Loay åbner ny forretning
Den tidligere tv-profil har nok at se til med flere virksomheder, der er vidt forskellige. Men nu åbner han endnu en.
Der er gang i forretningen hos den tidligere "Robinson Ekspeditionen"-deltager Loay Zeraiq.
Han har stadig sin køreskole, LZ Køreskole, i Odense, som han i første omgang blev kendt for i "Kørerlærerne" på TV 2 Zulu, og så er han også ejer af burgerbaren Hafla Burger, som ligger overfor Odense Banegård.
Artiklen fortsætter efter videoen.
Det var i 2021, at Loay kastede sig ud i burgerforretningen, men det gik over al forventning, og det har han nu taget konsekvensen af.
I dag har han nemlig udvidet forretningen. Klokken 12.00 kunne Loay nemlig slå dørene op for endnu en burgerbar.
Denne gang er det på Dalumvej i Odense, hvor konkurrencen er benhård med andre restauranter. Men Loay er ikke i tvivl om, hvorfor det skulle være lige der, hans nye burgerbar skulle ligge.
- Jeg har boet i Dalum og overvejer at flytte tilbage. Jeg er født og opvokset i Dyrup. At komme tilbage er virkelig rart, og jeg føler mig helt hjemme i Dalum, lyder det fra Loay Zeraiq til Ugeavisen Odense.
Åbningen var en velbesøgt affære, for de første 100 kunder fik en burger til blot 20 kroner. Ifølge Loay var de udsolgt indenfor en time.
- Det er gået sindssygt, min ryg er helt busted. Vi havde lige nogle komplikationer med udsugningen, og så har vi haft nogle enkelte komplikationer med vores hjemmeside, fortæller Loay og understreger, at han ikke kunne gøre det uden et godt bagland.
- Det kræver nogle gode folk - nogle gode kørelærere og gode folk i Hafla, og så kræver det en god hustru, som kan være med til at hjælpe med, at det hele kører, som det skal, fortæller Loay og tilføjer:
- Alle mine seks børn næsten har været med inde og hjælpe. Nu kommer det virkelig til gavn, at man har syv unger, hvor størstedelen af dem kan hjælpe.