Da Sofie som teenager udviklede spiseforstyrrelsen bulimi, var det noget, hun for alt i verden ikke ville have, at andre skulle vide. Og i første omgang ville hun ikke engang indrømme det over for sig selv.

Derfor benægtede hun også, at hun havde et problem, da hendes forældre tog en alvorssnak med hende, kort efter hun var blevet færdig med gymnasiet.

– Da de sætter mig ned og siger, at de har lagt mærke til nogle mønstre, og de tror, at jeg har en spiseforstyrrelse, benægter jeg. Fordi jeg synes, det er så skamfuldt og flovt.

Men Sofie havde tabt sig en del, og hendes forældre havde længe været bekymrede. Selvom hun vidste, at hendes forældre havde ret i deres mistanke om, at hun var syg, kunne hun ikke overskue at stå ved det.

For frygten for, at nogen ville gøre det umuligt for hende at kontrollere alt, hun spiste, fik hende til at benægte, at der var noget galt. Når hun kigger tilbage på den tid i dag, ville hun ønske, at hun havde handlet anderledes.

Flere og flere voksne kvinder med spiseforstyrret adfærd

Sofie er med sine 31 år en del af aldersgruppen 25-34 år, hvor man i dag ser en stigning af kvinder med spiseforstyrret adfærd.

Men Sofie, som udviklede sygdommen allerede i sine teenageår, var først i en voksen alder i stand til at tale om sin spiseforstyrrelse, og hun gætter på, at andre i hendes aldersgruppe har haft det på samme måde.

– Jeg tror, at man med alderen bliver bedre til at sige det højt. Jeg gik og holdt det hemmeligt i mange år, så det handler måske også om, at man med årene kan se, at det er vigtigt at dele.

Samtidig oplever Sofie ofte at blive mødt af fordomme om, at hun burde være vokset fra sin spiseforstyrrelse og blevet mere fornuftig, fordi det er noget, som unge piger har.

– Min oplevelse er, at folk generelt mangler forståelse for ældre med spiseforstyrrelse. Men det er selvfølgelig svært at få en forståelse for noget, hvis ikke man er åben omkring det. Derfor er det også vigtigt for mig.

LÆS OGSÅ

Ny undersøgelse skaber bekymring: "Skal ses som et udtryk for mental mistrivsel"

Et studie fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at antallet af kvinder med risikoadfærd for spiseforstyrrelser er fordoblet siden 2000.

Startede med et behov for kontrol

Til at begynde med var Sofie på ingen måde i stand til at sætte ord på, hvad der præcis gik galt – og hvornår.

Sofie husker det som en række af ting, der, ligesom dominobrikker, ramlede sammen og til sidst endte ud i, at det eneste hun følte, hun kunne kontrollere, var maden. En af de ting, der påvirkede hende, var hendes mor, der, da Sofie var 13, fandt en ny kæreste og flyttede langt væk fra hende.

– Det påvirkede vores relation efterfølgende. Jeg kan også huske, at jeg fik menstruation deromkring, og det fortalte jeg ikke til nogen. Min krop begyndte jo at ændre sig, som den gør i den alder, og jeg følte mig også meget større end min storesøster, som er mere spinkelt bygget end mig.

I venindegruppen begyndte snakken også at centrere sig mere og mere om krop og mad. De lavede aftaler om, at de kun skulle spise et halvt stykke rundstykke til morgenmad på sommerhusturene, og i deres samtaler fodrede de hinandens opfattelser af, hvordan en flot krop så ud. Samtidig stod Sofie og hendes jævnaldrende over for en ny tid, hvor de sociale medier i stigende grad fik en rolle i deres liv.

 – Der begyndte vi at være på Facebook, hvor man at kunne spejle sig i mange flere og sammenligne sit liv med, hvordan alle andres så ud, lige meget hvilket tidspunkt på dagen, det var.

I løbet af gymnasiet tog Sofies spiseforstyrrelse til, og det samme gør skammen. I stedet for at dele det med nogen, isolerer hun sig mere og mere. Hun får svære og svære ved at koncentrere sig i skolen, fordi opkastningerne og de konstante tanker på, hvad hun spiser, udmatter hende.

– Jeg har jo på en eller anden måde godt vidst, at det har været galt. Jeg tror bare ikke, at jeg vidste, det var en spiseforstyrrelse på det tidspunkt. Der troede jeg stadig, at jeg havde kontrol over det, og at jeg var i stand til at stoppe, hvis jeg ville.

Første gang det begyndte at dæmre for hende selv, var efter en snak med hendes veninde.

– Hun havde selv haft en spiseforstyrrelse, og jeg kunne godt genkende mange af de ting, hun beskrev fra mig selv. Det gav mig nogle refleksioner over, hvad der skete med mig selv.

To år efter at Sofies spiseforstyrrelse egentlig er slået til, går det op for hende, at det måske er det, hun har fået. Men det deler hun ikke med nogen.

– Jeg holdt det hemmeligt for alle. I dag ville jeg ønske, at jeg havde delt det med min tætte veninde, for jeg er sikker på, hun ville have været en god støtte. Måske havde tingene set anderledes ud i dag, hvis jeg havde turde.

Du har et problem

Men efter gymnasiet knækker filmen. Sofie har tabt sig meget, og hendes forældre begyndte at fatte mistanke om, hvad der skete med hende.

– Det er først der, da de konfronterer mig, at det virkelig ændrer sig. De tog mig med til en psykolog og til et behandlingstilbud, hvor jeg snakkede med en behandler, som tilbød mig at komme i et forløb hos dem.

Men Sofie følte sig ikke mødt i sine behov af hverken psykolog eller behandlingstilbud. De fokuserede meget på maden og Sofies ydre, som skulle ”fikses”, men for hende handlede det meget mere om det indre. Om ensomheden, usikkerheden og manglen på støtte og stabilitet.

