De sidder på en bænk ude på den halvmørke smalle seng. Mekanisk. Lidenskabsløst. Det handler ikke om lyst. Det handler om, at kvindens største ønske er at blive mor, og det vil mændene gerne hjælpe hende til at blive. For sådan er det nemlig her på gården i det New Age-kristne fællesskab langt ude på den jyske vestkyst. Man står sammen. Lige indtil man ikke længere gør.

Der er meget, meget langt fra scenen ovenfor til denne regnvåde formiddag i det indre København, hvor skuespiller og tidligere balletdanser Cecilie Lassen har inviteret indenfor i sin skønne, gamle hjørnelejlighed. Hun er aktuel med hovedrollen i filmen ”Kærlighedens gerninger”, som scenen stammer fra, og hun spiller kvinden, der ligger inde på værelset og tager imod mændene. Hanna hedder hun i filmen, og Hannas tilværelse bliver vendt på hovedet, da hendes lillebror uventet ankommer, hvorved fortrængte minder om de to søskendes fælles fortid dukker op til overfladen. Vil brorens ankomst true Hannas drøm om at blive mor? Og kan medlemmerne af fællesskabet leve op til deres tro og egne regler, når de bliver konfronteret med spørgsmålet: Hvem bestemmer over kærligheden? Filmen er inspireret af virkelige minder, og det er både rystende og gribende at følge historien, der tager fat på flere store tabuer. 

For Cecilie var det som en slags katarsis at spille rollen, som hun fik lige oven i en stor personlig sorg. 

LÆS OGSÅ

Marie skal være solomor: ”Tvivlen har føltes ret skamfuld for mig"

Marie Hougaard skal være solomor, selvom hun i mange år har tvivlet på, om hun overhovedet vil have børn. Nu er hun aktuel med en ny bog, der sætter fokus på den tvivl, der er forbundet med at få et barn alene.

Hvad er ”Kærlighedens gerninger” for en film set med dine øjne? 

– Det er en film om kærlighed og en film om, hvem der har lov til at elske hvem. Det er en film om, at kærlige gerninger, gjort i bedste mening, stadigvæk godt kan lande som overgreb, og at den måde, vi giver kærlighed på, ikke altid forstås på samme måde af modtageren. Min karakter, Hanna, er en ekstremt kompleks kvinde, som har været igennem mere, end noget menneske bør være igennem, og hendes verdensbillede og selvforståelse er formet af det, hun kommer af. Hun er en meget troende kvinde, som gennem Gud har forsøgt at få noget mening ind i livet igen.

Hvilke tanker har du gjort dig om det New Age-kristne fællesskab, som filmen foregår i?

– Jeg har forholdt mig meget konkret til det fællesskab, som er beskrevet i manuskriptet. Den kirke og den praksis, som Hanna skal træde ind i. Jeg synes, det er smukt, at der findes steder for mennesker, som ellers har svært ved at finde i havn. I det levede liv er der måske ikke så klare retningslinjer for, hvad er rigtigt og forkert, og der giver Bibelen og de åndelige vejledere nogle meget klare doktriner, som man kan læne sig ind i. På den måde er der mindre, man selv skal tage stilling til.

LÆS OGSÅ

Trine tog på date med en tv-vært: "Vores første møde varede tre dage"

De var tæt på at miste deres bordreservation den aften, hvor de mødtes for første gang. Fordi snakken gik så godt. Det hele var startet med en besked om jagt på Instagram. Trine fortæller her om at blive kæreste med tv-vært Christian Degn.

I hvilket omfang er du selv troende?

– Jeg har meldt mig ud af folkekirken, fordi jeg ikke tror på Bibelens doktriner. Jeg tror på sund fornuft, og jeg tror på, at et vibrerende moralsk kompas er bedre end det, som nogle mennesker har nedfældet på en skriftrulle for flere tusind år siden. Jeg vil hellere hele tiden justere mit eget moralske kompas, være i live i nuet og følge med tiden.

