Lisa Nilsson har levet alene i 11 år - og det er et meget bevidst valg

Lisa Nilsson er den eneste, der kigger direkte ind i kameraet. Hun er tre år og sidder på sin mors arm med et fint lille tørklæde om hovedet. 

Hendes storesøster står med moren i hånden. Kigger lidt væk. Gyldent sollys omringer dem alle tre, grønne blade og grene danner en flimrende baggrund, og man kan næsten fornemme familielykken, når Lisa fortæller, at det var hendes far, der tog billedet dengang i 1973. Men …

LÆS OGSÅ

Livet som pensionist har fået Birgit Aaby til at erkende, at hun er helt færdig med især to ting

Birgit Aaby befinder sig i begyndelsen af en ny livsfase. Den hvor man ikke arbejder, går tidligt hjem fra en god middag og faktisk bare gerne vil være sammen med ungerne.

– Året efter min far skød det billede, var familien opløst.

Billedet, vi taler om, ligger imellem os på bordet i Lisa Nilssons værelse på hotel Manon les Suites i København. Det er coverbilledet på hendes album 'Uteblivna vi', som hun udgav i foråret, og som er anledningen til, at hun nu giver en række koncerter i Danmark. Lisa har valgt netop det billede, fordi det spiller så fint sammen med albummets titel, der betyder ”vi, der ikke blev”.

– Livet er en rækkefølge af forskellige ”os” eller ”vi”, der ikke kunne blive. Fordi vi mistede nogen undervejs. Fordi en familie blev opløst. I min barndom var min familie en af de første, hvor ”idéen om os” – om et ”vi” – blev opløst, fordi mine forældre blev skilt. Og historien gentog sig. 

Da min yngste datter var fire år, blev jeg skilt fra mine to døtres far. Det er jo en tilfældighed, at det skete på præcis samme tidspunkt, men jeg tror, at min personlige erfaring gjorde, at jeg havde lidt mere forstand på, hvordan det var for vores to piger, og at jeg dermed kunne forsøge at gøre tingene, som jeg selv ville have ønsket, at mine forældre havde gjort det. 

Og ja, så mislykkedes jeg sikkert med noget andet, det må mine døtre fortælle mig en dag, når vi – måske – får vores opgør. Men det har været lærerigt for mig at gå igennem det samme, som mine forældre gjorde, og se det fra deres perspektiv. 

Pludselig kan jeg jo se, hvor svært det har været for dem. Som teenager var jeg meget fokuseret på alt det, de ikke gjorde rigtigt dengang, hvad de mislykkedes med, og hvad de kunne have gjort anderledes, men som voksen kan jeg se, hvor mange ting de faktisk klarede. Og hvor godt de gjorde det set i forhold til de udfordringer, de havde i deres parforhold dengang.

Fordi du nu selv ved, hvor svært det er?

– Ja, præcis. Jeg ved, hvor svært det er at være voksen. Jeg ved, hvor svært det er at være mor. Og jeg ved, hvor svært det er at have et problematisk parforhold med børn. Det er en udfordring. Så de senere år er jeg blevet fyldt op af en ny ydmyg beundring for min mor, og jeg er blevet berørt over, hvor meget hun faktisk klarede samtidig med, at hun var så ked af det og bange, da hun blev alene med os. 

For wow, vi fik mad på bordet hver dag. Hun fik os i skole, selvom vi hellere ville blive i sengen hele dagen. Og hun klarede det hele på trods af alt det, hun selv gik igennem. Jeg er ked af, at jeg ikke nåede at fortælle hende, hvad jeg havde indset, inden hun fik Alzheimers og døde i 2020. 

Jeg ville så gerne have sagt til hende, ”mor, nu forstår jeg”, for sådan nogle samtaler er så vigtige. Det kan jeg se nu.

Hvad med din far?

– Ham er jeg kommet tættere på de senere år. Netop ved at få talt med ham. Voksen til voksen. Jeg kan genkende mine egne brist i ham, og det giver vores forhold en helt ny betydning. 

