Sørine Gotfredsen: ”Jeg har svært ved at tilgive mig selv og andre”

Den sidste nadver

Hvem skal sidde med til bords?

– Det skal min mand og mine næreste venner, heriblandt to veninder, som jeg har kendt, siden jeg var fem. 

Min familie skal være der, fordi det er mennesker, der har været omkring mig fra begyndelsen, og det betyder meget. Og så skal Søren Kierkegaard sidde der, selvfølgelig. Og Kim Larsen og Grundtvig. 

De tre mænd skal være der, for så er jeg sikker på, at der både er ånd og poesi og tro til stede.

Hvad betyder Kim Larsen for dig?

– Jeg har lyttet til Kim Larsen, siden jeg var helt lille. Da jeg hørte 'Rabalderstræde' før første gang, forekom hans stemme mig at være en urkraft. Kim Larsens stemme er, synes jeg simpelthen, så stor og smuk og himmelstræbende, at jeg som lille blev vildt fascineret af den og begyndte at skrive breve til ham og tænkte, at vi var åndsbeslægtede. 

Han endte med at svare mig tilbage og sendte mig et julekort og skrev, at jeg skulle holde ud her i livet. Så Kim Larsen har været min usynlige, hemmelige ven som barn.

Hvad skal I have at spise?

– Vi skal spise min yndlingsmad – brød, laks og ost, det kan jeg langt hen ad vejen leve af. Jeg er ikke nogen gourmet-type, og jeg får ikke ret meget ud af, at der står en i køkkenet i flere timer og laver mad til mig. 

Man skal bare give mig de basale ting, så er jeg glad.

Er der et særligt måltid, du husker fra dit liv?

– De måltider, jeg husker mest fra mit liv, er dem fra min barndom. Mine forældre havde en meget klassisk tilgang til det at være en familie, og aftensmaden blev altid serveret klokken seks. 

Det er en særlig fornemmelse at sidde i den samme flok hver dag og opleve alle de mekanismer, der er til stede ved sådan et bord. Den humor, man udvikler sammen, og en helt særlig måde at tale med hinanden på. 

Vi var en familie, der diskuterede alt, og der blev råbt meget om det bord. Den måltidsfølelse sidder meget dybt i mig, men som voksen har jeg ikke selv holdt den ved lige. En ting er, at jeg aldrig har lavet mad, jeg har heller aldrig fået børn, så min måltidskultur er virkelig gået i opløsning i mit voksne liv. 

Det er ikke noget, jeg er ubetinget stolt af, men jeg har ikke tiden til det og jeg prioriterer det ikke.

Hvilken rolle spillede du om det bord?

– Jeg sad altid i den ene bordende, og min far sad i den anden. Og så var jeg nok den, der altid var lidt kæk og fræk og skulle overdrive eller provokere. Jeg var et meget trodsigt barn.

Judaskys

Er der et tidspunkt, hvor du har følt dig forrådt?

– Ikke sådan i Greven af Monte Cristo-forstand. Jeg har ikke en forræderihistorie, som er en milepæl i mit liv. Men jeg kan godt føle mig forrådt, når jeg synes, at folk mistænker mig for noget, jeg ikke synes er rigtigt, eller har vendt ryggen til mig på en måde, som jeg synes er urimelig. 

Det er det lette ved Greven af Monte Cristo – han er ubetinget forrådt – tingene er sjældent så sort hvide for os andre. For nogle gange, når folk vender ryggen til mig, kan der også være en lille stemme indeni mig, der siger: ”Sørine, du ved jo godt lidt, hvorfor hun gør det, er det virkelig kun hende, der er problemet?” 

Det er det jo sjældent.

Opofrelse

Hvad har du måttet give slip på for at nå til, hvor du er i dag?

– Jeg må efterhånden erkende, at jeg har for lidt tid til et gavmildt socialt liv. Det har jeg simpelthen ikke tid til, fordi jeg arbejder så meget. Det her med at stå til rådighed for mine venner og være mere generøs med min tid og mit selskab, det har ikke harmoneret med mit liv. 

