Jeg blev bortadopteret til Danmark, da jeg var tre måneder. 

Jeg vidste, at jeg oprindeligt hed Fabiola. Det var alt.

LÆS OGSÅ

Iben skrev som voksen et brev til sin far: ”Tænk, hvis jeg fik sådan et brev fra mine børn!”

Når hun er kommet rigtig tæt på et andet menneske, skal hun væk igen, fordi det bliver utrygt. Mens Iben Mondrup har skrevet sin nye bog, er det blevet helt tydeligt, at hendes mønster i relationer spejler relationen til hendes far. Og det mønster har resulteret i, at hun har været i rigtig mange parforhold og rigtig mange brud. Men er det nødvendigvis dårligt?

Jeg fik en god, tryg opvækst, og da jeg var i 20’erne, skiftede jeg navn fra Sanne tilbage til Fabiola, fordi det passede bedre til mig.

Som barn drømte jeg ikke om at finde min familie. I nyhederne får man jo bare at vide, at Colombia er et farligt sted. Først som 26-årig blev jeg interesseret i at finde ud af, hvem jeg egentlig var. Facebook var kommet, og min intuition sagde mig, at nu var det muligt at finde min mor. 

Så jeg lavede en facebookgruppe, der hed Find Gloria Pacavita Avila. Jeg kendte hendes navn fra adoptionspapirerne. Jeg postede det dagligt på en colombiansk facebookside, hvor jeg inde i et rødt hjerte skrev: Find min biomor Gloria. 

Mange ville gerne hjælpe, og særligt én var meget engageret. 4. september 2008, efter fem måneder, skrev han: We did it! Han havde fundet min biologiske kusine, som sagde: ”Gloria er min moster.” Jeg turde ikke tro det.

En nat ringede en kvinde pludselig og talte spansk. Hun både græd og grinede, og jeg vidste, at det måtte være min mor. Jeg taler ikke selv spansk. Men jeg råbte: ”Gloria?!” 

Jeg hoppede i sengen og var vildt begejstret. Og med oversættelseshjælp fra min colombianske kusine kunne vi næste dag føre en samtale over Skype. Min mor havde haft mange hårde job, hvor hun havde passet landbrug og gjort rent, så hun var slidt at se på, selv hun kun var i 40’erne.

LÆS OGSÅ

Forsker i søskende-relationer: Især én ting er afgørende for forholdet til din bror eller søster

Forældre dør, partnere kommer og går, og venner forsvinder eller kommer til. Men søskende. De er der gennem (næsten) hele livet. Vi har spurgt to søstre og en ekspert, hvilken betydninger søskenderelationen har for et menneske.

Det føltes, som om nogle brikker faldt på plads. Og det vildeste var, at hun, på præcis samme tidspunkt, også havde søgt efter mig ved at lægge et brev på det adoptionscenter i Bogotá, hvor hun havde afleveret mig efter fødslen. 

Hun blev glad for at se, at jeg havde haft det godt. Og hun viste mig, at jeg havde to søskende på dengang ni og 16 år. De vinkede og var rigtigt glade for at se mig.

Vi holdt kontakten, og to år senere tog jeg til Colombia. Jeg har ikke så stor en familie i Danmark, men derovre besøgte jeg min mor, mine søskende og mine kusiner og fætre. De tog imod mig med åbne arme og havde træk, jeg kunne spejle mig i. 

Trods dyb fattigdom kæmpede min mor hver dag for at give sine børn mad. Meget af min fighter- og kampånd må jeg have fra hende. Mine to søskende er begge meget positive, og folk har altid sagt, at de opfatter mig som en glædestrålende person.

Det gav mig et livsperspektiv at se, hvordan de boede i Colombia. De havde ikke noget ordentligt toilet, og køkkenet var nærmest bare et bål. Værelserne lignede noget fra et fattigt Danmark i en fjern fortid. Men det vildeste var deres taknemmelighed. Jeg kunne have haft et liv, hvor jeg sov i noget, der ligner affald.

LÆS OGSÅ

Da Valentina kørte galt, blev ét spørgsmål ved med at nage hende

Presset blev for stort, og pludselig blev Valentina Mussie konfronteret med, at livet er skrøbeligt. Det fik hende til at tænke på, hvad hun efterlader til sine børn, når hun ikke længere er her. For hun er af den overbevisning, at man selv kan skabe sin historie – og det har hun arbejdet på det seneste år. Nu er hun nomineret til Pigeprisen 2025.

For at gøre mig fortjent til det, jeg har fået, må jeg gøre en ekstra indsats.

Det betød meget for min mor at møde mig. Hun så, at min mor og far, Bent og Inge, som var med i Colombia, var gode mennesker og har passet på mig. Det må være forfærdeligt ikke at vide: Hvad skete der med mit barn?

Vi mødtes ofte online, indtil min mor pludselig døde i 2021. På grund af corona kunne hun ikke blive behandlet for tuberkulose. Jeg deltog i begravelsen online. 

Det satte livet i perspektiv, at hun døde så pludseligt, og jeg tænkte, at jeg må leve livet i nuet og få det bedste ud af min tilværelse.

Jeg har kontakt med mine søskende på Facebook, når der sker større ting. Med sociale medier er vi tæt på hinanden. Nu er der styr på det. Jeg behøver ikke at overveje: Ville min mor mig ikke? 

Jeg var elsket og betød noget. Samtidig er der en stor familie på den anden side af jorden, der vil mig rigtigt meget. 

Selv om jeg er glad og tilfreds, hvor jeg er.