Jeg er vokset op i en kernefamilie i Hillerød. Opvæksten var tryg, og jeg manglede ikke noget.
Min tre år ældre adoptivsøster fra Korea er ikke min biologiske søster, og gennem min barndom har jeg aldrig spekuleret over, hvem mine forældre var.
Jeg vidste bare, at jeg var hittebarn. Som 18-19-årig skrev jeg til adoptionskontoret for at høre, om der var flere oplysninger, men det var der ikke. Og så har jeg aldrig gjort mere ved det. Det var ikke vigtigt.
Det tog mig fire år at få bestilt en dna-test. Jeg blev inspireret af en kunde i min frisørsalon til, at det kunne være sjovt at finde ud af, hvilke etniciteter jeg var en blanding af. Jeg fik tilsendt en æske med en QR-kode, som man skanner.
Man stikker en vatpind ind i mundhulen i et minut, ned i en lille pose og derefter i en kuvert. Jeg sendte den i slutningen af februar, og 21. marts tikkede svaret ind. Jeg kunne se, at der var meget kinesisk i mig fra mine forfædre.
Dagen efter var jeg til fødselsdag, hvor jeg viste resultatet til min far og mor. Da vi stod og kiggede på prøvesvaret på min telefon, sagde min søster: ”Der er noget mere. Du har ikke læst under punktet DNA.” Og så poppede Line fra Norge op.
Der stod relation: søster. Der blev lige lidt stille! Og så begyndte vi at grine. Min søster sagde: ”Du har jo en søster!” Og så gik vi på sociale medier og stalkede Line. Da vi så hendes billede, var min adoptivsøster ikke i tvivl: ”Det der er din biologiske søster!”
Lidt senere skrev jeg til Line: Jeg har lige taget denne her MyHeritage, og det ser ud, som om vi er søskende. Et forsigtigt hej. Vend tilbage, hvis du har lyst.
Line ville rigtig gerne have kontakt. Og så har vi ellers bare skrevet derfra. Jeg blev glad, og samtidig føltes det uvirkeligt. Hvordan var det muligt? Dna-matchet viser, at vi har samme mor og far.
Hun er to år ældre. Men hvordan kunne jeg så være hittebarn? Og hvorfor har vi forskellige efternavne på adoptionspapirerne? Det aner vi ikke, men jeg er overbevist om, at der er fusket med mine papirer.
Line kunne flyve til København tre uger senere. Jeg glædede mig, men vidste ikke, hvad jeg skulle forvente. Det var så surrealistisk. Da hun kom ud i ankomsthallen, fældede jeg en glædeståre.
Derefter havde vi det bare hyggeligt og rart. Jeg kørte hende rundt i Hillerød og viste, hvor jeg havde gået i skole. Vi var forbi min far og mor, og hun så mit barndomshjem. Vi havde aftalt, at min adoptivsøster og mine nevøer skulle komme og spise.
Det var meget naturligt at være sammen. ”Hvornår kommer Line igen?” spurgte min søn efter weekenden.
Det kom bag på mig, at Line og jeg er så ens. Vi har samme bevægelser. Samme humor. Hun kan også lide at lave mad og bage. Hun har fået lavet sit køkken større, det har jeg også. Mit er hvidt, hendes er sort.
Vi har endda valgt samme ovn. Vi har bagt de samme kager samme uge uden at vide det. Vi har begge spillet klaver, siden vi var små. Der var bare så mange ens ting, at det nærmest var skræmmende.
Det var første gang i mit liv, jeg mødte nogen, jeg er i biologisk familie med. De to samme mennesker, vores forældre, har fået to børn: hende og mig. Jeg har også tænkt på, at hvis jeg skulle få en sygdom, hvor jeg skal bruge væv fra en biologisk slægtning, så har muligheden aldrig været der.
Før nu. Desuden er min familie ikke stor. Men Line har også tre børn, så pludselig er der flere relationer til min søn.
Hvad så med alle de år, vi har mistet med hinanden? Det går vi slet ikke op i. Vi ser fremad og føler os heldige, at vi har fundet hinanden i en alder, hvor vi stadig kan have meget glæde af hinanden.
Vi vil ikke gøre meget for at finde vores biologiske forældre. Vi har fundet hinanden.
Men hvis nogen vil kulegrave min herkomst og adoptionssag, stiller jeg gerne op og leverer alle de oplysninger, jeg har.
Om Iben Devantie, 48 år
- Frisør, forfatter og chocolatier og har medvirket i 'Den store bagedyst' i 2016.
- Gift og mor til en søn på 11 år.
- Blev adopteret til Danmark i 1977 og har en tre år ældre storesøster fra Korea, som hun ikke er biologisk forbundet med.
