Ugens film er endnu en skildring af et ungdomsliv i udkanten af Europa.
Men modsat sidste uges fåmælte fyre i det kolde Nordatlanten, fylder og larmer pigerne i filmens varme Sydfrankrig, mens de prøver at skabe muligheder for sig selv.
Nittenårige Liane (Malou Khebizi) er besat af at komme frem i verden som reality-stjerne og influencer. Kunstig, krævende og på samme tid naiv og kalkuleret sigter hun efter blive berømt.
Hendes mor er ikke meget bevendt, lillesøsteren ser op til hende, hun lyver og bander, laver den ene video efter den anden og håber på sit store gennembrud. Lyder hun anstrengende? Det er hun også, man har lyst til at ruske hende i løbet af filmen.
Liane er en kamikaze-Barbie, der slæber kaos med sig i kølvandet på sine trampende stripperhæle. Men præstationen fra den spillefilmsdebuterende Khebizi er også intens og rørende. Under det heftige lag af billig makeup, sparsomt kluns og simili, skaber hun en vred ung kvinde, hvis usikkerhed og behov for ømhed er lige så tydelig som de mørke hårrødder og dårlige extensions.
Instruktør Agathe Riedinger bruger sin spillefilmsdebut på denne undersøgelse af ung feminitet på den rå underside af det solsvedne, socialrealistiske Sydfrankrig, er det rummelige blik.
Er Liane fortabt? Eller snarere en kriger, der med sine afskallede akrylnegle river ud efter alt i et forsøg på at tage hvad hun føler, hun har fortjent? Døm selv, for filmen gør det ikke.
Fortællingen har et slægtskab med værker af Andrea Arnold og Sean Baker, særligt “American Honey” og aktuelle “Anora”.
I franske film vises unge kvindekroppe ofte frem, uanset om historien kræver det eller ej. Her bruger Liane kroppen som sit værktøj, sin valuta og sit våben. Der er en raspende undertone af ikke at høre til. Og så pludselig; små magiske øjeblikke af skønhed, forbundethed.
Wild Diamond har premiere 1. maj.
