Rebecca Munch Søndergaard bor på Amager sammen med sin mand, Rasmus og
deres tre små piger på snart fire år, to år og fem måneder. Hun er 29 år og har
en bachelor i historie fra Københavns Universitet – men den uddannelse bruger
hun ikke i dag til at skabe sig en karriere. For Rebecca har valgt at være hjemmegående
husmor.
Det betyder, at det er hende, som står for alt det praktiske i hjemmet –
hun støvsuger, laver mad og henter og bringer børnene, mens hendes
mand tager på arbejde. Og på den måde er Rebecca blevet billedet på et
internationalt fænomen, der går under betegnelsen ’Tradwives’ – en
engelsk forkortelse af traditionel husmor.
– Vi mødte hinanden på Tinder for fem år siden, og i min bryllupstale
jokede jeg med, at jeg i 7. klasse havde skrevet i min karriereplan, at jeg
gerne ville være trofækone – og det er jo gået i opfyldelse, fortæller Rebecca.
– Det har altid ligget i min bevidsthed, at jeg gerne ville være derhjemme,
når mine børn var små. Men jeg havde også en ide om, at det ville være en
privilegeret tilværelse at have, så jeg vidste ikke, om jeg kunne tillade mig
at drømme om at være husmor, før jeg mødte Rasmus.
Da parret fik deres første barn, var Rebecca stadig indskrevet på
universitet, men da hun blev mor, opdagede hun, at der var intet, som trak i
hende, for at vende tilbage på skolebænken.
– Der gik det op for mig, hvor meget jeg nød at være hjemme og at være
sammen med mine børn. Det er ikke noget, jeg er gået benhårdt efter hele mit
liv, men jeg kan huske, at jeg læste en bog på biblioteket på min folkeskole,
der handlede om, at kvinder i Sydeuropa ofte var hjemme med deres børn, når de
var helt små. Og det, syntes jeg allerede dengang, var en god måde at gøre
tingene på, og det kunne jeg også godt tænke mig, når jeg en dag skulle have
børn.
I dag går Rebeccas to ældste piger i institution, og hun understreger, at selvom
hun er hjemmegående husmor, har hun ingen intention om at hjemmeskole børnene. Men
hun vil gerne lade sine børn være hjemme udover den barsel, som vi har i
Danmark.
– Jeg vil gerne vente med at sende mine børn afsted, indtil de selv viser
en interesse for det. Jeg kan se, at det gør en stor forskel for dem i forhold til,
hvor klar de er. Mit liv som hjemmegående giver mig en stor frihed – også i
forhold til børnene. Hvis et barn er syg eller har brug for ro, kan de være
hjemme, uden at vi skal have en masse praktik til at gå op. Vi skændes heller
ikke om, hvem der tager sig af de praktiske ting, fordi det er mig, der gør
det.
– Som hjemmegående bliver det ofte framet som en opofrelse eller et
martyrium, man gør for børnene, så de ikke skal i en ’modbydelig’ børnehave. Jeg
kan godt forstå det perspektiv, men for mig handler det lige så meget om, at
jeg virkelig nyder at være hjemmegående. Jeg nyder at lave huslige ting, at passe
mit hjem, lave mad til min familie og ordne de praktiske ting, og det er jeg
virkelig god til.
Et fællesprojekt
Selvom Rebecca tog den gængse uddannelsesvej med folkeskole, gymnasium og
universitet drømmer hun ikke om at komme ud på arbejdsmarkedet.
– Det er ikke, fordi jeg ikke kan forestille mig, at jeg skal arbejde engang
i fremtiden. Jeg har fx tidligere arbejdet som kirkesanger, som jeg nød meget. Men
jeg sukker ikke med længsel efter, at børnene skal blive store, så jeg kan få
et jakkesæt på og gå på arbejde. Det er ikke det, jeg drømmer om.
– Jeg er ikke ambitiøs efter, at jeg død og pine skal ud og have en
karriere. Jeg er ambitiøs på min families vegne; at vi skal have et flot hjem, vi
skal have god og sund mad og alle de her ting. Det bliver mere et
fællesprojekt. At jeg gør min del herhjemme, og min mand gør så sin del med sit
arbejde som advokat og politisk aktivist.
