det skal du gøre”, og så endte jeg med at invitere i sidste øjeblik.

For Josefine var det vigtigt, at festen udfoldede sig i det røde murstenshus, de var sammen om at bygge, og som fortsat skal danne rammen om tilværelsen for hende og parrets 6-årige søn, Niels Bjørn.

– Nu skal vi gøre huset til vores, så festen skulle være her. Og det skulle ikke være sådan noget med taler om, at det har været nogle hårde år. Det tager jeg på lange gåture med min hund, med mine veninder og min familie. Det skulle bare være en fejring og en fest.

Den var også tænkt som en tak til den ”landsby af kærlighed”, hun gennem årene med en syg mand har følt sig hjulpet af, og det ville hun gerne have formuleret i velkomsttalen.

– Men det kunne jeg slet ikke, det blev alt for overvældende, så det blev bare sådan noget ”der er toiletter på alle etager, om lidt kommer der noget mad, og nu skal vi synge en sang”.

I stedet for at svælge i følelser bladrede de op i sanghæftet og stemte i med 'I Danmark er jeg født'.

– Det er en enormt smuk sang. Vi sang den til Peters og mit bryllup, og vi sang den også, da han blev begravet. Jeg ved, at for mange af dem, der var til begravelsen, var det måske det øjeblik, de husker allerbedst. Vi sang også 'Himmelhunden', fordi vores gamle hunds urne kom med Peter i kisten. 

Og samtidig er den sang også tilpas sjov … Det skulle ikke være for morbidt, det skulle være festligt, men samtidig skulle det være noget, som handlede om Peter.

Ind og ud af sorgen

Det var en pointe i sig selv, at festen – ligesom livet – skulle spænde over hele spekteret. At enken godt både kunne dedikere sange til sin døde mand OG crowdsurfe hen over dansegulvet.

– Det var vigtigt for mig at vise, at man går ind og ud af sorg. Jeg tror, at folk tænker ”nu er du i sorg, og nu er du færdig med at være i sorg”. Men det flyder sammen, og jeg vil måske godt flytte lidt på nogens forstokkede opfattelse af, hvordan man skal opføre sig, når man er i sorg.

– Det har fyldt meget for mig; også da du spurgte, om jeg ville være med i det her interview … for hvad nu hvis folk sidder tilbage med sådan et indtryk af, at jeg er ligeglad. Det er jeg selvfølgelig ikke, men jeg har lovet Peter og mig selv og vores søn, at vores liv skal starte op igen.

Tilværelsens dualitet ligger hende på sinde. Hun tror på, at sorg og glæde kan følges ad.

– Niels Bjørn har aldrig oplevet en far, der ikke var syg, og nu fortjener han at mærke, at livet også er fyldt med gode ting. Så han var også med til festen. For at vise ham, at selv om man savner sin far, må man godt fejre alt muligt alligevel. Det er ikke så endimensionelt. Det er ikke som det billede, man havde i gamle dage, hvor enken gik i sort i et år. Det lovede jeg Peter, at jeg ikke skulle gøre. Og det ville heller ikke ligge i min natur. Det er ikke den, jeg er.

LÆS OGSÅ

Kan man blive for gammel til at feste?

Det spørgsmål har journalist Susanne Knutzen grublet over efter en festlig sommer. Hun kan stadig klare mosten, men hvordan ser de unge på 50-årige festaber?

Hun tænker over, om folk synes, det går for hurtigt. Men hendes tidsregning er en anden.

– Mange mistede Peter den 6. februar, men jeg mistede ham lang tid før. Ikke over en dag, men lige så langsomt.

Plat scorereplik

De to mødte hinanden i 2012. Josefine varsler, at ”det er sådan en kikset historie”, men fortæller den alligevel:

Gennem en fælles bekendt endte de ved samme bord en aften på Toga Vinstue, et værtshus, der er kendt for at være samlingssted for politikere, journalister og andre engagerede typer med gang på Slotsholmen. Peter Christensen dengang som finansordfører for Venstre, Josefine Kofoed som ansat hos de Konservative.

Hans åbningsreplik: ”Nå, er du konservativ? Kan du så holde hus?”.

