Da Casper Drømme skrev dette til sin mor, gik hun i panik

Da Casper Drømme skrev dette til sin mor, gik hun i panik

Når Casper Drømme skal vise dem omkring ham, hvad de betyder for ham, får han ikke altid den reaktion, som han havde forventet. Men det er vigtigt for ham at gøre alligevel - og især i rollen som far vil han gerne vise sin kærlighed for sine børn.

Casper Drømme er selvstændig iværksætter og har skabt sin egen karriere som madanmelder og influencer, men når han har sine børn, er det dem, der kommer i første række.

– Det har været enormt vigtigt for mig, at når jeg bygger karriere, eller laver det her, som jeg gør, at jeg ikke er fraværende overfor mine børn. Nu har jeg dem hver anden uge, og i den uge er det en prioritet at hente dem tidligt. De skal ikke stå og kradse på døren ti minutter i 17, fordi far lige skulle arbejde.

Det er vigtigt for Casper Drømme, der til daglig hedder Casper Christiansen, at vise sine børn, hvor vigtige de er for ham.

– Det er vigtigt, at de føler, jeg har tid til dem, og at der er ro på, når jeg har dem. Så må mit arbejde og min karriere komme efter det. Det er måden, jeg viser mine børn, at jeg elsker dem.

Udover at være til stede, har han fået skabt en vane, hvor han hver aften gør sine børn opmærksomme på, hvad de betyder for ham.

– Jeg er meget bevidst om at fortælle dem, at jeg elsker dem. Det gør jeg hver aften, inden de skal sove. Det er en ting, jeg har fået ind, for jeg synes, det er vigtigt at sige højt. Man kan hurtigt glemme at sige det eller forvente, at folk jo godt ved, at man holder af dem – men det er jo rart at høre dem sige det højt.

 

Panik-opkald fra mor

På samme måde skrev Casper Drømme for nylig til sin mor, da han var ude og gå en tur. Han er vokset op alene med sin mor, og i hans barndomshjem var der altid opbakning og forståelse at hente. Noget fik ham til at tænke på hende på hans tur, og det skulle hun vide.

– Jeg blev lige stolt i et kort øjeblik, og så sender jeg hende bare lige en besked, hvor jeg siger, du er en fantastisk mor, og jeg er så glad for min opvækst og bla bla bla – så gik der to sekunder, og så ringede hun: Hvad fanden sker der? Hun troede nærmest, det var et afskedsbrev.

Men det var vigtigt for Casper Drømme at vise sin mor, hvad hun betød for ham. For han synes, at både han selv og dem, der modtaget det, bliver gladere, når han italesætter sin kærlighed overfor dem.

Indenfor de seneste år er Casper Drømme blevet et kendt navn på sine sociale medier for sihe videoer, hvor han smager og bedømmer mad. De blev populærere med lynets hastighed, og i dag er der mere end 267.000 mennesker, der følger ham på mediet TikTok.

– De sidste fire år har det været en mærkelig omvæltning, at mennesker, der ikke kender mig, lige pludselig kommer hen til mig og fortæller mig, hvor godt de kan lide mig. Til sidst bliver man helt overloadet af denne der ros, så jeg synes faktisk, at det er rarere at give kærlighedserklæringer ud, end det er at modtage dem.

Casper Drømme

- Hans borgerlige navn er Casper Christiansen, og i 2021 blev han kendt under navnet Casper Drømme på sociale medier

- Madanmelder og influencer

- Åbner snart burgerkæden ”Casper’s”, hvoraf første sted åbner på Falkoner Allé d. 24. oktober 2025

- 38 år, far til to og bor med sin kæreste i København