Mit første minde
– En af de første ting, jeg husker, er, at jeg sidder og spiser aftensmad sammen med min tvillingsøster og mine to større brødre, og pludselig nyser min søster og får spaghetti ud af næsen, og så får vi alle sammen det vildeste grineflip.
Jeg husker, at det var så hyggeligt, når vi alle sammen var samlet i køkkenet.
Vi boede i Haderslev i et hus tilknyttet min fars maskinfabrik. Han var maskinmester og min mor var pædagog. Vi havde ikke noget fjernsyn, så vi måtte finde på alt muligt andet at lave. Vi legede rigtig meget mørke-gemmeleg, hvor vi løb rundt i det store hus og havde det så sjovt. Familiesammenholdet og følelsen af at vi alle sammen var sammen, husker jeg meget tydeligt.
Min søster havde Downs Syndrom, og hun døde af leukæmi, da vi var fem år. Vi var meget tætte, så jeg husker, at jeg var rigtig, rigtig ked af det, og at jeg savnede hende, men det var ikke et chok, fordi jeg vidste, at hun var syg.
Det har selvfølgelig fyldt i vores familie, men mine forældre var sindssygt gode til at tale med os om det, så det ikke blev et traume for mig. Når jeg ser tilbage på det, synes jeg, at de håndterede det super godt, så det i dag er en naturlig del af vores allesammens familiehistorie.
Min første hund
– Kort tid efter min søster døde, fik jeg lov at få en hund. Det havde jeg plaget om i lang tid. Jeg ville gerne have den til at hedde Maja efter hende, men det fik jeg selvfølgelig ikke lov til, så den kom til at hedde Lady. Det var en brun cockerspaniel, og hun blev min bedste ven.
Dyr har altid betydet sindssygt meget for mig. Bare at være i nærheden af dyr, giver mig ro, fordi de ikke har nogen bagtanker. Siden Lady har jeg mest haft gravhunde, men nu har jeg lige fået en brun cockerspaniel igen, der hedder Knud, som er med mig overalt.
Jeg er så meget på farten, og ofte alene, men at have den med, giver mig en ro.
Min første store passion
– Da jeg var omkring 10 år begyndte jeg at ride, og til jeg var 15 år, levede jeg stort set på rideskolen. Jeg fik en pony, der hed Sommertid, som havde svært ved at finde en køber, fordi den var så skør og lidt vild.
Den kunne alle mulige cirkuskunster, men den var også en god springpony, når den altså selv havde lyst. På det tidspunkt havde jeg briller, men kort tid efter måtte jeg få kontaktlinser, fordi den hele tiden smed mig af. Den stjal også slik fra lommerne på de andre piger fra rideskolen, så min mor måtte købe nyt slik og dele ud.
Men den var super sød, og jeg elskede den. Den blev 29 år, så begge mine børn har også reddet på den.
Lige nu har jeg fem heste, hvoraf de to er konkurrenceheste, som min datter rider. Vi bor i Viborg, men har lejet en stald med ridehal og marker, hvor hestene står, og jeg kan ikke skille mig af med nogle af dem, så lige nu har vi et alderdomshjem af heste – en på 22 år og en på 24 år.
Jeg rider ikke så meget mere, men det handler lige så meget om bare at være sammen med hestene. Jeg kan ikke stresse rundt om et dyr, og selvom jeg har et højt arbejdspres, tænker jeg ikke på arbejde, når jeg kommer ud i luften sammen med en hest. Der får jeg renset hovedet.
Mit første møde med min mand
– Jeg mødte Morten for 20 år siden i Haderslev, hvor vi faldt i snak i byen. Min veninde vidste, at han netop var blevet ansat som fysioterapeut i en fodboldklub, hvor vi kendte nogle af spillerne, og da jeg så ham, tænkte jeg, at jeg da godt lige kunne tale med ham i fem minutter.
Det endte med, at vi talte sammen hele aftenen og har været sammen siden. Han er min totale modsætning. Han er rolig, struktureret og udstråler autoritet – alt det, jeg ikke er eller gør, og nogle gange clasher vi totalt over det. I dag gik min telefon i stykker, og jeg har ikke nogen backup, selvom alt, jeg bruger, er deri.
