Kom med på cykeleventyr i Sveriges smukke natur

Poserne med frysetørret mad ligger i rammetasken, der hænger på stellet. Powerbank, solcreme og andet småt og godt er placeret i den lille overrørstaske. 

Liggeunderlag og sovepose deles om pladsen i en sæk, der er spændt fast på styret. Og bag sadlen, over baghjulet, stikker alt det andet ud som et kræmmerhus. 

Og så er der selvfølgelig snacktasken på styret ved siden af højre hånd – klar til at gøre tjeneste, når trangen melder sig på en fjerntliggende skovvej. 

Med al oppakningen på plads føler jeg mig ikke bare tilfreds, men også en smule overrasket. Det lykkedes at få alt, hvad der skal bruges til fire dages cykling og teltning ned i fire bikepacking-tasker, der tilsammen rummer omkring 35 liter. 

Det er ikke meget sammenlignet med min vandreoppakning, men at bikepacke er at komprimere, gå på kompromis og ikke mindst hjælpe hinanden.

Jeg tager teltdugen, mens fotografen Sara tager stængerne. Kogegrej, gas og andet, der kan deles, bliver fordelt, hvor der er plads. Vi er både spændte og forberedte, da vi forlader vores basecamp hos en ven i Åsensbruk og sætter kursen mod et eventyr i de smukkeste dele af Dalsland, der ligger cirka 150 kilometer nord for Gøteborg. 

At det også er de mest bakkede dele af Dalsland, bliver vi klar over allerede efter få kilometer i det pittoreske Håverud. Efter et obligatorisk stop ved slusen og akvædukten, hvor tre broer (til både, tog og biler) ligger i fin symbiose, sidder vi i sadlerne igen og roder med gearene.

Jeg har padlet på Dalslands kanal før, set disse omgivelser både fra vandet og fra bilen, og jeg har også tidligere hørt fotografen Sara sige ”33.000 nitter!” i sin historiefortælling om akvædukten. 

Men jeg har aldrig før behøvet at bekymre mit lille hoved om de dalslandske vejskilte, der angiver stigningsprocenten, før nu. Her stiger vejen 21 procent, siger skiltet.

– Okay, så gør vi det, siger vi.

Ka-tcha-tchong, siger gearene, og det bliver hurtigt soundtracket til vores tur.

Det her er min første oplevelse med bikepacking, men vi har to rigtige professionelle med os: Marie Sjöström, som tager afsted på sin pakkede cykel på grusveje, så snart hun får chancen, og så Mats Andrén, som har tilbagelagt hundredvis af kilometer på cykel. 

Første gang jeg mødte Mats, var han lige gået til Australien. Ja, gået, undtagen der, hvor man ikke kunne gå, nemlig over havene. Siden da er han i stigende grad begyndt at indse cyklens storhed. 

Den tager dig simpelthen lidt længere, lidt hurtigere. Og efter at have kørt på ladcykel gennem Finland og mountainbike gennem Europa har han fundet sin egen måde at pakke på.

– Min oppakning er ikke helt efter den korrekte bikepacking-stil, indrømmer han og nikker mod de to ekstra sidetasker, han har tilladt sig bagpå.

Eftersom pladsen trods alt er begrænset, er vores plan at købe mad undervejs, hvor det er muligt. Første chance byder sig, efter vi er kommet over Brudfjället og har haft en lang og flot tur på grusvej gennem skoven i ”Ronjaland”. 

Et eller andet sted i disse skove blev den første Ronja Røverdatter-film optaget, og det virker ikke helt usandsynligt, at der kan bo rumpenisser under de mosbegroede sten omkring os. 

Det sidste stykke frem til Not Quite i Fengersfors er på asfalt, og stedet viser sig at være et stop værd. Her er et kunstgalleri i et gammelt fabriksanlæg, en café med frokost og ekstra stort bagværk – og et fantastisk lille bageri. 

En oase for kunstinteresserede turister og sultne cyklister. Da vi ankommer, står der nogle pakkede cykler lænet op ad en mur, og der er endda en servicestation med værktøj og luftpumpe.

– Vi har mange cyklister, der kommer forbi her. Det er virkelig taget til, siger Malin Robertson Harén, som driver caféen.