Kærlighedsløse handlinger

Hannas brændende ønske om at blive mor er filmens røde tråd, og netop det tema kom meget tæt på Cecilies eget liv. I 2017 fik hun sammen med sin daværende mand, Silas Bjerregaard, sønnen Alvin. Graviditeten blev voldsomt kompliceret af, at Cecilie blev ramt af både en alvorlig bækkenløsning og den sjældne håndsygdom De Quervains syndrom. Det betød, at hun var bundet til en kørestol, og at hun i lang tid efter sønnens fødsel ikke kunne bruge sine hænder. Først efter omkring syv måneder begyndte hun at få det bedre. I 2021 blev Cecilie gravid igen, men mistede barnet under graviditeten. Parret forsøgte igen, og i marts 2022 kom lille Mimi til verden. Hun blev kun 17 minutter gammel.

– Det var meget sårbart for mig at optage filmen, for da jeg blev tilbudt rollen, var jeg stadig på sorgorlov efter at have mistet Mimi. Jeg havde egentlig sluttet fred med, at jeg ikke fik flere levende børn. Så meget fred, som man nu kan få med et barn på kirkegården. Men jeg havde i hvert fald besluttet, at lykken ikke lå i at jage at få et levende barn mere. Jeg havde besluttet mig for, at lykken lå i, at jeg har min søn her på jorden. Men det er klart, at jeg nemt kunne sætte mig ind i Hannas fejlslagne forsøg på at blive mor. Det mekaniske i at forsøge igen og igen, som jeg tror, at de fleste kvinder, som ikke bare bliver gravide af at bruge deres kærestes tandbørste, kan genkende. Det bliver et job på en eller anden måde at prøve at få et barn, det bliver noget, der skal gøres. Det bliver kærlighedsløse handlinger i virkeligheden. Og det havde jeg til fælles med Hanna, kan man sige.

LÆS OGSÅ

Der er 28 år mellem Astrid og Jakob: ”Det første halve år gik vi slet ikke ud offentligt”

Astrid Lund Johansen og Jakob Olrik har modtaget utallige kommentarer om deres forhold fra fremmede mennesker på internettet. Falske narrativer og forkerte antagelser har fyldt, når deres forhold har været til offentlig debat i diverse kommentarspor, men nu tager de selv ejerskab over fortællingen i DR-programmet 'De unge kærester'.

Hvordan bearbejdede du, at du skulle være i den rolle? 

– Jeg tror ikke, jeg bearbejdede det. Jeg brugte det bare. Jeg tror i det hele taget, at jeg var i et limbostadie i mit eget liv, da jeg lavede den her film. Mellem det levede liv og der, hvor min datter befinder sig. Man kan også se, at jeg ser helt anderledes ud i filmen, end jeg gør nu. Jeg er 10 kg større i filmen, fordi jeg havde født et barn, men ikke havde gået graviditetskiloene af med en barnevogn. Jeg havde bare ligget og kigget på skyerne, været på kirkegården og havde lavet noget mad til min søn og min mand. Den sorg og den længsel, der boede i mig, var ikke noget, der skulle bearbejdes, det skulle bare bruges. Og det fik på en eller anden måde en mening for mig, at jeg kunne tage mit eget sorgklædte legeme og give Hanna liv med det.

Blev der rokket ved den fred, du havde fundet med, at du ikke fik flere levende børn?

– Nej, det gjorde der ikke, for det var et helt bevidst valg. Jeg ville ikke mere. Jeg ønskede at træde ud i livet igen, og jeg ønskede at begynde at sige JA til ting i stedet for at jagte lykken i et barn mere.

Hvor sidder tabet af Mimi i dig i dag?

– Åh, men altså, hun er jo med mig hele tiden. Jeg bor tæt på kirkegården, tæt på hende. Og hun bor i mig som en katalysator for den måde, jeg træffer valg på. Min datter er manifestationen af, at vi kun har lige nu. Og nogle gange er ”lige nu” 17 minutter. Nogle gange skal al den kærlighed, du har til et barn, komprimeres til 17 minutter, og så må du jo få sagt det, du skal sige. Der er ingen lommer i den sidste skjorte, som min mormor altid sagde, og det gælder også rent sjæleligt. Sig til folk, at du elsker dem. Stå op for det, der er rigtigt. Vær til stede med alt, der er. Lad være med at løbe fra problemerne. Face them head on. Jeg tror, at min bullshit-tærskel er blevet ekstremt lav, for det hele kan være slut i morgen. Og det kan lyde som en floskel, men når man har oplevet sit barn ånde ud i sine arme, så bliver det bare pludselig en sandhed. Et fyrtårn på en måde.

Hun holder en lille pause. Smiler lidt.

