Hvilken vej var den første, du gik på?
"Det var på Lilletoften i Skovlunde, hvor vi boede i en lejlighed, til jeg var 10 år. Jeg husker sanseindtrykkene fra den tid.
Fornemmelsen af at forlade byen i syv uger for at tage i sommerhus, fordi min mor var skolelærer, og hvordan vi kom hjem, og alle roserne foran vores lejlighed var sprunget ud i fuldt flor.
Det var en meget lille verden for mig med legepladser, telefonboksen på hjørnet, Favør og tre gårde, vi kunne lege i, hvor den tredje føltes meget lang væk. Da vi senere flyttede i hus, føltes det som et kæmpe slot, og det var en milepæl for mig at få mit eget værelse for første gang.
Min far var økonom og kontorchef, og min mor var skolelærer og blev senere skoleinspektør. De var meget unge, da de fik mig, kun 20 og 21 år, og min far var presset af mange ting. Han læste, til jeg var 10 år, og han var påvirket af både piller og alkohol, så min barndom var meget op og ned.
Der var masser af kærlighed, men det var også en barndom plaget af misbrug. Som barn tilpasser man sig uden at forstå, at det ustabile ikke er normalen, og først senere gik det op for mig, at sådan skal det ikke være, når man er et barn.
Når du lever med nogen, der er misbrugere, så roder det med din virkelighedsopfattelse, særligt når ingen italesætter elefanten i rummet. Er det, jeg mærker, rigtigt, eller er det forkert? Jeg har siden skulle arbejde med at stole på min dømmekraft, men jeg synes, at jeg er blevet god til det.
Mine forældre blev skilt da jeg var 15 år, og jeg har tilgivet min far. Jeg har altid elsket ham højt, og på afstand forstår jeg, hvad han kæmpede med, og at han aldrig gjorde noget i en ond mening."
Hvordan fandt du din levevej?
"Allerede i folkeskolen kunne jeg mærke, at jeg ville noget med skuespil.
Mine forældre have et teaterabonnement, hvor vi var i teatret tre gange om året, og jeg var fuldstændig fortryllet hver gang. I skolen spillede jeg med i skolekomedier, og det faldt mig nemt, så jeg søgte ind på skuespillerskolen, og jeg elskede det.
En af de første forestillinger, jeg lavede, hed 'Arne And' og var på Odense Teater. 'Arne And' var en hærget forfatter, og jeg spillede drømmekvinden, der skulle være klog, smuk og sexet. Det var jeg virkelig dårlig til, fordi der intet var at arbejde med i den rolle.
For mig handler skuespil om, hvad din karakter vil, men her handlede det kun om, hvordan hun så ud. Bagefter kom jeg til Dr. Dante og blev instrueret af Line Knutzon i stykket 'Først bli’r man jo født', og der mærkede jeg, hvad det handlede om. Her var en karakter, der ville noget. Alt skulle komme indefra, og det er der, kreativiteten ligger. I det øjeblik blev min karakter hylende morsom, og pludselig grinede hele salen.
Det var så stort at opleve. Til sidst skulle jeg bare løfte et øjenbryn, så grinede de, og det havde jeg aldrig prøvet før. Det var her, jeg opdagede min humor og min evne for komikken."
Hvornår har du stået ved en korsvej?
"Jeg mødte Louise Mieritz i 2007, hvor vi begyndte at skrive mindre ting sammen, f.eks. sketches til show og revyer. Sideløbende havde vi begge to vores skuespillerliv, men på et tidspunkt ville vi gerne lave en tv-serie, og så blev vi nødt til at prioritere.
Derfor sagde jeg farvel til Cirkusrevyen, hvor jeg havde været med i flere år, og nej til roller på teater og film. Det var vildt at gå fra noget, der virkelig fungerede, til noget, som vi ikke vidste, om vi kunne leve af, men nogle gange skal man kaste sig ud i det ukendte.
Det er så vigtigt for mig at gøre, og det er netop det, skuespillet handler om for mig, for hvis du kører på en rutine, dør kreativiteten. Jeg synes, vi er forpligtet til at udfordre os selv og gøre noget nyt, og så må det briste eller bære.