For ligesom med min mor er de punkter, hvor vi ligner hinanden, præcis de punkter, jeg altid er blevet vred på ham over, men lige pludselig er han det menneske i verden, der bedst har forstand på, hvordan jeg har det. Og den indsigt var bare sådan: WAUW! Der er nogle ting, der er faldet på plads. 

Cirklen er sluttet.

Og det er så fint at kunne fortælle ham det. Jeg har skrevet mange breve til min far gennem livet, hvor jeg har spurgt: ”Hvorfor gjorde du det og det, kunne du ikke have gjort sådan og sådan i stedet?”. Men i dag oplever jeg mig selv ringe til ham og sige: ”Åh, nu har jeg lige gjort præcis det samme, som du engang gjorde, overfor mine egne børn. Fuck altså”. Og så siger han: ”Kig på os to, det bliver godt igen”. 

Det er skamfuldt at føle, at man somme tider svigter som forælder, og så er det godt at have en, der kan sige: ”Jeg ved, hvordan du har det, og du skal nok blive tilgivet”.

Kroniske følger

Albummet 'Uteblivna vi' rummer på mange måder historien om Lisas liv de senere år. Det er lavet uden de store forberedelser. Mere spontant og ukontrolleret. Det er der en grund til. Ja, faktisk flere.

– Musikerne kom ind i studiet uden at have hørt sangene før, og helt frem til indspilningen var jeg i tvivl om nogle af teksterne, og hvordan det hele skulle laves. 

Men jeg tænkte, vi gør det bare, og så ser vi. Sådan er min personlighed. Jeg føler mig hjemme i improvisation. Jeg har en saying, der lyder: ”Der findes ingen fejl, der findes kun nye varianter af det rigtige”. Alle fejl fører til noget nyt, so to speak. 

LÆS OGSÅ

Anne Dorthe Tanderup stod i mange år i skyggen af sin mand: Jeg skal vænne mig til, at det er anderledes nu

Anne Dorthe Tanderup var fint tilfreds med at træde i baggrunden, da hun lagde håndboldkarrieren bag sig for at følge sin mand, cykelrytteren Bjarne Riis, ud i verden, hvor ingen kendte de jernhårde ladies. I 24 år var hun Bjarnes kone og mor til fire, men nu, hvor familien er tilbage i Danmark, er hun klar til at tage sin egen plads igen.

Så jeg tog mine musikere i hænderne, og så gik vi. Sammen. Uden at kende vejen. Og det var nyt. Før handlede mit arbejde om struktur, strategi og om, at nogen skulle finde den rigtige trendy sound til mig. Og det handlede også om, hvordan jeg så ud. 

Jeg mister inspirationen, når det er sådan, for så bliver arbejdet en anstrengelse og ikke en leg. Og jeg kan godt lide leg, for i legen når man bedre frem til kunsten. Derfor er vi gået MIN vej og med MIN metode med dette album. Det er sådan det er nu. 

Og det er også derfor, jeg ikke ville have et fint og flot billede af mig selv på forsiden af albummet. Jeg er så træt af, at mit ansigt skal være i centrum, det står i vejen for musikken og mit udtryk.

Er det også sådan, du er i livet nu? Mere legende, mindre struktureret?

– Ja, men der en del historie, der har ledt frem til, at det er sådan. Det er en konsekvens af covidpandemien og den økonomiske krise, der fulgte. Af al den sygdom, jeg blev ramt af. Af at miste min mor. Af at miste venner. 

Der var ikke længere penge til et fuldt crew og et band, da der kom restriktioner på, hvor meget publikum der måtte være til en koncert under pandemien, og det betød, at jeg måtte finde på noget andet. Det blev til, at det ”kun” var mig og min gode ven og guitarist Mattias, der gik ud og spillede. 

Det voksede fra en nødvendighed til en succes, og derfor er vi forsat med at gøre det sådan. Vi kan begge to godt lide friheden og den crispness, der er i, at vi er alene på scenen, og at man stripper musikken fra den store produktion. Jeg måtte også tage de høje hæle af, for min krop gik pludselig i stykker.

