Nola Gaardmand havde ikke kontakt til sin mor – men en sms ændrede alt

Hvordan husker du din barndom og opvækst?

"Man kan sige, at min opvækst har været ret usædvanlig i forhold til mange andres. De første otte år af mit liv boede jeg i New York i Hells Kitchen, som det hed, som var et rimelig råt kvarter i 80’erne. 

Min far var jazzmusiker, og min mor var stewardesse, så hun var væk det meste af tiden for at rejse verden rundt. 

Da Gun-Britt tog til psykolog, fik hun et råd – og derefter så hun aldrig sin mor igen

Gun-Britt Zeller har altid haft et kompliceret forhold til sin mor, og en dag fik hun et råd, der gav hende modet til at slutte deres relation.

Det, de havde tilfælles, var et ret heftigt misbrug, og det har selvfølgelig præget min barndom meget. Min far blev heldigvis clean, da jeg var to eller tre år, men min mor blev aldrig ædru. Da jeg blev otte år, flyttede vi allesammen til Danmark, men det blev vores familieforhold ikke nemmere af. 

Min mor og far blev skilt, og det betød også, at min bror og jeg var meget alene med vores mor på et tidspunkt, hvor hun ikke havde det særligt godt."

Hvilke følelser sad du tilbage med der?

"De, der er vokset op i et misbrug, vil måske kunne genkende, at sådan nogle store ændringer ikke gør situationen nemmere. Så mine første år i Danmark var rigtig svære, og jeg delte heller ikke min situation med nogen.

Jeg var meget ensom, og på et tidspunkt var jeg så desperat, at jeg overvejede at tage livet af mig selv – så det var virkelig svært. Når man er barn, er man sindssygt afhængig af, at de voksne omkring en kan finde ud af at være voksne. Og når de ikke kan det, så skal man finde ud af en anden måde at klare sig på. 

Min måde at overleve på var at slukke for mine følelser. Og da apartheiden ophørte, besluttede min mor sig for at forlade os i Danmark og tage tilbage til sit hjemland, Sydafrika. 

Jeg var kun 12 år, da hun forlod os, og derfra så jeg hende kun en sjælden gang imellem, når hun kom til Danmark, og så besøgte vi hende to eller tre gange i Sydafrika i løbet af de første år."

Hvilket forhold havde du til din mor i de efterfølgende år?

"Jeg havde et ret anstrengt forhold til både min mor og Sydafrika, og det blev ligesom bare blandet sammen til én stor pærevælling af noget, som jeg vidste, jeg skulle være lidt bange for. 

Jeg husker, at min første tanke var en lettelse over, at nu kunne kaosset stoppe. Så på nogle måder var det en lettelse, at misbruget forsvandt, da min mor forsvandt. I løbet af mine 20’ere begyndte jeg at arbejde rigtig meget med de traumer og følelser, der fulgte mig fra min opvækst.

Jeg brugte uhørt meget tid i terapi for pårørende til folk med misbrug, og det gjorde, at jeg ikke længere havde det skidt. Jeg begyndte at få det godt og accepterede, at jeg aldrig ville få fred med min mor.

Det eneste, jeg kunne gøre, var at sørge for, at jeg selv havde det godt."

Hvordan opstod trangen til igen at kontakte din mor?

"Da jeg arbejdede på DR-serien 'Slave af Danmark', begyndte der at ske noget i mig. Jeg kunne mærke en sorg i et eller andet omfang, og når jeg havde været på arbejde, endte jeg med at sætte mig ud i min bil og bare græde og græde nærmest hver dag.

Ellen Hillingsø har ét godt råd til bedre nattesøvn – og det er både nemt og effektivt

Skuespiller Ellen Hillingsø vægter en sund og aktiv livsstil højt – og her spiller kosten en stor og afgørende rolle for hende.

Jeg kunne ikke helt finde ud af, hvad det handlede om, for selvfølgelig er slaveriet hårdt at beskæftige sig med, men der var noget andet bag. Noget af det, vi i særdeleshed skildrer i 'Slave af Danmark', handlede ret specifikt om moderskabet, og hvor svært det at sætte børn i verden, passe på dem og formå at blive sammen med dem selvsagt bliver udfordret, når du ingen rettigheder har på grund af din hudfarve. 

