En kvinde i 30'erne ligger på en sofa. Hun har en blå trøje og blå bukser på. Hun holder sin ene hånd over sit hoved. Sofaen er mørkegrå.

Jeg magter ikke ferien med mine søskendes børn

En læser skal på ferie med sin familie, men frygter, at hun ikke kommer til at få den ro hun har brug for. Læs, hvad Vibeke Dorph råder til i Hjemmets brevkasse. 

hjemmet logo farve

Jeg magter ikke at passe mine søskendes børn i min ferie, hvad gør jeg?

Jeg er en kvinde i midt 30’erne, selvvalgt barnløs og med en skøn kæreste, som jeg endnu ikke bor sammen med. 

Mit valg om ikke at få børn har tidligere skabt debat i familien, men det stilnede hen efterhånden, som både min bror og søster fik deres børn. 

Vi har et tæt familieliv, dog bor jeg i byen, mens mine søskende er blevet boende i den egn, hvor vi alle stammer fra.

Hvert år har vi tradition for at holde en uges ferie sammen i vores forældres sommerhus, noget jeg tidligere så frem til, men nu ser som en udfordring. Jeg har et fint forhold til mine nevøer og niecer, især de ældste af dem, som jeg holder af at tale med, når vi er afsted. 

De holder også af mig, men problemet er, at især min søster tager det for givet, at når vi er sammen, så er jeg ”på børnene”. Sidst vi var på en ferie, oplevede jeg derfor, at det var mig, børnene blev sendt ind til om morgenen, mig de – også opfordret af deres forældre ­– forventede ville agere barnepige for dem i tide og utide. 

For familiefredens skyld rettede jeg ind, men jeg havde jo også ferie, og der er altså en grund til, at jeg har valgt børn fra, for småbørnsleg keder mig og især små børn siger mig, undskyld, intet. 

Jeg gruer derfor for at ugen i sommerhuset skal forløbe lige så opslidende som sidst, og jeg overvejer faktisk, om jeg skal melde afbud, for da jeg forsøgte at sige fra, faldt det ikke i god jord hos resten af familien. 

Har du et råd til, hvordan jeg griber det an?

Vibeke Dorph råder til at sige fra

Nu ved jeg jo ikke, om din families manglende hensyntagen skyldes, at de tror, du synes, det er sjovt at blive vækket tidligt om morgenen af en masse friske småbørn, om de mener, at du skylder på familieplejekontoen eller noget tredje. 

Lige meget hvad, der er på spil, så synes jeg da også, at dine søskendes opførsel er en smule hensynsløs over for dig, for hvem har lyst til at agere barnepige for andres børn 24/7 i sin ferie? 

Jeg skulle i hvert fald nok betakke mig.

Det synes jeg da også, at du skal se at få gjort. Lad os her være large og gå ud fra, at din familie slet ikke er klar over, at du føler dig overbelastet af al den konstante barnepleje og i stedet nyder det. 

Godt så, den vildfarelse skal du få dem ud af, og det kan du kun, hvis du åbner munden og får sagt fra. Forklar dem – gerne før, eller lige når I er samlet ved ankomsten ­– at du har glædet dig til din ferie, fordi du trænger til den. 

Sig, at du derfor gerne vil frabede dig tidlige morgenbesøg af børnene, og nok selv skal tage initiativ til at lave noget med dem, når du har tid og lyst og ikke mindst selv tager initiativ til det.

Er du flink, så kan du tilføje, at du en enkelt morgen og nogle eftermiddage i løbet af ugen laver noget med børnene, det være sig morgenmad til familien eller at gå en tur med dem, så ved forældrene, at de har lidt børnefri der. 

Skulle den helt rimelige udmelding falde i unådig jord, så må du jo gøre dine søskende klart, at de selv har valgt at sætte børn i verden og derfor også selv har ansvaret for at passe dem, mens du har valgt anderledes og selvfølgelig er i din gode ret til at høste frugterne af den beslutning.

Skriv til Vibeke Dorph

Vibeke Dorph

Har du brug for én at vende dine tanker med? Så skriv til Vibeke Dorph og få råd om parforholdsproblemer, familiekonflikter, kærestesorger eller andre problemer, du meget gerne vil have løst.

Mails sendes til brevkassen@hjemmet.dk. Breve til: Hjemmet, Spørg Vibeke, Strødamvej 46, 2100 København Ø. 

Alle får svar, og udvalgte breve bringes anonymt i Hjemmet under mærke.