Aniella Bonnichsen.

Aniella fik et barn som 15-årig og blev tvunget til at give ham bort – efter flere års detektivarbejde fandt hun ham

Aniella blev gravid, da hun var 14 år, og kort efter fødslen blev hendes søn adopteret bort. Langt senere i livet, da hun var blevet mor til tre andre børn, kunne hun ikke længere bære savnet – og efter flere års detektivarbejde fandt hun sin førstefødte.

Hendes verden logo farv

Året er 1970, hun er 15 år, og hun har længe båret på en dyb hemmelighed: Hun er gravid. En nat får hun veer, og hendes mor tilkalder en læge. Aniella kommer med ambulance på sygehuset, hvor hun føder sin søn.

Straks efter bliver barnet taget fra hende.

– Jeg lå alene tilbage på hospitalsstuen og lyttede. Indimellem kunne jeg høre barnegråd, og jeg savnede mit barn, husker 70-årige Aniella i dag.

– Men jeg skulle lade, som om det aldrig var sket.

Den søn, Aniella føder som 15-årig, når at blive 26 år gammel, før hun ser ham igen. I dag hvor Michael er 55 år, har de fortsat kontakt, og Aniella er farmor for hans to døtre.

– Et barn, der bliver bortadopteret, er et barn, der er elsket, siger hun. – Selv om jeg blev tvunget til at give ham fra mig, gav jeg aldrig slip på kærligheden.

Ingen lykønskninger

Tilbage i på Hillerød Sygehus i 1970 ligger den unge Aniella i hospitalssengen og længes efter sit spædbarn.

– Det var helt fysisk; jeg længtes efter at putte mit barn ind til mig og give ham kærlighed. Men der var ikke noget barn. I stedet fik jeg en ulidelig smerte i brystet, husker hun.

De øvrige mødre på afdelingen fortæller glædestrålende om deres fødsler og nyfødte børn og bliver overdænget med gaver. Men ingen siger tillykke til Aniella.

– Jeg ville også gerne fortælle nogen om min store oplevelse, men det kunne jeg ikke, siger hun.

Aniella får lov at se sit barn én eneste gang efter fødslen. Derefter bliver han bortadopteret, og al kontakt stopper. Hun aner ikke, hvor han er, og adskillelsen fra hendes nyfødte efterlader hende med et traume. Men først efter sit yngste barns fødsel mange år senere ved Aniella med sikkerhed, at hun må finde sin førstefødte. Syv år senere kommer det afgørende spor.

Det blinde øje

Aniella er som barn en pæn og stille pige, men som 14-årig får hun i smug et forhold til en 20-årig mand. Hun bliver gravid, en måned før hun fylder 15.

– Min menstruation udeblev, men det lagde jeg ikke så meget i. Først da jeg kunne mærke barnet bevæge sig, vidste jeg det, fortæller hun. – Men den eneste, jeg turde betro mig til, var en veninde, der gættede det selv.

Aniellas mor, hendes storebror og også hendes mormor vælger at kigge den anden vej, fortæller hun. Hendes far er død et par år forinden.

­– De kunne umuligt undgå at vide, at jeg var gravid, men det eneste, jeg hørte, var bemærkninger, om jeg ikke snart skulle på slankekur. Ingen tog fat i mig og spurgte: ”Er der noget, vi skal hjælpe dig med?”

Derfor skjulte den unge Aniella graviditeten. Hun trak maven ind, så længe hun kunne.

– Jeg var alene, bange og desperat, men jeg turde ikke betro mig til nogen voksne, siger hun. –Jeg er opvokset i et religiøst miljø, så det overhovedet at have sex var fuldkommen tabu, og graviditeten var som én lang vandring med tjørnebuske på hver sin side, der flåede mig mere og mere i stykker. Hvad der ville ske efter fødslen, magtede jeg slet ikke at tænke på.

Hjerteskærende skrig

Faren til Aniellas ufødte barn får hverken dengang eller siden noget at vide, og graviditeten bliver først en realitet i hendes familie, den nat hun får veer.