Og pludselig var der nærmest en lampe, der lyste over hovedet på mig, og det gik op for mig, at jeg har brugt alle årene op til nu på at være så pissevred på hende i stedet for at prøve at forstå hende. 

For gad vide om den apartheid, hun oplevede i sin egen opvækst i Sydafrika, har haft en indvirkning på hendes forældreevne og mulighed for at knytte sig til sine egne børn. Lige der opstod en ny form for ømhed overfor min mor, som jeg aldrig har haft før."

Hvordan det?

"Jeg fandt ud af, at grunden til, jeg blev så rørt hele tiden, var, at jeg mærkede en utrolig ømhed for de kvinder, jeg læste om i forbindelse med slaveriet. 

Der var jo intet i mig, der dømte de her kvinder for ikke at kunne være mødre i det samfund, der var – jeg mærkede udelukkende en utrolig ømhed og empati for, hvor svært det måtte have været. 

Det, der var svært for mig i de måneder, var, at jeg pludselig mærkede samme ømhed og empati overfor min egen mor. For hvis det også havde haft betydning for min egen mor, var det som om, al den vrede, jeg havde haft i alle de år, langsomt blev erstattet af en form for mildhed og forståelse, som jeg ikke vidste, hvad jeg skulle gøre af.

I særdeleshed fordi min mor aldrig nogensinde har talt om de her ting og har været meget tavs omkring alle de traumer, hun selv har oplevet. 

Jeg troede egentlig aldrig, at jeg ville nå dertil, men netop fordi jeg endelig havde det godt med mig selv og havde taget meget afstand til hende, var det ligesom den sidste bastion at prøve at forstå hendes valg."

"Efter en dag, hvor jeg researchede til en historie, hvor der var tydelige paralleller til vores forhold, blev jeg meget berørt. 

Så jeg sendte hende en sms, hvori der stod, at jeg godt vidste, at det var længe siden, vi havde haft kontakt, men at jeg gerne ville vide mere om, hvad apartheid har betydet for hendes liv, hvis hun havde mod på det. Hun svarede med det samme, at det ville hun meget gerne fortælle mig om. 

Jeg tror også, at jeg ramte ned i noget, som hun selv havde et behov for at fortælle mig."

Hvad lærte du om din mor, da du begyndte at dykke ned i hendes historie?

"Jeg opdagede mange, mange ting, som jeg aldrig har vidst. Grundlæggende satte jeg mig for at finde ud af, hvorfor hun er blevet, som hun er. Og når man først går i gang med den undersøgelse, finder man ud af, at svaret er mudret og kompliceret – og at svaret er mange ting.

Efter 26 år er Christine Albeck Børge og Lars Ranthe nyforelskede: Det er overgangsalderens skyld

Skuespiller Christine Albeck Børge kan mærke den begyndende overgangsalder på sine skift i humøret. Hun er blevet mere følsom og mindre rasende. Men overgangsalderen har også haft betydning for forholdet til hendes mand, Lars Ranthe, som hun elsker på en helt ny måde.

Svaret er alkoholmisbrug, svaret er seksuel vold, svaret er en grundlæggende rodløshed, og så er svaret apartheid. Jeg kom frem til, at apartheid på mange måder er ground zero for mange af de mekanismer, hun har taget med sig videre i sit liv. 

For eksempel at man ikke snakker om de ting, der er svære, og at man ikke stiller spørgsmål. Hun lærte at slukke for sin frygt og vrede meget tidligt i sit liv for at overleve, og det er noget, hun har haft med sig i hele sit liv og i et eller andet omfang også givet videre til mig. Og det har givet mig en utrolig ømhed for hende som menneske at indse. 

Jeg har været så vred på hende i mange år, så at parkere den vrede og bytte den ud med en ny forståelse gør, at jeg ser på hende på en helt ny måde – som en overlever faktisk. 