– Og så er der selvfølgelig en nysgerrighed på, hvilken lille dame, Mimi ville have været. Jeg ville gerne have givet nogle kvindefærdigheder videre i forhold til, hvad det vil sige at være en sej og autentisk dame. Nu skal man jo ikke gøre det kønnet, men stadigvæk: Jeg sidder med en lille skatkiste, som jeg ikke kan give videre. Alvin får ikke menstruation. Alvin skal nok ikke ud og have sin første bh. Og Alvin skal nok heller ikke have lavet slangekrøller i håret. Han må godt, og han har faktisk langt hår, men du ved … Der er bare nogle små dulle-dame-ting, som jeg ikke kommer til at give videre. Og så igen – jeg kunne have fået to, tre, fire sønner, så fuck mig, altså. Hør her, jeg er bare glad for, at jeg har fået lov til at have den fysiske oplevelse af at være mor, det er ikke alle forundt. Så jeg vil faktisk ikke sidde her og være Tudemarie over noget som helst. Jeg føler mig i virkeligheden meget, meget rig.

 Hvordan har du håndteret det hele i forhold til Alvin? 

– Jeg er virkelig ked af, at min søn skulle opleve at miste sin søster, og at vores sorg ultimativt blev kimen til, at Silas og jeg ikke længere kunne have en romantisk relation. Vi er stadigvæk de bedste venner, men ovenpå alt, hvad vi havde været igennem, var vi bare udtømte som romantiske partnere. Så når jeg i dag græder over Mimi, græder jeg også over de mennesker, vi alle sammen var, før hun fandtes og døde. For de mennesker findes heller ikke længere. Vi er ændret. Hele familien er ændret. Der er en uskyld, der på en eller anden måde er taget fra os alle sammen, men i særdeleshed fra min søn. Vi kan prøve at stimle sammen om ham, alt hvad vi kan, men han får ikke søskende af kød og blod, og det ville jeg så gerne have givet ham. Men han kan få bonussøskende, og det er også dejligt.

LÆS OGSÅ

Lise mistede halvdelen af sin familie: ”Jeg tænker stadig på dem hver eneste dag”

Da Lise Pilgaards mand og niårige søn døde, og hun blev ladt alene tilbage med sin seksårige søn og nyfødte datter, ramlede verden. Den krisehjælp, hun fik, hjalp ingenting – så Lise måtte finde styrken til at fortsætte et helt andet sted.

 Silas tager stadig skraldeposen

Cecilie og Silas gik fra hinanden i 2023 efter ti års forhold, og Cecilie fortæller, at bruddet var så mindeligt, som sådan noget overhovedet kan være.

– Vi kiggede hinanden i øjnene og var bare enige om at sætte hinanden fri i det her levede liv. Apropos. Og så var vi enige om at holde fuldstændig fast i hinanden samtidig. Vi boede også sammen i lang tid efter skilsmissen. Med fuldt overlæg. For vores egen skyld. Og især for at vores søn kunne få lov til at lande i erkendelsen af, at mor og far ikke længere var kærester, men at det ikke – andet end rent praktisk på sigt – ville ændre hans liv. Følelsesmæssigt ville han aldrig blive nødt til at vælge imellem os. I dag har vi fuldstændig lige adgang til ham, han kommer og går, som han vil. Silas bor lige i nærheden, og vi to ses også tit – også uden Alvin. I dag var han f.eks. forbi til morgenmad og tog også lige skraldeposen med, da han gik, haha. Vi tager på ferie sammen alle tre, holder jul sammen og ses i det hele taget rigtig tit. Silas er min bedste ven, punktum.

Hvordan finder man ud af det?

– Vi ved ikke, hvordan man IKKE gør det. Silas og jeg er som soldaterkammerater. Vi har været igennem så mange fuldstændig crazy ting sammen, og vores respekt for hinanden er fuldstændig urokkelig. Vi har ikke smadret vores forhold, vi skal bare ikke være kærester. Jeg tror, at hvis vi var fortsat med at være gift og kærester, så havde vi smadret det, som er smukt ved os. Så det er noget med at komme det hele i forkøbet og kigge på, hvad der er levedygtigt, og hvad der må dø. Og for os er venskabet fuldstændig solidt. Det er selvfølgelig lidt af en kamel for nye kærester at sluge, fordi ”åh, det er jo ikke normalt” og … Men ved du hvad, ”plejer” er død, og jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad samfundet dikterer, der skal ske, når to mennesker går fra hinanden. Silas er mit barns far. Han er en fantastisk far, han er en fantastisk kammerat, og jeg har ikke tænkt mig, at et så fint menneske ikke skal være i mit liv. De må vores respektive relationer acceptere. 