Jeg havde inflammation overalt, og i en periode kunne jeg slet ikke gå på min ene fod. Så det var ned på gulvet og over i de bløde sneakers. Okay, nu er jeg her. Det var nærmest en kædereaktion, der førte til, at Mattias og jeg nu står helt nede på jorden med virkeligheden i vores hænder. 

Vi har hinanden. Vi har en guitar. Og jeg har min stemme. Eller næsten.

Hvordan næsten?

– Jeg blev ramt af covid to gange og af RS-virus i 2020, og det gav mig kæmpe problemer med mine lunger. Jeg kunne nærmest ikke trække vejret. Jeg er sikker på, at det skyldtes, at mit immunforsvar var helt i bund, fordi jeg mistede min mor, og fordi en af mine arbejdskammerater også døde midt i vores turné, lige da covidrestriktionerne kom. Samtidig var jeg nok også i pre-klimakteriet, for jeg kunne konstatere, at min krop fungerede anderledes end den plejede. 

Jeg måtte sidde på en skammel under koncerterne for at have energi og åndedræt til at synge. Det går meget bedre i dag, nu kan jeg synge halvanden time uden de store problemer, men jeg skal stadig kæmpe lidt, for jeg er en af dem, der har fået kroniske følger efter covid. Men det går.

Hvad tænker du om den tid i dag?

– De udfordringer, jeg gik igennem, gjorde, at jeg blev ligeglad med det ydre blik på mig. Tankerne om, hvad folk tænkte, syntes og sagde om mig, blev helt opløst. Det eneste, der var i fokus, var, om jeg kunne få luft, og om jeg kunne gå på scenen med min dårlige fod. 

Det blev et helt nyt fokus på det basale, og jeg blev fuldstændig fri for al spekulation om, hvorvidt jeg var god nok. Jeg ER god nok. Det ER godt nok, hvis jeg kan trække vejret. Det ER godt nok, når jeg kan gennemføre en koncert, så folk griner, får tårer i øjnene og står op og giver applaus. Så er livet jo fuldkomment, altså. 

Hele den transformation tog jeg med i produktionen af mit nye album. Evnen til at være afslappet i øjeblikket gør, at jeg kan opfatte alle de små følelser og detaljer, fordi min hjerne ikke længere er fokuseret på, hvad andre foretager sig eller synes. Der ligger en kæmpestor tillidserklæring til andre og til mig selv i det, og tillid er et af de smukkeste ord, jeg kender. 

LÆS OGSÅ

Cathrine Dufour var ikke i tvivl, da hun mødte Rasmine Laudrup: Det var kærlighed ved første blik

Da dressurrytter Cathrine Dufour mødte Rasmine Laudrup for fem år siden havde heste ellers været hendes et og alt. Men sammen med Rasmine føler hun sig for første gang så tryg ved et andet menneske, at hun kan lægge sit hjerte i hendes hænder, og vide at det vil gå fint.”

Det er enorm befrielse at være i tillid.

Frihed og støtte

Noget andet, der er faldet på plads for Lisa, er forholdet til hendes døtres far. I 2017 fortalte hun her i bladet, at hun stadig var i gang med et sorgarbejde efter skilsmissen året før, men i dag er hun et helt andet sted.

– Det var en lang rejse ind i forsoning og accept. Der blev fred, men det krævede noget arbejde mellem os. I dag er jeg stolt af mine børns far. Jeg har en stor varme og taknemmelighed for ham. Det kunne jeg ikke sige dengang. I lang tid gik vi rundt og rundt i en cirkel, og det var ikke nogen dans på roser. Men vi gav ikke op. 

Og min eksmand viste sig at være sådan en type mand, der tog situationen alvorligt. Og det, der sker nu, er så smukt. Vi har børn sammen, som nu er teenagere, og fordi vi har gjort det store arbejde med os selv, så kommer belønningen nu. Jeg er meget taknemmelig over det, også for min egen skyld. 

For jeg har igen fået, og lader ham give mig, den støtte, som jeg havde, da vi var sammen. I mange år kommunikerede vi på sms og i lange mails, men i dag mødes vi og taler, og det hele er meget nemt og hverdagsagtigt. Da vores ældste datter fyldte 18, var hun stadig lidt nervøs for, hvordan fejringen skulle gå, og hvem der kunne inviteres, for min og min eksmands familier er meget forskellige. 