– Jeg var så sikker på, at jeg havde helt styr på, hvad der var bedst for mig. Men når jeg kigger tilbage, tror jeg, at en psykolog havde være det rette for mig.

Særligt de første år efter hun var flyttet hjemmefra var hårde. Den kontrol, hun før følte, hun havde, havde hun nu mistet. Selvom hun snakkede åbent og ærligt med sine forældre om spiseforstyrrelsen, men hun havde en følelse af, at hun havde brug for, at der var nogen ved siden af hende hele tiden.

LÆS OGSÅ

Lissa åbner op om angst og spiseforstyrrelse

Under daten åbner Lissa om op, hvordan hun i perioder oplever angst. Nu sætter hun flere ord på det.

– Jeg kunne ikke selv styre det eller hjælpe mig selv – jeg begyndte at spise af mine roomies’ mad og vågnede om natten for at spise. Min mor og jeg prøvede at ringe til en psykolog og høre, om det var muligt at få mig indlagt i en periode, men der var bare alle mulige kriterier, for om man har det skidt nok. Og dem kunne jeg ikke leve op til.

Der er stadig håb

I dag har Sofie kæmpet med sin spiseforstyrrelse i 16 år. For nylig har sygdommen også påvirket hendes parforhold, fordi den begyndte at fylde meget i deres fælles liv og hverdag.

– Han ville gerne vide, hver gang jeg overspiste eller kastede op, og det kunne jeg ikke fortælle ham, for jeg skammede mig sådan. Omvendt havde jeg brug for en støtte, som han ikke kunne give mig.

Det er også gået op for Sofie, at ekskærestens ihærdige forsøg på at få hende til at sige det højt, hvor gang hun havde handlet på sygdommen, var som en hjælp til hende selv.

–Det var hans måde at gøre mig opmærksom på alvoren af sygdommen. Jeg tror, at jeg igennem min spiseforstyrrelse har negligeret hvor syg, jeg egentlig har været, og måske også overbevist mig selv om, at det var noget, jeg skulle lære at leve med.

– Der er mange ting, der trigger mig i dag. Hvis jeg føler mig alene eller stresset eller tingene er overvældende. Men overvældelsen kan også skyldes, at jeg føler mig glad og glæder mig til et eller andet. Så det gør det hele så komplekst at arbejde med.

Opkastningerne og al planlægningen omkring dem fører stadig en enorm udmattelse med sig for Sofie. Det har betydet, at det har været svært for hende at passe sin skole og har aflyst mange aftaler, fordi hendes overskud har været i bund.

– Det har totalt gennemsyret hele mit liv, og hvordan min hverdag fungerer. Det medfører også en masse bekymringer omkring mit eget helbred, bl.a. mine tænder, min økonomi og min fremtid.

Sig det højt!

Selvom Sofie har kæmpet med sin spiseforstyrrelse i mange år, så er det først indenfor de seneste år, at hun er begyndt at tale højt om det.

– Der er virkelig mange, som gerne vil hjælpe og støtte mig, men det har krævet, at jeg tør række ud til dem og være åben overfor dem. I dag bruger jeg mine veninder rigtig meget og især også min mor.

I dag har hun intet problem med at fortælle til folk, hvad hun kæmper med, også selvom hun ikke kender dem. Dog har hun heller ikke lyst til, at sygdommen skal definere hende – men hvis det har en betydning, fortæller hun gerne folk om sin spiseforstyrrelse.

– Hvis jeg starter på en arbejdsplads eller møder nye mennesker. Så ved de det på forhånd, og så er det nemmere for mig at sige det højt, hvis jeg skulle få brug for det.

Netop åbenheden og ærligheden er noget, hun har lært med alderen – og Sofie tror også, at det er derfor, man kan se en stigning i antal kvinder med spiseforstyrrede adfærd i aldersgruppen 25-34 år.

– Jeg tror, at man med alderen bliver bedre til at sige det højt. Jeg gik og holdt det hemmeligt i mange år, så det handler måske også om, at man med årene kan se, at det er vigtigt at dele.

En tosidet mønt

En anden ting, hun gør for at holde de dårlige tanker nede, er at slukke for en masse af dem, hun følger på Instagram, så hun ikke bliver eksponeret for de kroppe, som hun før i tiden har sammenlignet sig selv meget med.

– Jeg følger mange influencere og modeller, der har mega smukke kroppe og ser glade ud, og det får mig til at tænke, at det kun er godt nok, hvis jeg ser sådan ud. Det kan jeg mærke, trigger mig, så jeg har slukket for de profiler, så jeg ikke får deres opslag i mit feed.

Men i takt med at flere og flere begynder at dele mere ærlige opslag, oplever Sofie også, at det har haft en positiv effekt på hende, at være på de sociale medier.

– Det synes jeg virkelig er noget, som jeg kan bruge sociale medier til i dag, fordi når folk deler, at de har en dårlig dag eller kæmper med deres ting, så giver det mig en følelse af at kunne sænke skuldrende lidt, fordi vi er flere, der har det sådan her.

Selvom Sofie fortsat kæmper med sin spiseforstyrrelse, er hun mange erfaringer rigere, og har det i den forstand også bedre i dag.

LÆS OGSÅ

Victoria fik en spiseforstyrrelse som 14-årig - i dag har hun et opråb til alle forældre

Victoria Schapiro var 14 år, da hun første gang følte skyld over noget, hun havde spist. Det blev starten på fem år med en restriktiv diæt, et forvrænget selvbillede, mørke tanker og social isolation. I dag har hun taget styringen tilbage og skrevet en bog om de år, hvor spiseforstyrrelsen overtog hendes liv.