– Sådan rigtigt hø-hø-hø … Og han formåede aldrig nogensinde at finde det gode comeback for den der lidt svinske kommentar.

Det blev begyndelsen på en lang aften. Som de først og fremmest brugte på at skændes. Om daværende statsminister Helle Thorning-Schmidts skattesag tilbage i 2010, hvor Peter Christensen som politisk ordfører havde været en skarp kritiker og havde stået fast på, at hun spekulerede i at undgå dansk beskatning af sin mand.

– Jeg syntes, Venstre havde været så irriterende og smålig.

Jeg syntes ikke, de havde opført sig ordentligt.

Men de var alligevel ikke i tvivl om, at de skulle ses igen.

De opkørte samtaler om politik var brændstoffet, der drev dem mod hinanden.

– Der var meget at snakke om. Vi var meget uenige om alle mulige ting, men det var også det, der gjorde, det blev os.

Den der modstand med kærlighed … Man kunne ikke bare lire et eller andet af, fordi man vidste, at den anden ville udfordre det, hvis det var dumt, og det gjorde, at man holdt sig på dupperne.

Deres udgangspunkter var vidt forskellige: Hun var 26, stadig studerende og fra Gentofte. Han var fraskilt far til to fra Sønderjylland.

– Jeg levede jo et helt andet liv end sådan en bonderøv fra Jylland, og vi havde haft to meget forskellige opvækster.

Men jeg overbeviste ham om, at han skulle få dykkercertifikat, og vi tog alle mulige skøre steder hen.

I dag er det vigtigt for Josefine, at det par, hvis navne står på dørskiltet på Mantuavej, er ikke dem med den syge mand.

Det er dem, der de første år havde alt for mange tømmermænd, det er dem, der rejste til Vietnam, USA og Grønland. Det er madørerne, der elskede lækre middage, kroophold og smørrebrød.

Sygdommen var bare en parentes, siger Josefine.

Hvis hun selv må bestemme et øjeblik, der definerer dem som par, ser det ud sådan her:

– Det ville være sådan et billede af at sidde rundt om et bord nede på Gitte Kik med alle mulige mennesker, vi kender på kryds og tværs, med vidt forskellige politiske overbevisninger. Man sidder der og tager pis på hinanden og har gang i otte diskussioner, og så kommer der pludselig en sang, som er vores, hvor vi lige får det der øjeblik, hvor vi kigger på hinanden.

Den Peter, der elsker 'Hallelujah' med TV2 og Tina Dickow og kommer for sent i seng, fordi han lige skal klare hele verdenssituationen først, er den Peter, som Josefine kommer til at fortælle Niels Bjørn om.

– Det er sådan, han skal huske ham, siger hun.

Skyggen fra fortiden

Livsnyderen, som Josefine beskriver, kom ind i hendes liv med en alvorlig forhistorie.

Som helt ung blev han ramt af Ewings Sarkom, en sjælden kræftsygdom, som de færreste overlever.

Men han hadede at snakke om sygdom, og Josefine hørte kun sporadisk om den.

– Det fyldte umiddelbart ingenting for ham, men jeg kunne mærke, at han hadede hospitaler. Da jeg skulle føde Niels Bjørn, og vi kom ud på Hvidovre, lagde jeg mærke til, hvordan han skulle tage sig sammen.

– Det var også hospitalet, han hadede mest, da han blev syg igen. Jeg havde sådan en morbid joke med, at der på hans gravsted skulle der stå ”hvornår må jeg komme hjem?”. Fordi hver gang han var indlagt, handlede det utroligt meget om ”hvornår må jeg komme hjem?”. Og det forstod jeg ikke til at begynde med, men nu forstår jeg det.

I dag ved hun også, at det formentlig var den kraftige strålebehandling, han dengang fik efter sin operation, der forårsagede den sygdom, der endte med at slå ham ihjel som 49-årig.

LÆS OGSÅ

Livet som pensionist har fået Birgit Aaby til at erkende, at hun er helt færdig med især to ting

Birgit Aaby befinder sig i begyndelsen af en ny livsfase. Den hvor man ikke arbejder, går tidligt hjem fra en god middag og faktisk bare gerne vil være sammen med ungerne.