Men jeg sagde til hende: ”Du kan bare stole på os. Den tid, hvor det kunne være et problem, er forbi.” Og så havde vi en kæmpe fest, hvor alle blev inviteret, og hvor det hele bare var så hyggeligt. 

Det var første gang siden skilsmissen, at alle mødte hinanden igen, alle var glade, og nu ved min datter, at hun ikke behøver at være nervøs for at fejre sin studentereksamen næste år.

Og hvad med kærligheden, er der en ny mand i dit liv?

– Nej.

Hun griner højt og ser ud som om, at så er der ikke mere at sige til det.

– Ja, jeg skal jo spørge …?

– Ja, og jeg kan fortælle, at jeg er SÅ tilfreds med mit valg om at leve alene. Selvom det kommer med en pris. Flere af sangene på mit album handler om længsel og ensomhed, og i 'Uteblivna vi' synger jeg om nogle af de søndage – højst fire om året – hvor jeg da godt kan vågne op og tænke: ”Nå, var det egentlig så vidunderlig en idé at leve alene? Skal jeg blive ved med det?” 

Og så har jeg sådan en dag, hvor jeg føler, at nu kunne det have været dejligt at have en at spise søndagsmorgenmad med. En at tage på udflugt med. En at tilbringe tid med. Men så ringer jeg til en veninde, og så glemmer jeg det igen. 

For jeg er faktisk så utrolig glad for at have min seng for mig selv.

Hun griner igen, men bliver så lidt mere alvorlig.

– Frihed er vigtigt for mig. Jeg har været afhængig af den for at få plads og tid til at kunne være loyal i forhold til mit arbejde og min personlige udvikling. Det har været en udfordring for mig at leve i parforhold. Altid. Af alle mulige grunde. 

Dels på grund af min offentlige rolle, altså det her med at være en kvinde med power og penge, som får meget opmærksomhed fra mænd, som jeg jo på en eller anden måde har været. Det kan være provokerende for nogle mænd, det påvirker deres selvtillid, tror jeg. 

Og dels fordi jeg altid, siden jeg var helt lille, haft et stort behov for alenetid og mit eget ”space”. Så det er ikke nyt, og det har intet med mit artisteri at gøre. Sådan er jeg bare. Min mor var en meget følelsesmæssig, sensibel, poetisk kvinde, der havde store psykiske udfordringer. 

Hun kunne blomstre som en fontæne af energi den ene dag, og så kunne hun rulle gardinerne ned og være helt væk den næste. Jeg vidste aldrig, hvornår hun var på, og hvornår hun ikke var, så jeg blev et meget opmærksomt barn. Et antennebarn. 

Når jeg vågnede om morgenen, lyttede jeg til lyde i huset for at fornemme dagens stemning. Var der stille, var det nok en af de svære dage, og så tilpassede jeg mig det. Hvis der omvendt var lyde i køkkenet fra min mor, der lavede morgenmad og hørte radio, så vidste jeg, okay, i dag er det nok en ”solskinsdag”.

Hvad har den opmærksomhed på stemninger betydet for dit voksenliv?

– Jeg tog den med ind i mine parforhold og i mit liv som mor, og det har været krævende. Derfor nyder jeg, at jeg i dag kan sætte Mattias af hjemme hos hans kone, når vi har været ude og spille, og så køre hjem og have et par dage uden job, uden børn, uden mand, uden noget. 

LÆS OGSÅ

Her er André Babikians store kærlighed: ”Jeg vidste, at det var noget helt specielt”

Da André Babikian for fire år siden mødte kunstner Evren Tekinoktay, vidste han med det samme, at det skulle være dem. Kærligheden mellem dem er nemlig så stor og hjemlig, at han ville ønske, de havde kunnet dele mere af livet med hinanden – og derfor var trangen ekstra stor til at skabe noget nyt sammen.

