Ung kvinde kigger på sin mor, der rører hende i håret.

Unge efterlyser mere nærvær fra deres forældre - ny kampagne kan måske hjælpe

Det er ingen hemmelighed, at der er mange fordele og ulemper ved skærmbrug. Desværre oplever over halvdelen af danskerne, at de føler sig afhængige af mobilen. Headspace lancerer nu kampagnen #sluksammen. 

alt.dk logo

Der er rigtig mange grunde til at stille skarpt på vores forbrug af skærme – hvad enten det er at doomscrolle på mobilen eller bingewatche serier på fladskærmen. De seneste år har der jævnligt været overskrifter fra diverse undersøgelser, som har skabt debat.

· Bare to uger uden brug af smartphone har vist sig at have en positiv indvirkning på børns mentale sundhed.

· Fire ud af ti småbørnsforældre er ofte eller sommetider på skærm på legepladsen, og når de skal putte – også ved måltider bliver digitale medier hyppigt brugt.

· En tredjedel af unge piger er afhængige af sociale medier, mens det samme gælder for 13 % af drengene. 

· 49 % tager ofte mobilen frem uden at vide hvorfor – og kun 15 % lykkes med at skrue ned for deres skærmbrug.

Der er ingen tvivl om, at skærmen og vores skærmtid har sat et tydeligt præg på vores hverdag og ikke mindst samliv med andre.

Det vil headspace, som er et landsdækkende rådgivningstilbud for unge mellem 12-25 år, gerne sætte fokus på, og det gør de blandt andet med kampagnen #sluksammen. Den går helt konkret ud på at slukke for alle skærme søndag d. 21. september – hele dagen, så vi i stedet kan fokusere på hinanden.

– I Danmark er skærmbrugen blevet en epidemi. Mange af de unge, som vi taler med, efterlyser mere nærvær – især med deres forældre. Og det er da skræmmende, at det er et tema, som fylder så meget, siger direktør i headspace Danmark, Trine Hammershøy, og fortsætter:

– Desværre lever vi mere adskilt i dag end tidligere. Vi har fx lavet undersøgelser om, hvor mange spiser sammen i familierne i dag. Og resultatet overraskede os. Førhen var man vant til, at man spiste sammen i hvert fald til morgen og aften, men i dag viser det sig, at mange familier ikke får prioriteret at spise sammen, og på den måde får man heller ikke samtalen rundt om bordet. Jeg vil gerne understrege, at det ikke er for at pege fingre ad nogen, men vi vil gerne være med til at sætte fokus på, hvordan vi er sammen, og hvordan vi bruger vores tid.

Poul Nyrup Rasmussen, som er stifter af og protektor i headspace Danmark, supplerer:

– Det er blevet en vane for os alle sammen, at vi tjekker telefonen i tide og utide – når vi sidder i venners lag, i familien eller midt i en samtale. Men de unge, vi møder i headspace, fortæller os, hvor meget det betyder for dem, når nogen faktisk lytter og er til stede. Samtidig tror jeg, at mange voksne glemmer, hvor meget de selv savner dette. Når vi slukker sammen, opdager vi, at vi ikke mister noget – tværtimod vinder vi nærværet, tiden og de gode samtaler tilbage. Den 21. september har vi en chance for at vise hinanden, at det faktisk godt kan lade sig gøre.

Vil starte samtalen

Sidste år opfordrede headspace også til at slukke telefonen, der var det i to timer, hvilket mange gjorde.

– Der var omkring en million danskere, som på en eller anden måde interagerede med kampagnen. Så det viser, at der er en lyst til at gøre noget anderledes.

Trine Hammershøy understreger, at headspace ikke går ind for skærmforbud, og at det selvfølgelig er op til én selv at ville samtalen.

– Vi vil gerne opfordre til, at vi prøver at slukke skærmen – alle skærme. Og lad os i stedet starte samtalen. Det kan være en samtale om, hvad vi bruger vores tid på. Det kan være en samtale med andre, men det kan også være en samtale med dig selv. Det kan være en samtale om, hvordan I som forældre bruger mobilen eller skærmen, og hvordan jeres børn bruger den.

– Vi ønsker, at vi bliver mere opmærksomme på, hvad vi går glip af, når vi konstant sidder og kigger ned i telefonen eller på en skærm. Det kan også være, at man ikke synes, man går glip af noget. Det skal vi jo ikke blande os i. Men samtidig har vi fået lavet en undersøgelse, der viser, at 58 % af danskerne siger, at de føler, at de er for afhængige af deres telefon, så der er grobund for at se på, hvad man kan gøre, siger Trine Hammershøy.

Den nye Epinion-undersøgelse, der er lavet på vegne af headspace Danmark, viser også, at udover at et flertal gerne vil skrue ned for deres skærmbrug, så lykkes det kun 15 %. Og næsten halvdelen (47 %) føler sig afhængige af mobilen og ofte tager den frem uden at vide hvorfor.

Headspace er også gået sammen med en række samarbejdspartnere på kampagnen, det drejer sig bl.a. om Efterskolerne, Danske Biografer og YouSee, og så har de en række råd til, hvad man kan gøre for at mindske sit skærmforbrug.

– Sammen med en række eksperter anbefaler vi flere ting, du kan gøre. Det er fra bare at slukke til at gøre de ting, du har på din skærm sort-hvide, for så er de åbenbart mindre attraktive for hjernen at kigge på. Du kan lave timeslots. Du kan læse en bog, lægge en kabale eller lytte til et radioprogram. Der er mange ting, vi har glemt, betød noget for os, måske for bare få år siden, siger Trine Hammershøy og fortsætter:

– Men vigtigst af alt er, at vi som voksne går forrest. Vi kan jo ikke sige til vores børn, at de ikke må være på telefonen, og hver gang de kigger på os, sidder vi med hovedet ned i telefonen. Børn og unge gør jo ikke det, vi siger, de skal gøre. De kigger på os og gør det, vi gør. Vi skal kigge på, hvad skærmene gør for os, og hvad vi gør for hinanden, når vi slukker. Og så prøve at se på, hvad det er for et nærvær, vi måske kan skabe og genskabe.

Sluk skærmen, start samtalen. Det er budskabet i årets #SlukSammen-kampagne, hvor headspace Danmark opfordrer os til at holde fri fra skærmene hele søndag den 21. september.