Hvilken vej var den første, du gik på som barn?

– Jeg voksede op på en lille vej i Lake Spivey i Covington, Georgia. På et tidspunkt hvor byen stadig var præget af de omkringliggende landbrug i en sådan grad, at det ikke var unormalt, at vi vågnede op til løse grise i forhaven.

Min veninde red nogle gange til skole. På sin hest ned gennem byens hovedgade. Grænserne mellem by og land flød stadig sammen.

LÆS OGSÅ

Nikolaj Lie Kaas: ”Det er et råd, jeg tit giver til folk”

For Nikolaj Lie Kaas er det teenagedøtrene Esther og Gerda, der fylder, når han fortæller om sit liv. Og det har været helt afgørende for ham at få skabt det trygge fundament, han selv mistede, da han blev forældreløs som 16-årig. I dag kan den filmaktuelle skuespiller nyde at se dem begå sig i en helt ny verden – og undre sig over de egenskaber, de i hvert fald ikke har arvet fra ham.

Jeg var et nørdet barn. Den yngste af tre søstre, hvoraf den ældste blev gift allerede som 17-årig. Og den eneste i min familie, der var optaget af bøger. Jeg havde altid en bog på mig og brugte det meste af mine dage indenfor på mit værelse fordybet i læsning eller på det lokale bibliotek, som jeg finkæmmede for alt, der var værd at læse. 

Og en masse der ikke var. Jeg læste de klassiske børne- og ungdomsserier og måtte som alle andre piger se langt efter kvindelige helte. Pigerne og kvinderne dukkede op som bifigurer, når de kunne give den mandlige hovedperson en hjælpende hånd eller selv skulle reddes. 

Det var aldrig dem, der drev fortællingerne frem, og selv om jeg nok ikke var bevidst om det som barn, så mærkede jeg en længsel efter et kvindeligt perspektiv. Min far var ikke selv nogen stor læser, men forstod, hvor vigtige bøgerne var for mig. 

Det var ham, der sørgede for at de bogtitler, der figurerede på mine ønskelister, nåede frem til jul og fødselsdage.

Den vigtigste vejviser i dit liv?

– Min engelsklærer Billie Bennet Ward. Jeg begyndte i hendes klasse for særligt dygtige elever, da jeg startede på Morrow Junior High School. Og hun degraderede mig prompte til en klasse for almindeligt begavede elever, det øjeblik hun opdagede, at jeg overhovedet ikke var en god elev. 

Men hun sørgede for, at hun stadig var min underviser, så hun kunne presse mig til at blive det. Indtil da var jeg aldrig blevet udfordret af en lærer. Jeg havde haft det let i skolen og især i engelsk var jeg bare skøjtet igennem uden at gøre mig umage. Men Mrs. Ward stillede krav. 

Hun kunne se, at jeg kunne mere, og krævede, at jeg tog mig sammen. Hun var en på alle måder stram, besværlig og ubestikkelig underviser, og hun lærte mig, hvad litteratur i virkeligheden er. 

Hun introducerede mig for Shakespeare, Dickens og Austen. Og hun viste mig, hvordan litteratur kan sige ting – rammende, præcist og bevægende – uden at sige noget direkte. Hun var helt altafgørende for, at jeg selv begyndte at skrive. 

Jeg dedikerede min første roman til min far og til hende, og jeg bevarede kontakten til hende frem til hendes død i 2020.

Hvornår har du stået ved en skillevej?

– Jeg skrev gennem hele min barndom og ungdom. Og fortsatte i mine tidligere voksenår. Da jeg fik arbejde som skadedyrsbekæmper, og senere da jeg blev del af et kvindedrevet maler-crew. 

LÆS OGSÅ

Da Caroline Dan var barn, grinede buschaufføren hånende ad hende: ”Det sidder fast”

Caroline Dan har været høj siden barndommen, og selvom hun altid har hvilet i sin højde, har det ofte vakt kommentarer fra omgivelserne – især fra voksne.

Jeg skrev, da jeg etablerede min egen skiltevirksomhed, hvor jeg producerede bannere og skilte på bestilling. Men da jeg begyndte at læse litteratur på universitetet, stoppede jeg. Det var, som om universitetet sugede al skrivelyst ud af mig. Jeg havde tidligere sendt et manuskript til et forlag, og selvom de ikke havde antaget det, så var de vendt positivt tilbage. 

De syntes, jeg skrev godt, og opfordrede mig til at skrive et nyt manuskript. Måske en krimi. Jeg vidste, at det krævede, at jeg droppede ud af mine studier, og det var et stort valg at stå over for. Der er meget sikkerhed i en uddannelse. Knap så meget i en forfatterkarriere. Men jeg valgte at tage springet. 

Det hjalp helt sikkert, at jeg var ung og dum. Jeg skrev min første bog på 17 dage. Og jeg følte mig øjeblikkeligt hjemme i krimigenren. 

Den genre og tone føltes helt rigtig for mig. Det lyder cheesy, men jeg havde en dyb oplevelse af, at jeg havde fundet min stemme.

Hvordan har du fundet vej til de temaer, du skriver om?

– Min bedstemor blev udsat for vold i hjemmet. Det var noget, alle i familien vidste, men ingen talte om. Jeg nævnte det for min ældre søster som helt ung pige og fik at vide, at jeg ikke skulle bringe det op igen. Og det var det. 

Ingen sagde noget, når hun dukkede op med skrammer eller et blåt øje. Ingen sagde noget, da han brækkede hendes arm. Jeg kan endda huske, at min onkel tit jokede med, hvor uheldig og klodset hun var. Hendes eksempel er typisk for den ensomhed og isolation, der omgærder vold mod kvinder. Og jeg vidste tidligt i mit forfatterskab, at jeg ville skrive de historier frem. 

