Grethe har gode minder fra julen i 50’erne – men én ting var slet ikke rar

Der er ingen tvivl om det første minde, når Grethe tænker tilbage på sin barndoms jul.

– Vi startede altid med en hovedrengøring, siger den i dag 78-årige Grethe Brinch Knudsen, som voksede op som ældste barn i en juleglad arbejderfamilie i den sønderjyske by St. Andst og i dag bor i Vejen med sin mand. Her instruerer hun denne jul Charles Dickens 'Et juleeventyr' på den lokale amatørteaterscene.

LÆS OGSÅ

Susanne Bier til skuespiller: ”Hvis du taler sådan én gang mere, så finder vi en anden”

Susanne Bier går op i, at alle skal behandles ligeværdigt på hendes film- og serie-produktioner. Og hvis der opstår situationer, hvor andet gør sig gældende, tager hun gerne sagen i egen hånd.

Hendes far arbejdede som vejmand, og hendes mor var delvist hjemmegående, og det var derfor også moren, der – når børnene var lagt i seng – gav gulvene et lag fernis op til jul. På den måde var gulvet næsten helt tørt om morgenen, når familien vågnede.

– Men så var der det katastrofale år, hvor mor lige havde bagt julesmåkager og glemt at sætte låget rigtigt på, da de stod og dampede af i køkkenet. Da vi vågnede næste morgen, havde alle småkagerne taget smag af fernis og måtte smides ud, husker Grethe.

– Min mor var ellers en gæv dame, men der græd hun. Pengene var jo små, så det var et økonomisk spørgsmål, om hun kunne bage nogle nye.

Ikke nok med det så var der også storvask op til jul. Når det skulle ske, gik Grethes forældre altid ned til smeden og hentede en gammeldags vaskemaskine.

– Det var et stort skrummel, som de fyrede op i, og så stod min mor og vaskede hele dagen. Vi børn skulle hjælpe til, og det var hårdt arbejde. Først senere fik hun en elektrisk centrifuge, så hun ikke behøvede at stå og vride alt det tøj i hænderne.

Slagteren kom

Bortset fra de ”ferniserede småkager” har Grethe stort set kun gode minder fra julen.

– Min mor lavede altid en adventskrans med hvide lys og røde bånd, for det havde hun med hjemmefra. Hun kom fra et meget kristent hjem, og vi sang også altid en sang eller to til advent som for eksempel ”En rose så jeg skyde”.

LÆS OGSÅ

Peter og Lise Mygind: Dette er noget af det vigtigste i et ægteskab

Man skal huske at tænke sin partner ind i de beslutninger, man træffer, mener Peter og Lise Mygind. De har været sammen siden 1991 og minder ofte hinanden om, at de er et team.

I december kom hjemmeslagteren også forbi, for ude i familiens baggård gik to grise, Jakob og Ole, som skulle slagtes og parteres.

– Når slagteren havde været der, pakkede vi kødet ind i papir, bandt sejlgarn om og skrev navn på. Så blev det hele afleveret i et frysehus i Lunderskov. Når vi så skulle bruge enten flæskesteg, pølser eller fars i løbet af december, cyklede jeg de fem kilometer om lørdagen ud og hentede, hvad min mor havde skrevet på en liste.

Men det var også en festdag, når slagteren var der, selv om Grethe ikke brød sig om grisens sidste skrig.

– Til daglig måtte vi kun få én frikadelle eller ét stykke kød. Men den aften slagteren havde været der, måtte vi spise al den medister, vi kunne, siger hun.

– Jeg har ledt efter den julemedister lige siden, men jeg har aldrig fundet en, der smagte helt ligeså godt.

Store ønsker

December var også måneden, hvor der var juleudstillinger i den lokale købmandsforretning i St. Andst, og byens børn trykkede næserne flade, mens de drømte om de mange fine ting, man kunne købe, hvis man havde råd.

– Jeg kan huske, at jeg drømte om et stort flot dukkehus med både tag på og veranda, men mine forældre sagde, at det var alt for dyrt til, at jeg måtte få det i julegave. Pludseligt en dag var dukkehuset forsvundet fra vinduet, og alle vi piger i byen var ulykkelige. Men da det blev juleaften, fik jeg dukkehuset i julegave. 

Jeg blev så glad, men da jeg senere ville lege med dukkehuset med de andre piger, ville de ikke være med. Først senere forstod jeg, at det var fordi, de var jaloux over, at det var mig, der havde fået dukkehuset, husker Grethe.

– Jeg lærte at holde det lidt for mig selv, når jeg fik de ting. Det gjaldt også, når min moster forkælede mig ved at sende fine julekalendere, man kunne samle til et tog eller et lille dukketeater. Jeg delte ikke med nogen, at jeg havde dem stående, husker Grethe.

LÆS OGSÅ

Cathrine Dufour var ikke i tvivl, da hun mødte Rasmine Laudrup: Det var kærlighed ved første blik

Da dressurrytter Cathrine Dufour mødte Rasmine Laudrup for fem år siden havde heste ellers været hendes et og alt. Men sammen med Rasmine føler hun sig for første gang så tryg ved et andet menneske, at hun kan lægge sit hjerte i hendes hænder, og vide at det vil gå fint.”

Juleaften var de bare Grethe, hendes forældre og søskende. Måske mormor eller en moster.

– Først gik vi i kirke, og om aftenen fik vi først risengrød, for risalamanden var ikke nået til Andst endnu. Så fik vi flæskesteg og medisterpølse med brune kartofler og rødkål til. Bagefter ryddede vi op, for det var et meget ordentligt hus, og i mellemtiden tændte far juletræet i stuen.

Ud på aftenen skete der altid det uforklarlige, at netop som Grethes far var gået på toilettet, dukkede julemanden op. Han delte gaver ud, inden han gik igen, og Grethes far kom tilbage i stuen.

– Jeg kan huske, at min søster sagde til vores far: ”Åh far, du skulle have været her. Du gik glip af, at julemanden var her”, siger Grethe med et smil, som når man ser bort fra grisens skrig og de ødelagte småkager, kun har gode minder fra julen i 1950’erne.

– Mine forældre elskede julen, og det har jeg taget med mig i livet.

Julepynt som i barndommen

I Grethes barndom kom Daells Varehus' julekatalog med posten, og fra det bestilte Grethes mor både tøj, gaver og julepynt som for eksempel kravlenisser på ark. Anden julepynt blev lavet hjemme af crepepapir og karton.

– Vi lavede altid julehjerter og julestjerner i mit hjem i december, så det fortsatte jeg med, da jeg startede mine egne juletraditioner. De her julehjerter er fra omkring 2000, og de ligger hvert år i en julebog, så de holder sig flotte. Der var også altid trommer på juletræet hos min mor og far og hos mine bedsteforældre, så der har også altid været trommer på mit juletræ. De her er bulede og har ”krøllet hank”, men de kommer alligevel på juletræet hver jul, siger Grethe.