"Min hund Molly kan nogle ret gode tricks. F.eks. knurrer og gør hun, når jeg siger 'Ekstra Bladet' til hende"

Udgangspunkt

– Min far var meget aktiv i Venstre, da jeg var barn og ung. Vi boede på en gård i Salling mellem Skive og Mors, og der blev holdt utallige Venstremøder hjemme hos os og bagt mange drømmekager i den anledning. Jeg var nok et lidt "skævt" barn, jeg læste avis og så ofte tv-avis sammen med min ­farmor, som jeg var hjemme hos hver dag. Da jeg gik i ­tredje-fjerde klasse, stod der "Stem på Svend Heiselberg" på mit pennalhus. Heiselberg var en god Venstremand, der også kom hjemme hos mine forældre. Jeg er resultatet af et manglende ungdomsoprør, for jeg endte jo selv i Venstre, men jeg er faktisk den første i familien, der er valgt politiker.

– Jeg var fars pige og fulgte ham til Venstremøder og grundlovsmøder, og vi fik på den måde mange fælles oplevelser. Desværre blev min far meget syg for to år siden, og det er han stadigvæk. Han er hjemme hos min mor, som passer ham, og jeg kører forbi hver uge og besøger dem

– Min mor er nok det mest beskedne menneske, jeg kender. Det, jeg har fået med fra hende, er, at man skal kæmpe sig til tingene og gøre sig umage. Man skal ikke tage noget for givet, og man skal ikke stille sig an. Det må man jo så sige, at jeg har gjort alligevel, og jeg tror ærligt talt, at det har været lidt af en overvindelse for min mor at håndtere, at jeg laver det, jeg gør. Men der er også en accept af det. Jeg er ikke blevet pacet frem, lad mig sige det sådan. Da jeg var barn, sagde jeg altid, at jeg enten ville være astronaut eller politiker. Og så sagde min mor, nej, nej, du skal være sygeplejerske eller frisør, det er der­ ­altid brug for.

– I min familie bruger vi ikke sådan at være stolte af ­hinanden. Men det skal ikke forstås på den måde, at mine forældre ikke følger med. News kører det meste af dagen hjemme hos dem, så der er ikke meget, de ikke opdager, men derfra og så til at stille sig op og diskutere det, der er langt.

LÆS OGSÅ: Julie Steincke fik et barn med sin bedste ven: ”Jeg var nødt til at give slip på min naive forestilling om den perfekte familie”

Omdrejningspunkt

– Det, jeg værner mest om, er mit privatliv. Jeg bor alene, så mit privatliv handler om min familie, mine naboer og ­mine andre venner. Mine naboer hjemme i Hadsund er nogle af ­mine allerbedste venner. Vi er altid sammen. Altid. Vi passer helt ufattelig godt sammen alle sammen, og deres børn er på en måde også mine børn. Jeg har det fint med at være single, for jeg har altid mennesker omkring mig, men det er helt klart et savn for mig, at jeg ikke har fået børn selv. Sådan er det ­bare blevet. Jeg synes, at børn er meget berigende, men man kan jo ikke få alting her i livet. Jeg tænker, at det er vigtigt at være glad for alle de ting, man har, og jeg har vitterlig mange ­dejlige mennesker og oplevelser i mit liv. Det er blevet en leveregel for mig at være fokuseret på alt det, jeg har, frem for at fokusere på det, jeg ikke har. Børnene på vejen kommer rigtig meget hos mig, de kalder faktisk mit hus for sfo'en, og jeg holder ­meget af at være sammen med dem.

– Politisk set afspejler mine naboer og jeg nærmest helt perfekt resten af Danmark. Folk stemmer på alt fra ­Alternativet til Dansk Folkeparti på vores vej, så vi taler aldrig politik. ­Aldrig. Men vi passer på hinanden. Vi tager på festival sammen, vi spiser julefrokost sammen – i ens ­juletrøjer ­inspireret af "Bridget Jones"-filmen – og vi ­spiser ­ofte sammen i hverdagen og ses i det hele taget rigtig meget.

– Jeg er også tæt med min særlige rådgiver, Mark, vi har arbejdet sammen i mange år og kender hinanden rigtig godt. Det samme gælder Niels, som er pressechef i Venstre. De to forstår politik, og de kender mig som menneske, så dem kan jeg altid vende de svære ting med. På den måde behøver jeg ikke belaste min familie og mine venner med de udfordringer, der er i mit job.

