Det var et helt almindeligt forældremøde - så sagde en far noget, der brændte sig fast

Dette er en kommentar og repræsenterer forfatterens meninger.

Vi skruer tiden et par år tilbage.

Det er et helt almindeligt forældremøde på vores lokale folkeskole.

Vi er kommet til den del, hvor forældrene er blevet bedt om at diskutere forskellige emner i grupper. Vi har fået udleveret en håndfuld sedler med spørgsmål om aktuelle emner.

Det er et lidt fascinerende fænomen, hvor voksne mennesker rejser 20-30 år tilbage i tiden og så pligtopfyldende som muligt forsøger at komme med snusfornuftige argumenter for at imponere deres med-forældre og læreren.

LÆS OGSÅ

En besked fra sønnens skole fik Katrine til at reagere: "Hvorfor må vi nu ikke sige nej mere?"

Klummeskribent Katrine Memborg er træt af, at nej er blevet et fyord, og hun øver sig i at bruge det selv – ligesom hendes børn også skal lære, at et nej kan være det helt rigtige svar nogle gange.

Alle er ikke enige om aldersgrænser, skærmtid, vigtigheden af inklusion og så videre, når man diskuterer samlet, og hvad der sker i praksis derhjemme er, som alle ved, ofte en anden sag.

Snakken gik som sædvanligt rundt om vores firkantede bord, da vi fik et spørgsmål, der var formuleret omtrent sådan her:

"Hvordan ville du ønske, at du brugte din telefon anderledes?"

Jo, vi ville selvfølgelig alle ønske, at vi brugte den meget mindre. At vi ikke tjekkede den så meget. At vi var bedre forbilleder. 

Men vi havde jo fokus på det, havde vi ikke? 

Vi arbejdede med os selv for at blive bedre på dette område? Jo … hosthost.

Det så ud til, at det hele skulle blive et forældremøde ligesom alle andre: Et, der opleves nyttigt og hyggeligt, men som man i eftertiden ikke nødvendigvis kan skelne fra andre forældremøder.

LÆS OGSÅ

Line og Bjørn havde besluttet ikke at få flere børn – en dag i Ikea skete det utænkelige

I 2016 blev Lines mand, Bjørn, steriliseret. De havde i forvejen to skønne børn, og de var enige om, at de ikke skulle have flere. Men en forårsdag i 2017 i Ikea blev der vendt op og ned på deres liv.

Men så tog faren Thomas ved siden af mig ordet og sagde en enkel sætning, som gør, at jeg husker dette forældremøde helt tydeligt nu, hvor jeg sidder og skriver flere år senere.

"Jeg ville ønske, at jeg brugte telefonen mere til at ringe med."

Jeg husker det ikke helt tydeligt, men jeg kan godt lide tanken om, at der blev helt stille rundt om bordet i nogle sekunder efter udsagnet.

Så enkelt og så selvfølgeligt. Alligevel har ordene brændt sig fast i min bevidsthed.

Jeg gentager:

"Jeg ville ønske, at jeg brugte telefonen mere til at ringe med."

For opsummerer dette enkle svar ikke hele den komplekse problemstilling, vi alle (voksne som børn) hver dag står overfor og kæmper med i vores hyperdigitale samfund og verden?

Grundideen med telefonen er at gøre det muligt at opnå kontakt med andre mennesker. At tale med andre mennesker. Fortælle, lytte, forstå, lære dem at kende, skabe en samhørighed ved at høre din samtalepartners helt unikke lyd-aftryk: Stemmen.

LÆS OGSÅ

Louise var lamslået over en fødselsdag i datterens klasse: ”Da jeg kom hjem, begyndte jeg at græde”

Der var engang, hvor forældre ikke blandede sig synderligt i deres børns legeaftaler, fritidsaktiviteter eller venskaber – og plejede egne venner, frem for at dyrke de andre forældre i klassen. Sådan er det ikke længere, og det kan være vanskeligt at melde sig ud af det ræs, det sommetider udvikler sig til.

Men i de sidste årtier er vi gået fra tale til taste. 

Hvad skete der egentlig? 

I 2026 er det faktisk 150 år siden, Alexander Graham Bell tog patent på telefonen og gennemførte den første samtale. En revolution som ændrede verden for altid.

Men kun to menneskealdre senere, føles det som om det at ringe, nærmest er noget af det sidste folk egentlig vil bruge deres telefon til.

LÆS OGSÅ

Bekymret mor: ”Min søn vil hellere game end at lege med sine venner”

Hvad gør du, når dit barn hellere vil spille computer end at lege med sine venner? Vi har spurgt brugerne på Vores Børns Instagram-profil, hvad I døjer med, når det kommer til små venskaber. Få psykolog Camilla Carlsen Bechsgaards bedste råd her.

Især blandt de yngre generationer. Men faktum er, at jeg selv er ret elendig til at bruge telefonen til at ringe med, og jeg foretrækker egentlig skriftlig kommunikation frem for mundtlig.

