Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnene opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jeg ved, at jeg langt fra er alene. Der er tusindvis af mennesker – og sandsynligvis endnu flere, end vi tror – som har oplevet at miste kontrollen over deres forbrug og deres forhold til penge i det hele taget. 

Mange går rundt og skammer sig, sådan som jeg selv gjorde det. De gemmer deres misbrug for familie og venner og forsøger at holde facaden. 

LÆS OGSÅ

Da Valentina kørte galt, blev ét spørgsmål ved med at nage hende

Presset blev for stort, og pludselig blev Valentina Mussie konfronteret med, at livet er skrøbeligt. Det fik hende til at tænke på, hvad hun efterlader til sine børn, når hun ikke længere er her. For hun er af den overbevisning, at man selv kan skabe sin historie – og det har hun arbejdet på det seneste år. Nu er hun nomineret til Pigeprisen 2025.

Men inderst inde hersker kaos, og de ved udmærket godt, at de ikke har styr på noget som helst. Sådan havde jeg det i hvert fald selv.

Allerede som barn følte jeg mig aldrig rigtig tilstrækkelig. Jeg blev overmandet af indtryk, når jeg var sammen med andre mennesker og følte, at jeg nærmest druknede i deres selskab. Jeg sammenlignede mig også konstant med mine veninder, og hver gang kom jeg til kort: Jeg var ikke køn nok, ikke klog nok, ikke sjov nok, ikke modig nok og slet ikke populær nok.

Mine forældre var ikke særlig velhavende, og det kunne ses på det tøj, jeg gik i. Jeg overtog ofte mine store søskendes aflagte tøj, så jeg havde aldrig de rigtige jeans eller de dyre jakker, som de fleste af mine kammerater løbende fik forærende af deres forældre. 

Allerede dengang begyndte jeg at dagdrømme om et liv, hvor jeg havde råd til at købe alt, hvad jeg ville uden at tænke på penge. Jeg forestillede mig vitterligt, at mit liv ville forvandle sig til en solstrålehistorie, bare jeg fik råd til det rigtige tøj, den nyeste taske eller de fedeste sko.

Da jeg fyldte 19, fik jeg mit første faste job som receptionist på et stort reklamebureau. Jeg var yngste barn, og mine forældre var blevet skilt nogle år før, så jeg boede alene sammen med min mor nu. 

Selvom min mor ikke havde for meget, ville hun gerne bakke mig op i mit nye liv som næsten voksen, så hun forventede ikke, at jeg flyttede ud eller betalte for mad og husleje derhjemme. 

Derfor kunne jeg bruge stort set hele min løn på mig selv. Jeg tror ikke, min mor dengang tænkte over, hvor farligt det kunne blive for mig, for hun ville bare gerne hjælpe mig godt i gang. Men i virkeligheden var det nok den værste start, jeg kunne få. 

For pludselig stod jeg med tusindvis af kroner mellem hænderne hver måned, og jeg følte, at en helt ny verden åbnede sig for mig.

Det var som at slippe et barn løs i en slikbutik. Der gik ikke mange dage, før jeg kom hjem med poser fyldt med bukser, sko, bluser og jakker. Meget af tøjet blev hængende i skabet med prismærket på, fordi jeg slet ikke nåede at gå med det, før jeg fandt noget nyt, jeg bare måtte eje. 

Efter to uger var min løn væk, men det gjorde ikke så meget, for jeg fik jo stadig mad hjemme hos min mor, og jeg havde ingen faste udgifter.

Så fik jeg mit første Visa kort med kassekredit. Det føltes som den bedste opfindelse i hele verden. For pludselig kunne jeg fortsætte min shopping, selv når kontoen var tom. 

Jeg skulle jo kun betale et i mine øjne ubetydeligt beløb i renter hver måned, så hvorfor ikke? Pose efter pose kom med mig hjem. Når jeg stod i butikken, og ekspedienten rakte mig posen med mit nye tøj, følte jeg et øjebliks ren lykke. 

