Ida Tin.

Ideen kom ud af en frustration – nu bruger mere end 10 millioner kvinder dagligt Idas app

Ida Tin har skabt en app, som hele verdens kvinder tydeligvis har ventet på. I dag bruger mere end 10 millioner kvinder dagligt Clue til at være på forkant med kroppens cyklus.

ALT for damerne logo

Det første skridt på vejen mod den idé, som i dag bliver brugt dagligt af mere end 10 millioner kvinder over hele verden, var en gul post-it på væggen. 

På sedlen stod der ”Ida Tin – Visionsholder”, og rundt om på flere post-it’s var de roller, Ida forestillede sig skulle bidrage til at få ideen ført ud i livet.

– Jeg var ikke uddannet programmør, jeg var ikke videnskabskvinde, og jeg var ikke læge, men det at have idéen og holde den, det tænkte jeg, at jeg kunne, siger Ida Tin om grunden til, at hun gav sig selv titlen som visionsholder.

Idéen bag de gule sedler var at opfinde en helt ny metode til at planlægge en familie, som kom ud fra Idas egne frustrationer gennem ungdommen i forhold til at vide, hvornår hendes krop egentlig kunne og ikke kunne blive gravid.

– Jeg syntes, det var underligt, at der havde været så lidt innovation indenfor så afgørende et område som at planlægge en familie, siden p-pillen kom på markedet i 1960. I teknologiens historie er det jo virkelig, virkelig længe siden. 

I mellemtiden havde vi opfundet nanoteknologi og internettet, men kvinder vidste stadig ikke, hvornår de kunne blive gravide, siger Ida.

Hendes undren blev til appen Clue, som hun lancerede i 2013, og som i dag har mere end 10.000 millioner brugere over hele verden. Ud fra data om menstruation giver appen en prognose for, hvornår næste menstruation, ægløsning og frugtbare dage vil ligge.

Alt det, der er værd at vide om kroppens cyklus i forhold til at blive eller undgå at blive gravid.

Idéen driver værket

Ida kalder det selv et sammensurium af forskellige tilfældigheder, der gør, at hun fik præsenteret sin idé for de rette mennesker og på de rette steder, blandt andet ved en techkonference, som hun tilfældigt havde fået en billet til, hvor hun mødte sin senere co-founder af Clue.

– Den første investor, jeg talte med, var nogen ude på DTU, men når jeg tænker tilbage på det, tænker jeg, om jeg egentlig vidste, hvad jeg talte med dem om, for jeg havde vitterligt ingenting andet end en idé. Men man tager en million skridt, og til sidst har man bygget noget sammen med en masse mennesker, siger Ida.

Den eneste teknologiske viden, som Ida havde med sig i bagagen, kom fra to storebrødre, der tilbage i 1986 fik en computer, og siden fik familien også tidligt internet i hjemmet. Selv fik hun en laptop i gymnasiet.

– Udover det havde jeg ingen tekniske færdigheder, men det så jeg ikke som et problem, for jeg tænkte, at jeg altid kunne finde et team af folk, der kunne de ting. Man kan jo sagtens bygge en teknologivirksomhed uden selv at være teknisk. 

Har man et problem, man gerne vil løse, som man kan se, er et problem for mange, så er det det, der driver værket, siger Ida.

Med den enorme udvikling i teknologi, som er sket, siden Ida begyndte sin færd med Clue, ser hun masser af muligheder for at udvikle nye brugbare løsninger for kvinder. 

Det kan være en algoritme, der kan fortælle os, hvornår vi går i overgangsalderen eller give en risikovurdering for en kompliceret graviditet.

– Jeg er meget håbefuld i forhold til, at teknologien kan være med til at løse nogle af de problemer, som kvinder møder på deres sundhedsvej gennem livet, og min rejse ind i teknologiens verden har lært mig, at det er muligt at flytte kultur og gøre en forskel. 

Jeg har lært, at det betyder rigtig meget, hvordan vi taler om ting, fordi teknologi typisk kommer ind der, hvor noget pludselig bliver synligt og åbnes op for, at folk kan få idéer til, hvordan man kan bruge teknologien. Og jeg har lært, at det er muligt at forme og skabe verden, så den passer bedre til vores kroppe.

Ida Tin

  • Stifter af menstruationsappen 'Clue', der blev lanceret i 2013. 
  • Uddannet hos KaosPiloterne og tidl. direktør i motorcykelbureauet Moto Mundo. 
  • Modtager af Europakommissionens 'European Female Web Entrepreneur Award'. 
  • Hun er 46 år, mor til to og bor i Berlin med sin mand, der er medstifter af Clue.
Appen 'Clue'.