Det såkaldte ’Tradwife’-fænomen fylder på de sociale medier under
#tradwife, men tendensen er endnu ikke så udbredt herhjemme – dog bliver det af
mange anset som et kontroversielt valg, som ophøjer forældede kønsroller, og kritiske
røster sætter spørgsmålstegn ved hvorfor veluddannede kvinder frivilligt
underkaster sig en mand. Samtidig mener nogen, at det er ansvarsløst ikke at
bidrage med en månedlig skatteindbetaling til velfærdssystemet. Men det
perspektiv anerkender Rebecca ikke.
– Så underkender man vigtigheden af omsorg. Og så kan man mene, at børn kan
få omsorg i vuggestue og børnehave, men jeg så langt hellere, at
omsorgsarbejdet lå i familierne, svarer Rebecca, og fortsætter:
– Det er nærmest som om, at vi er ved at afvikle familien på et eller andet
plan, hvor velfærdsstaten bliver et mål i sig selv. Det er vigtigt for mig at
understrege, at jeg er glad for velfærdsstaten. Det er godt, at vi har et
samfund, hvor vi tager os af hinanden, og at vi kan være fælles om det. Men det
er ikke vigtigt for mig, at den overlever, hvis det betyder, at jeg skal være
væk fra mine børn, og at de hovedsageligt skal opholde sig i en institution,
fordi jeg skal arbejde. Det synes jeg bliver et fattigt samfund.
– Samtidig har nationen brug for, at der bliver født flere børn, og jeg gør
da mit for at holde børnetallet højt, men jeg kan godt forstå, at nogle kvinder
finder det for presset og svært at være fuldtidsmor samtidig med et fuldtidsjob.
Så er der ikke timer nok i døgnet, hvor man kan være sammen med de børn, man
har fået, siger Rebecca.
En form for hjernevask
At Rebecca har valgt at blive hjemmegående husmor, har dog også haft konsekvenser
for hende og familien. Det har bl.a. betydet, at hun ikke har set sin familie i
en periode, og der er også gamle studievenner, som ikke forstår hendes valg.
– Jeg ved ikke, hvorfor det er så suspekt, når en kvinde vælger den vej,
som jeg har valgt. Men jeg har måske ikke har været god nok til at sætte ord
på, hvad mine drømme egentlig var. Jeg havde ikke et sprog til at sige, at jeg bare
gerne ville have et hjem og en familie. Jeg ved slet ikke, om man kan sætte ord
på det. Det kunne jeg i hvert fald ikke. Vi lever i et meget feministisk
samfund, synes jeg, og det har måske betydet, at det er blevet set som en form
for hjernevask, at jeg gerne vil være hjemmegående.
Var de nervøse for, at det ikke var din drøm, men Rasmus'?
– Det var lidt undertonen, at det kun er noget, du kan vælge, hvis du ikke
er ved dine fulde fem, for det vil intet menneske, der har et frit valg, vælge
at gøre. I dag har jeg fået kontakt til min familie igen. Det er jeg meget glad
for, for det er hårdt ikke at have kontakt med sin familie, og trist, at det har
været sådan i lange perioder.
– For mig er det jo et meget aktivt valg at være hjemmegående husmor. For
andre er det noget, man er i en kortere eller længere periode, når man fx går
på barsel. Andre vælger at tage en forlænget barsel, fordi de gerne vil være
hjemme i længere tid sammen med deres børn, og så er der et job på den anden
side, de skal vende tilbage til. Og så er der andre, som mig, der gerne vil
leve et liv som hjemmegående. Det er sådan, mit liv er. Det er mere en rolle
end noget, man tilfældigvis er.
På Rebeccas instagram er der billeder af hendes skønne piger – men scroller
man lidt længere ned, kan man også se, at livet før børn og familie bød på
rus-ture, halloween-fester og drinks. I dag er der ingen fester til den lyse
morgen – for Rebecca har ikke længere det behov, forklarer hun.
Og når hun så tager ud, gør hun det i dag på en måde, der passer til hendes
ønsker.
– Jeg har heldigvis nogle venner, som er meget søde til, at jeg altid kan
have børnene med. Men jeg synes faktisk, at tid væk fra børnene er lidt
opreklameret. For ikke så længe siden
var jeg i biografen med en veninde, og det var da også rart at kunne sidde i to
timer og bare se en film, men jeg synes også, at der bliver gjort meget ud af,
at man skal have børnefri. Jeg vil hellere have, at mine børn og min familie
kan være en integreret del af den person, jeg er, end at man skal have ”fri” i anførselstegn.
