På bordene står et par fade med lækre chokoladekager, som Marit Heed, 82, har bagt og taget med. Ingegerd Axelsson, 80, skænker kaffe fra en stor termokande.
Stemningen er livlig, og gæsterne omkring de to borde i stuen tager for sig af chokoladekagen, der serveres med bær og flødeskum.
– Jeg er egentlig ikke husets store bager. Det er Ingegerd og Asta, der er bedst til det, siger Marit beskedent.
Vi er til sammenskuds-kaffebord hos Ingegerd Axelsson og hendes mand Sven-Gösta, 81, på Hånellsgatan i stationsbyen Hässleholm i det nordlige Skåne.
Her har beboerne i to gule toetagers bygninger med svalegang spontant skabt et unikt, trygt bofællesskab.
Det er helt almindelige udlejningsboliger. Det, der gør dem specielle, er det fællesskab, der er opstået mellem naboerne.
I dag er 14 af de 16 naboer samlet til en hyggelig sammenkomst.
Og eftersom det er sammenskudsgilde, har alle taget noget med sig.
Hver især har desuden medbragt sin egen kaffekop og tallerken, så værtinden, Ingegerd, ikke skal have for meget opvask.
– Sådan gør vi altid. Når vi holder grillfest i gården, medbringer alle deres egen tallerken, bestik og glas, siger Rolf Björklund, 77.
Hjælpsomhed, men også omsorg, er nøgleord, der kendetegner fællesskabet blandt naboerne på Hånellsgatan.
– Hvis de andre ikke ser mig i et par dage, er der altid nogen, der banker på min dør for at høre, hvordan jeg har det. Det skete lige forleden, siger Asta Andersson, 91.
Med sine 28 år på Hånellsgatan er Asta den, der har boet længst i de to lejlighedsbygninger. Hun stortrives og har ingen overvejelser om at flytte. Takket være fællesskabet mellem naboerne føler hun sig lige så tryg der, som hvis hun boede i en beskyttet bolig.
Grillfester i gården
Da de to bygninger blev opført i midten af 1980'erne, var det bestemt ikke meningen, at de skulle være ældreboliger eller beskyttede boliger. Det blev bare sådan.
– Da jeg flyttede ind i 1997, boede der også familier med børn her, men med årene ændrede familiekonstellationerne sig gradvist, fortæller Asta.
De 16 lejere er nu mellem 67 og 93 år gamle. Mange bor alene i deres lejligheder, men der er også enkelte par.
I dag kræver ejeren, at nye indflyttere skal være mindst 65 år. Lejlighederne er meget attraktive. I skrivende stund er der 29 personer på ventelisten.
– Man kan komme til at vente længe. Vi var heldige at få en lejlighed her, siger Jan-Åke ”Janne” Nilsson, 71, der sammen med sin kone Lena Ståhl, 67, er de seneste indflyttere.
De flyttede bare et par hundrede meter fra et hus længere nede ad gaden.
– Vi havde gået og kigget på husene i lang tid og hørt om det fine fællesskab. Derfor ønskede vi at flytte hertil, da det blev for svært at holde vores eget hus, siger hun.
Kaffestunden hos Ingegerd og Sven Gösta er et af årets mange fællesarrangementer, som også tæller sildefest og gløggfest i løbet af efterår og vinter.
– Men vi har flest fælles aktiviteter om sommeren, siger Rolf Björklund.
– Vi dækker op på et langbord i gården mellem husene og holder grillfester.
Det grønne område mellem husene fungerer som et samlingspunkt, og det er her, naboerne som regel mødes. Det er Rolf og Janne, som har ansvaret for at holde udearealerne pæne, og med udlejerens tilladelse har Janne og hans kone også anlagt en lille have uden for deres lejlighed i stueetagen, som alle kan bruge.
Rolf og Janne har også frivilligt påtaget sig at holde gangarealerne mellem bygningerne og fortovet fri for sne og is om vinteren.
– De er helt fantastiske. De skraber endda isen af vores bilruder, siger Alva Winqvist, 86.
Holder øje med hinanden
Ingen af beboerne i de to bygninger behøver at føle sig ufrivilligt ensomme. Alle passer på hinanden, og hvis nogen ikke er blevet set i et par dage, banker man på hos dem.
Flere af naboerne har også nøgler til hinandens lejligheder.
– Men det er ikke sådan, at vi hele tiden render ind og ud hos hinanden. Der er ingen svingdøre mellem os, bare tilpas meget opmærksomhed, siger Alva Vinqvist.
For de 16 lejeres pårørende er det rart at vide, at de passer på hinanden.
– Min datter, der bor i Bruxelles, synes, det er fantastisk. Så behøver hun ikke bekymre sig, hvis jeg ikke tager telefonen, siger Marit Heed.
Det sker også tit, at nogen, der skal ud at handle, spørger naboer, der er mindre mobile eller ikke har adgang til en bil, om der er noget, de har brug for.
Alle nye beboere i de to bygninger bliver budt ind i fællesskabet fra første dag. Det er Asta, som i sin egenskab af ældste lejer, inviterer de nye beboere på kaffe, så alle kan lære hinanden at kende.
Det er ikke kun fællesskabet, der gør boligerne attraktive.
– De ligger perfekt. Vi er kun få hundrede meter fra hospitalet, tæt på byens centrum og butikker, og der er et busstoppested udenfor med flere forskellige busruter, siger Solveig Björklund, 69.
Asta var glad for nærheden til hospitalet, da hun følte sig lidt utilpas og tog på skadestuen. Det viste sig, at hun havde fået et hjerteanfald.
– Til alt held gik det godt. Jeg havde det ikke så dårligt, og heldigvis var der ikke så langt at gå, siger hun med et smil og tager endnu et stykke chokoladekage, da Marit sender fadet rundt.