Jeg forsøger at være der, når det virkelig gælder, og så trøster jeg mig med, at det er noget, jeg stadig kan nå at samle op senere i min tilværelse, når jeg en dag arbejder mindre.

Hvordan har du det med at være alene?

– Jeg kan virkelig godt lide at være i mit eget selskab og mærke den der fuldstændige ro ved, at der ikke er nogen, der siger noget eller forventer min opmærksomhed. Jeg har været meget alene med livet, også fordi jeg har levet fysisk alene i langt den største del af mit voksne liv. 

Men jeg har også en trang i mig til at være en del af samtalen. Det betyder ikke, at jeg altid trives i det, men jeg føler en pligt til at være det. 

Jeg er lidt fanget mellem de to sider af mig, så mens jeg ofte har mest lyst til at være alene, siger jeg til mig selv: ”Nej, Sørine, du skal ud i verden. Du skal bidrage, hvor du kan”. Hvis jeg kun lyttede til min lyst, ville jeg ende med at blive en selvoptaget eneboer.

Du er blevet gift – hvordan er det så at være blevet to?

– Når man er to, er man også to til at bestemme, hvad livet egentlig skal bestå af. Derfor er der jo nogle øjeblikke, hvor jeg må træde ud af min egen strøm, og hvis ikke Henrik var her, tror jeg faktisk, at jeg var blevet decideret sær og kun var gået efter min egen faglige og ambitiøse nerve indeni. 

Vi er meget forskellige af sind, Henrik er til stede i verden på en mere spontan og favnende vis, og sammen med ham bliver jeg ind imellem trukket ud af mine egne cirkler, og det er sundt og vigtigt. Engang havde jeg ikke forestillet mig, at jeg kunne acceptere det, men når man elsker en anden, sker der ting i det indre, man ikke havde forudset.

Har det været et offer ikke at få børn?

– Hvis jeg havde været en ung kvinde, som rigtig gerne ville have børn, så havde det selvfølgelig været et stort offer, at de ikke er her nu, og at den del ikke blev til noget. 

Men jeg har aldrig haft en længsel efter at få børn. Jeg har bestemt en ret stor tro på, at man er forpligtet til at få børn, hvis man kan – jeg er naturligvis klar over, at nogen af forskellige årsager ikke kan – men hvis man kan, har man pligt til at føre sin slægt og sin kultur videre i gode hænder. 

Der har jeg svigtet, og det fylder mig med lidt skyldfølelse. 

Erkendelsen af at have pligt til at få børn, den kom ikke tydeligt nok til mig, da jeg var ung til, at jeg rigtig tog hånd om det, og måske jeg ikke havde taget hånd om det alligevel, fordi jeg dybest set hellere ville være fri for at have børn og jeg skal ikke være hellig på nogen måde, men jeg mener overordnet, at det bør man faktisk, hvis man kan.

Det er en stor tiltro at have til andre – at de alle skal give deres ånd videre?

– Ja, det er jo nok fuldstændig rigtigt. Nej, jeg vil ikke sige, at jeg har stor tiltro til andre mennesker generelt. Jeg har sådan set et ret skeptisk menneskesyn, som jeg også har fra Søren Kierkegaard og Martin Luther og den teologiske bagage, jeg har med mig i livet, som har lært mig, at mennesket er syndigt. 

LÆS OGSÅ

Til en skolefest blev min fars store hemmelighed afsløret

Da vi flyttede til et nyt sted, mødte jeg Eva. Alle talte om, at vi lignede hinanden, men jeg forstod ikke, hvorfor det var en dårlig ting. Så kom sandheden frem.

Men som jeg ser det, er der ikke et alternativ, hvis vi gerne vil bevare landet og den danske kultur. Vi skal være meget bevidste om at bevare alt det gode, vi har, og det gør man blandt andet ved at sætte børn i verden.

