Lars Lilholt.

Lars Lilholt: ”Da jeg mødte Ninna, blev jeg en tro mand”

Lars Lilholt har ikke en karriere, siger han. Han har et liv. Et, hvor han føler, at han aldrig har arbejdet, fordi han har fået lov til at leve af den passion, der fylder alt. Musikken. Den og hans store kærlighed til familien har gjort livet til en leg.

hjemmet logo farve

Fem hele minutter. Så lang tid bragede klapsalverne mod Lars Lilholt, da han stod på scenen i Tivoli Friheden i Aarhus i juni for tre år siden. 

Det var første gang, han optrådte, siden han et halvt år tidligere var blevet ramt af en så alvorlig tarmkræft, at han ikke troede, han ville overleve. Og da han et kvarter inde i koncerten vendte sig mod Skejby Sygehus og bekendte, at han tre måneder forinden ikke havde troet, at han ville komme til at optræde igen, så kom klapsalverne.

– Jeg blev meget berørt, og da jeg vendte mig om for at få lidt styrke, så stod hele orkesteret og vrælede, siger Lars Lilholt og smiler.

Han beskriver koncerten som en, hvor han ikke sprang rundt på scenen. Men han var der. Og han sang.

– Jeg havde spurgt lægerne, om jeg mon nogensinde ville komme til at optræde igen, for det troede jeg ikke selv. 

Jo, sagde de, hvis du bare træner, fortæller Lars Lilholt, der på trods af en krop, som var bombet tilbage på alle tænkelige planer – ikke blot af kræftsygdommen, men også af tre tilstødende blodpropper og komplikationer som tarmslyng og bughindebetændelse – blev ved og ved med genoptræningen, der bestod af daglige gåture, lidt længere og lidt længere, og øvelser til at opbygge kroppens styrke igen.

– Det var bøvlet at komme i gang, men hvis jeg kan komme ud og have det sjovt, vil jeg gerne arbejde for det. Og så har jeg en stærk viljestyrke, ellers havde jeg ikke overlevet, siger Lars Lilholt, hvis vigtigste erkendelse i kølvandet på sygdomsforløbet handler om hans familie.

Hustruen gennem mere end 30 år, Ninna, og hans tre nu voksne børn.

– Jeg fandt ud af, at jeg har valgt og gjort noget rigtigt i den familie, jeg har fået. Ninna var hos mig hver eneste dag i de tre måneder, og min ældste datter Luna var der hver aften. Hun er uddannet medicinalkirurg, så hun tjekkede, at jeg hele tiden fik det rigtige medicin. 

Havde de ikke været der og taget hånd om mig, så havde jeg ikke været her i dag, siger Lars Lilholt og tilføjer:

– Siden jeg var knægt, har jeg vidst, at livet var skrøbeligt. Det fandt jeg ud af på den hårde måde, da jeg mistede en ven som kun 15-årig. Men jeg er glad for, at jeg er her endnu. Jeg har lidt senfølger efter kræften, men det er bedre end at ligge og rådne under jorden.

Teksterne er alvor

I oktober udkom Lars Lilholts bog 'Ingen ord, der helt slår til', hvor han går bag om teksterne på en række af de mange sange, han har skrevet. En slags biografi, men ikke hans egen, mere sangenes. 

Om Lars Lilholt, 72

  • Har udgivet mere end 40 album. 
  • Aktuel med bogen 'Ingen ord der helt slår til', hvor han går tæt på en række af sine sangtekster. 
  • Tager på turné i det nye år, hvor han skal spille 25 koncerter rundt i hele landet.
  • Bor i Silkeborg, er gift med Ninna Thomsen og far til tre børn.

Mere end 300 er det blevet til fordelt på 40 plader over de seneste næsten 50 år. Siden Lars Lilholt som 11-årig fik sin første guitar og prøvede at lære sangene fra de dengang årlige Beatles-udgivelser har han skrevet sange og tekster, og da han som 15-årig var til en fest med kammeraten Bjørn fandt han sin livsvej.

