Kærligheden har gjort ondt på Morten Hee – derfor har han flere gange taget et vigtigt valg
Han er aktuel som kvindebedåreren Don Juan i Skuespilhuset i København, men Morten Hee Andersen har altid selv idealiseret tosomheden. Og selv om han lige nu er smaskforelsket, føles kærligheden mere som et bål, han kan varme sig ved, end det store festfyrværkeri.
Der er noget, der føles anderledes inde i Morten Hee Andersen. Han er forelsket, og selvom følelserne bobler rundt derinde, så er han meget fattet. Og rolig. Når han skal beskrive følelsen, tænker han på et klicheagtigt citat.
– Jeg har en meget sød veninde, som altid finder poetiske citater på sociale medier, som hun sender videre til os venner. Jeg har tit tænkt på den her, hun engang sendte til mig: ”Kærlighed skal ikke føles som fyrværkeri, det skal føles som et bål, man kan varme sig ved”.
Forelskelsen føles ikke som et eksplosivt, ustyrligt fyrværkerishow, der skyder til vejrs i tusindvis af farver for derefter at dø ud og falde til jorden igen lige så hurtigt, som det startede.
– Det er ikke, fordi det ikke også er en stor eksplosion af følelser, det er det totalt – jeg er sindssygt glad. Men jeg har bare mere lyst til at sidde og varme mig ved det her bål. Jeg oplever forelskelsen på en mere grounded måde.
Det er første gang, at han aktivt er gået ind i en romantisk relation på denne her måde. Stille og roligt, skridt for skridt, er gnisterne langsomt blevet til små flammer, der brænder stabilt.
– Man kan godt få den der følelse af, at det er fyrværkeriet, der er den rigtige følelse, når man er forelsket, men det dør også hurtigt ud igen – som for Lasse og Dorthe i årets 'Gift ved første blik' …
Med sin nye kæreste har Morten Hee Andersen fået lyst til at se udad i stedet for hele tiden at skue indad.Foto: Christina Kayser O.
Han sidder tilbagelænet i den grønne polstrede stol og fletter fingrene hen over brystkassen. Som om hver en muskel i hans krop slapper af lige der. Bag ham tårner de nybyggede betonbygninger på Papirøen op gennem vinduerne i hans garderobe her i Skuespilhuset i København. Prøverne til stykket 'Don Juan', hvor han spiller forføreren selv, er netop gået i gang.
Forsvinde væk i forestillingen
Han har prøvet det før. At spille karakteren klædt i bordeaux, der har helliget sit liv til at forføre, forelske og forlade. I det nyfortolkede stykke, der oprindeligt er skrevet af Molière i 1635, følger Don Juan sit hjerte og hvad end, det begærer – og det begærer en hel del. Han kaster sin kærlighed over alverdens kvinder for snart at hoppe videre til den næste.
– Don Juan er en stor æstetiker, der lader sig rive med af det skønne og spontane. Den side har jeg også i mig selv. Jeg kan godt genkende det der med at blive så høj på forførelsen og forelskelsen, men han er jo ekstrem og gifter sig med folk. Det har jeg trods alt aldrig gjort, men jeg kan godt forsvinde helt væk i et møde, som føles magisk.
Annonce
Særligt som yngre havde Morten også tendens til at lade sig rive med og forelske sig i situationer og forestillinger. I sin søgen efter kærligheden kunne han forsvinde helt væk i tankerne om, hvad det måske kunne blive til.
– Jeg har måske forført mig selv nogle gange i historien inde i mit eget hoved om, hvad noget kunne blive til, i stedet for at have ro til at sætte mig ned og spørge mig selv, hvad jeg egentlig synes om det her menneske.
Hans forestilling om forelskelsen var så stærk, at han blev mere forelsket i den, end han egentlig blev i den person, han var taget på date med. For han havde allerede skabt en fortælling om, hvordan fremtiden kunne se ud i denne relation.
”Jeg kan godt genkende det der med at blive så høj på forførelsen og forelskelsen, men han er jo ekstrem og gifter sig med folk. Det har jeg trods alt aldrig gjort”Foto: Christina Kayser O.
– Modsat Don Juan har jeg altid idealiseret tosomheden. Jeg tror på det dybere mellem mennesker, som kan vare ved. Jeg har aldrig haft behov for at skynde mig videre til den næste.
Han har kunnet slå sig på kærligheden af selvsamme grund. I hans overbevisning om, at et forhold skulle fungere, har han kunnet gå hovedkulds ind i relationen for til sidst at miste fodfæstet.