For hver eneste ting, jeg har fundet ud af, der er sket i hendes liv, har det langsomt blødgjort et eller andet i mit hjerte omkring hende. Det ændrer ikke på, at skaden er sket, og hun har truffet dårlige valg, men jeg føler ikke længere, at jeg kan dømme hende på samme måde, som jeg har gjort før. 

Nu forstår jeg, at hun ikke har haft de bedste kort på hånden til at kunne være en god mor på grund af hendes egne traumer."

Hvornår gik det op for dig, at din mors traumer også har påvirket dig?

"Det er noget, jeg altid har haft en ubevist bevidsthed om, hvis man kan sige det. Jeg har altid haft en fornemmelse af, at der måtte være sket hende noget, men vidste ikke, hvad det var. 

Noget af det, som har været rigtig vildt at undersøge i den her proces, har været, hvor mange paralleller der er i vores liv. Det kan godt blive lidt abstrakt at tale om, at traumer går i arv, men når jeg undersøger hendes liv, undersøger jeg jo også min egen barndom.

At stille min mors barndom op ved siden af min er ret vildt, fordi der er rigtig mange paralleller og mekanismer, som er gået i arv. Jeg har jo også lært som barn, at man ikke taler om de ting, der er svære, og at jeg blev nødt til at slukke for mine følelser for at overleve, ligesom hun lærte af sin mor. 

Det er én til én det samme, men jeg har bare brugt rigtig mange år af mit liv på at aflære de her ting. 

Det har hun ikke."

Hvordan har det påvirket den måde, du selv er mor på i dag?

"Det er noget, som jeg har tænkt meget over. Jeg havde heldigvis arbejdet meget med mig selv, inden jeg blev mor, og en del af grunden til det var også, at jeg var rædselsslagen for, at jeg ikke kunne finde ud af at være mor. 

Noget af det, jeg var bange for, var jo grundlæggende, at jeg ville være ligesom min egen mor og komme til at gentage mønsteret. Så det var fuldstændig altafgørende, at jeg fik arbejdet på det, inden jeg selv blev mor, og det traf jeg et meget aktivt valg om. 

Og det er klart, at jeg også tænker meget over at vise mine børn forudsigelighed, fordi det var noget af det, jeg selv manglede. Inden jeg blev mor, troede jeg også, at jeg ville få en forståelse for mine mors valg, men der skete faktisk det helt modsatte. 

Katrine har opdaget en ny tendens i børnehaven, som kan blive dit "værste mareridt"

Lige som man gik og troede, at der ikke kunne presses mere ned over hverken børn eller forældre, har Katrine Memborg opdaget, at der er gået inflation i legeaftalerne.

Da jeg fik mine egne børn, kunne jeg endnu mindre forstå, hvordan man kan flytte fra sine børn til den anden side af jorden."

Hvad har du fået ud af at åbne op for jeres fælles generationstraumer og hele den proces, I har været igennem?

"Det har virkelig været en livsændrende oplevelse for mig, men det har det i særdeleshed også for min mor. Den ærlighed, hun lægger for dagen, er sindssygt generøs – både i forhold til, hvad hun selv har oplevet, men faktisk også hvordan hun har været mor overfor mig. 

En ting er at snakke om, at man er blevet såret, men en anden ting er at indrømme, at man er den, der har såret sit eget barn, og anerkende det, der er sket – og tilmed nå frem til at sige undskyld for det – det synes jeg er utrolig modigt. 

Det siger meget om den kærlighed, hun jo har, men som jeg altid har været i tvivl om fandtes. Da jeg var barn, kom jeg frem til, at hun nok ikke elskede mig, sådan ægte, fordi hun valgte ikke at blive clean og valgte at rejse. Men noget af det, jeg også er kommet frem til i processen, er, at jeg ikke længere er i tvivl om, at hun elsker mig. 

Jeg havde ikke turdet drømme om, at de erkendelser ville indfinde sig, for mit mål var ene og alene at prøve at forstå hende for at se, om det gav en form for fred. Dét, at hun selv når derhen undervejs, havde jeg slet ikke regnet med. Men jeg må indrømme, at det betød mere for mig, end jeg havde troet.

Nu er der ikke længere en udefinerbar sorg i mit liv, men jeg har et sted, jeg kan placere den."