Antallet af kvinder med tegn på spiseforstyrrelser er stigende – faktisk er de fordoblet siden år 2000. Det viser en ny rapport, som Statens Institut for Folkesundhed har lavet. Det hænger helt tydeligt sammen med en generel stigning i mental mistrivsel, påpeger direktør i Foreningen Spiseforstyrrelser og Selvskade, Camilla Hersom til alt.dk.

Hun forklarer også, at den eksponering vi alle sammen er udsat for gennem reklamer, sociale medier mv., skaber opfattelsen af at den tynde krop er den sunde krop. Det fører også til, at mange ofte komplimenterer på andres vægttab, fordi vores umiddelbare tanke er, at det er positivt at tabe sig.

Det er noget, Anne Line Rasmussen oplever i sit arbejde som psykolog. Hun har arbejdet med bl.a. spiseforstyrrelser i mere end 20 år, og snakker ofte med patienter, hvor komplimenter kan forværre deres situation.

– Der er jo oftest en venlig intention bag komplimenter på vægttab, fordi man helt umiddelbart tænker, at det er noget, personen gerne har villet eller har kæmpet for. Men hvis man er spiseforstyrret eller er på vej i den retning, kan det være med til at vedligeholde den udvikling, der er i gang. Komplimenterne bliver et konkret bevis på, at man gør noget rigtigt. siger Anne Line Rasmussen.

Det var bl.a. tilfældet for Rikke, som alt.dk har snakket med i artiklen herunder:

Komplimenter bekræfter os i, at vi er gode til noget eller har succes med det, vi får komplimenter på. Det skaber en følelse af anerkendelse og opbakning, som man kan blive mere eller mindre afhængig af, alt efter hvor sårbar man er.

– Mange, der udvikler spiseforstyrrelser, har en meget stor usikkerhed og tvivl på, om de er gode nok. Så når de får komplimenter og opmærksomhed på det ydre, er det en helt konkret måde for dem at sige til sig selv, at det er sådan, jeg bliver god nok – ved at kontrollere min krop og vægt. En anden pointe er, at personer med spiseforstyrrelser ofte tolker negativt. Det kan betyde, at en kommentar om, at man ser godt ud, kan tolkes som om, at man ser tyk ud, fordi den spiseforstyrrede hele tiden forholder sig til tykhed overfor tyndhed.

Dermed ikke sagt, at komplimenter er en dårlig ting – de kan have en rigtig positiv effekt på andres selvværd og humør. Det handler bare om at komplimentere på de rigtige ting.

Endnu et lag af bekymring

Vi bliver ofte nervøse eller bange for at gøre noget værre ved at italesætte spiseforstyrrelsen hos nogen omkring os, forklarer Anne Line Rasmussen. Hun snakker ofte med pårørende, der har en høj grad af berøringsangst omkring sygdommen og ikke ved, hvordan de skal håndtere situationen.

– Jeg hører rigtig mange pårørende, som er bekymrede for at skubbe til noget i spiseforstyrrelsen, eller er bange for at såre deres datter, søster, eller hvem der er ved at italesætte sygdommen, men det skal man ikke være. Spiseforstyrrelse kan ses som et forsøg på kommunikation gennem kroppen og maden. Det er vigtigt at erstatte denne form for kommunikation med samtale og prøve at forstå, hvad personen med spiseforstyrrelse er ulykkelig over.

Den forbeholdenhed, man som pårørende ofte kan have ved at italesætte spiseforstyrrelser, har måske fået endnu et ben at gå på med udbredelsen af slankemidler som Wegovy og Ozempic, mener Anne Line Rasmussen.

– Med slankemedicin er der kommet en meget virkningsfuld metode til vægttab, som samtidig er noget tabuiseret. Det kan være svært at finde en måde at spørge til et vægttab af frygt for, at personen ikke ønsker at blive ”afsløret” i at bruge slankemedicin.

Hvad kan man gøre i stedet

Er man bekymret for, at en af ens nærmeste er ved at udvikle en spiseforstyrrelse eller har meget fokus på vægt og mad, kan man med fordel forsøge at fjerne fokus fra det ydre, påpeger Anne Line Rasmussen.

LÆS OGSÅ

Rollen i ’Vikings’ gjorde Alex Høgh syg med stress og angst: ”Jeg havde det ad helvede til”

Skuespiller Alex Høgh Andersen blev syg med stress og angst under optagelserne af HBO-seerhittet 'Vikings'. Det fortæller han i denne uges ALT for damerne.

– Vi har en kultur, hvor vi vurderer meget på det ydre, og jeg tror, at det vi alle sammen kan gøre er at lade være med at fokusere så meget på kroppen. I stedet for at sige, ’Hvor ser du godt ud’, eller ’Hvor har du tabt dig, så spørg ind til, hvordan personen har det. For det er jo i virkeligheden det, personen har brug for.

Derudover kan det være svært at give nogle generelle råd til, hvordan man som pårørende bedst muligt hjælper, for det vil altid være en individuel sag.

– Det bedste, man kan gøre, er at fortælle vedkommende, at man ser dem, og at man vil være der for dem. Man skal spørge dem, hvad de har brug for – for det vil være forskelligt, om man har brug for konkret hjælp som spiserutiner eller hjælp til at hælde mad op, eller om man mest har brug for, at ens pårørende ikke ændrer deres adfærd og bliver for påpasselige. Det er heller ikke altid, at den spiseforstyrrede ved, hvad de selv har brug for – men det er altid en god idé at spørge og vise, at man er til rådighed.

LÆS OGSÅ

31-årige Sofie har bulimi: ”Folk synes, jeg burde være vokset fra det”

Siden hun var teenager, har den i dag 31-årige Sofie Thomsen kæmpet med en spiseforstyrrelse, men skammen har holdt hende tilbage fra at sige det højt og række ud efter hjælp. Det er først i en voksen alder, at hun er begyndt at tale højt om det.