– Jeg fik virkelig ondt i maven, men om morgenen sagde min mor: ”Nå, det er vel, fordi du har menstruation, er det ikke på den tid?”

Moren sender trods alt bud efter en læge, og vedkommende konstaterer, at Aniella er i aktiv fødsel.

– Min mors reaktion var: ”Hvad skal vi dog gøre? Kan vi ikke skaffe os af med det barn?”, husker Aniella.

– Det slog mig hårdt, at det var hendes første tanke.

Der bliver sendt bud efter en ambulance, og Aniella bliver kørt til Hillerød Sygehus.

– Da barnets hoved begyndte at komme til syne, stak de mig i hånden med noget bedøvelse, så jeg ikke var for bevidst, fortæller hun.

– Jeg fødte mit barn, som skreg og skreg – det mest hjerteskærende skrig, som jeg kunne høre for mit indre øre mange år efter. De tog ham fra mig straks og bar ham ud af rummet. Senere fortalte personalet, at det blev en dreng. Og at det var bedst, at jeg ikke så ham.

Den sidste kontakt

Aniellas søn kommer på spædbørnshjem, og hun får selv besøg af en kvinde fra Mødrehjælpen, der kommer for at få hende til at underskrive adoptionspapirerne.

– Ingen tog sig af, hvordan jeg havde det. Jeg fik bare at vide, at jeg skulle underskrive de her papirer, men det nægtede jeg simpelthen. Jeg ville se mit barn inden.

Da hendes søn er tre måneder, får Aniella derfor lov til at komme ud på spædbørnshjemmet. Én gang.

– Jeg vidste med det samme, hvem der er min, og gik direkte hen til hans vugge, husker hun.

– Og så sad jeg med ham i mine arme i to timer. Jeg oplevede, at det hele ikke var en underlig drøm; han var et rigtigt, levende barn. Det gav mig trods alt noget ro.

Herefter må Aniella skrive adoptionspapirerne under, og hun mister samtlige rettigheder i forhold til sin søn.

– Men jeg blev ved med at kigge efter ham alle vegne, og jeg fulgte ham i tankerne: Nu kan han kravle. Nu kan han gå. Nu skal han i skole. Jeg forestillede mig, at jeg havde ham hos mig.

Døden tæt på

Det er dog ikke noget, Aniella taler med nogen om. Sagen skal dysses ned, og hun fortsætter i skole efter 14 dage. Kun klasselæreren, skoleinspektøren og præsten kender sandheden.

– Jeg fik at vide, at jeg bare skulle glemme, men jeg blev ved med at savne ham. I de første år gav savnet sig udtryk i, at jeg omkring hans fødselsdag fik mælk i brysterne, fortæller hun.

Som ung kvinde kommer Aniella på børnehaveseminariet og møder i den periode sin mand. I 1980 får de en søn, og to sønner følger.

– Men jeg blev ved med at have dårlig samvittighed over for mit første barn, husker hun.

– Min mand havde svært ved at forstå, at jeg pludselig kunne græde over et barn, jeg havde mistet for så mange år siden, og sagde: ”Hvad med mig og vores tre børn? Betyder vi ikke noget?”

Da Aniella i 1987 føder parrets yngste søn, svæver både hun og han mellem liv og død, og den oplevelse får hende til at beslutte, at hun vil opsøge sin førstefødte.

Nu må hun følge sit hjerte.

– Alt det, jeg havde undertrykt gennem årene, kom helt op til overfladen; jeg kunne slet ikke skjule min længsel, husker hun. – Intet skulle holde mig tilbage – ud over, selvfølgelig, hvis han ikke ville se mig.

Aniella indleder et massivt detektivarbejde og begynder at holde foredrag og gå på radio og tv. Men først efter syv år modtager hun et anonymt brev med navnene på de fire drenge, der kom til verden på afdelingen, den dag Aniella fødte sin søn. Hun begynder fra en ende og skriver til deres forældre. I fjerde forsøg finder hun frem til sin søn.