Det forstår han slet ikke, og sådan noget ville aldrig ske for ham. Men han er min trygge base. Jeg hader for eksempel, når han er ude at rejse i flere uger med sit arbejde, for så kommer alting til at sejle på grund af mig. Så spiser jeg foran fjernsynet med ungerne, og alting roder, og det er virkelig sjovt de første tre dage, men så må han godt komme hjem igen.
Jeg sagde engang, at man skal have løse tøjler og en god ridetur for at holde sammen på et ægteskab. Vi er utrolig gode til at give hinanden plads. Han giver mig frihed til at være mig, og jeg gør det samme med ham.
Jeg har mine heste, og han har sit fodbold, og så har vi en tryg base sammen. Vi er begge to vokset op i en kernefamilie fuld af kærlighed, og hvor der var plads til alle, og det prøver vi sammen at bære videre.
Mit første barn
– Jeg fik mit første barn, da jeg var 25, og det var uden tvivl den lykkeligste periode i mit liv. Morten og jeg levede i en kærlighedsboble, og alt, hvad vores datter gjorde, var den største lykke nogensinde.
Jeg kan huske, at jeg stod på hospitalet med hende i armene og tænkte: ”Hvordan kan bilerne bare køre videre, når jeg lige har fået mit lille mirakel?” Jeg har altid elsket børn, men det var ikke sådan, at jeg gik og drømte om at blive mor.
Det skete bare hurtigt og føltes helt naturligt.
I dag er vores børn 13 og 15, og jeg har altid haft det sådan, at de ikke måtte blive større. Sådan har jeg det stadig, men samtidig er det fantastisk nu at kunne have spændende snakke og tage på rejser med dem. Men jeg er mere udfordret som teenageforælder, end da de var små. Jeg gider ikke sætte regler og grænser, men det skal der jo være, når de bliver større.
Jeg er også klart den mest ustrukturerede forælder. Nogle gange synes de, at jeg er mega uansvarlig, fordi jeg glemmer ting eller ikke lige får handlet til aftensmaden. Morten er meget mere ansvarlig.
Annes jul
Hvilket juleminde fra din barndom står tydeligst?
– Når mine bedsteforældre kom på besøg i julen, havde min bedstemor altid bagt nogle småkager, vi kaldte ”små sorte”, som vi spiste, inden vi skulle have aftensmad. Min bedstemor holdt opskriften hemmelig i mange år, men nu har min storebror fået den overdraget, så nu er det hans opgave at sørge for de ”små sorte”. Og han er 99 procent lige så god til at lave dem som min bedstemor.
Har du en særlig juletradition, du holder i hævd?
– Den sidste lørdag inden jul mødes jeg hvert år med 10 af mine gamle veninder fra Haderslev. Det har vi gjort, siden vi var 15 år gamle, og selvom vi alle sammen har fået familie og børn, er den julefrokost kun for os.
Hvilken del af julen glæder du dig mest til?
– Jeg elsker dagene efter juleaften, hvor man går helt ned i gear. Min mor har fødselsdag 2. juledag, men ellers prøver vi på ikke at have for mange arrangementer, men bare hygge os med gode ting i fjernsynet og nogle gåture.
Den anden dag sagde de, at nu måtte far gerne snart komme hjem igen, efter han havde været væk i nogle dage.
Min første gang på tv
– Jeg sagde ja til 'Løvens hule', fordi jeg gerne ville vise, at en investor også kan være som mig – højtråbende, rapkæftet, for meget og for hurtig. Og så elsker jeg at høre om folks passion og mærke deres energi. I starten syntes mange, at jeg virkede skrap på tv, men det er kun fordi, jeg går op i det og vil vide alt om de cases, der kommer ind.
Nu prøver jeg at huske at smile lidt mere.
I det første program sagde jeg, at nu kom ”Stampe-damerne” efter ”Jesper Buch-drengene” – dygtige kvinder, der både arbejder hårdt og vil have tid til familien. Da det blev sendt, gik det amok. En journalist beskyldte mig for kvindekammerateri, og jeg fik både anonyme opkald og beskeder om alt fra at have ”lort i hovedet” til, at mænd har 4.000 flere hjerneceller end kvinder.