– Jeg har altid haft lyst til, at det, jeg var i, skulle fungere. Så har jeg aktivt søgt perioder, hvor jeg ikke var sammen med nogen efterfølgende, fordi jeg følte, jeg mistede mig selv nogle gange. Så var det lige en måde at tjekke ind med mig selv for at finde ud af, hvad der egentlig foregik. Hvorfor jeg syntes, det var så svært at slappe af i.
Efter at have været ude for lignende situationer flere gange, begyndte Mortens krop på et tidspunkt at kunne afkode, hvordan han skulle reagere, når han endte i sådan en situation.
På vej udover kanten
Det er en overvældelse, som Morten ikke kun kender fra sit kærlighedsliv. Det har faktisk været et generelt tema, som han har øvet sig på at navigere i, i mange arenaer af livet.
– Hvis der sker meget i mit liv, om det så har været at finde kærligheden, som jo er en stor ting, og der samtidig sker store ting andre steder, så kan det blive for meget af det gode på én gang. Så kan jeg få følelsen af at være sådan en tegneseriefigur, der løber ud over en kant og så opdager lidt for sent, at der er sygt langt ned.
Annonce
Han kunne føle, at han skulle være alle steder, løbe rundt for at nå det hele. Det med at vælge til og fra har været svært, for så var der også en sandsynlighed for at vælge forkert – og endnu værre: at skuffe nogen.
– Det var meget svært, da jeg var yngre. Det martrede mig virkelig, fordi min frygt for at vælge forkert var helt ude af proportioner. Jeg havde sådan en pisk, der hele tiden var, at det kun var mig, der kunne ødelægge det hele.
Grunden til at det har været så svært for Morten at aflyse, sige nej eller tage den med ro, kan også findes i den enorme ansvarsfølelse, som altid har boet inde i ham, og som har fyldt for meget.
– Jeg kan huske, at jeg var det barn i folkeskolen, der kunne begynde at græde, hvis andre fik skældud. På en eller anden måde skammer jeg mig lidt for hurtigt.
Da Morten blev færdiguddannet fra Den Danske Scenekunstskole som 25-årig, stod han i den luksuriøse problematik, at han havde flere store jobtilbud at vælge mellem. Før han fik sit diplom, var han både blevet tilbudt en plads i ensemblet på Aalborg Teater og Det Kongelige Teater, og samtidig tilbød DR ham hovedrollen i 'Herrens Veje'. Han husker det som en ret svær tid, hvor han var bange for at skuffe andre.
– Jeg havde virkelig dårlig samvittighed. Det var som om, jeg skulle slå hånden af et familiemedlem. Men rigtig meget af det er jo bare business, og rigtig mange mennesker er til at snakke med – for de har ikke lagt hele deres følelsesliv i det. Så jeg har skullet arbejde med at få placeret samvittigheden der, hvor den hører hjemme, så det hele ikke flyder sammen.
Han har øvet sig i at sige til sig selv, at det ikke er det hele, der er hans ansvar. For det er en kæmpe byrde at bære rundt på, hvis stemningen, andres humør og følelser altid skal spores tilbage til ham selv.
– Det er en form for pleaseropførsel, som i virkeligheden er fordi, jeg forsøger at kontrollere, hvad andre synes om mig – og det er jo ikke særlig sødt. Jeg forsøger at slippe det ved at være ærlig og melde klart ud, hvor jeg står. Så må folk synes, hvad de synes.
Et tidligt ansvar
Hvor tror du, ansvarsfølelsen kommer fra?
Annonce
”Jeg er blevet bedre til at lægge aktive pauser ind og give mig selv noget fumletid – både fra arbejdet og kærligheden”Foto: Christina Kayser O.
– Jeg tænker, at mange af de her ting er blevet grundlagt, da jeg var barn. Jeg er lillebror i en familie på fire. Jeg har nogle sindssygt dejlige forældre og en storesøster, som jeg er meget tæt med, men jeg tror, at mit job derhjemme hele tiden har været at sørge for, at alle var i godt humør. Jeg blev også tit placeret ved siden af nogen, der måske havde det lidt svært i min folkeskoleklasse, for så kunne jeg hive dem lidt op. Så jeg fik meget ansvar for stemningen meget tidligt.
Han kan stadig huske, da han var gammel nok til at komme med sine forældre ind og se en rigtig teaterforestilling, og han sad der på den bløde tilskuerstol mellem sin mor og far.