Og hvis de ikke kunne acceptere det?

– Så ved jeg godt, hvem jeg vælger. For Silas har aldrig svigtet mig. Vi er for life! Det er også det, folk skal forstå, når man får børn sammen. Man committer sig til et livslangt samarbejde. Og nu skal det jo ikke lyde som om, Silas og jeg ikke havde problemer. Hvis vi ikke havde haft problemer, var vi jo blevet sammen. Men vi står ved, at vi sammen traf den ultimative beslutning om at få et barn, og så handler det om at være voksne og tage ansvar.

Hvordan er du som mor?

– Jeg er sådan ret chill, tror jeg, men det er svært selv at svare på. Min søn og jeg hygger os, går i biografen, tegner, danser. Han er så stor nu, så vi kan snakke rigtigt sammen. Sidde og filosofere lidt. Det er fedt. 

LÆS OGSÅ

"Jeg er stadig ikke landet i, hvorfor noget så meningsløst skulle overgå vores familie"

Helene Reingaard Neumann ved en hel del om at elske og om at sige farvel. Hun er præst og gift med filminstruktøren Thomas Vinterberg, som hun har dannet par med i 14 år. I 2019 mistede de hans 19-årige datter Ida, der blev dræbt i en trafikulykke. Helene Reingaard Neumann mistede sin mor som 16-årig, og som mor til to er hun bange for at miste igen. Men hun ved også, at sorg og kærlighed er uadskillelige størrelser, og at hun tager chancen. Så hun vælger kærligheden. Hvert øjeblik, altid.

Hvad har du med fra din egen opvækst, som du kan bruge i dit moderskab?

– Jeg tror, at jeg er ret god til følelser. Til at dechifrere følelser og give Alvin lov til at have sine følelser uden at forsøge at lave om på dem. Jeg er der for ham, hvis han har brug for støtte, selvfølgelig, men jeg blander mig ikke helt vildt. Min mor har altid sagt til mig: ”Ej dine følelser, de er jo dine”. Og det står jeg på mål for i dag, men nok på en lidt anden måde end i 80’erne. Jeg læser en del om familiedynamikker, parforhold og såkaldt børneopdragelse. 

Hun stopper op.

– Uh, jeg hader det ord: Opdragelse.

Hvorfor?

– Børn er jo dem, de nu er. Vi skal ikke lave om på dem. Vi skal i stedet give dem de bedste værktøjer, så de selv kan navigere. Det er sådan, jeg går til det. Og jeg synes i virkeligheden også, at min søn viser vejen i forhold til, hvad han har brug for. Jeg er meget konkret omkring spisetider og sovetider, jeg tror på, at rytmer er gode for både børn og voksne. Så på den måde er der en ret klar rutine, som Alvin kan læne sig ind i. Vi har selvfølgelig kampe om skærmtider og den slags som alle andre, man han læser faktisk også bøger.

Hvordan var din egen opvækst?

– Meget kærlig. Og jeg har fået lov til at være det menneske, jeg er. Når balletskolen prøvede at lave om på mig, sagde mine forældre: ”Hvorfor? Hun er god, som hun er”. Jeg har været ekstremt støttet og elsket. Min mor er socialpædagog, og min far er klassisk guitarist med en pædagogisk overbygning. Så jeg har haft to forældre, der har været på dupperne i forhold til moderne pædagogik. 

Rejsen med Albert

I sommeren 2024 viste Cecilie sig for første gang offentligt med sin nye kæreste. Albert Grøndahl hedder han, og Cecilie har faktisk kendt ham, siden hun var midt i 20’erne. Dengang var de begge en del af et kreativt kunstnerfællesskab, men i mange, mange år så de ikke hinanden, selvom de har en del fælles relationer. Noget tid efter, at Cecilie blev skilt, rendte de tilfældigt på hinanden og begyndte at ses. Først helt uforpligtende, senere mere seriøst.