På et tidspunkt var jeg på forsiden af Ekstra Bladet otte uger i streg, Så havde jeg flirtet med en ung case, så var jeg blevet irettesat af produceren, fordi jeg var hysterisk, og så havde jeg truet en politiker.
Der skal altid lige kommenteres på mit udseende og tøj, og er jeg hård, er jeg ikke en sej kvinde – så ligner jeg en lille mand. Det var voldsomt i starten, men nu er jeg landet i det. På mange måder er jeg anderledes end de andre løver i programmet. Jeg har ikke en kæmpe pengetank, fordi jeg har solgt en succesrig virksomhed.
Jeg har et investeringsselskab, hvor jeg køber og sælger for at få penge til at købe nye cases og lave nye salg.
Jeg er god til at have en masse gode partnere og god til at bygge virksomheder op, men jeg er fuldstændig ligesom alle de andre iværksættere, og jeg har hånden ligeså meget på kogepladen som dem.
Min første investering i Løvens hule
– På en af de første optagedage kom Mille og Lykke ind, og jeg mærkede med det samme, at jeg gerne ville investere i deres smykkefirma. Jeg kan huske, hvordan jeg blev sat i stolen og fik at vide ”du er på”, og det var bare så vigtigt for mig at gøre det godt. Det var en vild oplevelse, både fordi det var min første investering i programmet, og fordi jeg vandt over de andre løver.
Jeg kan huske, at Jacob Risgaard sagde, at ”okay det bliver en lang sæson – du kommer bare lige ind og vinder over os alle sammen”. På den måde kører der et spil mellem os løver, og jeg er et konkurrencemenneske, så at sidde der med følelsen af at være totalt underdog, og så blive valgt til, var virkelig følelsen af succes. Jeg vælger i høj grad ud fra produktet, men jeg kigger også altid på, om det er mennesker, jeg har lyst til at arbejde sammen med og skabe noget med.
Det er det vigtigste for mig. Sådan havde jeg det med Mille og Lykke, og vi arbejder stadig sammen og er faktisk blevet rigtig gode venner. Den oplevelse har bekræftet mig i, at jeg godt kan finde ud af at investere og bidrage som løve.
Min første store krise
– Min første arbejdsmæssige krise var, da jeg for nogle år siden blev beskyldt for at have svindlet og stjålet 10 millioner i forbindelse med et projekt, jeg arbejdede på. Det var så grænseoverskridende, fordi det var en fuldstændig forkert historie, som bare blev ved med at køre.
Den startede i ét medie og var så pludselig også i alle de andre. Jeg tog til genmæle, og langt de fleste droppede historien, men det oprindelige medie blev ved med at jagte mig.
Hver dag ringede journalister til mig, og hvis ikke de ringede til mig, ringede de til nogen, jeg kendte for at få noget på mig. Jeg har noteret, at de har kontaktet 53 personer i min omgangskreds, og til sidst blev artiklerne personlige – alt fra, at jeg var inkompetent, til at jeg var grim.
Det var så voldsomt. På et tidspunkt blev det så vildt, at jeg fik angstanfald, når min telefon ringede, og jeg kunne se, at det var journalister.
Det tog lang tid at komme over. I halvandet år tog jeg slet ikke telefonen, hvis det var en journalist. Hele sidste år forsvandt min lyst fuldstændig til at være med i 'Løvens hule'. Men så satte min retfærdighedssans ind.
De skal ikke få mig ned med nakken, bare fordi jeg bliver uretfærdigt behandlet.
Om Anne Stampe Olesen, 41 år
- Stifter af og CEO for virksomheden Nordic Female Founders, der arbejder for at øge diversiteten i dansk iværksætteri.
- Uddannet i sportsmanagement og har en master i proces- og forandringsledelse. Har tidligere arbejdet i Viborg Idrætsråd og som kommerciel direktør i Freeway-koncernen, hvor hun arbejdede med startups.
- Siden 2023 investor i DR-programmet 'Løvens hule'.
- Gift med Morten Stampe der er fysioterapeut i forsvaret og for det danske kvindelandshold i fodbold.
- Har en datter på 15 og en søn på 13.