Brændpunkt

– Jeg har oplevet brændpunkter i forskellige situationer, hvor jeg er blevet konfronteret med min ­politik og det, jeg står for. Der var blandt andet en aften på en tankstation i april 2015, hvor der kom tre ­unge mænd hen og truede mig voldsomt. Den ene var iklædt lang kjortel under frakken, og han kaldte mig en fucking danskerluder og sagde, at Anders Fogh, George Bush og de danske soldater var krigsforbrydere, der skulle nakkeskydes. Jeg var meget rolig og fattet og beskrev meget intensivt for dem, hvad det er for et samfund, de lever i, og at vi ikke gør sådan noget her i Danmark. Jeg ville simpelthen ikke finde mig i, at de sagde, at vores udsendte var krigsforbrydere, og at de skulle bøde for det. Jeg kunne ­mærke på mig selv, at det her var noget, der havde meget stor betydning for mig, og at det var et øjeblik, hvor det virkelig gjaldt. Jeg sagde til dem, at de ikke skulle sige noget ondt om vores soldater, så måtte de sige noget ondt om mig i stedet for. Jeg var på ingen måde til sinds at give ind på de frihedsrettigheder, vi har.

– Det var en af de gange, hvor jeg efterfølgende har tænkt, at jeg fik testet, at jeg virkelig mener, hvad jeg siger, og hvad jeg står for. Det er ikke bare taler. Der var mange, der kiggede på fra deres biler den aften på tankstationen, men der var ikke nogen, der kom og hjalp mig. Men det er også klart, at når der bliver råbt op om hellig krig, nakkeskud og Islamisk Stat, så tiltrækker det ikke ligefrem andre mennesker.

– Jeg var slet ikke bange i situationen, og det undrede mig faktisk. Jeg blev heller ikke bange bagefter. Jeg kunne bare mærke, at jeg havde besluttet, at jeg aldrig ville træde et skridt tilbage i forhold til de her ting, hverken fysisk eller verbalt. Men det er klart, at sådan en oplevelse forandrer noget i en, og det er noget, jeg aldrig kommer til at glemme.

LÆS OGSÅ: Christiane Schaumburg-Müller: “Jeg er blevet dobbelt så forelsket i Liam efter at have set ham med Constantin”

Standpunkt

– Det er en personlig omkostning, og det er enormt indgribende i mit liv at have det job, jeg har. En stor del af min frihed er væk, fordi jeg har livvagter døgnet rundt, så på den måde har jeg jo betalt en, for mig at se, ret høj pris. Men jeg synes også, det er det hele værd. Der er ikke noget klynk eller piveri fra min side, for det har jeg hele tiden været klar over, og jeg betaler hellere den pris, end jeg træder tilbage i forhold til det, jeg mener. Det har jeg gjort op med mig selv.

– Når folk mener, at jeg fører en ­meget stram integrationspolitik, kan man jo også stille det modsat op. Kan man ­leve med, at det danske samfund kommer til at ændre sig væsentligt? Det ville det komme til, hvis der kom rigtig, rigtig mange flygtninge og migranter hertil. Jeg kender ikke et eneste menneske, som ikke gerne vil hjælpe andre mennesker i nød, og det gælder ­selvfølgelig også mig selv. Men vi bliver også bare nødt til at kunne følge med, og det, vi ser nu, er ikke "bare" en flygtningekrise, det er en regulær folkevandring. Derfor bliver vi nødt til at gøre op med os selv, hvordan vi vil sikre, at Europa og Danmark stadigvæk er de samfund, som vi kender, og med det værdisæt, vi kender. Den værdimæssige regning vil efter min ­opfattelse være nærmest ­ubetalelig, hvis vi ikke bremser op, og derfor ser jeg det som min opgave at finde balancen i, hvordan vi på den ene side sikrer dem, der virkelig er i nød – og det mener jeg i høj grad skal gøres i nærområderne – og på den anden side samtidig bevarer det samfund og det værdisæt, som vi har i Danmark. Det fundament af frihedsrettigheder, som generationer før os har lagt, og som betyder, at vi har ytringsfrihed og religionsfrihed. Man kan dyrke den gud, man vil, man skal bare ikke pådutte andre sin levevis, og man skal heller ikke tiltvinge sig særhensyn. I Danmark har vi fuldstændig ligestilling mellem kønnene, og vi bidrager alle sammen på arbejdsmarkedet. Jeg mener, at det skal gøres uendeligt klart, at når man kommer hertil, så kan man bygge sit liv oven på det fundament – man skal ­ikke slå hul på fundamentet, men det kan hurtigt ske, hvis der kommer rigtig mange hertil med en anden kulturel og religiøs baggrund.

– Jeg er ikke enig, når folk siger, at det er fint nok, at vi bliver et mere multikulturelt samfund. For mig er integration ikke, at vi alle sammen bøjer os lidt, og så mødes vi på midten. For mig er integration, at man tager Danmark med det værdisæt, vi har, og det fundament, vi har, og så bygger man sit liv oven på det fundament. Men det er klart, at det synspunkt vil give nogen debat og uro.