– Men hvis han ikke havde fået den behandling dengang, så var han død. Han bar ikke nag over det, og vi har altid set det som, at han fik 30 år, han ellers ikke ville have fået.

Måske fungerede ungdommens kræftforløb som træning til det, der senere skulle ramme ham. Josefine tror det:

– Peter havde et meget afklaret forhold til døden. Jeg tror ikke, han var bange for den. Alle de der tanker, som jeg forestiller mig, vi andre ville have, hvis vi blev meget alvorligt syge, dem havde han været igennem én gang. Der var ligesom nogle trin, han havde taget, som gjorde, at han startede på et andet niveau, da han blev syg nu. Han havde en utrolig ro omkring det og var mere optaget af praktikken, og hvordan vores liv skulle være, når han ikke var der mere.

Invaderet

I sommeren 2021 skulle livet for familien på Mantuavej for alvor til at tage form. Corona-nedlukningen var på retur, huset var endelig færdigt nok til, de kunne rykke ind. Der var plads til alle, Peters store piger, hundene og lille Niels Bjørn.

– Og så en augustdag fik han det lige pludselig rigtigt skidt.

Det tog lang tid at få ham udredt, og da de i februar 2022 kørte mod Herlev for at få svar på scanningerne, vidste de godt, at der nok ventede en kræft-diagnose forude.

– Det var samme dag, som Rusland gik ind i Ukraine, og vi sad og hørte News i bilen. Det var en vild nyhedsmorgen, og vi snakkede mere om det end det, der ventede. Peter havde jo været forsvarsminister, og jeg var lige blevet ansat som vært på News. Men vi vidste jo godt, at det, vi var på vej til, så skidt ud.

De havde dog ikke regnet med, at den besked, de ville få, ville være så fatal:

Peter var uhelbredeligt syg.

– Det slog fuldstændig luften ud af maven på mig. Jeg er sådan, ”ej, vi er jo ikke gået i gang med behandling endnu, hvordan kan I så sige, det er uhelbredeligt?”.

Det første, Peter gjorde, da de kom ud i bilen, var at ringe til en advokat. Der skulle styr på testamentet.

For Josefine var det tanken om et lille menneske, der ikke vidste, at verden lige var styrtet sammen, der fyldte alt.

– Hvad skulle vi sige til ham? Skulle han til fastelavn dagen efter? Og hvad med ko-kostumet, kunne han have det på?

– Vi sagde ikke noget til nogen, og jeg har sådan et billede af os, som jeg fik en af de andre mødre til at tage, hvor vi står nede i børnehaven og afleverer Niels Bjørn: Han har det der ko-kostume på, Peter står med en føtexpose i hånden, og jeg kan bare huske, at da billedet blev taget, tænkte jeg, at det var det mest vanvittige billede. 

Der er ikke nogen mennesker, der ved noget som helst om, hvad der foregår hjemme hos os lige nu, men nu står vi her og får taget et billede med en lille treårig dreng i det her åndssvage ko-kostume.

En slags hverdag

Der gik lidt tid, før de begyndte at tale med folk om diagnosen.

– På en eller anden måde var det også enormt rart, at det ikke fandtes hos andre. Peter ville ikke være sin sygdom, men efterhånden fik jeg brug for at snakke om det. Jeg er et meget talende menneske og sådan en, som finder ud af, hvordan jeg har det, når jeg snakker med folk, og det var en lettelse, da han sagde, at nu var det ok at fortælle det.

På jobbet fik hun at vide, at hun kunne få al den frihed, hun havde brug for. Sygemelding eller færre vagter, hun skulle bare sige til.

– Men jeg havde et enormt behov for at få lov til at komme på arbejde. Fordi lige så snart jeg trådte ind ad de døre ude på TV2, fyldte det ned behandlinger og medicin mindre. Det var et kæmpe åndehul for mig.

Hvordan forholdt dine kolleger sig til din situation?

– De var vildt overvældede og enormt søde. Jeg tror, det nogle gange har været lidt voldsomt for andre, fordi vi var så vant til at tale om det herhjemme.