Ringer telefonen fra et fremmed nummer, og det passer bare en smule dårligt, kan du bande på, at jeg ikke tager den. Ringer det fra et fremmed fastnetnummer, er der så at sige nul chance.

Kommunikationsekspert Hans-Petter Nygård-Hansen skrev i 2020 at uanmeldte telefonopkald i vores tid opfattes som både forstyrrende, påtrængende og invaderende. Han har siden 2014 rådet til altid at sende en besked, før man ringer til nogen uanmeldt.

Og helt i tråd med rådet ovenfor: Skal jeg ringe til nogen, jeg ikke kender, så føles det tryggest at sende en besked først. 

Lidt som for på forhånd at sige "undskyld" for, at jeg kommer til at forstyrre vedkommende med noget så ubehageligt og stenalderagtigt som en telefonsamtale.

Men de gange jeg faktisk bruger telefonen til at ringe med, er det altid både hyggeligt og givende.

LÆS OGSÅ

Unge efterlyser mere nærvær fra deres forældre - ny kampagne kan måske hjælpe

Det er ingen hemmelighed, at der er mange fordele og ulemper ved skærmbrug. Desværre oplever over halvdelen af danskerne, at de føler sig afhængige af mobilen. Headspace lancerer nu kampagnen #sluksammen.

Selvom man ikke kender hinanden på forhånd, så bliver man på en måde lidt kendt gennem en telefon. Det er fascinerende.

Samtidig med at jeg tøver med at ringe, kan tekstbeskeder og billedbeskeder sendes ud i en lind strøm i en myriade af forskellige kanaler. Selvfølgelig krydret med en mængde emojis for at undgå at blive misforstået. 

Og mens telefonsamtaler gerne holdes så korte som muligt, har jeg ingen skrupler med at bruge en masse tid på at taste og scrolle: Skærmtiden ligger stort set på mellem tre og fire timer i gennemsnit hver dag.

Noget går helt klart under kvoten 'nødvendig tastning', noget retfærdiggør jeg med, at det er 'kreative skriverier', mens meget kan kategoriseres som rent tidsspild.

Opgøret med skærmen

Ugeopgørelsen for uge 3 2026 på min telefon viste, at sammenlagt blev et helt døgn brugt på den lille skærm i løbet af én uge. 

Til sammenligning viser opkaldsloggen, at jeg "kun" har brugt godt 149 timer (eller omkring seks døgn) i alt på at TALE med nogen i telefonen i de sidste tre år! 

Inden for seks uger vil jeg med andre ord have brugt mere tid på at bruge telefonen til andre ting end at ringe med, end jeg har brugt telefonen til faktisk at ringe med de sidste tre år. 

LÆS OGSÅ

Mine forældre sidder begravet i deres skærme

Mine forældre i 60'erne bruger det meste af deres tid foran fjernsynet eller med mobilen i hånden. Når de endelig taler sammen, diskuterer de. Jeg har talt med dem om det før, men jeg har endnu ikke haft held med at ændre deres vaner, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Disse tal er direkte ubehagelige at tænke på, så undskyld på forhånd: Men med 24 timers mobil skærmbrug hver uge i et år er jeg oppe på 52 døgn skærm i løbet af et år. 

Fortsætter dette i 10 år, vil næsten halvandet år være blevet brugt på den lille skærm.

Oven i dette kommer al den tid brugt på den mellemstore skærm på arbejde og den store skærm i stuen.

Jeg tror, at der er mange som kan genkende sig selv i mit indlæg. Måske er det ikke så mærkeligt, at man i 2026 aner konturerne af en modreaktion mod vores kollektive skærmafhængighed?

Både blandt forældre, der vil reducere børnenes skærmbrug, men også blandt voksne. Nogle mener, at lav skærmtid eller dumbtelefon, som fx de gamle trykknap mobiler, kan blive statussymboler, og at 2026 bliver året, hvor folk tager et seriøst opgør med deres skærmtid, som fx Aftenposten skrev om for nylig.

Jeg forsøgte selv i 2022, da jeg skrev klummen "Manden med en arm". Denne offentlige selv-piskning førte til en forbedring i et stykke tid, men det gled selvfølgelig ud efterhånden.

Men tilbage til forældremødet på skolen:

Jeg er nok ikke den, der har stået forrest på barrikaderne for at få smartphones ud af hænderne på børnene. Jeg har haft en mere afventende (kald det gerne naiv) holdning. 

LÆS OGSÅ

Olivia undrer sig over testen inden sønnens skolestart: ”Hvor mange børn kan lige det?”

Kan min 5-årige alt det, børn på hans alder skal kunne? Det var jeg egentlig ret overbevist om, men så fik jeg kommunens dialogspørgeskema på nakken.

Men som forælder til fire har jeg gennem årene erfaret og hørt meget om, hvordan smartphones kan skabe unødvendigt mange forviklinger i det sociale samspil mellem børnene og i klassemiljøer.