– Det var i ’68, så der kom jo en lille bønne forbi, som vi kom til at babbe lidt på, og så sad vi der og grinede. Pludselig kommer Bjørn hen til mig og siger ”hey Lars for fanden, prøv at hør, Bob Dylan synger på dansk”. Jeg lyttede, og det var rigtigt, og så blev vi begge to enormt glade. 

Det var først næste morgen, da vi kom lidt ned på jorden igen, at det gik op for os, at vi havde hørt Steppeulvene med Eik Skaløe og ikke Bob Dylan, men hvis Eik Skaløe kunne skrive og synge på dansk, så det lød som Bob Dylan, så ville jeg også. Og jeg har ikke skrevet en engelsk sang siden.

Til den nye bog har Lars Lilholt været tilbage i bagkataloget, gennemgået de mange tekster og udvalgt dem, der rørte ham mest.

– For mig er teksterne alvor, og de er alle sammen et øjeblik, der har evigheden med sig. Og summen af alle de øjeblikke bliver et billede på det liv, der blev mit, siger Lars Lilholt.

Voldsomt at miste

Startskuddet til bogen blev tabet af Lars Lilholts gode ven og kollega fra bandet Dalton, Johnny Madsen, der døde i november sidste år.

– Johnny og jeg var kammerater i 45 år, så der gik da eftertænksomhed i den, da han døde. Og da jeg selv var lige ved at stå af for tre år siden, tænkte jeg, at skal jeg skrive om mine sange, så skal det være nu, siger Lars Lilholt og tilføjer på sin underspillede facon, at han undervejs faktisk blev helt rørt over, hvor god han egentlig synes, han selv er.

– Sådan nogen som mig, vi er lidt selvglade. Da Johnny og jeg som unge boede på hotel i Istedgade – altid i dobbeltseng, fordi vi ikke havde råd til to værelser – så stod vi op klokken 14 efter at have været ude på druk en hel nat og gik hen til spejlet. 

Vi lignede lort, men vi stod der og kiggede lidt og sagde så: ”Perfect”. 

Vi var enige om, at vi led af det, der inden for nyere dansk rockpsykiatri hedder ”I love me-syndromet”. Sådan tror jeg, man skal have det, hvis man skal være i den her branche. Man skal tro på det, man gør. Og jeg er stolt og glad for mine sange og nu for bogen.

Venskabet med Johnny Madsen går tilbage til 1979, hvor Lars Lilholt gerne ville spille på Madsens værtshus i Lemvig. Aftalen kom i stand, men da Lars Lilholt kom derud havde Johnny Madsen fået karantæne fra sit eget værtshus. 

Siden dannede de bandet Dalton, og sammen med Allan Olsen kørte de landet rundt i Lilholts gamle blå dieselbil af mærket Hanomag for at optræde.

– Det var først, da vi fik indført fri bar i kontrakten, at vi også kunne tjene penge, ellers havde vi altid en regning, der var større.

Lars Lilholt griner. Og bliver mere alvorlig i snakken om bedstevennen, der nu er væk.

– Vi betød noget for hinanden. Det var ikke noget, jeg gik og tænkte over, men hvis han spurgte mig om noget, sagde jeg altid bare ja. Der kunne godt gå måneder mellem at vi så hinanden, men når vi var sammen, så var den der altid. Jeg vidste godt, at han skulle dø, men da det skete, var det voldsomt.

Tak for sangen

Dalton er én ting i Lars Lilholts musikalske liv. Det andet er Lars Lilholt Band. Og siger man det, siger man også ”Kald det kærlighed”. 

Sangen, som Lars Lilholt skrev i 1985, da han selv havde problemer med kærligheden, og sangen, der er optaget i Danmarks kulturkanon og ved årtusindeskiftet blev kåret som den næstbedste danske sang nogensinde – kun overgået af Gasolins 'Kvinde min'. 

Lars Lilholt ved ikke, hvor mange gange, han har sunget den sang, men han ved, at den for altid vil være på hans setliste til koncerter.

'Ingen ord der helt slår til', Lars Lilholt, Gyldendal, 269,95 kr.
'Ingen ord der helt slår til' rummer ærlige, rørende og humoristiske fortællinger bag Lars Lilholts sange. Af Lars Lilholt, Gyldendal, 269,95 kr.

