Vi kender hende som debattør og forfatter, men nu springer Katherine Diez også ud som tv-vært i det nye kærlighedsprogram
”Villa of Broken Hearts”. Her flytter otte kendte
danskere, der mere eller mindre offentligt har bakset med kærligheden, ind i en villa på Cypern, hvor de bliver
konfronteret med deres egne blinde vinkler og gamle mønstre.
Og ifølge Katherine Diez føles det helt rigtigt, at det er her,
offentligheden ser hende genoptage sin karriere.
– Det er jo ikke
alle drømme, man går og råber op om, men det at lave tv har stået højt på
listen, så da jeg hørte om det her koncept og fik tilbudt rollen som villaens
værtinde, kunne jeg bare mærke, at det her – det skal jeg sige ja til. Så selv
om jeg for år tilbage nok ikke havde forestillet mig at være med i et
realityprogram, så valgte jeg at følge min mavefornemmelse, fortæller hun i denne uges ALT for damerne (uge 48).
Om hun selv ville
have modet til at stille sig i deltagernes sted og tage endnu et kig dybt ind i
sine egne kærlighedsmekanismer for rullende kamera, er hun dog ikke helt sikker
på.
– De er ekstremt modige, og jeg har så enormt meget respekt for dem alle,
og derfor gik jeg også til rollen som villaens værtinde med ekstrem ydmyghed og
omsorg. Jeg vil gerne gøre det godt og behandle hele præmissen respektfuldt,
for det er enormt fint og sårbart, det de hver især kommer med. Men at sidde og
blotte sig selv og modtage terapi, som de gør – der ved jeg simpelthen ikke, om
jeg ville turde være lige så modig som dem. Det håber jeg, siger hun og fortsætter:
– Jeg kan godt lide at beskæftige mig med kærlighed, fordi jeg er et
ekstremt kærlighedsfuldt menneske. Og så synes jeg bare, at hele det
her koncept, det vil jeg fandme gerne være med til at bringe ind i dansk
tv. Samtidigt kan jeg jo relatere til det, fordi jeg også selv har oplevet et
meget vildt offentligt breakup og har haft et turbulent kærlighedsliv
gennem mange år.
Turbulente parforhold
Katherine Diez tidligere kærlighedsforhold har været turbulente – og kendt i offentligheden. Det gælder blandt andet hendes brud med tv-værten Adam Price, som hun beskrev i bogen "I egen barm". Her blotlagde hun sider af sig selv, som
hun det seneste år har gravet endnu dybere i at forstå til bunds – og
hendes nye rolle i et realityprogram om kærlighed ligger på en måde i
forlængelse af det arbejde.
– Jeg tror, det
er fordi, at min tid i medierne og i offentligheden tidligere, men egentlig
også bare gennem hele mit liv, har været enormt præget af, at jeg
har tænkt; hvad ville se godt ud, at jeg gjorde nu? Frem for at spørge mig
selv; hvad har jeg lyst til at gøre nu? Før kunne jeg godt have tænkt; åh nej
skal jeg nu lave reality-tv? Fordi jeg har kæmpet enormt meget med følelsen af,
at jeg jo ikke er lige så fin som de andre – at jeg ikke var fin nok til at
være med i det selskab.
– Men nu er jeg nået frem til, at det er lige meget – det
behøver jeg heller ikke være. Og det er bare så befriende, at jeg er nået
dertil. Jeg er så glad for, at jeg sagde ja og har været med til at skabe det
her stykke tv-magi, som jeg synes, det er – for jeg performer ikke længere for
nogen andre eller for en eller anden kulturelite, jeg drømmer om at være en del
af. Nu gør jeg det for mig selv, og det åbner op for, at jeg kan være lykkelig.
Jeg har mit ene liv. Det vil jeg sgu gerne fylde ud med ting, som gør mig glad, afslutter hun.
Læs hele interviewet med Katherine Diez i denne uges ALT for damerne, hvor hun også fortæller, hvordan hun mistede sig selv i hendes egen jagt på kærlighed - og hvor hun står i dag.
Om Katherine Diez
Katherine Diez er forfatter, debattør og influencer og tidligere litteraturanmelder for Berlingske.
I foråret 2024 var hun
genstand for en stor shitstorm og anklager om plagiat i flere af hendes tekster i aviser og på hendes egne SoMe-platforme.
Siden fulgte et offentligt brud fra ekskæresten Adam Price.
I oktober 2025 udgav hun selvbiografien ”I egen barm” på forlaget
People’s Press.
Katherine Diez tilføjer nu titlen som villaens værtinde i det nye realityprogram ”Villa of Broken Hearts”,
hvor hun fungerer som samlingspunkt og stemningsskaber. Hun er 36 år.