Blomstrende fest i det fri: Få de bedste idéer til havefesten!
Pynt op til forårets og sommerens fester, fødselsdage og andre hyggelige sammenkomster i haven med masser af blomster både på bordet og i resten af haven. Her får du gode ideer!
En blomstrende lagkage er fin pynt på ethvert festbord.
Foto: Tia Borgsmidt
Sådan laver du en blomstrende lagkage
Det skal du bruge: 2 blokke oasis eller FibreFloral, papir, ståltråd, hortensiaer (blå og rosa), rølliker (gule), skvalderkålblomster, kørvel, stjerneskærm, lange, tynde stearinlys.
Sådan gør du:
Tegn en cirkel på papir, klip den ud, og brug den som skabelon, så lagkagen får den ønskede diameter.
Læg oasis-blokkene ved siden af hinanden, og skær ud efter skabelonen – hold den evt. fast med knappenåle.
Sæt blokkene sammen med ståltråd, som du bøjer i u-form, så der sidder et ben i hver blok.
Sæt ståltråds-u’er på både top og bund.
Gennemvæd blokkene.
Stik blomster i nedefra og op. Start med blå hortensiaer, derefter et miks af skvalderkål, blomsterkørvel og røllike og endelig lyserøde hortensiaer, som du også lader dække kanten af overfladen.
Toppen af kagen dækkes med stjerneskærm.
Stik lys i "kagen", og sæt den på et fad eller en opsats. Hurraaa!
Samling på bakkerne
Foto: Tia Borgsmidt
I stedet for at placere vaserne ud over hele bordet, kan du også vælge at samle dem i grupper på mindre bakker.
Her er vaser og flødekander fyldt med sommerridderspore, lupin, klokke, jomfru i det grønne, blomsterkørvel, skvalderkål, astilbe, levkøj, blæresmælde, fladbælg og vilde græsser.
På en lille opsats kan du lægge et stykke gennemvædet oasis, stikke hortensiaer hele vejen langs kanten og fylde op med andre af havens blomster i midten.
Husk tæpper
Det er pragtfuldt at dække op i haven til festlige anledninger, hvis vejret tillader.
Annonse
Sørg for tæpper og puder, så alle sidder godt og kan tage noget uldent om sig, hvis der skulle komme en dejlig dansk brise. Vælg gerne en gennemgående farve i opdækningen, fx blå som her, og lad andre farver være kulørte statister.
Så er der serveret
Foto: Tia Borgsmidt
Uanset om der er en bordplan eller ej, er det yndigt med en blomst ved hver kuvert. Riv kraftigt papir ud i en passende størrelse, og skær to små huller, som du kan stikke blomster igennem.
Skal der navn på kortet, så sving fyldepennen, inden du monterer blomsten.
Saml bestik og serviet med et fint bånd.
Pak ind med blomster
Foto: Tia Borgsmidt
Skal du selv forære en gave væk, så gør lidt ekstra ud af den ved at lægge en buket under gavebåndet, fx af levkøj, sommerridderspore, jomfru i det grønne og fladbælg.
Bind en krans
Foto: Tia Borgsmidt
Bind en yndig krans til festens midtpunkt, fx fødselaren. Du skal bruge kraftig ståltråd, blomstertape, blomstertråd og forskellige blomster, fx hortensia, røllike, hvid okseøje, jomfru i det grønne, stjerneskærm, levkøj, astilbe, skvalderkål og vilde græsser.
Form en ring, ca. 20 cm i diam. Vikl blomstertape om. Klip planternes stilke 3-4 cm lange. Dan en buket af 4-5 blomster, og bind den til kransen.
Annonse
Fortsæt med 1-2 blomster ad gangen. Læg de sidste stængler ind under den første buket, og hæft ende.
Nemme kort
Foto: Tia Borgsmidt
Hvis du ikke laver bordplan på forhånd, kan du samle navnekortene på et fad, så hver gæst kan finde sit eget navn og vælge den plads, der passer dem.
Prik to huller i et stykke aflangt karton, og stik stænglen igennem. Nemmere bliver det ikke.
Hængende haver
Foto: Tia Borgsmidt
Forvandl festhaven til et blomstereventyr ved at sørge for, at der er blomster overalt, også i træerne.
Find en gammel træring, eller sno en ring af kaprifolie, vildvin eller lignede.
Bind bånd i kransen til ophæng, og fyld den derefter med små buketter, som du hænger med hovederne nedad. Hæng kransen op i en gren.
Is med blomsterkugler
Foto: Tia Borgsmidt
Hvis du folder kære små kræmmerhuse af dekorativt gavepapir og fylder dem med farverige hortensiaer, ligner det hurtigt de festligste is, der er lige til at pynte bordet med.
Annonse
Pynt i krogene
Foto: Tia Borgsmidt
Du gør haven ekstra indbydende ved at fylde dens kroge med skønne blomster, fx Magical hortensia, som du også har glæde af længe efter festen – planten blomstrer nemlig i 150 dage og ændrer på smukkeste vis farve undervejs.
Dyrk selv blomsterkørvel
Blomsterkørvel med det botaniske navn Orlaya grandiflora er en hårdfør enårig sommerblomst.
Det betyder, at du kan så frøene i efteråret, gerne i bakker, og plante dem ud på det endelige voksested i foråret. Planterne trives i sol og begynder at blomstre i juni, og de bedårende skærme bliver ved at dukke op indtil september-oktober.
Alternativt kan du forspire indenfor i april og plante ud, når frostrisikoen er ovre. Ved forårssåning starter blomstringen en anelse senere.
Du kan høste frø sidst på sæsonen, og ellers drysser de til jorden, hvor fine blomster derefter dukker op det kommende år.