For et par år siden blev cykelruterne Unionsleden og Vänerleden omlagt, så de nu går forbi netop her og giver folk som os en chance for både kultur og mætte maver.

Farvel til forfængeligheden

Efter en god frokost, et hurtigt kig i kunsthallen og opfyldning af godter til aftenen og morgendagen tager vi afsted igen. Men ikke før jeg har foretaget et nødvendigt tøjskift. 

For det første er jeg startet på førstedagen med shorts uden på cykelbukserne. Måske fordi jeg føler mig lidt eksponeret i tights med en vatteret baviannumse. 

Det var dumt, indser jeg nu – det bliver simpelthen for varmt i sommerheden. For det andet havde jeg misset, at man ikke skal have undertøj på under cykelbukserne, for så kan der opstå gnavsår. 

En tur på toilettet, og jeg er klar til nye eventyr. Nøgen under baviannumsen. Jeg brokker mig lidt over både buksernes mode og pasform, men Marie lover, at jeg nok skal vænne mig til dem.

– Det tager kun en dags tid, så holder man op med at bekymre sig om alt, hvad der har med udseende at gøre, siger hun, mens vi kæmper os videre ad bakkede veje, forbi Dalslands højeste punkt, Baljåsen (jeg siger ikke hvor højt, det lyder for fjollet), en nedlagt skibakke og en sø, hvor storlommens kald giver ekko over egnen.

Marie får ret, selvfølgelig. Og jo længere dagen skrider frem, desto mere taknemmelig bliver jeg for at være iført den her gigantiske, lycra-indbagte ble. 

Da vi når frem til vores første overnatningssted, er det guddommeligt skønt at bade og afkøle de dele af kroppen, der er mest ømme og varme. Vi spiser aftensmad på en strand ved søen Ömmeln og sover derefter godt i teltene.

– Der findes nogle hardcore bikepackere, som nægter at sove i telt og i stedet sover i busskure, siger Marie mellem morgenmadsmundfuldene næste morgen.

Men det er ikke den slags bikepacking, der tiltaler hende. Hvis der er mulighed for at nyde livet undervejs, skal man gribe den, mener hun. Og der skal ikke spares på snacks. 

På dagens etape kan vi ikke handle undervejs, men madlageret er velassorteret og rækker med garanti. Underligt nok virker det, som om oppakningen er svulmet op i løbet af natten. 

Men til sidst kan alle lynlåse lukkes, og vi er på hjul igen. Det går op og ned, ligesom i går, og vi fortjener hver eneste nedkørsel. Ligeledes fortjener vi at plukke skovjordbær i grøftekanten, et par håndfulde knaldgule kantareller, når chancen byder sig, og – selvfølgelig – hyppige dukkerter i søerne. 

Flere af dem skulle have så rent vand, at det kan drikkes direkte, så vi slipper for at slæbe rundt på en masse vand. Det er virkelig praktisk at komme frem på denne måde. Oppakningen føles let, når den sidder rigtigt på cyklen, og det er nemt at binde ting fast ud over det, der er pakket ned.

I den lille by Sillebotten finder vi en sandstrand og hiver den frysetørrede mad frem, starter stormkøkkenet og får øje på et skilt lidt længere væk.

– Står der ikke café? siger Mats.

Lykken, da vi indser, at en eller anden fantastisk ildsjæl har fundet på at åbne en café med selvbetjening i byens forsamlingshus, er ubeskrivelig.

– Slik! Is! Herregud, der er chips! Jeg kan høre mig selv gå op i falset, da skydedørene glider fra hinanden. Vi er som udsultede børn i en slikbutik og MobilePayer ikke kun for vores indkøb, men sender også taknemmelige små beskeder til den, der har forstået vores inderste behov. 

LÆS OGSÅ

Pia fik slidgigt i knæet - så fik hun mulighed for at prøve en ny metode

Hele sit liv har Pia Alm dyrket sport. Men så begyndte hendes knæ at give hende problemer, og det blev kun værre. Snart kunne hun slet ikke træne og blev desperat: Ville hun være nødt til at opgive det, hun elskede mest i livet? Men så fik hun mulighed for at prøve en ny metode.

Der er noget særligt ved at være indstillet på en dag uden slikshopping og så pludselig finde nøglen til Willy Wonkas chokoladefabrik.