– Jeg havde en kollega, der på et tidspunkt var sygemeldt med stress, og hun sagde til mig ” jeg synes bare, det er så vanvittigt, at jeg har været sygemeldt, fordi jeg lige synes, tingene har været lidt hårde, og så hver morgen, når jeg tænder for News, ser jeg dig sidde derinde, og så tænker jeg, ”hvordan kan jeg tillade mig at være sygemeldt?”.

Men mennesker er forskellige, minder Josefine om. Krisereaktioner kan ikke sættes på formel.

LÆS OGSÅ

Da hun mødte Jeppe, vidste hun ikke, der gemte sig en syg narcissist bag hans smil

Jeppe var charmerende, omsorgsfuld og sådan en mand, de fleste kvinder drømte om at møde. Mine venner og børn forgudede ham da også, men de vidste heller ikke, at så snart de var ude af døren, så var den charmerende Jeppe en ganske anden.

– Jeg håndterer bedst ting ved at være i gang. Og her kunne jeg få lov til bare at være Josefine på arbejde og ikke Josefine med den døende mand.

Og det normale liv fandtes stadig, selv om alt var ændret. Børnehavebarnets minimale sans for behovsudsættelse gjorde hverdagen til et vilkår.

– Morgenen begyndte jo med, at jeg blev vækket alt for tidligt, og så ville han have havregrød nu og ikke om fem minutter, og så var det bare op og i gang. 

Jeg tør slet ikke tænke på, hvis han ikke havde været der; var jeg så overhovedet kommet op om morgenen, eller havde jeg bare været sådan ”fuck, Peter er stadig syg, jeg bliver bare liggende her”. Men der stod jo det her lillebitte menneske, der havde brug for mig.

Ubesmittede stunder

De år, der fulgte, fandt sin egen rytme. Kemoterapi, piller, bivirkninger, scanninger, blodprøver, bedringer og tilbagefald blev normalen, og midt i det en rutine, der i glimt lignede en almindelig børnefamilies.

– Jeg stod op med Niels Bjørn, afleverede ham og hentede ham om eftermiddagen. Peter lavede aftensmad, og så spiste vi sammen, inden jeg puttede Niels Bjørn, og når jeg kom ned igen, kunne vi hygge i sofaen til Netflix eller et eller andet.

Men når man har en dødsdom hængende over hovedet, findes der så overhovedet øjeblikke, som er ubesmittede, og hvor man glemmer skyggen?

– Ja, det forbinder jeg med de stunder, hvor vi har siddet og bygget Lego med Niels Bjørn. Peter elskede at bygge Lego med Niels Bjørn, det var deres ting. Jeg kunne lov til at være hende der, der skulle sidde og finde tingene. Der var vi bare en normal familie, og der handlede det ikke om sygdom, det handlede ikke om noget som helst andet, det handlede bare om at bygge Lego. Bjørn satte også en Lego-figur på Peters kiste til begravelsen.

Lige nu har Josefine fire koncertbilletter, som hun ikke ved, hvad hun skal gøre med. Peter købte dem sidste sommer, siddepladser, som han godt vidste ville være det optimistiske bud.

– Det var vigtigt for os begge to, at indtil vi vidste noget andet, blev vi nødt til at planlægge efter, at han stadig ville være her. Men vi vidste jo også godt, at han kunne være død. Altså det vidste vi jo godt.

Sidste sommer er længe siden. Til jul blev der ikke længere givet fremtidige oplevelser i gave.

Et smukt farvel

Den formiddag i februar, hvor han døde, tænker Josefine tilbage på som fredfyldt og næsten magisk. Lyset faldt ind ad vinduet på en meget smuk måde, siger hun.

Peter var i løbet af den seneste uge blevet svagere, og denne dag var han ikke meget vågen, men stabil.

– Jeg tror ikke, jeg havde forstået, det var så tæt på.

Han lå i sin seng på første sal, hun var nedenunder.

– Jeg ved præcis, hvornår han døde … det her kommer til at lyde skørt; lægen havde lige ringet for at sige, at hun var i nærheden og godt kunne komme forbi, og jeg stod og åbnede køleskabet for at tage noget mælk ud til kaffen. Og så væltede min verden.

