OBS – denne artikel
er et udtryk for skribentens egen oplevelse – og den skal læses med et glimt i øjet.
Som udpræget
B-menneske har jeg altid skulet – med mine utroligt trætte øjne – til de
mennesker, der allerede har indtaget et nærende morgenmåltid og nået en times
træning, længe inden jeg selv har fået morgenkåben svunget over mine stive
skuldre og trykket ”tænd” på kaffemaskinen.
Men tag ikke fejl - min skulen er blandet med en snert af misundelse, for det
lader unægtelig til, at A-mennesker stortrives med de tidlige morgener, og mens
B-menneskerne ligger og trykker snooze i en uendelighed, har de allerede været
en tur i fitness, taget et bad i et helt ustresset tempo og spist en solid morgenmad –
inden de møder ind på arbejdspladsen med en ”klar til alt, hvad dagen måtte
bringe”-energi, som jeg godt gad blive smittet med.
Derfor har jeg på
det seneste kæmpet (og det er det mest rammende ordvalg) mig ud af sengen et
par timer tidligere, og jeg har også tilsvarende ramt hovedpuden noget før hver
aften – og her er, hvad jeg har lært:
1. “Tidligt i
seng” betyder ikke nødvendigvis “tidligt i søvn”
Jeg troede, at
det bare handlede om at lægge sig i sengen klokken 21.30 og lade søvnen tage
mig med til drømmeland. Men ak. Klokken 22.45 slår tanken mig, om jeg egentlig
fik lukket fryseren ordentligt – og jeg må snart få ringet til farmor, og fik
jeg overhovedet svaret på den dér mail? Min hjerne har simpelthen aftenåbent, og jeg
ved ikke, hvordan jeg lukker ned for biksen noget tidligere.
2. Kaffen
bliver endnu mere (livs)nødvendig
Der er intet, som
tanken om en kop varm, velduftende kaffe om morgenen. Men når dine smagsløg knap
er vågnet, bliver det mere et spørgsmål om et nødvendigt skud koffein for
overhovedet at kunne fungere, end et nydelsesfuldt øjeblik. Og så er det ligefrem som
om, at den bitre smag i kaffen, som jeg ellers plejer at holde af, bliver FOR
bitter, når klokken endnu ikke har slået 6.30.
3. Solopgangen
er magisk – men det er dynen også
Jeg havde set for
mig, at det nærmest ville ændre mit liv, at jeg fik set de dybrøde solopgange
hver morgen på vej til arbejde. Og jo, den første solopgang var da en form for magisk. Jeg
tænkte, at oplevelsen var et symbol på den nye mig – hende, som står op med
solen og deler cyklus med moder jord. Men allerede efter et par solopgange i
morgentrafikken fandt jeg solbrillerne frem til mine morgentrætte øjne, og
drømte om min varme dyne og dejlige, dejlige pude.
4. Man bliver
ikke et nyt menneske af at købe en lækker morgenkåbe
Jeg troede, løsningen
på at blive et vaskeægte A-menneske måske lå i det rigtige udstyr til at opnå
den famøse zen-morgenstemning. Jeg anskaffede mig derfor det flotteste
kaffekrus, jeg kunne finde, og i fødselsdagsgave ønskede jeg mig en tørbørste,
som skulle sætte gang i blodgennemstrømningen på den dejligste måde. Men kaffen
smagte som den plejer i den nye kop, og tørbørstning med halvlukkede øjne blev for omstændigt. Så købte jeg en flot kimono-agtig morgenkåbe og tænkte: “Nu
sker det.”
Men heller ikke dén gjorde mig til et morgenmenneske. Den gjorde mig til et
træt menneske i luksuriøst stof.
5. Der findes
en særlig form for vrede kl. 05.45
Jeg har for det
meste en lang line, når tingene går galt. En skål havregrød, der ryger på
gulvet, eller en plet tandpasta på skjorten – det er alt sammen noget, der kan
fikses, og uheld sker jo. Men sådan har jeg det bare ikke kl. 05.45. Så er det
tværtimod dødsens uretfærdigt, at den slags skal overgå mig, for hvad har jeg dog
gjort for at fortjene, at det hele går galt på den måde? Og jeg har slet
ikke tid til at tørre op eller fjerne pletten på tøjet, og nu er dagen ødelagt,
og jeg ville meget hellere have sovet lidt mere end sidde på knæ og skrabe gryn
af køkkengulvet.
6. At gå
tidligt i seng kræver også, at man siger nej til mennesker – og andet hygge
Det viste sig, at
mit sociale liv generelt foregår efter kl. 20. At blive A-menneske betød
pludselig, at jeg måtte tidligt hjem fra middagsaftaler, og at jeg ikke kunne have
dybe telefonsamtaler med veninder efter kl. 21. Og det er ellers lige præcis på
det tidspunkt af døgnet, at man allerbedst kan krænge sit hjerte ud. Og hvis der
både er kommet nyt afsnit af "Landmand søger kærlighed", "Forræder" og "Bachelor", så
skal jeg pludselig til at vælge – for jeg kan ikke nå det hele, hvis jeg skal
ramme puden i god tid. Og så kan jeg jo ikke følge med, når kollegaerne taler
om de store dramaer ved frokostbordet.
Konklusionen må være; jeg bliver ikke et A-menneske. Men jeg har accepteret, at der er noget smukt ved
både solopgange og sene aftener med serier og snacks. Måske handler det ikke
om, hvornår man står op – men hvem man er, når man vågner.
