En kvinde i start 80'erne ser direkte ind i kameraet.

Jeg vil gerne planlægge min egen afsked

En kvinde på 81 år vil gerne planlægge sin afsked, så andre ikke skal gøre det. Hvor skal hun starte? Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse.

hjemmet logo farve

Jeg er en kvinde på 81 år som, efter 56 års ægteskab blev alene i 2020. 

Før min mand døde, havde vi begge skrevet ned, hvordan vi ønskede at blive bisat, men i de forløbne fem år er min familie blevet mindre, og i dag har jeg kun min søn på 55 år. 

Han er desværre psykisk syg og ude af stand til at skulle stå for og arrangere en bisættelse. Jeg har også en yngre søster, men hun bor ca. 50 km. væk, og om hun stadig er her og vil kunne stå for arrangementet, når det engang bliver aktuelt, kan jeg jo ikke vide.

Efterhånden som tankerne har kørt i mit hoved, er jeg kommet frem til, at jeg frem for en ceremoni i kirken vil foretrække en mere uhøjtidelig afsked. 

Det, jeg forestiller mig, er, at der i stedet for en bisættelse i kirken, vil kunne afholdes en lille ceremoni enten ved den sygeseng, jeg ligger i, eller ved kisten i kapellet. Jeg forestiller mig, at den præst, der hører til stedet, hvor jeg dør, kan bede en kort bøn, sige et par afskedsord og fremsige en velsignelse, så jeg får et par ord med på min sidste rejse, der så skulle fortsætte direkte til krematoriet. 

Når urnen så kommer tilbage, vil jeg rigtig gerne have den sat ned på kirkegården ved siden af min mands. 

Jeg er ret meget i tvivl om, hvordan jeg får alt det her på plads, så jeg håber, at du kan hjælpe mig med nogle gode råd til, hvordan jeg tager hånd om problemet?

Vibeke Dorph råder til at kontakte en præst hurtigst muligt

Hvor er det fornuftigt, at du tænker over og planlægger, hvad der skal ske med dig, den dag, du er gået bort. Det vil være rigtig rart for dig selv at få på plads, så du uden den slags bekymringer kan nyde de forhåbentligvis mange gode år, du har tilbage.

Rart vil det helt sikkert også være for dine nærmeste, når de ved, at den ceremoni, der vil blive holdt for dig, den dag du er væk, bliver afholdt helt i din ånd. Jeg ved nemlig, at rigtig mange pårørende til en afdød ofte står lidt rådvilde tilbage, når de skal planlægge den sidste afsked med et kært familiemedlem eller ven. 

Så fint, at du allerede nu får gjort klart, hvordan du gerne vil sendes afsted.

Her synes jeg, at det mest oplagte vil være, at du kontakter din lokale præst. Præster er jo vant til at forholde sig til døden og har stor erfaring i at planlægge bisættelser og begravelser. 

Din præst vil derfor helt sikkert også kunne give dig alle de konkrete svar, du efterlyser her i din mail. Jeg har sagt det før, men jeg gør det meget gerne igen: Præster er en gave til os, som vi tit er alt for dårlige til at benytte os af og skønne på. 

Ringer du derfor til din lokale præst og aftaler et møde med ham eller hende, så vil du helt sikkert få alt den hjælp og støtte, du har brug for – og sikkert lidt mere til. 

Så skynd dig at kontakt præsten og få sagerne på plads, så du kan få ro og fred i sindet.

Skriv til Vibeke Dorph

Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.