Færøerne bliver ofte forbigået, når vi taler om rigsfællesskabet.
Selvom der bor lige så mange på øgruppen i Nordatlanten som i Grønland, gør færingerne ikke meget væsen af sig, og det gælder også filmen her.
Men frygt ej, for denne historie om savn og identitet er ikke en kold fisk, filmen spræller længe i hjertet, hvis man lader sig fange ind. Kári (Sámal H. Hansen) lever stille med sin far og den lidt yngre søster i et lille, faldefærdigt hus i en bygd.
Han arbejder på fiskefabrikken, ser sine venner, opfører sig ordentligt, møder måske kærligheden, prøver at være der for andre. Men fremtiden er usikker, og Kári må spørge sig selv, om der er mere derude? For alle omkring ham vil gerne væk.
Normalt er det træls med fortællinger, hvor unge mænd kun passivt finder sig selv. Hvor udviklingen kommer, fordi omstændighederne tvinger et valg eller handling frem. Ikke her.
For selvom Kári ofte mest virker som en del af landskabet, så har han jo valgt. Han er rodfæstet, afklaret med at høre til præcis her, hvor han er. Og når dét går op for en, så åbner filmen sig for alvor.
Sámal H. Hansen underspiller blændende og er næsten distraherende smuk. Han er i omtrent alle billeder, så det er godt, at han netop har et ansigt, hvor følelser sitrer i huden, som når vinden danser gennem græsset, eller tågen glider over fjeld og fjord.
Som søsteren Silja er unge Bjørg Brynhildardóttir Egholm en rasende vulkan, og i det hele taget indeholder kvinderne i filmen både trods, livskraft og lyst. Deres historier virker interessante, og de kunne snildt bære deres egne film.
Handlingen kunne foregå alle steder i udkants-Europa, hvor der sker en afvikling, og filmen er en delikatesse, der både smager velkendt, eksotisk – og af mere.
'Det sidste paradis på jord' har biografpremiere den 1. maj
