Olivia Stampe og David fra "Grænseløst Forelsket" sæson 3.Foto: Privat
Olivia fra "Grænseløst forelsket" efter massiv kritik: Han skammer sig
Olivia Stampe fra "Grænseløst forelsket" modtager en del negative beskeder fra programmets seere. Særligt går kritikken på hendes mand, David. Nu svarer Olivia igen.
I sæson tre af "Grænseløst forelsket" introduceres seerne til David fra Cameroun og danske Olivia. De mødte hinanden en festlig aften i byen på Cypern, hvor David arbejdede i nattelivet. Hvad, der skulle have været en sød ferieflirt udviklede sig med lynets hast til at være den store kærlighed. De to turtelduer havde kun delt én enkelt nat sammen, da der for alvor opstod sød musik.
Faktisk føltes kemien så stærk, at Olivia flyttede ned til David på Cypern, og "Grænseløst forelsket"-parret fik hurtigt en lille datter sammen og blev også gift. Det kunne nærmest lyde som et lille eventyr - det er dog ikke alle, der er lige begejstret.
Kritikken og bekymrede kommentarer vælter nemlig frem på forskellige internetfora, heriblandt på mediet Reddit, hvor programmets seerne udtrykker stor kritik rettet mod David.
Artiklen fortsætter under videoen...
Særligt får David hug for, at han virker ligeglad med både Olivia og deres lille datter, Lily, og at han taler grimt og nedsættende til Olivia. Det uddyber Olivia nu overfor HER&NU/Realityportalen.
- Der er kommet en masse negativt. Jeg vidste godt, at der ville komme lidt, fordi der jo var nogle skænderier. Men det kom bag på mig, at der ville komme så meget negativt om vores forhold og om David, fortæller Olivia og uddyber:
- Folk synes, vi har et toxic forhold. Folk synes, at David er et kæmpe red flag. Men der er altså mange nuancer ved David.
Olivia understreger, at hun er klar over, at David har vist nogle andre, måske mindre flatterende, sider af sig selv i programmet. Men det er der ifølge hende en grund til.
- Vi blev jo også fulgt i nogle af de mest pressede situationer i vores liv. Så er der mange, der siger, at det ikke er en undskyldning for hans opførsel. Men de to år, hvor vi blev fulgt, det har været så sindssygt intenst. Vi var så pressede, og det får også nogle dårlige sider frem i folk. David ved godt, at han har nogle ting, han skal arbejde med.
Annonse
Artiklen fortsætter under billedet...
I dag er Olivia og Davids datter et år og fem måneder.Foto: Privat
Vil ikke se det
"Grænseløst forelsket"-deltageren fortæller, at David har haft det dårligt efter, at kameraerne slukkede. Faktisk har han ikke selv set programmet.
- Det har været hårdt for ham. Han skammer sig og han er rigtig ked af, hvordan han har reageret. Det har været svært for ham at være i. Han har haft så dårlig samvittighed, så han vil ikke se det.
Olivia synes, at programmet er vinklet lige til den skarpe side, og at det kun er de intense scener, der er taget med.
Parret bor stadig på Cypern, men planlægger fortsat at flytte til Danmark. De drømmer om et helt almindeligt familieliv, hvor Olivia også kan komme til at studere til sygeplejerske igen. Men det er altså ikke lige til.
- Familiesammenføring er bare virkelig komplekst her. Det har taget lang tid for os, fordi Cypern er skruet sådan sammen, at tingene bare tager sindssygt lang tid. Det har sat os en del tilbage. Alt er kompliceret, siger Olivia og fortsætter:
- Men vi regner stærkt med at være i Danmark inden for et år, fortæller Olivia, der ikke kan beskrive, hvor meget hun glæder sig til at komme hjem til Danmark igen.