LÆS OGSÅ

Jesper Binzer har været i to lange ægteskaber og har nu en kæreste: Dét er det vigtigste, jeg har lært om kærlighed

I mere end 40 år har han stået i front for et af Danmarks største rockbands, men han kan ikke altid leve op til rock-stjernerollen. Indimellem har han faktisk bare lyst til at se ”Sporløs” og blive holdt om, imens han græder. Her er, hvad Jesper Binzer fra D-A-D har lært om kærlighed og om at bevare sin kerne i ”kendtheden”.

Hvad faldt du for?

– Albert er en omvandrende eventyrbog. En poesibog. Sammen med ham får jeg lov til at være alt muligt, som jeg også er, og som ingen andre før har kunnet rumme. Med Albert er det som at tage på en rejse hver dag, og med ham bliver alt pludselig gennemsyret af æstetik, skønhed, eventyr og drømme. Jeg føler, at jeg får lov til at have en form for sjælelig eskapisme i min kæreste. Albert har levet i hele verden, og jeg har arbejdet i hele verden med balletten. Selvom han er født og opvokset i København, definerer det ham på ingen måde, at han har et dansk pas. Han er en verdensborger. Vi er så småt ved at flytte sammen, og hans kunst er ved at komme op på mine vægge. 

Så kunsten flytter ind, før han gør?

– Ja, kunsten kommer først. Vi har tre børn tilsammen, og for at de kan nå at følge med i den transition, har vi valgt ikke at flytte sammen sådan her …

Hun knipser med fingrene.

 – Vi har brugt lang tid på at lave familiesammenføring for netop at tage vare på de her tre små hjerter, som ikke har valgt, at deres respektive mor og far skal være sammen.

Omfavner Albert den måde, du og Silas stadig er tæt på?

– Det tog ham lang tid. Og jeg tror også, at han var ekstremt påvirket af, hvad hans omgangskreds sagde. Men han kan jo se nu, hvad det kan, og at han i Silas også har en kammerat, som ønsker ham det godt. Silas ønsker mig og Alvin det godt, så derfor ønsker han det også godt for mig og Albert. Albert er min glæde, og min glæde smitter jo af på Silas’ og mit fælles barn. Albert og Silas er begyndt at ses med børnene – uden mig – og de har både været i svømmehallen og på udstillinger. Det var Alberts skønne forslag, at de begyndte på det, så Alvin ikke skulle føle, at Albert prøvede at erstatte hans far. Alvin kan se, at han både har sin far og nu også Albert. En bonusfar kan jo aldrig blive din far, men han kan netop være en bonus. Noget ekstra. Og jeg vil til hver en tid mene, at jo flere mennesker, der elsker ens børn, jo bedre.

Og du er jo så i gang med at blive bonusmor, hvordan er det?

– Jeg føler mig meget, meget heldig. Og apropos, at jeg har oplevet at miste og ikke tager rollen som mor for givet, så føler jeg mig så heldig over, at jeg nu kan få lov til at eksercere de store vinger og have tre kyllinger under dem. Det er en opgave, jeg tager meget alvorligt. Jeg er ikke Alberts børns mor, men jeg kan forhåbentlig være endnu et menneske, der elsker dem. 

Og det kan man godt, elske andres børn?

– Jeg ved ikke, hvad MAN kan, men JEG kan.

Man hører ellers tit, at det kan være rigtig svært?

LÆS OGSÅ

Pernille Aalund skulle ændre noget radikalt i sit ægteskab – ellers ville hendes mand skilles

En dag erklærede Pernille Aalunds mand, at en særlig ting ved deres ægteskab ikke længere fungerede for ham. Han ville have mere kropslig kontakt, og hvis hun ikke kunne give ham det, så ville han skilles. Det fortæller hun i et stort interview med ALT for damerne.

– Det er ikke svært, men det er komplekst. Når noget er svært, er det fordi, der er forhindringer. Når noget er komplekst, så er det mere som en labyrint. Der skal du bare finde vej. Det kræver en masse tankevirksomhed og følelsesarbejde, men det er ikke problemer eller noget, du skal overvinde. Det er navigation.

Lys og skygge

Sammen med Albert føler Cecilie sig levende. I live. Og sammen med ham har hun lyst til at skrue op for alting, siger hun.

– Min kvindelighed. Min femininitet. Jeg tror, at jeg har gemt mig i mange år, været usikker på mit eget selvbillede som kvinde. Nedtonet min påklædning. Men med Albert er jeg sådan: More is more. Jeg giver den fuld gas. Fuld Donna!

