Forelsket
SPONSORERET indhold

9 spørgsmål til den, du er vild med

Nyforelsket eller nysgerrig på at lære nye sider at kende ved det menneske, du tror, du ved alt om? Her er Daisy Løvendahls 9 spørgsmål, der kan sætte gang i gode samtaler. Stil skiftevis hinanden et spørgsmål – det behøver ikke være det samme – og hav modet til at svare ærligt og til at lytte til det, du hører, uden at dømme

Af: Daisy Løvendahl Foto: Getty
04. aug. 2017 | Sundhed | Fit living

1. Hvad er dit bedste ferieminde fra din barndom?

Vores barndom former os på så mange måder. I de gode ferieminder ligger der ofte en fortælling om, hvem din kærestes familie var, når den fungerede godt. Det billede på familielivet kan indeholde spor til, hvad der er vigtigt for din kæreste i forhold til at være en familie. Desuden er det ofte ret dejligt at høre om.

2. Hvad drømmer du om at opnå?

Dette spørgsmål kan føre til svar i alle mulige livsområder. Du kan med fordel spørge aktivt ind til de tre vigtigste livsområder, som er kærlighed, familie og karriere. Det er ret essentielt at vide, hvad din potentielle eller faste partner egentlig drømmer om i de dele af livet, da det er meget centralt for, hvem han er, og de valg, han enten træffer eller undlader at tage.

LÆS OGSÅ: 7 tips til mere hed sex

3. Hvad gør dig rigtig vred?

Måske er det ikke det, du tror? Spørg og bliv klogere. Det, der virkelig kan få os til at lyne og tordne, er ofte noget, som er forbundet til tidligere sår, dårlige oplevelser eller vores sårbarheder.

4. Hvad ville du bruge et år på, hvis du havde fri og var sikret økonomisk?

Selvom du måske tænker, at det er ligegyldigt at spørge om, for det sker alligevel ikke, så kan drømmene om, hvilket liv vi ville leve, hvis vi ikke var bundet af 800 forpligtigelser, være noget af det vigtigste overhovedet. Vi må aldrig holde op med at drømme og handle på det, for gør vi det, mister vi en del af magien i livet. Vi holder op med at vide, at vi har et valg, at vi kan skabe meget i livet, og at så længe vi lever og har hinanden, er der faktisk ret meget, vi kan forandre. Hvis vi vil...

5. Hvad er en god hverdag for dig?

Find din nysgerrighed frem, og bliv klogere på, hvad den anden trives med i denne periode af livet. Er det mad klokken 19? Drinks efter arbejde, familiemiddag om torsdagen, serier efter putning eller? Måske er hverdagen ikke lige til at ændre, men derfor kan man jo godt være lidt nysgerrig på, hvad den anden egentlig forbinder med en god hverdag. 

LÆS OGSÅ: Fem tips til velvære og sund balance i en travl hverdag

6. Hvad er din mørkeste skyggeside?

Det kan være ret svært som partner ikke at svare for den anden, men måske er det, man selv svarer, langt mere interessant? Dette spørgsmål kan åbne op for nogle ret gode samtaler om, hvem vi er som hele mennesker. Både i vores lys, men også i vores mørke. To ting, som er centrale at kunne nære omsorg for i en intim relation, for hvis vi ikke dér kan vise hele os selv, hvor kan vi så?

7. Hvem beundrer du og hvorfor?

Den, der svarer, må vælge hvem som helst. Levende som afdød. Kendt eller ven. Det er altid sjovt, hvem den anden vælger, men det virkelig interessante ligger i – hvorfor? De kvaliteter, vi beskriver, når vi taler om en, vi beundrer, er ofte kvaliteter, der også fortæller noget om vores egne idealer og værdier.

8. Hvad er et dejligt sexliv for dig?

Hvad er et dejligt sexliv for dig? Et åbent spørgsmål, som jeg mener, alle, der har sex med hinanden, skal stille den anden en gang om året. Mindst. Et dejligt sexliv er nemlig som vandet i floden. Det strømmer altid, men selvom floden ligner sig selv, når du står på bredden, er det ikke det samme vand, som du så sidst. Ligesom vores krop forandrer sig, og vores liv hele tiden bevæger sig, sker der også hele tiden noget med vores lyst. Så bliv klogere på den, du elsker med.

9. Hvad får dig til at føle, at du er elsket?

At vide at man er elsket og føle det, er ikke det samme. Mange af os tror fejlagtigt, at fordi vi har sagt til hinanden, at vi gerne vil ses igen, at vi er kærester, er blevet gift, har købt et hus sammen eller har den andens initialer tatoveret på armen, så er det ligesom implicit. Men det er ikke altid tilfældet. Vi skal jævnligt føle det. Og hvad skal der egentlig til, for at den anden føler det? Lige nu?

Boost dit forhold

Som nyforelsket er det ofte det nemmeste i verden at ligge i timevis i hinandens arme og spørge ind til den, vi er sammen med. Alt er nyt, og høje på sex vil vi ofte gerne vide alt om den anden. Vi er interesserede i deres barndomsminder, hverdag og psyke. Som tiden går, og et par etableres, er interessen der stadig, men nogle gange begraves den i dynger af vasketøj og hverdagspraktik. Måske tænker du også, at du ved alt om din kæreste, så hvorfor spørge til noget, du kender svaret på? Det enkle svar er: Fordi mennesker forandrer sig. Du kendte det svar, som var, men måske kender du ikke svaret i dag. Så uanset om du har kendt din kæreste i 10 dage eller 10 år, så begynd nye samtaler mellem jer og opdag den, du er sammen med, fra flere vinkler

Anbefalet til dig