Nillou Zoey Johannsen.

Nillou spurgte, hvilken alder andre havde oplevet som smukkest og sværest – og nu har hun en opfordring til dig

Den smukkeste alder: En bemærkning om det 47. år førte til en bredere undersøgelse af det med alderen.

ALT for damerne logo

En astrolog, jeg følger, sagde forleden i en bisætning, at 47 er et svært år. Jeg er en anelse deterministisk anlagt og fylder 47 næste gang. 

Hvis det står i sol/måne eller skæbnen, at noget er forudbestemt til at blive skidt, så æder min hjerne det råt.

Efter et par dages grublen blev jeg nysgerrig og spurgte på SoMe, hvilken alder mine følgere havde oplevet som smukkest og sværest. Jeg havde regnet med, at alle ville skrive 47, for det er jo angiveligt et cursed astrologisk år, men jeg blev klogere.

”Jeg er 49 år, jeg føler mig ikke gammel, jeg er ikke bange for at blive gammel, men jeg er bange for at se gammel ud, for så ved jeg ikke, hvem jeg er. Jeg kan skjule mig for mig selv foran spejlet”.

En anden skrev, at 40’erne var fine, men 50’erne hårde, fordi det var en påmindelse om, at man bliver set på som gammel.

En tredje:

”30’erne var de smukkeste og sværeste år. Livet med mand og små børn var krævende, men jeg var smukkest dér”.

Der var noget smertefuldt i, at manges syn på alderen er præget af samfundets syn på kvinder i overgangsalderen og herefter. Som en skrev:

”Som kvinde bliver man usynlig i offentligheden, men jeg har tænkt mig at larme”.

En kvinde skrev, at hun oplever, at vi herhjemme har et dårligt syn på alderdom og er besatte af alder. Hun gjorde opmærksom på undersøgelser, der viser, at man som 70-årig kan have en muskelmasse som en 20-årig – kroppen kan så meget mere, end vi tror, men vi skal også slippe vores begrænsende tanker om alderdom.

Jeg ramte selv 40’erne med et brag. Skilsmisse, flytninger og krise galore. Det var måske også derfor, jeg reagerede på den astrologs bemærkning om de 47. Endelig er jeg landet et godt sted. Skal jeg nu til at krise ud igen? 

Helt grundlæggende har jeg et positivt syn på alderdom. Den kommer med visdom og erfaring, og jeg er et bedre sted mentalt, fysisk og emotionelt nu end for 10 eller 20 år siden. Konkret griner jeg mere, jeg beskæftiger mig med ting, jeg elsker, jeg drikker mindre og spiser sundere, og jeg er også blevet fysisk stærkere med mere energi. 

Men kunne det rent faktisk hænge sammen med 40’ernes krise, der godt nok nådesløst fjernede og skabte kaos, men som også åbnede livet på ny? Måske hænger vores aldersfrygt sammen med, at vi som menneskeart bare ikke bryder os om de store forandringer? 

Jeg gør mig mere umage med alderen, for 40’årskrisen var også en reminder om, at tiden rinder ud. Vi vil helst ikke have livets ar og rynker, men visdom og erfaring har en pris. Det har alting: Kærlighedens pris er smerte. 

Livets pris er døden. 

Men ville vi være foruden?

”47 var mit peak år”, skrev en venlig sjæl.

En anden skrev:

”Jeg overlevede 47, men det var ikke et highlight”.

En kvinde skrev, at mens start-40’erne astrologisk er forbundet med kriser og omvæltninger, er slut-40’erne og midt-50’erne forbundet med følelsesmæssige skift, erhverv og uddannelse. Skal vi ikke aftale, at det her år, det næste og næste igen bliver vores allerbedste nogensinde, om vi så er i 20’erne eller 80’erne? 

Selv med 47-årskriser, menopause, småbørnsstress og skilsmisser, så bliver vi ikke bange og slået hjem. 

Vi siger i stedet: Det har jeg aldrig prøvet før, så det klarer jeg helt sikkert.

ALT for damernes klummeskribenter

Mette Kirstine Goddiksen

ALT for damernes klummeskribenter

Journalist og forfatter, mor i sammenbragt familie med i alt fire børn.

Søren McGuire

ALT for damernes klummeskribenter

Journalist og forebyggelseskonsulent. Fraskilt, far til tre og en lille smule mere boomer for hver dag.

Nillou Zoey Johannsen

ALT for damernes klummeskribenter

Forfatter, mor til to, iransk født, spirituel tilgang, nysgerrig på livet og altid klar på et lidt for højt grin.

Julia Lahme

ALT for damernes klummeskribenter

Etnolog, forfatter, direktør i eget kommunikationsbureau, mor til to og Johans kone.