Tina Gylling Mortensen fylder snart 70 år – og hun har det lidt underligt med den alder

Tina Gylling Mortensen fylder snart 70 år – og hun har det lidt underligt med den alder

Skuespilleren runder snart et skarpt hjørne, når hun fylder 70 næste år - og for hende er det med blandede følelser, når hun forholder sig til den alder.

Hendes verden logo farv

Tina Gylling Mortensen er blevet farmor, og det er en rolle, hun nyder i allerhøjeste grad.

– Noget af det mest fantastiske er, at jeg er blevet farmor. Det er jo dobbelt op på kærlighed at se sit eget barn få et barn. Man kan slet ikke forstå, hvor vidunderligt det er. Det er meget, meget rørende, fortæller hun i et interview med Hendes Verden uge 48.

Udover at have fået den flotte titel som farmor, så rammer Tina Gylling Mortensen også snart en anden stor milepæl, når hun fylder 70 næste år. Men i modsætning til farmor-titlen, så er den alder noget, hun har blandede følelser om.

– Det er et tal, jeg har det lidt underligt med, fordi jeg stadig føler mig lige så kraftfuld og lige så nysgerrig på livet, som jeg altid har gjort, fortæller hun med hentydning til, at det ikke nødvendigvis var den oplevelse hun havde forventet at have, når hun en dag skulle blive 70.

– Mit arbejde tænder min energi, og selvom der er en tendens i dansk teater til, at de ældre skuespillere er røget lidt ud, så har jeg heldigvis stadig masser at lave. Jeg har altid haft lyst til at udfordre formaterne og prøve nye måder at arbejde på, og jeg har aldrig haft noget med, at der er noget, jeg ikke tør.

I det hele taget har Tina Gylling Mortensen flere faglige bolde i spil – og det hele tænder hendes gnist.

– At lave Mammutteateret og være lærer for skuespilelever har gjort, at min nysgerrighed og min lyst til, at tingene skal udvikle sig, hele tiden er blevet næret, så jeg håber, at jeg kan forsætte mange år endnu.

Tina Gylling Mortensen

  • 69 år

• Kendt fra en lang række roller på teater i bl.a. Tjener for to herrer og Den indbildt syge på Det Kongelige Teater, som hun har været tilknyttet i 25 år, og Affaldet, byen og døden, Jernbyrd og Stolthed er kolossal på Mammutteatret, som hun selv var med til at stifte i 1983. 

• Har medvirket i tv-serier som Forbrydelsen og Anna Pihl samt julekalenderen Ludvig og julemanden. 

• Har arbejdet som konsulent og klasselærer på Den Danske Scenekunstskole. 

• Modtog Lauritzen-prisen i 2008 (uddeles som påskønnelse af fremragende kunstneriske præstationer på en dansk scene, tv eller film.) 

• Aktuel i forestillingen Sat i verden på Det Kongelige Teater, der netop nu er på turné rundt i landet. 

• Gift med skuespiller og dramatiker Claus Flygare med hvem hun har to sønner


Læs hele interviewet med Tina Gylling Mortensen i Hendes Verden uge 48, hvor hun også fortæller om at miste arbejdsglæden - og finde den igen - og om ønsket om at have fået flere børn, end hun gjorde.