Hun griner.

Hvorfor har du gemt din kvindelighed i flere år?

– Det var ikke en bevidst handling, men jeg tror, der skete nogle ting rent fysisk, efter jeg var blevet mor, som ændrede noget. Jeg sad i kørestol i lang tid, efter jeg havde fået Alvin, og jeg kunne ikke genkende min krop. Jeg følte ikke, at jeg havde bolig i mit eget legeme på en eller anden måde. Jeg prøvede at stå ved mig selv, fik taget mange billeder både med og uden tøj for at tage min krop tilbage ved at sige, det er sådan her, jeg ser ud nu. Men det var mere et manifest, end det var internaliseret. Men så, da jeg satte mit ægteskab fra mig, begyndte der at ske noget med min krop. Langsomt begyndte jeg at ligne mig selv igen. Det var som om, jeg både fysisk og sjæleligt satte mig selv fri. Og nu har jeg det sådan her: Okay, jeg er næsten 44 år, det er sgu nu! De helt korte kjoler – det er NU! Og jeg er fuldstændig ligeglad med, hvad folk tænker om mig, og hvad kvinder i 40’erne må. Jeg har tænkt mig at gøre alt. Det hele!

Hun griner højt igen.

– Både som balletdanser og på andre tidspunkter i livet har jeg været i krig mod min krop. At være ung i 00’erne betød, at man var underlagt the male gaze samtidig med, at vi kvinder også kæmpede mod hinanden. Det er slut nu. Alt det, jeg har dealet med gennem de sidste otte år, har bare gjort, at jeg tænker: Det er nu. Mit liv er lige nu!

Hvad drømmer du om – professionelt og personligt?

– Jeg drømmer om at få lov til at gestalte flere spændende kvinder på film. Jeg drømmer om at lave noget meningsfuldt tv. Nogle vedkommende programmer. Jeg drømmer om at leve lykkeligt til mine dages ende med min elskede, min søn og mine venner – og en brun labrador.

LÆS OGSÅ

Andrea lærte en vigtig lektie, da hun flyttede hjemmefra: Hvorfor taler vi ikke mere om det

Du kender måske den tomme, sørgmodige følelse, forældre får, når børnene flytter hjemmefra - bunkerne af beskidt vasketøj bliver mindre, og larmen fra teenagefesterne forsvinder. Men hvornår skal vi tale om den omvendte Empty Nest Syndrome? For kære mor og far, jeg savner faktisk også jer.

Så der er også en hund på vej?

– Det er der nok. Min bonusdatter vil virkelig, virkelig, virkelig gerne have en lillesøster, men det kommer jo ikke til at ske. Så jeg tænker, at vi skal have en lille hund i stedet for. Og så må den hedde Søs eller noget i den stil, haha.

Hvad er det ved skuespil, der fanger dig?

– Jeg er uddannet balletdanser fra Det Kongelige Teater, og udover dansen lærte vi også meget om at skabe karakterer og spille skuespil. Det startede i det små med roller som troldeunge i ”Et Folkesavn” og den slags, men det udviklede sig til store, komplekse roller i fortællinger om liv og død, kærlighed og tilgivelse. Det har betydet noget for den måde, jeg er i verden på. Jeg interesserer mig oprigtigt for mennesker og for, hvad der får mennesker til at gøre, som de gør? Hvad er deres bevæggrunde? Hvad er følelsen bag en reaktion? For der er altid noget bagved, og jeg elsker at skrælle lagene af. Jeg er ikke så vild med overflade.

Nej, det kan man godt mærke. På den gode måde.

– Det er jeg glad for at høre. For samtidig med at jeg gerne vil se godt ud og elsker at gøre noget ud af mig selv, er jeg ikke forfængelig, når jeg arbejder. Det, jeg elsker allermest, er at skabe karakterer som Hanna, hvor jeg bliver pillet fuldstændig fra hinanden. Det er så fedt, synes jeg, at komme om på bagsiden. Skygge, lys. Lys, skygge. Og det er jo også sådan, mit liv har vist sig at være: Lys og skygge. Det ene eksisterer ikke uden det andet. Og jeg tror, at lyset i mit liv skinner endnu kraftigere, fordi der har været det mørke, der har været.