Her mødes foreningen for søvnløse, ble-sniffende og gylpebefængte forældre

De driver rundt på legepladsen og i sandkassen i verdens mest ligestillede fællesskab. 

Søvndepraverede, telefon-smugkiggende, blesniffende kikse-pushere. 

Sponsoreret indhold

LÆS OGSÅ

Museumsinspiration til dit efterår

Årstiden kalder på de storslåede museumsoplevelser. Her venter dig en inspirerende liste over nogle af sæsonens største, mest interessante og sjoveste udstillinger.

Aktiemæglere som tæppesælgere. 

Alle sidder de skulder ved skulder i den samme båd, lastet med sandede sutter, stinkende bleposer og vådservietter så tunge som mursten. Både de selvhøjtidelige og de ligegyldige babler i babysprog og omtaler sig selv i tredjeperson. "Skal far lige hjælpe dig?" og "Gi' lige mor den beskidte sut".

Hviske-råber: "Forsigtig!" og "Pas nu på", alle lige stolte og omsorgsfulde med samme krogede rygge og lange, ledende arme. Dødtrætte, men årvågne. Udkørte, men henførte. Passive, men påpasselige.

De står der på legepladsen og er tvunget til at leve i nuet. Tvunget til at følge med i hvert eneste af de små, buttede skridt. I alt hvad de pillende små hænder prøver at få fat i. Prøve at forudsige hvert et indfald, der plopper ind i det nysgerrige, impulsive og ufornuftige lille barnehoved.

Jeg står der også, som jeg har stået der mange gange før, og ser på alle de andre forældre, der lige så godt kunne være mig. Ser på min lille, overambitiøse klatre-baby møve sig forbi en mere forsigtig sidde-baby på trappen op til rutsjebanen, så sidstnævnte falder med ansigtet først ned i sandet.

LÆS OGSÅ

Psykolog med klar besked til bedsteforældre: "Det har irriteret mig i lang tid"

Psykolog Eva Tryti er ikke nådig i sin dom over bedsteforældre, der nægter at hjælpe til.

Vi er to evigt vågende forældre, der rykker ud samtidigt. Børster sand af og messer de samme velkendte fraser som ”så, så” og ”op igen”. Det kan være, vi tror på vidt forskellige guder, stemmer på vidt forskellige partier og hepper på helt forskellige fodboldhold. Det kan være, at vi er to af verdens mest forskellige mennesker. Alligevel nikker vi to fremmede genkendende til hinanden med et smilende blik fuld af forståelse, man ellers mest tildeler sine nærmeste venner.

Vi sidder nemlig skulder ved skulder og ror i den samme vidunderlige, men vakkelvorne båd. Uden land i sigte, og uden at være helt sikre på, at vi er på rette kurs. Eller hvad målet egentlig er? Alligevel føles det hele mærkeligt meningsfuldt.

Lasten er nemlig så dyrebar, at alle – uanset hvilke modsætninger vi ellers måtte have – er hjertens enige om, at det er bedst at gribe godt fat om årene og holde kursen.