TILMELD DIG AFD’s KVINDELØB SENEST D. 31. MARTS FOR KUN 239,-

Kondital: Din guide til en bedre kondition

Du får måske både masser af motion og spiser sundt – men er du egentlig i god form? Hvor god – eller dårlig – en form du er i, kan fastslås ved hjælp af dit kondital.

Her på siden kan du blive meget klogere på, hvad et godt kondital er og ikke mindst, hvordan du med bl.a. Cooper-testen, den klassiske konditionstest, kan regne dig frem til dit eget kondital.

vis
mere

Du kan måske huske det fra folkeskolen, hvor din idrætslærer pacede dig og dine klassekammerater igennem Cooper-testen på skolens udendørsbane i idrætstimerne. Det var vel og mærke kun 12 minutter, men 12 lange og hårde af slagsen. Formålet var, at I skulle beregne jeres kondital. Det med at finde ud af, hvordan det ser ud med konditallet, er ikke helt dumt. Konditallet er den nok nemmeste og bedste måde at sige noget om din kondition, og hvordan det står til med din form.

Dit kondital er en sladrehank

Kondition er egentlig en betegnelse for din overordnede sundhedsform, men bliver efterhånden mest forbundet med spørgsmålet om fysisk form. Konditallet er en forkortelse for konditionstallet. Jo højere et kondital, jo bedre er din krop til at optage og transportere ilt. Når din krop er det, er det et udtryk for, at du er i god fysisk form. Konditallet er derfor blandt de tal, du kan bruge som pejlemærke for din sundhed. Se hvilke 6 andre af dine sundhedstal, du bør kende.

Mål dit eget kondital

Når du nu, mange år senere, skal have målt dit kondital, slipper du ikke helt for Cooper-testen. Den hårde konditionstest er nemlig stadigvæk den nemmeste måde selv at beregne dit kondital på. Den kræver intet avanceret udstyr, men blot et udendørs areal, et stopur og et par løbesko. Se hvordan, du udfører den klassiske konditionstest i vores samling af tests til bl.a. styrke, hvilepuls og smidighed.

Hvis dit kondital skal være helt præcist, er det en større undersøgelse på et laboratorie, der skal til. Ikke desto mindre giver de forskellige konditest, som du selv kan udføre (herunder Cooper-testen) et godt billede af din fysiske form.

Konditionen skal holdes ved lige hele livet

Ligesom det gælder dine muskler i kroppen, er konditionen noget, der skal holdes ved lige hele dit liv. Det kræver, at du dyrker en form for træning eller anden pulsøgende aktivitet mindst 3-4 gange om ugen. Hvis ikke du holder dig aktiv, vil dine muskler blive svagere og dit kondital selvsagt blive dårligere. Konditallet falder naturligt med alderen, men kan vedligeholdes med den rette mængde træning.
Har du svært ved at komme i træningstøjet? Få den motivation, du mangler til at komme i gang, med vores 24 tips til at komme afsted til træning.

Hvad er et godt kondital?

Det er hovedsageligt din alder, der afgør, hvilket kondital, du bør stile efter for på papiret at være i god form. Vores kroppe er forskellige, og det er de anbefalede kondital naturligvis også. Det er derfor også forskellige tal, der gælder for mænd og kvinder, ligesom der også er forskel på tabellerne til voksne og børn. Hvis du allerede nu kender dit kondital, kan du i Sundhedsstyrelsens konditalstabel se, hvor henne du ligger i forhold til det anbefalede for din aldersgruppe. Nogle af de højest målte kondital ligger på 85, hvilket skal du dog ikke nødvendigvis skal stile efter, medmindre du er professionel sportsudøver eller atlet.

Hvordan får jeg et bedre kondital?

Hvis du skal have forbedret dit kondital, handler det om, at du skal have pulsen op. Når din puls kommer i vejret, får du ikke bare en bedre kondition, men du kan faktisk forlænge dit liv. Din risiko for at få livsstilssygdomme som fx forhøjet blodtryk, hjerte-kar-sygdomme og diabetes reduceres nemlig, når din puls stiger på grund af intens træning. Intens træning af den ene eller anden art giver ikke bare et godt kondital og en sund kondition, men styrker hele din krop.

At hård og effektiv træning også kan bidrage med en stram bagdel, fastere lår og en slankere krop, er en anden sag. Hvis du ønsker alt det og ikke mindst at få et bedre kondital, får du her Lotte Arndals opskrift på at træne din krop 10 år yngre. Se også vores mange artikler om træning i alle afskygninger. Her findes garanteret også en træningsform, der passer til netop dig, din krop og dit liv!

Se, hvad vi ellers skriver om: Kolesterol, Sund livsstil, Maveøvelser, Sund kost, Slankekur, Løb og Træning