De medvirkende fra "Hotel Romantik" afviser kritik af Sofie og Joakim: “Der er nogen, der er blevet krænket på vores vegne”
De medvirkende fra "Hotel Romantik" forsvarer Sofie Linde og Joakim Ingversen efter kritik for deres værtskab.
Værterne Joakim Ingversen og Sofie Linde er de seneste dage blevet mødt med kritik for deres rolle i DR1-programmet "Hotel Romantik", hvor flere seere har ment, at de taler ned til de medvirkende.
Artiklen fortsætter under videoen.
Men nu fortæller de medvirkende selv, at de slet ikke kan genkende det billede, der er blevet tegnet af de to værter. Tværtimod beskriver de dem som omsorgsfulde, empatiske og respektfulde gennem hele programmet.
– Kan man ikke finde på andet at skrive om, så er det måske det, man gør? Nul kritik af dem. Der er meget andet, man kan skrive om, som ikke er om Sofie og Joakim. De er bare så søde og ordentlige mennesker og har overhovedet ikke nogen tendens til at tale ned til nogen som helst. Jeg ved ikke, hvem der sidder og finder ud af det. Jeg ser det som problemer hos dem, der udtaler sig, fortæller Jena.
Også Gitte fra denne sæson af "Hotel Romantik" afviser kritikken og fortæller, at ingen af de øvrige deltagere har haft oplevelsen af at blive talt ned til.
– Jeg må bare sige til kritikken, at der er ingen af os andre, der har oplevet det på den måde. Og nu har vi lige snakket om det i dag flere af os. Det har aldrig været oppe at vende, fordi det har ikke været et samtaleemne. Det er ikke noget, vi har lagt mærke til.
Hun peger samtidig på, at især Sofie Lindes omsorgsfulde væremåde kan være blevet misforstået.
– Og jeg siger det også til Sofie et par gange i de dage, at jeg er så glad for hendes omsorgsfuldhed. Og det er det, jeg tror, folk forveksler med, at hun taler ned til os eller taler til os som børn. Det er bare sådan, hun er. Og vi har det rigtig fint med det, og der er ingen af os, der har tænkt sådan der som kritikken lyder på, overhovedet ikke, fortæller Gitte.
Annette supplerer de andre og beskriver ligeledes stemningen under optagelserne som tryg og afslappet.
– Det kan jeg slet ikke genkende. De har været så empatiske og søde. Vi var en stor gruppe, og vi slappede af med hinanden. Så nej, jeg kan slet ikke genkende det, fortæller hun.
Stephen er heller ikke i tvivl om sin holdning til debatten om Sofie og Joakims værtsskab.
– Det kan vi slet ikke genkende. Du kan spørge alle deltagerne, og der er ikke én, der kan genkende det. Der er nogen, der er blevet krænket på vores vegne. Og de har bare behandlet os så godt fra klokken 7 om morgenen til klokken 22 om aftenen. Der er ikke nogen, der er blevet talt ned til, og de var skide søde, fortæller han.
Kritikken af værterne er især opstået på sociale medier, hvor nogle seere har reageret på tonen i programmet. Men blandt dem, der faktisk deltog i optagelserne, er opbakningen til værtsduoen tydelig.