Johanne Schmidt-Nielsen: Alt, du skal vide om politikeren

Johanne Schmidt-Nielsen er politiker og medlem af folketinget for Enhedslisten, som hun var politisk ordfører for fra 2009 til 2016. Nu er hun ordfører på udlændinge-, integration- og indfødsretsområdet for Enhedslisten og har overladt det politiske ordførerskab til Pernille Skipper, der funktionelt er partiets leder – selvom partiet selv ikke opererer med at udpege en decideret leder. Johanne Schmidt-Nielsen gik af som frontkvinde i maj 2016 pga. partiets rotationsprincip.

Læs mere

Blå Bog:

  • Fulde navn: Johanne Schmidt-Nielsen
  • Født: 22. februar 1984 Fra Skalbjerg på Fyn, bosat i Valby
  • Job: Folketingsmedlem og udlændinge- og integrationsordfører for Enhedslisten.
  • Baggrund: BA i socialvidenskab ved Roskilde Universitetscenter og spidskandidat for Enhedslisten i Københavns Storkreds. Blev i 2015 kåret som bedste partileder og som den mest karismatiske partileder i april 2016.
  • Bopæl: Bor i hus i Valby med sin kæreste og hans to børn.

Johannes baggrund og opvækst

Hun er vokset op i et kollektiv med sin mor. Hendes far mødte hun først, da hun var tre år gammel. De to forældre havde aldrig været et par.

”Jeg kommer fra et sted, der hedder Skalbjerg på Fyn. Jeg forbinder barndom med marker, skove og mudder. Det var en privilegeret opvækst, men jeg skal aldrig bo på landet eller i bofællesskab igen. Fra det øjeblik, min mor satte mig af i København i sin lille røde Polo med alle mine ting i gule Ikea-poser, har jeg boet alene,” sagde hun til Euroman i forbindelse med valget i 2015.

Det var i barndomshjemmet på Fyn, at kimen til den politiske interesse blev vakt. En af beboerne ved navn Steen beskæftigede sig med politik som medlem af Socialdemokratiet og forsøgte at blive valgt som borgmester. Han var grunden til, at Johanne Schmidt Nielsen som 12-årig meldte sig ind i Socialdemokratiet. Siden er den politiske karriere gået slag i slag, som CV’et afspejler:

  • Medlem af Enhedslisten siden – 2002
  • Næstformand for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) – 2002-03
  • Fællestillidsrepræsentant i Pædagogmedhjælpernes Fagforening (PMF) – 2004.
  • Medlem af Enhedslistens Hovedbestyrelse og Forretningsudvalg – 2006
  • Valgt til Folketinget i København –2007
  • Politisk ordfører for Enhedslisten –2009-2016
  • Udlændinge- og integrationsordfører for Enhedslisten – 2016 – nu

Johanne Schmidt-Nielsen og Enhedslistens fremgang

Den politiske karriere begyndte at tage fart, da hun blev en del af Enhedslisten. I 2006 blev hun valgt ind i partiets hovedbestyrelse med de fleste stemmer til dato, 147. Året efter blev hun genvalgt, og samme år valgte partiet at sende hende i den afsluttende partilederrunde. En desperat beslutning, kalder hun den selv.

”Jeg var 23 år og sad ikke engang i Folketinget. Men dengang blev der jo ikke sagt Enhedslisten uden, at der også blev sagt spærregrænsen. Havde vi fået 5.000 stemmer færre, var vi røget ud.”

”Jeg kan godt forstå, at Bendt Bendtsen (tidl. konservativ partileder, red.) troede, jeg var piccoline. Hvis jeg stod og var lidt nervøs og skulle ind til den afgørende partilederrunde, og der stod en 23-årig i hættetrøje, ville jeg også tænke alt muligt andet end, at hun skulle ind og stå ved pulten ved siden af,” sagde hun blandt andet om sin politiske ilddåb.

Da hun ved valget i 2011 fik knap 47.000 personlige stemmer mod de 9.000 personlige i 2007, var det tydeligt , at hun spillede en stor rolle i partiets fremgang. I 2015 var tallet 40.000 ifølge TV2- nyhederne. Partiet er i perioden gået fra fire mandater, da fynboen kom til, til 14 efter valget i 2015. Partiets fremgang skyldes dog ikke kun hendes fortjeneste har hun ved flere lejligheder været ude og sige.

Politisk vision

Som frontkvinde for partiet var Johanne Schmidt-Nielsen med til at slå et slag for forskellige store mærkesager:

  • Social lighed
  • Velfærd
  • Miljø

Hun taler generelt de svages sag i debatterne og kæmper for, at flygtninge får bedre vilkår og nemmere adgang til Danmark og til familiesammenføring, når de når frem. Hun er imod skattelettelser i toppen og for større frihed til kommunerne, som selv skal kunne iværksætte de tiltag, de mener, der er brug for i deres lokalmiljøer.

Hun blev i 2015 kåret som bedste partileder af vælgerne i en rundspørge foretaget af Analyse Danmark og året efter som den mest karismatiske partileder i april 2016 ifølge en rundspørge foretaget af TNS Gallup for Berlingske.

For Johanne Schmidt-Nielsen er opgaven med at tale foran folk blevet hverdag. ”Det med at tale foran mange andre mennesker er ikke anderledes end at lære at svømme eller rulle på rulleskøjter. Man skal bare øve sig,” siger hun til Euroman.

Johanne Schmidt-Nielsens kæreste

Johanne Schmidt Nielsen har altid været meget tilbageholden omkring at dele detaljer fra sit privatliv. Men hun har været ude og fortælle, at hun danner par med Casper Hyldekvist, der er direktør og partner i kommunikationsbureauet PRIMETIME. Parret købte i september 2016 en villa på 153 kvm i Valby til knap seks millioner kroner. Et køb, der skabte stor debat. Hvordan kan man gå ind for venstrefløjens idealer, når man vælger at bruge så mange penge på noget materielt, synes det dominerende spørgsmål at være, og hovedpersonen selv har været tilbageholdende med at kommentere sagen i medierne, men delte et opslag op sin Facebookprofil. Tidligere er hun blevet kædet sammen med komiker Jonathan Spang.

Kilder: ALT.dk, Altinget.dk, Politiken, Euroman, Berlingske, Information, Jyllands Posten, Avisen.dk