På sådan en måde, som den ikke er væltet før eller siden. Det var sådan en intens følelse af sorg og alt muligt på sådan en helt underlig måde. Peters søster kiggede over på mig og var sådan helt ”hvor kommer det fra?”. Fordi vi havde jo grædt meget, men det havde slet ikke været på den her måde.

LÆS OGSÅ

Da Søren for første gang var til en julefrokost som ædru, gik én ting op for ham

Det kimer nu til juledruk - giver det overhovedet mening at gå til julefrokost uden at drikke alkohol?

– Da lægen kom, satte vi os for at snakke lidt, og da vi så gik ovenpå, opdagede vi, han var død. Så jeg ved, hvornår han døde. Og det var der.

Hvordan forklarer du det for dig selv? Er det noget spirituelt?

– Jeg læste en bog, inden han døde, der hedder 'Hentet af lyset', skrevet af en journalist, der ikke troede på alt muligt vanvittigt. Og hun beskriver i den bog, at det er meget normalt, at når man er helt tæt på, har man sådan en oplevelse af, at man på en eller anden måde er forbundet.

Lego med far

Når Niels Bjørn bliver ældre, vil Josefine vise ham det billede, hun tog af ham, da han sagde dét, der skulle vise sig at være det sidste farvel til sin far. Det var dagen før.

– Vi vidste ikke, det var sidste gang, men jeg tænkte, at det ikke kunne skade at lade ham lægge en bamse og kysse far. Så havde han jo bare sagt farvel, som han plejede, og så har vi et billede at snakke om, når han bliver større.

Da Niels Bjørn kom hjem fra skole den dag, Peter døde, fortalte Josefine ham, at far var død.

– Det var vigtigt for mig, at han forstod det. Far kom ikke tilbage igen. Jeg sagde, at det betød, at vi to skulle bo i huset sammen alene. ”Far skal begraves, og far er oppe i himlen”.

Vi har snakket meget om himlen. Siden han var helt lille, har han været vildt optaget af Bibelen, og børnepsykologen havde sagt, at hvis himmelen er et rum, han forstår, skulle vi lade ham have det. Og det er også et rum, jeg forstår.

Hun forstår også, at børnepsykologen havde ret, da hun sagde, at børn har et meget naturligt forhold til døden.

– Niels Bjørn er på mange måder meget bedre til at snakke om sorg og død end mange voksne, jeg kender. Han vil også gerne med op på kirkegården, og han ved godt, at jeg kan blive lidt ked af det, når vi er deroppe.

– Vi er der måske kun fem minutter, andre gange en halv time, snakker om, hvad han har lavet i skolen, lægger en dims eller griner af et eller andet, og så går vi hjem igen.

Men der noget med det Lego. Det er ikke det samme mere.

– Niels Bjørn er meget optaget af, at det var noget, ham og far havde sammen, og for mig at se ville det jo være en fin måde at sidde og snakke om far og mindes far, men for Niels Bjørn er det meget overvældende, fordi der mangler én ved det bord.

– Så han bygger ikke så meget lige nu. Men jeg tager det lidt frem en gang imellem. En dag skulle jeg bladre siderne i brugsanvisningen, og så sagde han, ”nej, nej mor, du skal bare gøre, ligesom far altid gjorde”, og slikkede på fingeren og bladrede, fuldstændig som Peter ville gøre.

– Det er jo også sådan, det er; Peter lever videre i den der sære lille mini-udgave af ham, som jeg jo vågner op ved siden af hver dag.

At være enke

Sammen skal de finde ud af, hvad det er for et hjem, de bor i nu.

Den voksne i huset er klar til høj musik og masser af gæster.

– Her forleden satte jeg en sang på, som Niels Bjørn er glad for, og helt instinktivt skulle jeg lige til at sige, at vi skulle skrue ned. Men nej, vi skal jo ikke skrue ned.

– Det her må godt være et hjem, hvor folk løber ind og ud, og der kommer uanmeldte besøg, og man kan høre alt for høje, underlige sange fra Minions klokken 8 om morgenen.