Med nøjagtighed og nøgtern realisme. Så de her skjulte fortællinger kunne komme frem i lyset, på en reel og uromantiseret måde.

Man hører ofte fortællinger om, hvordan mænd redder kvinder ud af vold. Men sandheden er, at de, der lykkes med at slippe ud, gør det selv. Med et enormt opbud af styrke og vilje til at flytte sig og mod til at konfrontere traumet. 

Min bedstemor fik aldrig chancen. Hun var på alle måder fanget. I fattigdom og afmagt og i en tid, hvor kvinder ikke havde ret til at oprette egen bankkonto, og mænd havde ret til at have sex med deres koner mod deres vilje. 

De systemiske ting har forandret sig, men isolationen og fortielsen omkring vold mod kvinder lever. Vi taler om at tro på kvinders vidnesbyrd, men der findes fortsat en enorm mistro og skepsis. Ikke mindst overfor minoritetskvinder og kvinder, der lever på kanten af samfundet. 

LÆS OGSÅ

Min voksne datter sløser med sit liv

En læser har en datter på 25 år, som ikke tager ansvar for sin økonomi og uddannelse. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

Temaet er på ingen måder blevet mindre relevant, og jeg vil fortsat skrive de kvindehistorier frem.

Hvem har fundet vejen til dit hjerte?

– Jeg får lyst til at pege på Sara Blædel. Jeg mødte hende første gang på en krimikonference i Horsens. Danmark er på mange måder et venligt land, men det kan godt være svært at komme ind på danskerne. 

Det er, som om de har de cirkler af venner, de behøver, og ikke har brug for at lukke flere ind. Den første morgen på konferencen var jeg tidligt oppe og satte mig ved et bord for at spise morgenmad. Og efterhånden som folk stod op, gik de forbi mig med deres morgenmadsplatter og slog sig ned ved andre borde end mit. 

Det mindede mig om dynamikkerne i en kantine på en high school. Jeg krympede mig lidt. Men så slog Sara sig ned ved mit bord og startede en samtale. 

Hun er en meget vidunderlig kvinde og har været en vidunderlig ven for mig lige siden. Det er temmelig ensomt at være succesfuld kvindelig krimiforfatter. Det er stadig en genre, der er domineret af mænd. 

Selvom jeg de seneste år er stødt på flere hvide, ældre, mandlige forfattere, der fortæller, de føler sig udsatte og lever i en tid, hvor det er svært at være en hvid mand. Det er jo til at dø at grin over. Sara og jeg ved begge, hvad det vil sige at befinde sig i de cirkler som kvindelig forfatter. 

Vi har masser af fag tilfælles, men vi har også en skøn personlig kontakt. Jeg sætter stor pris på vores venskab.

Hvornår har du mistet vejgreb?

– Da jeg besluttede mig for at afslutte min første og meget populære bogserie 'Grant County' i 2007, skabte det et ramaskrig, jeg slet ikke havde set komme. 

Folk var rasende, simpelthen. De formede ligefrem hadgrupper på nettet, hvor de kunne diskutere deres skuffelse og foragt for mig. En gruppe havde over 600 medlemmer. Jeg var overrasket over, at det gik mig på. Det, de skrev om mig – at jeg var mande-hader og en kælling. 

LÆS OGSÅ

Sannes mor drak hele hendes barndom – en dag tog hun en vigtig beslutning

I dag ved jeg, at et barn skal ikke bekymre sig om sine forældre, et barn skal have lov til at være barn. Det fik jeg aldrig lov til af min mor, så vil hun have et bedre liv, må hun selv sørge for at få det, for jeg er videre. Læs med her, hvor en læser deler sin personlige fortælling.

At jeg var ond mod dyr! – intet af det var jo sandt. Det var de mest afsindige og skøre påstande. Men det gjorde alligevel, at jeg blev meget opmærksom på at holde mit private liv tæt ind til kroppen. Hvis det kunne have så stor betydning, hvad folk skrev om mig, der ikke var sandt, hvad ville det så ikke betyde, hvis de begyndte at skrive ting om mig, der havde rod i sandheden? 

Jeg blev nok lidt rystet over den medfart, afslutningen på en bogserie kunne afstedkomme. Det enorme udbrud af følelser fra komplet fremmede mennesker, der ikke anede, hvem jeg var, men pludseligt udtalte sig intenst om mig. Jeg har værnet meget om mit private liv siden.

Hvilken vejviser vil du selv gerne være?

– Jeg vil gerne vise andre vejen til biblioteket. Det var det vigtigste sted for mig som barn, og biblioteker har gennem USA’s historie spillet en afgørende rolle for millioner af mennesker. 

I USA er biblioteket langt mere end en bygning med bøger. I tyndt befolkede og udsatte områder var det der, man gik hen for at få hjælp til at lære at læse, få hjælp til at registrere sig som vælger, til at forstå og rette sin selvangivelse. 

Det er det stadig. Der er mange biblioteker, der stiller værktøj, haveredskaber og symaskine til rådighed. 

Læse- og lektiehjælp. Biblioteker er med til at opretholde og udvikle liv. Jeg stiftede foreningen 'Save The Libraries' under corona, da pandemien viste, hvor afhængige børn og unge i tyndt befolkede områder er af velfungerende biblioteker som kilde til læring og viden. 

Vi har rejst mere end 300.000 dollars til projektet siden. Og i en tid, hvor der bliver skåret i undervisning, lukket biblioteker, og bøger bliver bandlyst, føles den kamp vigtigere og mere relevant end nogensinde.