Forsoning

Hvornår har du haft brug for tilgivelse?

– Den kristne fortælling er jo, at vi allesammen har brug for tilgivelse hele tiden. Vi har svært ved at glæde os på andres vegne, vi giver ikke hele vores løn væk til de rigtige formål. 

Vi lever nærmest i sådan en uudslukkelig strøm af behov for at blive tilgivet for alt det, vi ikke gør godt nok. Jeg svigter mine venner, jeg synes ikke, at jeg er opmærksom nok. Der er masser af de der øjeblikke, hvor jeg føler skyld.

– Jeg lever med en kraftig bevidsthed om, at jeg har brug for tilgivelse. Det har jeg vidst, siden jeg var barn. Jeg har altid undret mig over, at jeg ikke bare gjorde det gode. Jeg vidste udmærket godt, at jeg var en skidt karakter indeni – altså at jeg var almindelig egoistisk og gjorde slemme ting. 

Løj, stjal – som barn og som teenager har jeg gjort det hele.

– Der er nogle øjeblikke, der stikker ud i bevidstheden, hvor man mindes om noget skidt, man har gjort, og jeg tror faktisk, at man med alderen får sværere og sværere ved at glemme dem. Selv små ting, man har gjort, kan antage uhyggelige dimensioner i ens bevidsthed. 

Jeg var ikke altid sød nok ved min barndomshest Rosita, og det piner mig voldsomt i dag. Det stakkels, uskyldige kræ, som jeg simpelthen nogle gange ikke behandlede godt nok, fordi jeg var utålmodig og træt og også uvidende om, hvad et dyr har brug for. 

Jeg mindes tit øjeblikke, der vidner om, at mennesket ikke bare er godt og venligt. Og at jeg heller ikke er det.

Hvordan har du det med at tilgive andre?

– Det har jeg svært ved.

– Hvis jeg bliver bitter på nogen, er jeg virkelig dårlig til at holde op med at tænke negativt om den person. Og selvom jeg beslutter mig for, at det er ude af verden, at det er tilgivet, så ved jeg godt, at det er det ikke. Der er stadig en dialog, der bliver ved med at køre inde i mig. 

Jeg kan næsten gå og tale højt på gaden og analysere situationen ud i luften, når folk ikke kan se mig. Det er så klart en af mine helt svage sider, at jeg ikke kan slippe det. 

Jeg tror, at vi skal huske, at tilgivelse er et meget stort ord, som betyder, at det skal være væk – helt væk. Tilgivelse er en meget stor følelse, som kræver stærk renhed og kærlighed. Det er derfor, at det i sidste ende er en guddommelig ting. 

Der er uden tvivl folk, der er mere renhjertede end mig og bedre til at tilgive, men jeg har godt nok svært ved det.

Men er der nogen, du har været nødt til at tilgive?

– Ja, men jeg bruger sjældent ordet tilgivelse i mit eget liv. Jeg kalder det at forsone sig med noget. Hvis man forsoner sig med noget, er der tale om en accept af, at der er noget, jeg ikke kan ændre, men jeg kan beslutte mig for selv at kæmpe for ikke at spilde mere tid på det. 

Det kalder jeg accept eller forsoning – slut prut, nu skal vi videre.

Genopstandelse

Hvad er en ting, som du trænger til at genoplive?

– Jeg har prøvet et par år at ride ude i Dyrehaven og genoplive den følelse, jeg havde af at ride som barn, men det gør jeg ikke mere. 

Rammerne og tiden er simpelthen ikke til det, men jeg trænger til at få genoplevet den tilstand, jeg var i, når jeg sad på ryggen af Rosita og red gennem granplantagen og havde den der fornemmelse af at være fuldstændig i harmoni med naturen. 

Jeg følte mig lige så fri som Emil fra Lønneberg.

Fortrydelse

Er der noget, du fortryder, at du ikke nåede i dit liv?