Opladet med både snacks i maverne og strøm på mobilerne fortsætter vi vores tur til lyden af en rumlen i det fjerne. Vi får kun et par enkelte regnstænk på os, og så er den evige sol tilbage i fint selskab med store, hvide skyer. 

Men allerede efter en mils penge synes min bagdel, at det må være nok. Den vil ikke mere i dag. De sidste kilometer til teltpladsen i Krokfors er hvert pedaltråd en sviende plage, og jeg gruer allerede for morgendagen. 

Burde jeg have anskaffet mig et gel-overtræk til sadlen? Burde jeg have siddet mere på en cykel inden denne tur? Svaret på det sidste er selvfølgelig ja. 

Da jeg svømmer ud i aftenens sø, har jeg næsten ikke lyst til at komme op igen. Afkølende vand er noget af det bedste, der findes for ømme, bløde dele.

I rutsjebane på bakkerne

Næste morgen er vi de første, der er oppe. Endda før kano-tyskerne, som også har overnattet her på en af DANO's istandsatte campingpladser langs Dalslands kanalsystem. 

De lange, dybe søer går næsten alle i nord-sydlig retning og er hist og her forbundet med sluser, hvilket er perfekt for dem, der vil padle fra A til B. 

For os, der vil cykle en rundtur, betyder det, at vi med jævne mellemrum skal rundt om søernes mange forgreninger for at komme til den anden side. 

For at komme rundt om Östra Silen i går var vi endda nødt til at cykle et lille stykke i det sydlige Värmland. Men det gik jo også, selvom numsen protesterede.

Til gengæld har den det meget bedre i dag, så godt, at jeg næsten glemmer, at den er der, da vi drejer ind i Bengtsfors og – som det føles lige nu – et sandt paradis af mad, kaffe og kage. 

Men først en kop kaffe hos Erik Josefsson på The Dalsland Experience midt imellem cykler og alt, hvad der hører til. Erik er ildsjælen bag satsningen på gravelcykling i Dalsland, og det er ham, der har sammensat de ruter, der findes online. 

Da han selv elsker at cykle og kender potentialet i området, allierede han sig med kommunen og lancerede hjemmesiden og de 10 første ruter i foråret 2024.

– Det er gået langt over forventning. I starten var det mest skandinaver, der kom, men nu er det mere blandet. 

Der har været en hel del hollændere, og i denne uge har vi en flok belgiere, fortæller Erik, da vi sidder i butikkens hyggelige kaffehjørne.

Her har han kun holdt til i et par måneder. Før det stod han for cykeludlejning og guidede ture fra sin egen garage. Da Erik planlagde ruterne, holdt han sig til statslige og kommunale veje eller private veje med statsstøtte for ikke at genere private grundejere med en invasion af cyklister.

– Men der er meget, meget mere at gå på opdagelse i, siger han.

Vi har ikke set nogen cykelinvasion indtil videre på vores tur. Vi har kombineret almindelige små veje med de foreslåede ruter for at sy en passende flerdagestur sammen på cirka 55 til 65 kilometer om dagen. 

Det lyder måske beskedent i cykelsammenhæng, men med det kuperede landskab er det rigeligt for os. Dalsland har nemlig 2.000 søer – og mindst lige så mange stigninger.

Jeg har udviklet et slags had-kærlighedsforhold til bakkerne. Det er de lange, seje stigninger, der knækker en. Men derimod at cykle på de kuperede stykker, få god fart nedad og så komme et stykke op ad den næste bakke alene på farten – det er en ren fryd!

Fotograf-Sara forestiller sig, at hun spiller Mario Kart, når vi kører op og ned, frem og tilbage. Selv tænker jeg, at vi kører i en rutsjebane.

Med munden fuld af frokostbuffet i Bengtsfors kigger vi på kortet før næste etape sydpå mod Bäckefors-egnen. 

Vi ved ikke helt, hvor vi skal slå telt op endnu, men vi ved, at vi skal have kaffe, spise is og handle i Ica, inden vi drager videre. Det er en strålende solrig sommerdag, så godt som vindstille. 

25 grader i skyggen ifølge vejrudsigten, men i solen er det selvfølgelig varmere. Første stop bliver allerede ved slusen i Långbron, simpelthen fordi det er så charmerende. Marie nyder en boblevaffel med is i skyggen og siger, at det er præcis sådan, det skal være. Livet, altså. Og bikepacking.