Børn i folkeskolealderen har, som jeg ser det, manglende forudsætninger for at kommunikere på en god måde via skriftlige beskeder. Deres sociale færdigheder og -intelligens virker (naturligt nok) ikke til at være godt nok udviklet.

Nogle af de beskeder, jeg har læst fra både egne og andres børn, er garanteret ikke ondt ment, men de er simpelthen ikke særlig hyggelige eller konstruktive, snarere tværtimod.

På mange forældremøder har jeg oplevet, at chatgrupper og lignende bliver fremhævet som almindelige årsager til udelukkelse, mobning, misforståelser og forviklinger både i og uden for skolen.

På baggrund af dette har vi opfordret vores børn til hellere at ringe end at sende beskeder, når de skal aftale ting med venner. Jeg vil bestemt råde andre forældre til at gøre det samme!

Smartphonefri barndom, ja tak!

Når børnene bliver ældre og får et større behov for selvbestemmelse, kan (vil!) diskussioner omkring skærmbrug og skærmtid blive stadig mere fremtrædende inden for familien.

Derfor er jeg taknemmelig for, at man flere steder kan finde gode skærmråd til børn og unge.

LÆS OGSÅ

”Føj, hvad er der sket med dig?” spurgte damen 6-årige Elena – svaret gjorde hendes mor stolt

Elena har svær kronisk eksem, som har præget hende i en stor del af hendes barndom, men så kom løsningen.

Det gør det meget lettere for forældre at blive enige om fælles retningslinjer og at stå sikkert i deres beslutninger for deres barn  – og forhåbentlig bidrage til at forhindre, at børn får et usundt forhold til den lille skærm fra ung alder.

Men det forpligter også os forældre til at skærpe vores egne vaner, uanset hvor svært det måtte føles. Børnene imiterer os, og hvis vi konstant er på telefonen, vil de også få et ønske om det. 

Bare tanken om at kunne bryde mønsteret føles næsten umulig efter at have forsøgt og mislykkedes flere gange før. 

Men okay. Jeg prøver igen – og join mig gerne.

Lad os begynde i det små. For eksempel med forslaget fra Thomas på forældremødet: 

Lad os tale mere og taste mindre. 

Vi mennesker har åbenbart brug for at gøre noget hele tiden, så hvorfor ikke bruge tiden til at snakke mere sammen?

Selvom det måske føles lidt uvant, mærkeligt og ubehageligt, tror jeg, at enhver kan have godt af det. 

Med fare for at tænke for stort, så virker det lidt som om, at hele verden ville have godt af at tage telefonen lidt oftere og tale mere sammen. 

Sådan går det med Thomas

Hvordan er det egentlig gået med ønsket om at ringe mere for Thomas fra forældremødet?

Jeg ringer til Thomas, og han svarer efter et ring.

– Hej, det er Thomas, siger han venligt. Han fortæller, at han ikke har mit nummer gemt, men at han alligevel ikke var i tvivl om, at han skulle tage telefonen.

Om han husker diskussionen på forældremødet? Ja, det gør han.

Om han er blevet bedre til at bruge telefonen til at ringe med? Han tøver lidt:

– Jeg burde nok have været bedre, men jeg har haft vores samtale i baghovedet. Jeg prøver at ringe til forældre og nærmeste familie, især når jeg kører i bilen, siger Thomas.

LÆS OGSÅ

"Er der en voksen til stede?" Katrine har været til sit første forældermøde - og det gik ikke stille for sig

Katrine Memborg har været til sit allerførste forældremøde i 0.b. Det gik ikke stille for sig, for er der noget, der kan sætte debatten igang, er det børnefødselsdage!

– Jeg synes, at det er hyggeligere og bedre at få taget en snak. Så er der mindre plads til misforståelser. Kommunikation bliver bedre. Derudover synes jeg, det er lidt ubehageligt at tænke på, at de beskeder, man sender, bliver gemt for altid.

Så tilføjer han med et suk:

– Jeg har hørt om børn og familier, der sidder i samme hus og sender hinanden beskeder. Hvad er det, der foregår? Det er gået for langt, mener jeg.

Han gentager opfordringen til at ringe mere.

– Når man går en tur, lytter man ofte til musik, man har hørt mange gange før, eller til en halvinteressant podcast. Så er det måske bedre at bruge denne tid til at ringe til nogen. Jeg vil prøve at være mere bevidst om det selv, siger Thomas.

Også mig, tænker jeg efter at have afsluttet samtalen. For måske skal jeg lade der gå lidt mindre tid end flere år, før jeg ringer til ham næste gang. 

Men først og fremmest bliver det nok en ret så snakkesalig ældre slægtning, der skal hjælpe mig med at få min tale-saldo op –  og jeg lover at tage den.

Denne artikel er først publiceret hos Klikk.no. Dette er en redigeret udgave.

LÆS OGSÅ

"Tænk, at din mand finder sig i det” er en kommentar, som Ingri hører igen og igen

Da Ingri og hendes mand ventede deres andet barn, fandt de på en lidt utraditionel soveløsning.