- Det var så vildt. Det var jo min første livekoncert. Jeg var simpelthen så nervøs, og jeg rystede bare hele vejen herind. Det var først midt under koncerten, at jeg begyndte at give slip og virkelig nyde det, fortalte Fie Laursen kort efter koncerten.
Under koncerten var der en helt speciel fan til stede. Blandt publikum sad nemlig Sarah Diamant Jeppsson, der i en alder af 16 år allerede har været langt mere igennem end de fleste. Fie og hende kom i kontakt med hinanden på de sociale medier via Sarahs mor, Susan, for lidt mere end en måned siden, og de to har allerede udviklet et helt specielt forhold.
Den unge pige har blandt andet været i kemobehandling for en tumor i rygmarven og sidder i kørestol på grund af skoliose. Derudover har hun en cyste på rygmarven og har fået indopereret en ventil for at lette trykket i hovedet, mens hun også har en stor knude på halsen, der kræver endnu en kemobehandling.
Under koncerten fortalte Fie, at Sarah nu er gået fra fan til ven, og da hun sang Demi Lovatos 'Warrior' dedikeret til hende, blev for meget for bloggeren, der under sangen brød sammen og måtte tørre tårer væk fra øjnene.
- Det var helt impulsivt. Jeg fik idéen i bilen en time før koncerten, og jeg nåede kun lige at øve den en enkelt gang, inden jeg skulle optræde med den. Og under andet vers følte jeg virkelig, at jeg sang om hende; om pigen, der var blevet voksen alt for tidligt. Det blev bare for meget, og der knækkede jeg sammen, fortæller Fie, der efter et par korte pauser fik kæmpet sig gennem sangen.
Sarah og Fie har allerede planlagt, at de skal spise nachos sammen inden længe. (Foto: Malene Porup)
Det kom helt bag på mig
Sarah selv vidste intet om, at Fie havde planer om at synge direkte til hende, før bloggeren fortalte det på scenen.
- Det kom helt bag på mig. Det var rigtigt fedt, vildt og meget rart, og jeg begyndte selv at græde. Det er fantastisk at mærke, hvordan hendes fans virkelig betyder noget for hende, siger Sarah til Realityportalen.dk.
Sarahs mor, Susan, kom i kontakt med Fie, efter hun lagde et billede af hendes bog på Instagram og skrev, at hun havde givet den til datteren, så hun kunne få lidt adspredelse fra sygdommen.
- Derefter skrev Fie til mig, at hun var ked af at høre om Sarahs sygdom, og så fortsatte vi med at snakke derfra. Det er så fantastisk, at hun tager sig tid til fans. Der sker ikke alt for meget i Sarahs liv for tiden. Hun går ikke i skole på grund af hendes tilstand, og det krævede meget af hende at komme her til koncerten. Men det var jo det hele værd, slår Susan fast.
Både Sarah og Fie fortæller, at deres venskab skal fortsætte, og de har allerede planlagt, at de skal spise nachos sammen inden længe.
I galleriet over artiklen kan du se billeder fra koncerten.