Der ligger noget ejerskab og ambition i at lave sit eget og også en magt forstået på den måde, at du kan påvirke verden omkring dig. Det giver samtidig et kæmpe ansvar for at gøre arbejdet ordentligt og for at være ordentlig.
Siden jeg tog den nye vej med Louise, synes jeg kun, at vores samarbejde og mit arbejdsliv er blevet vildere og vildere, så selvom jeg syntes, det gik godt dengang, så er det hele ti gange federe nu."
Hvem har fundet vejen til dit hjerte?
"Det har min mand. Han er mit livs kærlighed, og det bliver han ved med at være. Vi mødtes på skuespillerskolen, hvor vi gik i klasse sammen.
Jeg lærte ham godt at kende, før vi blev kærester, så jeg vidste, hvad han stod for, og vi har de samme værdier. Ordentlighed, generøsitet, at sætte andre først og passe på hinanden.
Det er vores fundament. Samtidig er vi dybt forskellige, så nogle gange forstår jeg hat af, hvad der foregår i hans hoved, og det gør han heller ikke i mit, men selvom at det ind i mellem kan være svært, så tror jeg, at det er med til, at vi bliver ved med at være nysgerrige på hinanden."
Din vej mod at blive mor?
"Jeg har altid gerne ville have børn, så da jeg mødte Benjamin, kunne jeg næsten ikke få dem hurtigt nok. Jeg var 26 år, da jeg fik vores første søn, og det var vidunderligt. Selvfølgelig også hårdt, men trumfet af vidunderligt. Det føltes som en eksplosion af kærlighed og mening, og det giver stadig den vildeste mening for mig.
Da de flyttede hjemmefra, var det både sorgfuldt og et identitetsskifte, fordi vi pludselig ikke var sammen som en familie hele tiden, men nu nyder jeg det, fordi de kommer på besøg og er så present i mit liv på en måde, hvor jeg synes, at de er så godt selskab.
Jeg nyder at have dem som voksne mennesker i mit liv, også mere end jeg nød at have dem som teenagere. Det er sådan en ryk-væk-fase, hvor de sidder på værelset med lukket dør, og der er så mange bekymringer om deres humør, kammerater og alkohol. Nu er vores forhold helt uden konflikter, og jeg synes, de er nogle mega kompetente voksne mænd, der er empatiske og gode at tale med.
Jeg har lavet nogle powermennesker, som jeg elsker at være sammen med."
Hvornår har du mistet vejgrebet?
"Det, Louise og jeg laver, er det kun os selv, der er købmænd for. Slås vi ikke for det, så sker det ikke. Vi skal selv skaffe penge til vores projekter, og undervejs har vi fået nogle afslag, der har slået os totalt omkuld.
Når det sker, føles det som om, hele vores arbejdsliv falder fra hinanden, og det er sindssygt hårdt. Men så kigger vi på hinanden og siger: ”vi mødes igen på mandag”. Ingen kan tage det fra os, vi har sammen, så længe vi bliver ved med at arbejde for det, så det har været godt at være to i den proces.
Så bliver man dobbelt så stærk og dobbelt så modig.
Helt konkret oplevede vi et stort afslag, da DR lukkede vores serie Ditte og Louise. Vi fik ikke lov til at lave mere end to sæsoner, og det føltes absurd. Her var noget nyt, som ingen havde set før, og vi havde kæmpet så hårdt for at få lov.
Vi vandt priser, publikum var vilde med serien, der blev skrevet ledere om lukningen i aviserne, og folk oprettede facebooksider for at få os til at forsætte. Alligevel blev vi lukket ned, fordi der var nogle gatekeepere derude.
Det var en fornemmelse af virkelig at slå hovedet mod en mur, og det føltes uretfærdig, fordi det virkede så meget nemmere for andre at få lov til at forsætte sæson efter sæson. Vi havde klart en fornemmelse af, at det var sværere at være kvinde på vores felt, men det har heldigvis forandret sig i løbet af de seneste ti år.