Kritikpunkt

– Jeg er helt med på, at der er masser af mennesker, der kritiserer mig for de holdninger og meninger, jeg har. Jeg oplever også jævnligt trusler på livet, men der er også mange, der støtter op om det, jeg siger og gør. Jeg har mange følgere på facebook, som ytrer sig ­både for og imod, og det er jo fordi, debatten om integration, flygtninge og migranter er den mest polariserede debat, vi har. Der er to lejre, og der er ikke så mange nuancer. Man er enten på den ene eller den anden side. Jeg synes dog, at debatten det sidste halve års tid har rykket sig lidt. Der er kommet mere fokus på, at der er forskel på flygtninge, der er virkelig truede, og migranter, der kommer hertil for at søge et bedre liv. Og jeg kan godt forstå både flygtninge og migranter. Lad os eksempelvis tage en ung marokkansk mand, der ikke har et beskyttelsesbehov, men som alligevel kommer til Europa for at søge lykken. Det kan jeg da godt forstå, at han gør. Hvis man har gåpåmodet og pengene til at rejse væk, hvorfor så ikke prøve at skabe et bedre liv for sig selv og en kommende familie? Jeg ville da have gjort det samme.

– Men som udlændinge- og integrationsminister bliver jeg bare nødt til at forholde mig til, om vi kan huse alle de mennesker og ­samtidig opretholde det samfund, vi kender. Og der er svaret nej. Dernæst må man så gøre op med sig selv, om man er villig til den forandring, eller om man ikke er. Og jeg er ikke villig til den forandring. Hvis krigen i Syrien sluttede i morgen, ville vi se en ændring i forhold til tilstrømningen af syriske flygtninge, men vi ville ikke se en ændring i forhold til migranter. Og migranter fylder til stadighed mere. Det er lige præcis den udfordring, alle europæiske lande arbejder med i øjeblikket. Vi stiller alle os selv det store spørgsmål: Hvad gør vi?

– Da Lars Løkke ringede og spurgte, om jeg ville fortsætte på posten som udlændige- og integrationsminister i den nye regering, blev jeg simpelthen lykkelig. Det er en drømmepost for mig. Med alt hvad den indebærer. Og det er den, fordi det her område fylder helt ekstremt meget for mig, og jeg vil vove at påstå, at det har det gjort lige så længe, jeg kan huske. Min første valgfri opgave i gymnasiet handlede om et moskébyggeri i København, og den havde den meget lyriske titel: "Moské, måske ikke". Så ja, jeg ville være meget ærgerlig over ikke at skulle fortsætte mit arbejde, men det kan jo også være, at der ikke er så mange, der har lyst til at have den her post, så måske gav det sig selv, at jeg skulle blive siddende.

LÆS OGSÅ: Helle Thorning-Schmidt om sit nye liv: “Det var en trist periode og en tomhedsfornemmelse” 

Blødt punkt

– Det må være, når to af de små drenge fra min vej sender mig en lille video, hvor de synger for mig og spørger, hvornår jeg kommer hjem. Kommer du ikke snart hjem, Inger? Så smelter jeg. De sender mig også utallige billeder fra deres hverdag, så dem føler jeg mig meget tæt på.

– Et andet blødt punkt er nok min hund, Molly. Jeg har min tredje golden retriever, der hedder Molly, og på mine barndomsbilleder kan jeg se, at den Molly, jeg havde dengang, fulgte mig overalt. I dag bor min Molly hos min bror i løbet af ugen, og så er hun hos mig, når jeg er hjemme. Molly kan nogle ret gode tricks. F.eks. knurrer og gør hun, når jeg siger "Ekstra Bladet" til hende.

– Mit politisk bløde punkt er soldater, veteraner og alle de politifolk, der går og passer på os til daglig. De fylder meget for mig, for de gør så stort et arbejde for os alle.

Endepunkt

– Jeg tror, jeg ender i et oldekolle med alle mine naboer. Vi har en fælles golden retriever, der hedder Molly, og så kommer de andres voksne børn på besøg og spiller 500 med os.

– Hvis jeg skal se lidt mere alvorligt på det, så har min fars sygdom gjort, at jeg har ­besluttet mig for, at jeg ikke vil udsætte glæder og oplevelser. Man ved ­aldrig, hvad der venter en, og derfor skal man ­tage for sig af livet og af alle de oplevelser, man overhovedet kan få. Det med at gå og puge sammen og vente på, at "når jeg bliver pensioneret, SÅ skal jeg ha' det godt", det kan jeg slet ­ikke ha'. Jeg har set alt for mange eksempler på, at folk venter og venter, og så bliver de slet ikke gamle og når aldrig de ting, de drømmer om. Nej, man skal have det godt nu og nyde både de store og de små ting i livet. Jeg holder mange fester derhjemme, jeg elsker fester og gæster. Der er kun en eneste regel, når man er til fest hos mig, og det er, at man selv skal sørge for, at der er rigeligt med rødvin i glasset, og flaskerne skal tages fra de øverste hylder. Det handler om at tage det bedste først, og mens det er der.

LÆS OGSÅ: Pernille Aalund: ”Det gode ved at skifte stiletter ud med gummistøvler er, at det bliver mere vigtigt at være end at se ud”

LÆS OGSÅ: Skuespiller Vigga Bro: ”Jeg kan falde død om i morgen – og det er fint”

LÆS OGSÅ: Anders Samuelsens familie: “Jeg anede ikke, at morfar havde et alkoholproblem, før han var død. Han var bare morfar”