Altså fred! Det vil jeg ikke bytte for noget. Nogle af mine veninder, og særligt min ene bror, har været meget sådan: ”Skal du slet ikke date mere?”. Men hør her, hvorfor skulle jeg, efter at have været ude og spille i flere dage, gå ind på en app og chatte med nogle ”strangers” for så at gå ud og få en øl med dem, når jeg i stedet kan tage til mit sommerhus med en flaske champagne og en lille jomfruhummer, og så bare være alene og nyde maden, champagnen, udsigten, noget dejlig musik og mine egne tanker? 

Det er meget, meget svært at konkurrere med. Selvfølgelig kan det også være tungt og svært somme tider at være sin egen i alle beslutninger og med alt det praktiske, der skal gøres. Jeg har ingen, jeg kan dele opgaverne med, jeg skal selv gøre det hele, og somme tider kan jeg da godt spørge mig selv, om det nu er smart. 

Men jeg er vant til det, og jeg synes, at fordelene opvejer besværet ved hele tiden at skulle interagere med andre mennesker.

Så dit behov for at trække dig gælder ikke kun i forhold til en eventuel partner?

– Nej, det handler om det sociale i det hele taget. Jeg har f.eks. altid haft det svært med det her begreb ”best friends-veninder”. Du ved, den type af veninder, som man skal være nærmest symbiotisk med i årtier. 

Jeg har mere været typen, som havde flere forskellige veninder med forskellige typer af temperament og interesser. En, jeg kan grine med. En, der elsker musicals lige så meget som mig. Og så videre. Jeg har somme tider joket med, at det egentlig var sådan, det skulle være med mænd også.

Men det må man ikke!

– Ha ha, nej, det er nemlig rigtigt, det må man ikke. Man skal i hvert fald ikke sige det højt, medmindre man lever i en polyamorøs relation. Og det ville jeg nok bliver fuldstændig udmattet af.

Hun griner igen.

– Men tilbage til veninderne. Jeg har ikke brug for at være sammen eller tale med mine veninder hele tiden. En af mine bedste veninder har det heldigvis på samme måde. 

Der kan gå måneder mellem, at vi taler sammen, uden at det er et problem. Vi behøver ikke bekræfte vores venskab hele tiden ved at sende beskeder: ”Du er vigtig for mig – hjertesmiley”. Nej, vi stoler på, at vi har hinanden, for det er et valg, vi har truffet for længe siden, og den aftale er hundrede procent. 

Jeg håber, at det kan blive på samme måde, hvis jeg en dag alligevel skulle finde en mand. At man kan have et forhold, hvor der ikke er behov for bekræftelse og konstant opmærksomhed, fordi man jo netop ved, at man HAR valgt hinanden og så kan hvile i det. Men vi får se.

Utilgivelig adfærd

Lisa er på alle måder et godt sted i sit liv lige nu. Det understreger hun gang på gang. Hendes dårlige fod er blevet opereret. Hun kan trække vejret igen, når hun synger. Forholdet til døtrenes far er ukompliceret. 

Hun fik forsonet sig med sin mor, inden hun mistende hende. Forholdet til faren er godt. Hendes døtre har det godt. Hun har fået styr på den økonomi, der var ganske udfordret ovenpå covid og en sommerhusrenovering, der løb af sporet. Og ja, så har hun omsider haft overskud til at få lavet det album, som hun gang på gang vender tilbage til. 

'Uteblivna vi' er hendes første album i 12 år, og udover at produktionen foregik improviseret og intuitivt, rummer det en ekstra og meget vigtig historie. En historie om at tage magten tilbage.

– I det studie, hvor 'Uteblivna vi' er indspillet, havde jeg som helt ung mit værste metoo moment.

Hun holder en lille pause.

LÆS OGSÅ

Thomas Vinterberg og Helene Reingaard Neumann har været sammen i 17 år: Vi har særligt én regel

Efter at Helene Reingaard Neumann var med i sin første film af instruktøren Thomas Vinterberg, blomstrede et kærlighedsforhold til filmbranchen og året efter også til ham. I dag er hun både skuespiller og præst – og har nu to arbejdsfællesskaber sammen med sin mand.

– Men ved at beslutte, at mit album skulle indspilles i præcis det studie, har jeg revet alt det negative ud af det rum og erstattet det med noget positivt, nemlig det fineste album, jeg nogensinde har lavet. Nu fylder det album studiet. Det ejer væggene. Og det var en fantastisk oplevelse at tage rummet tilbage på den måde.