– Jeg kan huske, jeg sad der og følte, at jeg havde et ansvar for, at stykket gik godt. Det er jo nogle overdrevne følelser, men jeg mærker bare meget tydeligt stemninger i rum og har også en fornemmelse af, at jeg er god til at bryde dem eller afbalancere dem afhængigt af, hvad der er brug for.
Selvom han også har nydt at være ham, der kunne få gang i den gode stemning, så kunne det nærmest også føles som en tvangshandling, som Morten ikke kunne holde tilbage.
– Nogle gange føltes det sgu som om, at det ikke var for min egen skyld, men for rummets skyld, eller for at situationen kunne bevæge sig videre. Jeg følte, at jeg havde brug for det. Hvis der var dårlig stemning i et rum, så kunne jeg i det mindste rejse mig op og tage bukserne af.
– Men jeg forsøger at sige til mig selv, at det er ikke mit job. Det er jo sådan noget, man lærer med alderen og erfaringen. Jeg er blevet bedre til at lægge aktive pauser ind og give mig selv noget fumletid – både fra arbejdet og kærligheden.
Hvad har pauserne fra kærligheden givet dig?
– Det har givet mig en ro. Man kan virkelig vokse af det og lære sig selv at kende. Jeg lærte at få en rutine op at køre, som ikke handlede om en eller anden date, jeg skulle på torsdag eller fredag, men hvor jeg i stedet har kunnet gøre gode ting kun for mig selv.
Tinder uden succes
Selvom pauserne fra kærligheden har været gode for Morten og har givet ham et rum, hvor han kun skulle tænke på sig selv, har han hele tiden været indstillet på at gribe chancen, hvis den meldte sig.
– Det sagt, så skal man passe på, at det ikke bliver en sutteklud, at man skal have styr på det hele, inden man kan finde kærligheden. For jeg tror aldrig, at jeg får styr på det hele – heller ikke mig selv. Og når kærligheden kommer, er det sjældent på et belejligt tidspunkt. Så har jeg altid prøvet at springe ud i det – hvis det har føltes rigtigt.
Han retter sig selv:
– Hvis det har føltes sandt.
Det er som om, kærligheden bliver gjort enormt indviklet i dag, synes Morten. Huskereglerne, swiping og falske forhåbninger har næsten fået os til at glemme, hvad den egentlig går ud på.
– Det, jeg hører fra mine venner, som dater, er, at datinglivet i 2025 er helt fucked, og at det tager helt vildt lang tid, før folk forpligter sig til hinanden. Det er en meget interessant tid, vi lever i, fordi der er ekstremt meget frihed i kærlighed, men samtidig fordømmer man også hinanden for, at forholdet ikke er frit nok, eller kønsrollerne er for frie. Nogle gange er der så mange tommelfingerregler og dogmatik i form af, hvad man må og ikke må og måden, man skal gøre det på, at man mister fornemmelsen af, hvad kærligheden er i sin grundform.
Sidste gang Morten skulle spille karakteren Don Juan, læste han en bog, der satte sig i ham. Bogen hed 'All About Love', og den mindede ham om, hvor simpel kærligheden egentlig er.
– Vi er så optaget af kærlighedens regler, men i virkeligheden behøver det ikke være så svært. Man troede, at det der med at swipe på Tinder skulle gøre det hele nemmere – men det er som om, det er blevet sværere for rigtig mange af finde reel kontakt.
Selv har han holdt sig fra datinglivet i mange år, fordi han har været i forhold, men også fordi han ikke har haft lyst. Inden han mødte sin nuværende kæreste, var han heller ikke en aktiv dater.
– Jeg har været på to Tinder-dates i mit liv. De var skidegode begge to, men jeg kunne også bare mærke, da jeg tog hjem fra dem, at det slet ikke fungerede for mig. For jeg kom bare til at spille en rolle.
Morten Hee Andersen har lært meget af sine kærester, og så har han lært, at han ikke dur til Tinder-dates.Foto: Christina Kayser O.
Ikke en rolle, han som sådan har defineret, men han endte med at bruge en masse energi på at underholde og sørge for, at det blev en god date. Sørge for den gode stemning.
Annonce
– I stedet for faktisk at møde den anden person kommer jeg bare til at entertaine. For når man slet ikke kender hinanden, oplevede jeg, at der var så meget tension i luften. Så for mig trigger det en angst for, om det kommer til at gå godt – og så gør jeg alt, hvad jeg kan, for at det skal det. Og så kommer jeg væk derfra fuldstændig udmattet over at have underholdt i to timer.