Telefonopkaldet

Aniella kontakter præsten i det sogn, hvor hun fødte, og lader ham tale med familien. Efterfølgende ringer han hende op med beskeden: Adoptivforældrene ønsker, at hun holder sig langt væk. Og vil ikke fortælle hendes søn, Michael, at hun ønsker kontakt.

Han er på det tidspunkt 24 år.

Da han senere er flyttet hjemmefra, finder Aniella ham via folkeregistret, og skriver selv til ham flere gange. Uden at få svar. På et tidspunkt opgiver hun. Men efter endnu et år får hun atter en stærk trang til at møde ham og en intuitiv fornemmelse af, at tiden er inde. Aniella formulerer et brev, hvor hun inviterer Michael ud at spise en bestemt dag. Hun vil se ham blot den ene gang – og fortælle ham, hvorfor han blev bortadopteret.

– Pludselig ringede han mig op; jeg var helt rundt på gulvet, fortæller Aniella. – Han fortalte om sit liv og ville gerne møde mig, og det viste sig, at han havde haft det på samme måde: Nu skulle det være. Han havde ikke engang læst brevet færdigt, før han ringede mig op.

En fremmed mand

Aniella ankommer til restauranten i god tid og går rundt i området, og med et får hun øje på en mørkhåret mand på modsatte fortov. Han kommer hende smilende og vinkende i møde.

– Jeg tror nok, Michael ville have givet mig hånden, men jeg omfavnede ham med det samme, siger Aniella.

De sætter sig ind i restauranten, og pludselig er 26 års uvished forbi.

– Han var både en fremmed mand og min søn, siger Aniella. – Det var, som om jeg havde kendt ham altid; vi var på bølgelængde med det samme.

Michael er vokset op som enebarn, men allerede samme aften tager han med Aniella hjem og møder sine yngre halvsøskende.

Efterfølgende er Michael en del af Aniellas familie og inviteres med til familiebegivenheder, mærkedage og ferier, men de mister kontakten efter et par år, da Michael får skyldfølelse over for sine adoptivforældre.

– Som barn måtte han ikke sige, at han var adopteret, og som voksen måtte han holde kontakten med mig hemmelig over for sine adoptivforældrene, siger Aniella.

Efter fem år kommer Michael dog tilbage. I mellemtiden har han fået to døtre, og hans forældrene er begge døde. Hensynet står derfor ikke længere i vejen, og siden 2006 har Michael og hans døtre været en del af Aniellas familie.

Genkendte duften

– Jeg havde i mange år ondt i hjertet, og det at finde Michael satte tingene på plads og gav mig ro, siger Aniella. – Det har lært mig, at mor og barn er tæt knyttet, uanset om man kun har en graviditet og fødsel til fælles. Michael har fortalt, at første gang, vi mødtes – da han var 26 år – kunne han genkende min duft. Det er ret vildt, fortsætte hun og tilføjer:

– Det ideelle havde været, at jeg havde fået hjælp til at beholde barnet. Jeg var 15 år, men ret moden og ansvarlig, og med den rette støtte var jeg vokset med opgaven. Og ellers skulle man have lavet en åben adoption, hvor jeg ikke havde mistet kontakten med mit barn.

Michael og Aniella må erkende, at de aldrig får de mistede år tilbage, men de kommer stadig tættere ind på livet af hinanden.

– Et barn, der ligger i livmoren, hører morens hjerteslag – det kan man ikke bare slå en streg hen over. 

Om Aniella Bonnichsen, 70 år

  • Pens. pædagog og psykoterapeut.
  • Forfatter til bogen 'Mit barn – hvor er du?', stifter af Adoptions­trekanten på Facebook og en aktiv stemme i debatten om biologiske mødres rettigheder. Hun mener, at kvinder bør hjælpes til at beholde deres egne børn, og at alternativet er åbne adoptioner, eller at anonymiteten ophæves, når barnet er 18 år. 
  • Gift og har ud over Michael, 55 år, tre sønner på 38, 41 og 45 år samt seks børnebørn.
  • Se mere på bortadoption.dk
Om Aniella Bonnichsen, 70 år