– Der er jo lavet undersøgelser om, hvad folk fortryder på deres dødsleje. Typisk vil de sige, at de har arbejdet for meget og set deres familie for lidt. Jeg vil ikke fortryde, at jeg har arbejdet for meget, fordi jeg ved allerede nu, at det fylder mig med så stor mening, at det er sådan, det skal være. 

Men jeg fortryder, og det gør jeg nu, og det vil jeg gøre, til jeg dør, at jeg ikke var sødere ved min mor. Jeg kan sagtens forstå rationelt, hvorfor det var svært med hende, men jeg synes, jeg var for lille i selskabet med hende. Og gav hende for lidt, og nogle gange helt bevidst gav hende for lidt velvilje. 

Det fortryder jeg virkelig, fordi det var ikke sødt, og jeg vidste det godt. Det er sådan noget, jeg tænker meget på i mit liv nu.

– Jeg tror på, at det er vigtigt at fortryde, fordi jeg hver dag kan tage ved lære af det. Jeg forstår bedre og bedre, hvorfor hun gjorde, som hun gjorde, og hvad hun havde svært ved, også fordi jeg mere og mere kan se, hvor meget jeg selv minder om hende. Og det er jo det, der sker, når man bliver ældre og ser sine forældre i erfaringens lys.

Så kan man bedre forstå, hvorfor de gjorde, som de gjorde.

Hvad håber du på at blive husket for?

– Jeg håber, at jeg vil blive husket for at være ihærdig og elske mit land og bidrage til den offentlige samtale, så godt jeg overhovedet kunne.

– I mit mere private liv vil jeg helt banalt håbe, at jeg bliver husket for en, som var trofast, og som har været med til at inspirere dem, der var tæt på mig, til at elske at leve. 

Jeg håber, jeg bliver husket som en, der var med til at give andre mennesker kræfter og håb. Folk bestemmer selv, hvad de vil håbe på, bare de bliver ved at håbe.

Hvilken Kim Larsen-sang skal spilles på din sidste dag?

– Det tror jeg skal være 'Kloden drejer stille rundt'.

Tro og håb

Hvad giver dig håb for fremtiden?

– Lige nu gennemlever vi en fase, som Kierkegaard på mange måder havde forudset. Det er en intens individualiseret tid, hvor gudsforholdet hos mange er blevet glemt.

I dag lever vi ikke med ret mange overleverede bud på, hvad der er sandt, og det får tilværelsen til at føles mere flydende og abstrakt. Kierkegaard skrev, at i en sådan rå virkelighed vil det enkelte menneske enten gå under i fortvivlelse eller komme til besindelse og blive mere religiøst, og jeg nærer et stort håb til, at det sidste kommer til at ske i ret høj grad. 

Jeg tror, at vi i den vestlige verden vil genopdage det åndelige, genopdage kirken og genopdage den position i verden, der fylder et menneske med kræfter, når det tør stole på, at det er Gud, der holder mig i live. At vi i højere grad vil formå at lægge vores skæbne over i Guds hænder og så småt slippe troen på, at vi skal opretholde alting selv i vores eget lille liv. 

Jeg har egentlig et ret stort håb for, at den her barske tid, som vi lever i nu, kan føre til besindelse i det enkelte menneske.

Kan du se det i dit arbejde – at vi er på vej i den retning?

– Helt sikkert, jeg kan virkelig se det i mit virke, at folk strømmer til kirken. Jeg tror, at vi begynder at overveje, om der mangler noget i menneskelivet. 

Om der er noget, vi som mennesker har nedprioriteret, og noget, vi har rendyrket for meget. Det frie valg kan for mange ende med at blive en byrde, for hvad pokker skal vi så gøre med alle de muligheder? Jeg har masser af håb for fremtiden.

LÆS OGSÅ

Julia Sofia og hendes kæreste har udskudt deres drømme om både børn og bryllup på grund af én frustrerende ting

Parret står lige nu i en venteposition, hvor de må være ekstra tålmodige.