– Det vil være fuldstændig tåbeligt ikke at spille den, for folk kan lide den. Den sang har betydet alt. Nogle gange har jeg været nede på knæ og sige ”tak, du lille sang”, at du lod mig føde dig. Folk spørger mig tit, hvilken af mine sange, jeg bedste kan lide.

Det kan jeg ikke svare på, for det svinger, men jeg ved nøjagtig, hvilken sang min bank bedst kan lide. Den har åbnet mange døre, og jeg har tjent mange penge på den. Det er sgu mit held. Den har været med til, at jeg er kommet igennem den her tilværelse uden at bestille noget. 

Jeg har aldrig haft et arbejde. Og jeg har ikke en karriere, jeg har et liv.

Lars Lilholt har altid haft familien tæt på sig, også i sit arbejde. I starten var både hans bror og ene søster med i Lars Lilholt Band, og i dag er hans hustru, 

Ninna Thomsen, som han mødte for 33 år siden, hans tourmanager. Skulle livet som par fungere med den ene evigt på landevejen, gav det mening, at Ninna blev indrullet i Lars Lilholts liv. I dag rejser hun altid med ham rundt og holder styr på både band og bagland, ligesom hun har malet en lang række covers til Lars Lilholts albums.

– Da jeg mødte Ninna, blev jeg en tro mand. Jeg havde været lidt en rigtig rockmusiker, som godt kunne score pigerne med spidsen af en guitar. Det holdt jeg lige pludselig op med, for hende ville jeg gerne beholde. 

Som min gamle skilærer sagde: ”Friheden ligger i bindingen”. Det besluttede jeg mig for, og det har jeg været virkelig glad for.

Pensionist er ikke et ord, Lars Lilholt kender. Han ved slet ikke, hvad han skulle lave andet end at spille musik. Og han håber, at han bliver rigtig gammel ligesom sin far, der blev 93 år.

– Jeg har en kone, jeg elsker, tre børn og fire børnebørn, og de er allesammen raske. Så kan man ikke forlange mere. Jeg har også en bil og et hus, men det vigtigste er, at jeg omgiver mig med folk, der har det godt.

Jeg har været en heldig mand. 

Lars' jul

Hvordan var din barndomsjul?

– Vi fejrede som regel jul hos min farfar og farmor i Aalborg sammen med hele familien. Så spillede min far violin og min farbror klaver. Min tante var danselærer, så hun dansede nogle yndefulde menuet-trin. Min gamle farfar var officer og danselærer, så han slog takten med en stok, og hvis vi kom for tæt på, fik vi et rap i røven.

Hvordan skal du fejre jul i år?

– Vi har en meget traditionel jul, og det kan jeg godt lide. Vi skal holde den hos os i Silkeborg, hvor alle børn og børnebørn kommer. Ninnas søstre kommer også med deres børn, så vi er altid mange til jul. Vi bor på landet, så vi har så god plads, at mange af gæsterne overnatter, og det er virkelig hyggeligt.

Hvad skal du spise juleaften?

– Vi får altid kalkun, fordi min ene datter er gift med en muslim. Jeg har prøvet at få ham til at spise både hotdogs og flæskesteg og bacon, men det vil han nu ikke. Jeg elsker brune kartofler, og det er altid mig, der bruner dem.

Hvad er din yndlingsjulesang?

– 'Dejlig er jorden'. 'Slægt skal følge slægters gang' – det er så utrolig smukt. Den skal også synges til min begravelse.

Har du en særlig juletradition?

– Det er musikken. Der er en sang, vi altid spiller, når vi går rundt om træet. Den hedder 'Så går vi den ååen vej'. Det er en polkamelodi, der minder lidt om 'I en skov en hytte lå', og så skifter man retning, hver gang omkvædet synges. Den går hurtigere og hurtigere, og børnene elsker det, fordi vi tumler rundt i hinanden. Vi slutter altid med 'Nu det’ jul igen', hvor vi løber rundt i huset.