LÆS OGSÅ

Gea har en anderledes interesse: ”Jeg fryser, jeg bliver sulten, men jeg mærker det ikke, fordi jeg er så opslugt”

Brasilianske Gea mistede lysten til at sy dukker i sit hjemland. Men da hun flyttede til Sjællands Odde og satte sig foran symaskinen, vente skaberkraften tilbage. Nu syer hun atter sjælfulde dukker – små talismaner, kalder hun dem, fulde af mystik og personlighed.

Men lykken varede kun kort. 

For hvis jeg sad og surfede på nettet om aftenen, så faldt jeg hurtigt over et par bukser eller en trøje, jeg også bare måtte eje.

På et tidspunkt havde jeg alt det, jeg troede, ville gøre mig lykkelig. Jeg havde det dyreste tøj, de flotteste tasker og det nyeste tilbehør. Men da jeg stod foran spejlet, kunne jeg stadig ikke lide det, jeg så. 

Mine læber var for små, syntes jeg. Så med kreditkortet i min dyre taske drog jeg på skønhedsklinik og fik dem gjort større. Jeg bildte mig selv ind, at nu ville jeg langt om længe blive tilfreds med mig selv, men selvfølgelig blev jeg ikke det.

Det var dér, min mor satte foden ned første gang. Hun kunne ikke længere holde ud at være vidne til, hvordan jeg bare smed om mig med penge. 

Hun meddelte mig derfor, at jeg måtte flytte ud og lære at stå på mine egne ben. For hun var træt af at se på, hvordan jeg brugte penge, når nu hun selv knoklede hårdt for at betale huslejen og sørge for, at køleskabet var bare nogenlunde fyldt.

Kort tid efter mødte jeg heldigvis en fyr, som jeg begyndte at date. Han havde sin egen lejlighed, og jeg rykkede ind hos ham. 

For mig føltes det som den perfekte løsning: Jeg havde en kæreste, et sted at bo, lækkert tøj og tilmed nye, fyldigere læber. Alt burde være perfekt, men min trang til at shoppe forsvandt ikke.

Min kæreste begyndte at spørge, om jeg virkelig havde brug for alt det tøj, jeg kom slæbende hjem med? Han var sød og krævede ikke husleje af mig, men efterhånden som min gæld voksede, voksede hans bekymring for mig også. 

Da han så opdagede, at jeg at jeg havde taget nogle tåbelige kviklån og derfor skyldte 40.000 kroner væk, sagde han stop. Han ville ikke være en del af det kaos, jeg havde rodet mig ud i, og han bad mig om at flytte ud.

Bruddet slog mig ud, men i stedet for at stoppe op og tage mig sammen, så reagerede jeg ved at shoppe endnu mere. Jeg flyttede først ind hos en veninde, men hun blev også hurtigt træt af mig og mine problemer. 

Til sidst endte jeg hjemme hos min far, selvom vi egentlig ikke havde haft ret meget kontakt i årevis.

Det gik hurtigt op for ham at jeg var i problemer. Han havde svært ved at forstå, hvordan jeg fortsat kunne komme slæbende hjem med nyt tøj, samtidig med, at jeg var så dybt forgældet. 

LÆS OGSÅ

Maria stjal altid roser i parker: "Det var min måde at tage noget frihed tilbage"

Hun har siddet i fængsel, er blevet forfulgt og generelt blevet behandlet som andenrangsborger – fordi hun var kvinde og havde holdninger. Da hun endelig fik friheden og trygheden til at være den, hun er, følte hun behovet for at hjælpe andre, der ikke har haft samme held. Nu er hun nomineret til Pigeprisen 2025.

Han krævede, at jeg begyndte at betale af på min gæld, og med hans hjælp lykkedes det mig i en periode at holde styr på tingene. Jeg fik min egen lille kælderlejlighed, og jeg forsøgte at skabe en hverdag, hvor alt ikke handlede om at shoppe. 

Men sandheden var, at jeg ikke kunne stoppe. Jeg fortalte alle, at jeg havde styr på det, men i virkeligheden fortsatte jeg med at købe ting ind på nettet, som jeg hverken havde råd til eller brug for.

