Julie har ikke sovet i et år: Her er, hvad hun har lært
Julie Bruun Lund har ikke sovet i et år. Ikke på Kesi-måden, men på mor-måden ...
For godt og vel et år siden blev jeg mor første gang. Det var, uden sammenligning, det største øjeblik i mit liv, da jeg trak min nyfødte datter op på mit bryst. Og uden nogen anelse om, hvad der ventede mig, lå jeg det følgende døgn, høj på endorfiner og kærlighed, og kiggede på hende. Forsøgte at suge det hele til mig. Så mange følelser, en helt ny form for ængstelighed, et hormonelt kontroltab og meget lidt søvn. Den første tid var sindssyg – på en god måde – hvor jeg langsomt voksede jeg ind i min nye rolle.
Uden jeg vidste det, er min datter alt, jeg nogensinde har drømt om. Men sove … det har hun aldrig været god til. Og det er hun stadig ikke i dag. Jeg vidste godt, at der ville komme søvnløse nætter, men ikke i den grad, som har vist sig at være tilfældet.
De første par måneder ville hun kun sove på os. Midt på brystet. Lagde vi hende fra os, vågnede hun. Ja, det var dejligt med al den nærhed, men også ret besværligt, når man f.eks. skulle tisse eller spise frokost. Om natten sov hun i min armhule. Forsøgte jeg at rykke hende en halv meter væk, ud i den bedside crib, som var købt med det formål, at hun skulle sove i den, vågnede hun. Så det blev sådan, vi lå, tæt. Om natten vågnede hun hver anden time, jeg ammede, vi sov videre. Det var okay, jeg var på barsel, det var en fase, sagde de.
”På et tidspunkt sover hun igennem.” Netop dét tidspunkt er et, som min mand og jeg har talt rigtig, rigtig, rigtig meget om (især midt om natten, når vores datter var vågen på anden time?!). Vi har forsøgt at google os klogere, og generelt prøvet at nærme os søvnen på alle tænkelige måder, men vi venter altså stadig.
Hvad jeg har lært af ikke at få min nattesøvn er faktisk ikke så lidt: For eksempel ved jeg nu, at vores datter langt fra er det eneste barn i verdenshistorien, som er lidt langsom til at forstå, hvor lækkert det faktisk er at sove om natten.
Jeg ved, hvor meget man egentlig kan klare på minimal søvn, men samtidig glemme noget så simpelt som at lyne gylpen på sine bukser, fordi det føles som at have hovedet under vand og kan være vanskeligt at tænke klart.
Jeg ved, hvor skideutaknemmelig jeg var, inden jeg blev mor, når jeg kunne finde på at brokke mig over kun at have fået seks timers SAMMENHÆNGENDE søvn. Og at søvnmisundelse i øvrigt er en ting.
Jeg ved også, at alle nybagte forældre kæmper med et eller andet – og at min datters ringe evne til at sove igennem ikke er, fordi vi har gjort noget forkert, men fordi hun har sin helt egen (lettere fucked up) søvncyklus. Og at hun på et tidspunkt vil sove igennem.
Og så ved jeg, at jeg – selvom natten har været afbrudt – alligevel kan vågne med et smil, når nogen siger ”hej, hej” og moser sit ansigt ned i min mave, velvidende at nu er det op, så vi kan høre bondegården spille de samme tre AI-generede sange, spise tykmælk og snakke om, hvad de forskellige dyr siger.
For selvom randene under mine øjne aldrig har været dybere, og jeg har grædt af udmattelse, fordi nætterne har føltes uendelige og frustrationen været stor, så har jeg heller aldrig været mere lykkelig. Og så må jeg jo sove, når jeg bliver gammel.