Hvad skete der dengang?

– Jeg stod med hovedtelefoner på og var i gang med at indsynge mit allerførste album. Det var før 'Himlen runt hörnet'. Jeg havde en producer med i ørerne i en talkback-mikrofon inde fra teknikrummet, og efter jeg har sunget en sang, talte han til mig i mine hovedtelefoner og sagde: ”Når du synger ordet ”hard”, så får jeg altså a hard on herude. Det var så fedt, kan du ikke synge det igen?”. Og lige dér, der har du det. 

I det sekund skiftede fokus fuldstændig. Fra det sekund var jeg ikke længere en dygtig sangerinde, som havde fået en pladekontrakt, et studie og en producer, og som var i gang med at indsynge et album, hvilket i min verden var ÅHHH-så-fint og nærmest som at være på Broadway. 

Nej, pludselig var det eneste, der var interessant ved mig, at han fandt mig sexet. At jeg gav ham a hard on, og at han ville have mig til at synge det igen. Det øjeblik blev indledningen til en meget destruktiv og manipulerende relation, det vi i dag kalder grooming. Altså at et menneske, man er afhængig af og stoler på, misbruger sin position for at imødekomme sine egne behov. 

Hans opgave var at tage ansvar og få mig til at blomstre og nå mine kunstneriske mål, men i stedet tog han vores relation i en retning, hvor jeg mistede mig selv. Det var meget degraderende og punkterede min selvtillid i lang tid. 

Det var utilgiveligt.

Hvad har den oplevelse betydet i dit liv?

– Det har betydet, at jeg altid har reageret voldsomt, når der i medierne og andre steder har været fokus på min krop og mit udseende i stedet for på min musik. Og hvorfor er det a big deal? 

Jo, det er det, fordi det vigtigste, jeg er, det er min kunst. Det er min sang og min evne til at formidle følelser og storytelling til andre mennesker. Det har jeg gjort så tilpas godt, at jeg er blevet soundtrack of their lives. Og DET er a big deal. At jeg har en krop, at jeg er kvinde, at jeg kan være sexy, det er ingen big deal. Det kan alle være. 

Alligevel har jeg selv haft fokus på min krop, fordi omgivelserne har haft det, men sådan er det ikke længere. I dag ser jeg på min krop på en helt anden måde. Jeg har været syg, men min krop klarede det. Min krop har født to børn, wauw. Min krop spiller sammen med mig hver eneste dag. 

Det er styrken. At kroppen har kunnet klare så mange udfordringer, det er vigtigt.

Har du nogensinde adresseret det, der skete i studiet, overfor ham, der talte til dig?

– Jeg har som udgangspunkt været imod offentligt at sætte navn på mænd, der har gjort noget krænkende, hvis de ikke er blevet dømt for det. Jeg har syntes, at det har været fint at dele det internt på forskellige lukkede communities, som vi kvinder i musikbranchen har gjort. 

Men jeg har selv konfronteret to af dem, der har overtrådt mine grænser, ved at skrive breve til dem. I de breve fortalte jeg dem, hvad konsekvenserne af det, de havde begået overfor mig, havde været, og de sendte begge to pæne, undskyldende svar tilbage. Det var dejligt befriende på den måde at få skiftet skylden over på den anden side og få en form for berigtigelse. 

Men ham, der talte til mig i hovedtelefonerne i det studie dengang, ham har jeg ikke konfronteret endnu.

Hvorfor?

– Det har været for svært. Det er en proces, jeg ikke er helt færdig med. Når jeg er det, sender jeg måske et brev til ham også.

Men nu har du i hvert fald taget studiet tilbage?

– Ja, og det var et vigtigt skridt på vejen. Det var en sejr for mig at stå der og synge og tænke: ”Det her er mit rum. Det er mig, der styrer. Jeg er fri her”.

Hun samler cd’en med det fine barndomsbillede op fra bordet og kigger smilende på den.

– Og nu har jeg det her album, som er min største frihedserklæring nogensinde.