I dag ved jeg, at min adfærd var et misbrug – præcis som alkohol, stoffer eller spil. Jeg fyldte mit indre tomrum og mit dårlige selvværd med ting, der kun gav mig kortvarig glæde. I stedet for den første tår af en stærk drink, så blev jeg ramt af en lykkefølelse, når jeg stod i en butik og betale for mit nye tøj. 

I det øjeblik følte jeg mig lykkelig og noget nær perfekt, men bagefter fulgte skam, angst og tomhed.

Til sidst blev det for meget. Jeg blev sygemeldt fra mit job, fordi jeg slet ikke kunne overskue hverdagen længere. Jeg turde aldrig åbne min inbox eller tjekke posten, for jeg vidste, at der kun lå rykkere og inkassobreve og ventede på mig. 

Det endte med, at jeg ikke kunne betale husleje og derfor måtte flytte hjem til min noget modvillige mor.

Det blev ikke min mor, men en af hendes veninder, der blev min redning. Helle arbejdede på et bosted for unge misbrugere, og hun registrerede hurtigt, at jeg havde et problem, jeg ikke selv kunne styre. 

Hun tilbød mig at flytte over til hende, men hun stillede én betingelse: Jeg skulle have hjælp.

Jeg begyndte derfor i terapi. For første gang, satte jeg ord på min kroniske følelse af indre tomhed og manglende selvfølelse. Med tiden begyndte jeg at forstå, at intet tøj, ingen taske, ingen kosmetisk behandling kunne gøre mig hel. 

Det tomrum, jeg havde båret rundt på siden barndommen, kunne kun fyldes op indefra. Jeg var ganske enkelt nødt til at lære at acceptere og holde af mig selv, som den jeg var.

Det blev en meget lang proces. Jeg skulle finde ud af, hvem jeg var, og også hvad jeg ville med mit liv.

Samtidig blev jeg tvunget til at tage ansvar. Jeg fik samlet gælden i ét samlet lån og lod mig registrere som »ikke kreditværdig«. Det betød, at jeg i flere år ikke kunne tage nye lån. 

På det tidspunkt føltes det som en straf, men i dag er jeg lettet og ved, at det var nødvendigt.

LÆS OGSÅ

En særlig rolle gjorde Jakob Fauerby til en bedre far

Skuespiller Jakob Fauerby er ikke bange for at råbe verden op, hvis han mener, han kan gøre en forskel. Heller ikke, selvom det giver nogle hug undervejs. Styrken finder han hjemme hos Anders og familien.

Samtidig oplevede jeg, hvor godt det gjorde mig at få fokus på mit indre i stedet for, hvordan jeg tog mig ud over for andre. Jeg blev bedre til at acceptere mig selv, som den jeg var på godt og ondt, og det var en stor befrielse. 

Jeg fik også overskud til at give noget retur til de mennesker, jeg følte, jeg havde misbrugt. Især min mor. Hun var træt og havde brug for hjælp i hverdagen, og den hjælp brugte jeg nu min energi på at give hende. 

Jeg blev også bedre til at åbne mig over for mine venner, og jeg opdagede, at mange af dem også havde kæmpet med selvværdsproblemer gennem hele deres ungdom

I dag er mit liv et helt andet. Jeg har tilbagebetalt min gæld, og jeg har fået en kæreste, som jeg elsker højt, og som jeg er flyttet sammen med. 

Trangen til at shoppe kan stadigvæk dukke op, når jeg er presset, men jeg kender signalerne, og jeg er klar over, at det ikke fører noget godt med sig, hvis jeg giver efter. Jeg ved jeg nemlig, at jeg er god nok, som jeg er – i hvert fald er jeg den, jeg er, og jeg kan og skal ikke være nogen anden. 

Jeg skylder både mine forældre, min mors veninde og min kæreste en kæmpe tak. 

For uden dem var jeg aldrig kommet ud af det kaos, jeg var havnet i, men det er jeg heldigvis nu.

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.