Lærke Winther og datteren har en særlig gestus til hinanden: ”Betyder virkelig meget”

Hvilken vej var den første, du gik på?

– Det første, jeg kommer til at tænke på, er ”lortestien”, som var den vej, jeg gik på til skole. Jeg voksede op på Østerbro i København i 80’erne, og dengang lå der hundelorte overalt. 

Det tænker jeg tit på, når jeg tænker på min barndom. Så kan man jo glæde sig over, at folk i dag samler deres hundelorte op.

LÆS OGSÅ

Kan man blive for gammel til at feste?

Det spørgsmål har journalist Susanne Knutzen grublet over efter en festlig sommer. Hun kan stadig klare mosten, men hvordan ser de unge på 50-årige festaber?

Min rigtige vej hed Landskronagade, og mange af mine veninder boede tæt på. Vi havde meget mere frihed, end børn har i dag. Vi var på eventyr hele tiden i parker og baggårde, for vi havde jo hverken internet eller mobiltelefoner. 

Jeg er enebarn, men jeg savnede ikke søskende, fordi jeg havde så mange veninder. Da jeg blev ældre, kunne jeg derimod godt have tænkt mig at have haft søskende. Min mor blev alkoholiker, og det var nogle virkelig hårde år for mig, som det ville have været rart ikke at stå alene med.

At have et sandhedsvidende på det, jeg har oplevet, og en at støtte mig til, da hun døde. Der har jeg så brugt mine veninder, hvor mange af dem stammer fra barndommen. 

De er mine livsvidner, og jeg er deres, så vi kender hinandens historie og forældre, og sammen med min mand har de været en virkelig god støtte for mig.

Hvordan fandt du din levevej?

– Så længe jeg kan huske, har jeg ville være skuespiller. Jeg satte aldrig spørgsmålstegn ved det. I skolen spillede jeg meget teater, og jeg opdagede ret tidligt, at jeg kunne få folk til at grine, når jeg stod på en scene, og det bekræftede bare min lyst til at gå den vej. Som 10-årig fik jeg en rolle i DR-serien Den lille Idas blomster, hvor jeg spillede smørblomst i en lille gul trikot og med nogle store blade om hovedet. Det var kæmpestort for mig at være ude i den gamle TV-Byen.

Jeg er vild med skuespillet, fordi jeg godt kan lide samarbejdet omkring et projekt og den forbindelse, der opstår mellem skuespillerne. Og jeg elsker kontroltabet, når det lykkes. Selvforglemmelsen og det at give sig hen til noget, der er større end mig selv.

'Lærkes bedste alder'

I samarbejde med Ældresagen har Lærke Winther lavet podcasten 'Lærkes bedste alder', hvor hun dykker ned i forskellige emner omkring alder og ser på, hvorfor den fylder så meget hos os selv og andre. Podcasten kommer bl.a. omkring pensionsalder, skønhedsidealer, sundhed, sex og rettigheden til at danse.

Hvilken vej er den mest overraskende, du er gået?

– Jeg har haft perioder i mit liv, hvor jeg har tænkt: ”lad os se, hvad der sker, hvis jeg bare siger ja.” Derfor har jeg lavet morgenradio med Niarn i Aalborg. Det havde jeg ikke lige set komme. Jeg stod op klokken tre om natten og fløj til Aalborg et par gange om måneden, og det var en anderledes oplevelse.

Jeg har nok svært ved at sige nej til en udfordring. Det handler om en kilden i maven, når noget virker spændende. Så får jeg sådan lidt mundvand ved tanken om, at hvad nu hvis jeg godt kan? Hvad vil der så ske? For eksempel sagde jeg ja til at lave stand-up til et program i tv, selvom jeg aldrig havde prøvet det før. Det kunne godt være gået bedre, og jeg kunne nok godt lige have prøvet det af på en anden måde, inde jeg gik på tv, men sådan nogle oplevelser giver en erfaring og en fornemmelse af, at hvis jeg kan klare det, og det måske oven i købt har været sjovt, så er der måske ikke så meget, der er farligt.

Hvornår har du mistet vejgrebet?

– Jeg har haft angst flere gange, når jeg er blevet udfordret. Jeg oplevede det blandt andet, da jeg blev skilt. 

Jeg havde taget så stort et spring og brudt vores familie op, og jeg var bange for, om jeg havde gjort det rigtige, og om jeg havde forvoldt min datter en masse sorg. Jeg fik nogle irrationelle angstanfald med tvangstanker, og det var rædselsfuldt. Jeg blev virkelig rystet over, hvor stærke kræfter, der er på spil i vores underbevidsthed. 

Jeg endte med at tage medicin for at komme videre, og siden har jeg lært at acceptere angsten og at tackle den. Når du har haft angst én gang, ligger det latent i dig, så den største kunst er ikke at være bange for den, for så inviterer du den ind. Du skal prøve at rumme angsten og vide, at du ikke dør af den. 

At det er en følelse, og den går væk igen. Ligesom en smerte. Angsten har lært mig, at jeg ikke er en super kvinde, der bare kan klare alt. Jeg er blevet bedre til at lytte efter, og jeg ved, at jeg har brug for pauser, og at jeg ikke skal blive alt for stresset. 

Kan jeg mærke angsten er på vej, tager jeg det meget alvorligt. Jeg prøver at passe på mig selv ved at give mig ro og tid, for det tager tid at komme ovenpå igen.