Det stod altså ret hurtigt klart for Morten, at den her slags dates ikke var vejen frem for ham. Så han droppede det. Det blev nødt til at ske på en mere organisk måde, og det gjorde det så, da han mødte sin nuværende kæreste.
– Det fungerede meget bedre at møde nogen ved et tilfælde. Og så tro på, at en eller anden højere magt har ført os sammen. Jeg er rigtig glad for den måde, vi mødte hinanden på, hvor jeg føler, at vi faktisk lærte hinanden at kende og tog os tid til det, inden det blev en romantisk relation. Det var rigtigt dejligt.
Det tilfældige møde gjorde det også muligt for Morten at gå ind i relationen med fokus på, hvad der var, og ikke hvad der kunne blive. Det er noget, han har lært med tiden og gennem de relationer, han har indgået i.
– Jeg er meget taknemmelig for alle de kærester, jeg har haft gennem mit liv, fordi jeg oplever, at vi har lært hinanden meget. Nogle mennesker kan måske det der med at være kærester mere intuitivt, hvor andre mennesker har brug for at øve sig på hinanden.
For nogle år siden mødte Morten en folkeskole-ekskæreste, da han var hjemme i Nyborg til jul, som han faldt i snak med. Hun undskyldte for et skænderi, de havde haft dengang.
– Det er skørt, fordi når man er kærester i folkeskolen, flipper man ud på hinanden på sådan en sindssyg måde. Og så sagde hun undskyld, hvor jeg bare sagde, det skal du simpelthen ikke tænke på. Vi var vist begge to i gang med at øve os på, hvordan fanden man er kærester i det hele taget. Folk skal huske at give sig selv noget line til at lære.
Den sande kærlighed
Til spørgsmålet om, hvad ægte kærlighed er for ham, tøver Morten længe. Han vil hellere bruge ordet sand end ægte – for hvis der er noget, der er ægte, er der også noget, der er uægte.
– Sandt er et spændende begreb, fordi jeg oplever sandhed mere som en tilstand. Man kan være en sand ven for nogen, eller man kan se noget sandt på scenen. På samme måde tror jeg, at sand kærlighed kan være en tilstand, man opnår sammen med nogen. Når jeg er i den tilstand, oplever jeg en stor portion tryghed og tillid til, at den anden kan bære mig.
Det er de to vigtigste byggesten i kærligheden for Morten – og tilliden er den allervigtigste. Uden tilliden kan kærligheden slet ikke opstå for ham.
– Nogen, der har det ekstremt roligt, kan måske have brug for mere action i deres relation. Men jeg synes, jeg har det uroligt nok, så jeg synes, det er rigtig fedt, at der er en ro.
Sammen med sin kæreste kan han komme helt ned i gear. Underholderen, det yngste barn og ansvarsfølelsen i ham falder til ro, og han får ikke kørt sig selv ud over kanten, sådan som han tidligere gjorde.
– Jeg får lyst til at møde verden med hende, at gå ud i den sammen med hende. Jeg får lyst til at se udad i stedet for hele tiden skue indad.
Den kærlighed gemmer han heller ikke væk. Når det kommer til kærlighedssprog, er Morten klart en meget fysisk person.
– Kys og kram og kontakt, det betyder meget for mig. Jeg kan godt føle mig lidt som en labrador, der ikke bliver klappet, hvis ikke jeg har den fysiske kontakt i min kærlighedsrelation.
Han kan stadig huske de første forelskelser. Det første crush på en lærer i 2. klasse, den første teenagekæreste, den første mere seriøse kæreste i gymnasiet. De har alle føltes som den første gang med hver deres lag af alvor – og de åbnede Mortens verden en lille smule mere.
– Jeg får lyst til at sige, at mine første forelskelser lærte mig, hvad skønhed er. Jeg syntes pludselig, folk var smukke. De behøvede ikke være smukke på en eller anden AI-måde eller helt sminket op, for når jeg er blevet forelsket, så synes jeg, at den person er smuk ligegyldigt hvad. Så stråler de og stikker ud på en måde. Som om personen får en stærkere kontur, er tegnet hårdere op end alle andre.
Det er en sindssyg følelse – af bobler og champagne. Og så formulerer jeg mig dårligt og kan ikke trække vejret.
Følelser, der fyldte for meget
Men den sande kærlighed er ikke kun den, som Morten oplever sammen med sin kæreste. Han har en lige så stor kærlighed til sine venner og til sin nærmeste familie – den simple, tillidsfulde og trygge kærlighed.