Og når jeg er væk fra dem, er det aldrig lige så fedt, som jeg forestiller mig.
Jeg vil ofte bare gerne hjem igen, siger hun.
Ingen backup-plan
Da familien lever med en indkomst, som Rasmus står for, har det nogle
økonomiske konsekvenser, såsom at Rebecca bl.a. ikke har en pensionsopsparing.
– Det er et spørgsmål, man altid skal besvare. Hvad med pension, og hvad
nu, hvis I går fra hinanden? Og der må I gerne kalde mig ufornuftig, for jeg
har ikke nogen backup-plan, hvis vi skulle gå fra hinanden. Jeg tror, at det
ødelægger et forhold mellem en mand og en kvinde, hvis de hele tiden forbereder
sig på den eventualitet, at de skulle gå fra hinanden. Så har man allerede den
ene fod ude ad døren. Min mand og jeg er begge to nogle lidt happy-go-lucky,
skøre kristne typer, som lever på, at vi ikke får sparet så meget op – heller
ikke til pension, siger Rebecca.
– Men jeg tror på, at Gud vil sørge for, at vi har det, vi skal have. Og
jeg mangler ikke noget nu – jeg kunne da godt tænke mig nogle nye spisebordsstole,
men i det store hele er der ikke noget, jeg savner. Og mine børn har alt, hvad
de skal bruge. Og hvad de måske ikke har materielt, har de i nærhed og det åndelige.
Det er jo nok et lidt skørt svar. Jeg ved godt, at man gerne vil høre, at han
betaler lige så meget til pensionen til mig, som han gør for sig selv. Han
sparer heller ikke op til sin egen pension, men sådan er vi nu engang ikke som
mennesker.
Rebecca håber, at hun kan blive ved med at være hjemmegående lang tid endnu
– også når børnene begynder i skole og bliver større.
– Jeg håber, at vi kan blive ved med at have den nærhed, som vi har med
hinanden nu, og at jeg også kan have den tid sammen med min mand. Nu er jeg så
heldig, at han driver egen virksomhed, så han arbejder meget hjemme. Det er et
privilegie for mig at kunne have en hverdag sammen med ham, hvor vi ikke er væk
fra hinanden i de fleste af døgnets timer. Jeg kan støtte ham i hans arbejde og
i de projekter, han har. På mange måder er jeg en medhjælpende hustru, fordi
jeg hjælper til med hans arbejde.
På spørgsmålet, om hun ikke kan savne at bruge sin uddannelse eller at
bruge sit intellekt, er Rebecca ikke i tvivl om, at det bliver brugt til fulde
hver dag.
– Jeg bruger jo min uddannelse hver dag på en måde, som er givende for mig.
Hvis min mand spørger mig om fx noget historie, kan jeg give ham en historisk
redegørelse. Jeg er ret god til udenadslære og til at skrive, så jeg hjælper
ham både med at skrive og redigere tekster. Og hvis mine børn spørger om et
eller andet, kan jeg svare dem og sætte det i relation eller i perspektiv til
noget andet.
– Jeg havde en veninde på universitetet, som læste om de store renæssancemænd,
som kunne tale ti sprog, de kunne male fantastiske malerier, lave matematik og så
videre. Hun syntes knap nok, at hun kunne gøre én ting. Jeg kan huske, at jeg sagde
til hende, at det nok var, fordi renæssancemændene ikke skulle vaske deres eget
tøj – det var der nok, nogle andre som gjorde, så de kunne koncentrere sig om
det, de var i gang med. Jeg har ikke selv behov for at blive hverken Da Vinci
eller Caravaggio, men jeg vil gerne hjælpe til for, at min mand kan stræbe højt
og have store tanker om filosofi og politik. Det gør mig enormt glad, og det
håber jeg, at jeg kan blive ved med i fremtiden, siger Rebecca, der har et
ønske om, at vi respekterer, at vi alle er forskellige og træffer forskellige valg.
– Jeg vælger ikke at blive hjemmegående husmor for at shame andre,
som ikke vælger det. Ingen skal tro, at jeg føler mig god, og at de andre er
nogle dårlige mødre, fordi de går på arbejde. Jeg vil bare gerne leve på den
måde, som giver mening for mig.
