Forfatter Tine Høeg i pink kjole og blå eyeliner.

En særlig kvinde inspirerer Tine Høeg: Det, der virker i mit moderskab, har jeg lært fra hende

Forfatter Tine Høeg henter inspiration fra kvinder, som hun omgives - og der er især to, som lærer hende, hvad et kvindeliv er og skal være. Det fortæller hun i denne uges ALT for damerne.

ALT for damerne logo

Børn, graviditet og den kvindelige erfaring er ting, der optager Tine Høeg i hendes forfatterskab, og hun henter indtryk og inspiration fra sit eget liv, men også fra de kvinder, hun er omgivet af.

– Min mor er en rollemodel for mig, og jeg ser hende mere klart, efter jeg selv er blevet mor. På mange måder bliver hun også et spejl, der bliver holdt op foran mig selv. Alt det jeg på godt og ondt har lært og taget med fra hende, konstaterer forfatteren i ALT for damerne (uge 43).

– Det, der virker i mit moderskab, er ting, jeg har lært fra hende. Det er helt særligt at sidde med sin egen datter og kunne se sig selv som barnet og som den voksne på én og samme tid. Forbindelserne der går igen. Min mor har altid mestret nærværet, og jeg har altid følt, at jeg blev lyttet til, at jeg var et helt menneske, og at jeg aldrig blev talt ned til. Hun er en kvinde med stor integritet. Hun har blandt andet været fængselsbibliotekar i Vridsløselille Statsfængsel, og hun har i perioder arbejdet meget, men hun formåede at være både omsorgsfuld og sætte klare grænser.

Det vil Tine Høeg også kunne – mestre både det bløde og det bestemte. Det er ikke uforenelige størrelser. Tværtimod viser kvinderne i hendes liv hende, at det netop er det, et kvindeliv er og skal være. Kontrastfyldt.

– Min svigerfar døde, mens jeg var gravid med min datter Lulu, og på trods af den dybe sorg har min svigermor formået ikke at blive i mørket. Hun er 75 år og stadig så fuld af livsappetit. Hun er en stor inspiration. Ja, livet bringer kriser, men vi kan blive ved at vokse og finde nye måder at være til på. Hun er et af de mest levende mennesker, jeg kender. Nærværende og givende, siger Tine Høeg.

Læs hele interviewet i denne uges ALT for damerne (uge 43).

Tine Høeg

  • Forfatter, dramatiker, 40 år, gift med Mads, mor til to børn på hhv. 3 år og 2,5 måneder samt bonusmor til to. 
  • Hun brød igennem med ”Nye rejsende” (2017), som hun modtog Bogforums Debutantpris for. I 2020 fulgte hun op med ”Tour de chambre”. Begge romaner er sat op på Det Kongelige Teater og solgt til udgivelse i en række lande.
  •  Seneste udgivelse var den anmelderroste roman ”Sult” (2022), som er filmatiseret til Netflix i 2025, og netop nu er hun aktuel med romanen ”Ultramarin”.