Kunst og lokal æblemost

Vi følger Dalslandsleden, Unionsleden og Lelångenleden, som burde omdøbes til Skovjordbærruten. Aldrig har vi set så mange skovjordbær i vejkanten, og selvom vi ofte bare suser forbi, må vi indimellem også stoppe op og smage. Det samme gælder søerne. 

Udover at hente drikkevand fra de rene søer, benytter vi os af chancen for at køle os ned med jævne mellemrum. Lige uden for Ödskölt tager vi en sidste dukkert side om side med plaskende norske børnefamilier, inden vi når det berømte Bäckefors. 

Eller faktisk er Bäckefors ikke specielt kendt, men faktum er, at den lille by med blot 600 indbyggere var optagelsessted for kultfilmen "Kops" af Josef Fares. 

Byen skal også være forbilledet for den mindst lige så kultdyrkede film "Slim Susie" med Tuva Novotny, selvom den ifølge internettet faktisk er faktisk optaget i Bengtsfors.

Når vi nu alligevel er i gang med at google, finder vi ud af, at der i det mindste er et pizzeria her i Bäckefors. Skal vi måske forsøde aftenen en smule?

– Jeg giver en øl. Det er jo sidste aften på turen, siger Mats og marcherer ind på pizzeriaet.

Han er lige så hurtigt tilbage. De serverer ikke øl på pizzeriaet i Bäckefors. Til gengæld ligger Coop lige overfor, og snart sidder vi på parkbænkene midt på det øde torv med letøl og chips og ser A-traktorerne cruise rundt med stereoanlægget på fuld drøn. 

Vi mærker vingesuset fra "Kops" og "Slim Sussie". 10 minutter væk ligger badepladsen, men der er selvfølgelig camping forbudt. Vi kører videre langs søen i forhåbningen om at finde en tilladt teltplads. Og det går straks op ad bakke. Ka-tja-tjong, siger gearene.

– Jeg har aldrig skiftet gear så meget som i disse dage, siger Marie.

Men det er det hele værd. Snart har vi en enorm sandstrand helt for os selv. Vi spiser aftensmad på klipperne ved vandet. Fredfyldt, harmonisk. Lige indtil vi hører geværskud. Er der jagt midt om sommeren? Eller et opgør mellem kriminelle? 

Vi hører brøl og skrål efterfulgt af et par skud mere og så en bil, der spinner afsted. Vi gætter på, at det er unge i en bil, der morer sig med at skyde til måls, helt i tråd med de førnævnte kultfilm.

Roen sænker sig igen, og snart sover vi godt i vores telte, lige indtil tranerne vækker os med deres skrigende kald tidligt om morgenen. Det føles trods alt mere trygt end både bilstereo på fuld drøn og geværsalver. 

Nu har vi sat kursen mod Dals Rostock (Kaffe og kage! Skifermuseum!) og skal derefter trille det sidste stykke tilbage til Åsensbruk. Det er endnu en varm dag, og i den lille by Källhult begynder jeg at fantasere om noget koldt og godt at drikke. 

Ikke det lunkne søvand jeg har i min drikkedunk. Som en gave fra himlen ser vi et skilt uden for et falurødt hus midt ude i ingenting. Konst-o-mat, står der – og vi hugger bremserne i.

– Ej, hvor er det fint!

Marie står betaget foran det lille vitrineskab, hvor hver hylde indeholder kunst, kunsthåndværk eller noget lokalt produceret. Hun vælger et fint krus og er fast besluttet på, at det skal kunne være i oppakningen, og at det ikke må gå i stykker på en bumlet grusvej. 

Det er bare at MobilePaye – folk stoler på én. Selv åbner jeg porten til himmeriget i form af et lille køleskab. Derinde er der det, jeg har drømt allermest om – iskold æblemost! 

Tak du lokale avler med forretningssans. Tak, Dalsland.

LÆS OGSÅ

Da Sabrina blev skilt, besluttede hun sig for at gå VesterhavsCaminoen – og turen forandrede hendes liv

Sabrina R. Hansen havde aldrig gået mere end et par kilometer med hunden, da hun efter sin skilsmisse besluttede at vandre ved Vesterhavet for at finde ro i naturen. Det blev tre dage, der forandrede hendes liv.