Fra MeToo til nu er det gået virkelig stærkt i forhold til en form for forståelse af, hvad diversitet er, og det kan vi også mærke i vores arbejde."
Hvordan har du det med at blive genkendt på gader og veje?
"Det er ikke noget, jeg tænker så meget over. Det er først, når jeg er på ferie i udlandet, at jeg kan mærke, at der er noget, der er anderledes, for der er der ingen, der kigger på mig.
Men danskerne er jo ekstremt afslappede, så jeg synes for det meste, at det er super hyggeligt. Det er jo heller ikke sådan, at jeg er Mads Mikkelsen, der ikke kan gå på gaden, eller at nogen løber efter mig.
Det er oftest bare et blik fra folk, der lige tænker over, hvor de mon har set mig før, og hvis nogen siger noget, så er det altid noget godt. Jeg mærker det særligt, hvis jeg har været med i en børnefilm, for børn er langt mere umiddelbare.
Det er et område, jeg har arbejdet med i over 20 år, og det betyder, at jeg møder forskellige generationer, som er vokset op med de film, og som nu fortæller mig, hvor meget de betød for dem. Det er skønt.
Lige nu kommer 'Børnene fra Sølvgade 2: Tager kampen op' i biograferne, hvor jeg spiller ”Kommunetrolden”. Det passer perfekt med de her lidt mindre roller, fordi jeg kan kile dem ind i det arbejdsliv, jeg har. Det er skønt at være på et set, og så holder jeg mit skuespil ved lige.
Desuden synes jeg, det er en vigtig historie om diversitet, som Renée Toft Simonsen har skrevet. Det er så dejligt, at den handler om en regnbuefamilie, som hele Danmark nu kigger på og hepper på.
Det er mit hjerteblod at støtte op om det."
Hvilken vej gik du alligevel ikke ned ad?
"Jeg tænkte engang på at blive politiker, fordi jeg så det som den hurtigste vej til at forandre verden. Da jeg blev skuespiller, var der midt i min glæde en lille sorg over, at nu kunne jeg ikke længere mene noget.
Men det kan jeg jo sagtens, bare på en anden måde. Ikke partipolitisk, men gennem de værdier, jeg lægger i mit arbejde. Jeg håber, at jeg kan gøre verden til et lidt bedre sted med de ting, jeg laver. At folk fornemmer, at der er plads til andre mennesker, plads til forskellighed, plads til sårbarhed. Og at fællesskabet er det stærkeste, og det, der sejrer."
Vejen til lykken?
"Det er andre mennesker, men også mig selv. Kontrasten i at have nære relationer i mit liv men også nyde mit eget selskab. At kunne arbejde intenst og samtidig have frihed.
Frihed er helt centralt for mig. Jeg har aldrig været fastansat, og jeg trives med at være min egen, så jeg selv kan vælge, hvad jeg laver, og ikke bliver tvunget ind i nogle rammer, der ikke passer mig.
Selvfølgelig er der også en usikkerhed i det, men glæden overstiger frygten.
Jeg nægter at lade frygten styre, og efterhånden viser erfaringen mig, at det hele nok skal gå."
Om Ditte Hansen, 54 år.
- Uddannet skuespiller i 1996. Kendt fra bl.a. Cirkusrevyen, tv-serien 'De bedste år' og tv-serien og filmen 'Ditte og Louise'.
- Har sammen med Louise Mieritz skrevet og instrueret tv-serien 'Dansegarderoben' på TV2 og filmen 'Sult' på Netflix.
- Aktuel i filmen 'Børnene fra Sølvgade 2: Tager kampen op', der har premiere 9. oktober samt med bogen 'Sex, sorg og strikkefasthed', der udkommer 8. oktober, og som er en forlængelse af podcasten 'Mens vi strikker'. Bog og podcast er begået sammen med Trine Gadeberg og Christiane Gjellerup Koch. Trioen har tidligere udgivet bogen 'Mens vi strikker'. Sammen med Louise Mieritz har hun desuden skrevet bogen 'Gode kasser'.
- Gift med skuespiller Benjamin Boe Rasmussen og mor til to sønner på 24 og 28.