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Anne Dorthe Tanderup var fint tilfreds med at træde i baggrunden, da hun lagde håndboldkarrieren bag sig for at følge sin mand, cykelrytteren Bjarne Riis, ud i verden, hvor ingen kendte de jernhårde ladies. I 24 år var hun Bjarnes kone og mor til fire, men nu, hvor familien er tilbage i Danmark, er hun klar til at tage sin egen plads igen.

Hvordan var din vej til at blive mor?

– Jeg har ikke haft en plan i forhold til at blive mor og hvor mange børn, jeg skulle have, og jeg var måske også lidt bange for at tage skridtet. Jeg tog beslutningen en dag, jeg havde været til begravelse af en venindes far. 

Det fik mig til at tænke på, hvad det egentlig var, der stod tilbage, og hvad der var vigtigt? Det var hans børn. Så hvad var det egentlig, jeg sad og fedtede med?

Jeg var heldig at blive gravid meget hurtigt, og min datter er min største sejr. Hun er helt vidunderlig, og vi har et virkelig godt og nært forhold. Jeg har et hædersbevis på min arm i form af en mor-datter-tatovering, som hun foreslog, vi fik. Den forestiller os sammen i form af to små tændstikmænd, hvor jeg viser hende vej. 

Den betyder virkelig meget for mig. Fordi jeg har været igennem så meget sorg med min egen mor, føler jeg, at cirklen er sluttet på en smuk måde. På grund af min mor var jeg bange for, om jeg selv kunne finde ud af at være mor, og jeg synes, at jeg manglede noget støtte, da jeg blev det, men nu synes jeg faktisk, at det er gået virkelig godt. 

Det skal siges, at min mor også var en virkelig dejlig mor, og vi var meget nære, og derfor var det også så stor en sorg af miste hende.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Det har min mand. Vi blev sat op på en blind date af en fælles ven, og det var faktisk kærlighed ved første blik. Vi kan grine sammen, og vi kan drømme sammen, og så deler vi virkelig mange interesser, vi elsker for eksempel den samme musik. 

Samtidig er der også mange punkter, hvor vi er forskellige. Han har for eksempel en ro, som jeg ikke har, men som jeg virkelig lader mig inspirere af. Han er virkelig god til at være til stede i nuet, hvor jeg er meget hurtig til at stresse over planlægning og fremtid og alt mulig andet. 

Det var fuldstændig vidunderligt, at jeg var så heldig at møde den helt store kærlighed, efter jeg blev skilt, og det var også en bekræftelse af, at jeg havde truffet det rigtige valg. Jeg er stadig gode venner med min eksmand. 

Han har lige været med til at fejre min 50-års fødselsdag med sin nye kæreste, som jeg faktisk har været med til at sætte ham op på en date med.

Hvilken vej er du på lige nu?

– Jeg har netop lavet en podcast for Ældresagen, der hedder 'Lærkes bedste alder', hvor jeg ser nærmere på, hvorfor alder fylder så meget i vores måde at se os selv og hinanden på. Jeg er selv lige fyldt 50, og jeg ser helt anderledes på min alder nu, end jeg gjorde, inden jeg dykkede ned i emnet. 

Jeg er blevet bevidst om, at det forhold, jeg selv har haft til alder, er påvirket af, at vi lever i et alderistisk samfund, og at jeg har en masse ubevidste bias omkring alder, som jeg selv ligger under for, og som jeg også betragter andre med. Nu ser jeg mig selv og mine medmennesker og hele livsbanen anderledes.

Tidligere havde jeg en form for ungdomssorg, for jeg følte, at den bedste del af livet var slut. Der var ikke nogen, der havde fortalt mig, at der kunne ske noget fedt efter de 50, så hvad var der egentlig at glæde sig til? 

Nu har livet åbnet sig meget mere. Jeg ser ikke begrænsninger i forhold til min alder længere, og jeg føler ikke, det er trist at blive ældre. Jeg har det som om, at alting stadig kan ske, og der er jo faktisk ikke nogen, der kommer og siger til mig, at nu må eller kan jeg ikke noget mere. 

LÆS OGSÅ

Livet som pensionist har fået Birgit Aaby til at erkende, at hun er helt færdig med især to ting

Birgit Aaby befinder sig i begyndelsen af en ny livsfase. Den hvor man ikke arbejder, går tidligt hjem fra en god middag og faktisk bare gerne vil være sammen med ungerne.

Det er kun mig selv, der har set det sådan, og derfor synes jeg også, at internaliseret alderisme er så interessant. Den måde vi begrænser os selv, fordi vi tror, vi skal være på en bestemt måde i forhold til vores alder. 

Det er så forkert. Jeg har taget et citat til mig fra podcasten af etnolog Aske Juul Lassen; at man bruger den første halvdel af livet på at gøre sig interessant, og den anden halvdel på at interessere sig. Og det kunne jeg godt tænke mig. At fordybe mig i nogle nye interesser og måske tage en dannelsesrejse og bare være nysgerrig på verden.

Din vej til lykke?

– Jeg har lige holdt en stor 50-års-fødselsdagsfest, hvor der var så meget varme og kærlighed, og det fik mig til at føle mig meget lykkelig. 

På grund af mit arbejde med podcasten om alder sad jeg der og tænkte, at alt det sjove kun lige er begyndt, og det var så dejligt. 

Samtidig var det blandet med en dyb tilfredshed over, at jeg nu kan binde sløjfe om den første del af livet, som jeg egentlig har klaret meget godt. Så må jeg se, hvor jeg tager det videre herfra. Jeg har masser af gå-på-mod, og jeg føler faktisk, at jeg er et rigtig godt sted i livet. 

Jeg kan slet ikke få armene ned over alle de fede ting, der er at tage sig til.