Han husker biografturene med sine forældre. Deres barnlige entusiasme, når de skulle ind og se en fantasy- eller sci-fi-film. Familiens store kærlighed til god vaffelis, som de kunne køre lange strækninger for at finde den allerbedste af. De kolde vintermåneder, hvor de tog på juletræsplantage for fælde deres eget træ.
– Vi var en meget sammensmeltet enhed, på godt og ondt. Vi er meget tætte, og der var meget omsorg og meget ærlighed i mit barndomshjem. Nogle gange er der også behov for at sætte nogle grænser i det.
Ret tidligt havde Morten brug for at løsrive sig fra den sammensmeltede enhed. Det gjorde han ved fysisk at flytte sig og var fra en ung alder meget væk hjemmefra.
– Jeg havde brug for at føle, at jeg var min egen person, men jeg er også lillebror. Når man kommer som nummer to, er det lettere at tage rebelrollen.
Han skatede gerne hele natten på Føtex’ parkeringsplads med byens andre skatere, som han mødtes med efter butikkens lukketid. Her kunne han undslippe al den følelsessnak, som fyldte meget hjemme hos hans forældre.
”Jeg har været på to Tinder-dates i mit liv. De var skidegode begge to, men jeg kunne også bare mærke, da jeg tog hjem fra dem, at det slet ikke fungerede for mig. For jeg kom bare til at spille en rolle”Foto: Christina Kayser O.
– Det var et hjem, hvor følelser blev taget meget alvorligt. Hvilket jo ofte er godt, men også lidt invaliderende. Følelser blev næsten lidt farlige.
Når han var hjemme, gik han mere med sine tanker og følelser for sig selv, for hvis han sagde dem højt, kom de pludselig til at fylde for meget. Men da han som 12-årig startede til teatersport, åbnede en ny måde at udtrykke sine følelser sig for ham.
– Jeg spillede nogle vanvittige ting, da jeg var teenager. Jeg spillede altid skurk, hvor jeg kunne undersøge grimheden i mennesket. Det var rigtig godt for mig at have teatret som træningsbane til at undersøge alle mulige følelser igennem karaktererne.
Har du nogensinde snakket med din familie om, at du syntes, at følelser fyldte for meget?
– Ja, vi er superærlige og snakker rigtig meget og rigtig godt sammen, så det ved de godt. Men det er en del af dem – og jeg er meget glad for mine forældre. Jeg synes, vi har et virkelig godt forhold.
– I virkeligheden er meget af den kærlighed, vi alle sammen leder efter, den kærlighed, vi allerede kender, og som vi har til vores venner og nærmeste familie. Du ved godt, hvad kærlighed er, hvis du har et godt forhold til dem, du føler dig tryg ved.
Det er egentlig den samme kærlighed, der vil gavne i en romantisk relation.
Om Morten Hee Andersen, 34 år
Skuespiller og aktuel i teaterstykket 'Don Juan' i Skuespilhuset i København.
Kendt for sine roller i serier som 'Carmen Curlers' og 'Sygeplejeskolen' og film som 'Margrete den Første'.
Fik sit gennembrud med hovedrollen i søndagsserien 'Herrens Veje' i 2017.
På denne side finder du alle vores seneste og bedste artikler med stærke mennesker, der har truffet spændende valg i livet.
Læs med om aktuelle emner og tendenser i samfundet. Få også inpiration og gode råd om parforhold, økonomi og jobskifter. Og søger du altid gode tips til din næste spiseoplevelse, kulturbegivenhed eller rejse?
Så er du havnet det rigtige sted.
For vi elsker at skrive om stort og småt i livet og hverdagen, så vi kan blive klogere, overraskede og måske (lidt) forbedrede udgaver af os selv!
Derfor kan du her finde artikler om alt det, der vedrører dit og mit liv. Hver eneste dag giver vi dig de nyeste tendenser og bedste tips på livsstilsfronten:
Fra det svære og tabubelagte til vigtige debatter eller sjove trends her og nu. Fra det nære og personlige til det store, underholdende og drømmende.
Uanset om du er på jagt efter et modigt karriereskifte, om du vil forstå andre mennesker bedre, du søger nye måder at beskue livet på, vil finde en god bog, podcast eller tv-serie, om du søger råd om kærlighed eller søger den perfekte gaveidé. Du kan finde nyt om det hele på siden her.
For vi bestræber os på at give dig de bedste artikler, der kan hjælpe til at gøre din hverdag lettere - og inspirere dig til at drømme større.