Nu skal det her være et hjem med liv, og det har jeg haft behov for med det samme. Men for et lille menneske, der aldrig nogensinde har oplevet andet end, at der var én, der sov, og her skulle være stille, har jeg jo kunnet mærke, at jeg lige skulle holde en lille smule igen, for at han kunne nå at følge med i det.

Samtidig er Josefine stadig ved at hitte ud af, hvordan man er … enke.

– På den ene side vil jeg enormt gerne kunne snakke om alt muligt andet, men jeg er bare også enormt defineret af det. Jeg har brug for, at folk ved, at jeg er det. Jeg kommer til at være enke for evigt, også hvis jeg bliver gift igen. Lige som man er mor for livet.

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Anne Dorthe Tanderup var fint tilfreds med at træde i baggrunden, da hun lagde håndboldkarrieren bag sig for at følge sin mand, cykelrytteren Bjarne Riis, ud i verden, hvor ingen kendte de jernhårde ladies. I 24 år var hun Bjarnes kone og mor til fire, men nu, hvor familien er tilbage i Danmark, er hun klar til at tage sin egen plads igen.

Enken ved bare dette: Hun vil tilbage til livet. Helt bevidst om, det kan lyde kynisk, fortæller hun om at se situationen som en mulighed for en genstart.

– Det er et vildt privilegium at kunne starte forfra. Det kan godt være, jeg har realkreditlån, et barn, et arbejde at passe, men jeg kan beslutte mig for, hvem jeg gerne vil være som voksen. Og jeg kan gøre det uafhængigt af et forhold, hvor man jo er gået på kompromis med hinanden.

Lige nu er det små ting, hun gør, bare fordi hun kan.

– Vi spiser rigtig meget mexicansk mad. Peter hadede mexicansk mad, men nu laver jeg bare alle de tacoskaller og madpandekager, jeg har lyst til.

– Jeg får det bedre af at gøre nogle af de ting, som vi ikke kunne. Og jeg får det bedre af, at Niels Bjørn og jeg er spontane. At sætte os ned ved bageren og få en kop kaffe, fordi vi ikke skal skynde os hjem, eller jeg skal nå forbi apoteket.

Men hun er også bevidst om, at den helt store genstart ligger forude. At der på et tidspunkt kommer en ny mand ind i hendes liv.

– Det var vigtigt for Peter, at jeg kunne give plads til, at der kunne komme kærlighed ind i mit liv igen. Og at Niels Bjørn fik en faderfigur. På den måde nåede han at sætte mig fri, og det var enormt vigtigt, at han gjorde det, for ellers tror jeg godt, at jeg kunne være blevet enken med stort E. Som ville være bange for at ødelægge mindet om Peter.

Når hun siger den slags, hører hun straks sig selv med andres ører:

– Jeg bliver så bange for, at folk tror, at jeg ikke elskede ham, men jeg vil gerne have folk til at forstå, at sorg kan se ud på mange måder.

Hun har haft nætter i den dybeste meningsløshed og køreture med rasende gråd. Sorgen kigger frem, når hun mindst venter det.

– Men så går der fem minutter, og så er det væk igen. Der findes ikke dårlige dage, kun gode dage med dårlige øjeblikke. Og det har jeg lært at navigere i. Sorgen er bare en følgesvend.

Superhelt og fugleunge

Vi er tilbage ved livets forunderlige dobbelthed. Hvordan det menneskelige sind kan spænde over et klaviatur med alle toner på én gang. Hun fortæller om at svinge mellem at følelsen af at kunne klare alt og længslen efter at blive passet på.

– På den ene side føler jeg mig som en verdens stærkeste superhelt oven på de fire år, der er gået, og på den anden side er jeg sådan en fugleunge, der er faldet ud af reden og har brækket begge vinger og fået galopperende PTSD.

– Fugleungen kommer frem på underlige tidspunkter, hvor jeg bliver nødt til at ringe til en eller til en veninde klokken halv to om natten, fordi jeg ikke ved, hvad der skal blive af mig, og om mit barns liv er ødelagt for evigt.

– Jeg er blevet meget er blevet bevidst om, at jeg har de to forskellige sider. Og det er helt okay. For nu.