Da Molly blev forældreløs som seksårig, flyttede hun hjem til sin moster: ”Jeg skifter imellem at kalde hende mor og moster”

For nogle mennesker byder livet på rigtig meget modgang helt fra barnsben. Alligevel står de stadig. 

Endda stærkere end de fleste. Én af dem er 16-årige Molly. Hun smiler meget, snakker hurtigt og må ofte fjerne en tot af sit lange, lyse hår, når det falder ned i øjnene. 

LÆS OGSÅ

Iben skrev som voksen et brev til sin far: ”Tænk, hvis jeg fik sådan et brev fra mine børn!”

Når hun er kommet rigtig tæt på et andet menneske, skal hun væk igen, fordi det bliver utrygt. Mens Iben Mondrup har skrevet sin nye bog, er det blevet helt tydeligt, at hendes mønster i relationer spejler relationen til hendes far. Og det mønster har resulteret i, at hun har været i rigtig mange parforhold og rigtig mange brud. Men er det nødvendigvis dårligt?

Hun ligner enhver anden teenager, og kvinden ved hendes side, 49-årige Camilla, ligner hendes mor. Molly kommer da også til at kalde hende mor et par gange under interviewet, men faktisk er Camilla hendes moster:

– Folk kan godt blive lidt forvirrede. For jeg skifter imellem at kalde hende mor og moster. Til folk, jeg ikke kender, kalder jeg hende mor. Til folk, jeg kender, moster, forklarer hun.

Mollys mor hed Mette. Hun var Camillas tvillingesøster, men døde, da Molly var bare seks år gammel.

– I en lang periode havde hun det ikke godt. Hun havde ondt forskellige steder i kroppen og tog flere gange til lægen, uden det for alvor blev taget alvorligt. Hun var også meget træt. Pludselig sov hun middagslur hver dag. Vi tænkte, at hun var blevet lidt doven, forklarer Camilla.

Til sidst bankede familien i bordet og krævede, at Mette blev ordentlig undersøgt. Hun blev scannet og svaret kom som et chok for alle: Hun havde kræft i hele kroppen.

– Vi fik at vide, at hun havde mellem tre og ti dage tilbage at leve i. Det er det mest voldsomme, jeg nogensinde har oplevet, siger Camilla, som var meget tæt med sin søster. Faktisk havde de to lige været på tur sammen til Belgien for at se racerløb. Ingen kunne begribe, at hun var så syg.

17 dage efter – den 27. december – døde Mette, bare 39 år gammel.

Stor fortrolighed

– Jeg var jo så lille og forstod ikke, hvor syg hun var. Jeg kan huske, at jeg legede på hospicet, og at jeg sad i sengen hos hende og spiste småkager midt om natten, fordi hun var bange for at lægge sig til at sove, fortæller Molly.

LÆS OGSÅ

Forsker i søskende-relationer: Især én ting er afgørende for forholdet til din bror eller søster

Forældre dør, partnere kommer og går, og venner forsvinder eller kommer til. Men søskende. De er der gennem (næsten) hele livet. Vi har spurgt to søstre og en ekspert, hvilken betydninger søskenderelationen har for et menneske.

Midt i sorgen over at have mistet sin søster, stod Camilla også med Mollys savn, og en lille pige, der nu ikke havde en mor eller en far. Han var nemlig død, før Molly blev født.

– Selvfølgelig skulle hun bo hos mig, siger mosteren og smiler kærligt til sin niece.

Flere tab ventede dog den lille familie, for også Mollys morfar og mormor, som hun begge var meget tætte med, døde af kræft kort tid efter. Ligesom Camilla selv blev syg af kræft og skulle igennem en hård kemobehandling. Hun kom heldigvis godt ud på den anden side, for uden hende var det ikke gået. Som Molly siger:

– Jeg havde ikke været, hvor jeg er i dag uden min moster. Hun betyder alt for mig. Vi har et helt særligt forhold.

Camilla nikker:

– Vi kan snakke om det meste, og Molly fortæller mig helt sikkert mere, end de fleste teenagepiger gør.

Samtidig har hele familien, der også tæller Camillas drenge Poul på otte år og Oliver på 23 år, en stor fælles passion. De dyrker Mollys ridesport. Molly er nemlig en af de bedste i sin aldersgruppe til ridning. 

Hun har været på ponylandsholdet og går nu målrettet efter at komme på juniorlandsholdet med sin nye hest Lady. Den lille familie rejser rundt i hele landet og indimellem også udlandet for at deltage i Mollys stævner og bakke hende op.

Når de ikke er til stævner, bruger de tid i det lokale ridecenter. Camilla står for det praktiske: Muger ud og fodrer. Mens Molly går målrettet efter at blive én af de bedste ryttere i landet.

– Det er så fedt, at vi har det her sammen. Det har hjulpet os igennem sorgen. Men jeg forsøger også at sige til Molly, at hun ikke behøver være den bedste. Alle kan have en dårlig dag. Men det vil hun ikke lytte til.

LÆS OGSÅ

Gea har en anderledes interesse: ”Jeg fryser, jeg bliver sulten, men jeg mærker det ikke, fordi jeg er så opslugt”

Brasilianske Gea mistede lysten til at sy dukker i sit hjemland. Men da hun flyttede til Sjællands Odde og satte sig foran symaskinen, vente skaberkraften tilbage. Nu syer hun atter sjælfulde dukker – små talismaner, kalder hun dem, fulde af mystik og personlighed.

– For mig betyder det noget, at man gør sig umage. Jeg vil gerne vise, at man kan være god til noget, selvom man har udfordringer; at man kan rejse sig efter modgang. Fordi jeg har været igennem så meget, giver jeg nok ikke lige så nemt op som andre på min alder, siger Molly, der på den måde har formået at vende modgang til styrke.

Mindes sin mor

Molly begyndte for alvor at ride, da mosteren lå syg af kræft under corona.

– Vi kunne ikke se nogle mennesker, fordi hun ikke måtte blive smittet. Jeg var så bange for at miste hende; at hun skulle dø fra mig ligesom de andre. Men så gik jeg ud i stalden til hestene. De blev et holdepunkt for mig. De er der ligesom bare. De giver tryghed og kræver ikke en masse svar, siger Molly.

Når hun rider ud til store stævner i dag, sker det altid med moderen i baghovedet. Hun havde nemlig et stort ønske om, at Molly – ligesom hende selv – skulle blive en habil rytter.

– I den indledende tale til stævnerne siger jeg altid, at jeg rider for min mor.

– Jeg er sikker på, hun havde været stolt, hvis hun kunne se dig i dag, siger Camilla med tårer i øjnene og et kærligt smil til den niece, der også er blevet en datter for hende.