Sofie fortrød allerede på bryllupsrejsen: ”Han blev virkelig ubehagelig”

Denne beretning er baseret på en virkelig historie med en anonym hovedperson. Derfor er navnet Sofie opdigtet. Der er ikke tale om et klassisk journalistisk interview, men en fortælling bearbejdet af en journalist.

Jeg lærte Bjørn at kende via nettet. Vi var begge singler med voksne børn og mødtes over en kop kaffe et par gange, hvor jeg fik et virkelig godt indtryk af ham.

Bjørn havde sit eget ejendomsfirma, han var velhavende og virkede umildbart sød og ret galant, så jeg følte, at han var lidt af et scoop.

Min mand vil ikke indrømme sin affære

Jeg er sikker på, at min mand har en affære, men han vil ikke indrømme det, hvad gør jeg? Det svarer Vibeke Dorph på i Hjemmets brevkasse.

Mens Bjørn og jeg dyrkede vores forelskelse og lærte hinanden bedre at kende, fortalte jeg om ham til alle, der gad at lytte. For jeg var svimlende forelsket, og indrømmet, nok også betaget af det ret glamourøse liv, Bjørn synes at leve. 

Han havde et stort hus tæt på vandet, og han gjorde en dyd ud af aldrig at kigge på priserne, når vi var ude og spise sammen.

Der gik dog ikke mange måneder, før jeg opdagede, at Bjørn havde flere ikke så heldige sider. Han var en hård hund, når det gjaldt forretninger, hvilket han ikke lagde skjul på. Det tænkte jeg, at man nok blev nødt til at være, men jeg brød mig ikke om, at han nærmest pralede, når han havde indgået en handel, som kun var til fordel for ham selv.

"Hvis folk er så dumme, så skal de da bare have lov til at betale," kunne han finde på at sige ikke uden fryd i stemmen.

Jeg opdagede også, at Bjørn insisterede på at vinde enhver diskussion, også med mig, for ellers blev han fornærmet. Han havde heller ikke overskud til at tale om følelser og mente, at den slags kun ”var for kvinder”.

Jeg blev ret forskrækket over den noget forældede indstilling, men jeg valgte at ignorere det.

Da Bjørn en dag præsenterede mig for en kostbar ring og friede til mig, smeltede jeg og syntes, at det var helt fantastisk. Jeg havde aldrig fået noget så stort fra en mand før, og jeg solede mig, når jeg viste den frem for mine venner og familie. 

Mange sagde, at de syntes, jeg var heldig, og jeg lod dem tro, at Bjørn var min drømmemand, selvom jeg inderst inde var begyndt at tvivle.

Bjørn og jeg tog til København og blev gift på rådhuset der. Bjørn betalte for det luksuriøse hotel, en shopping tur, hvor jeg kunne vælge, hvad jeg ville og lækre middage på byens dyre restauranter. Set isoleret, var det bestemt et liv, jeg kunne lære at nyde, hvis det ikke lige var fordi, at mine følelser for Bjørn var kølnet. 

Olivia undrer sig over testen inden sønnens skolestart: ”Hvor mange børn kan lige det?”

Kan min 5-årige alt det, børn på hans alder skal kunne? Det var jeg egentlig ret overbevist om, men så fik jeg kommunens dialogspørgeskema på nakken.

Han talte nemlig konstant om sig selv på turen og blev ved med at prale af alle sine bedrifter på en for mig ret så barnagtig facon.

Allerede på vej hjem fra hvedebrødsrejsen til København, stod det klart for mig, at den forelskelse, jeg havde håbet ville slå over i kærlighed, i stedet havde forvandlet sig til træthed og ja, næsten afsky for den mand, jeg alt for hurtigt havde giftet mig med. 

For Bjørn og jeg var alt for forskellige, og vi havde også helt forskellige holdninger og værdier. Jeg anede bare ikke, hvad jeg skulle stille op. 

Jeg havde jo skabt så mange forventninger hos både ham, mine venner og familie, at det føltes umuligt at indrømme, at jeg havde begået mit livs fejl.

Derfor holdt jeg ud, alt imens jeg lagde mere og mere afstand til Bjørn. Vi havde f.eks. aftalt, at vi skulle flytte sammen efter brylluppet, men jeg begyndte så småt at trække i land. For tanken om at skulle tilbringe døgnets 24 timer i hans selskab gav mig ganske enkelt klaustrofobi. 

Jeg vandt tid ved at sige til Bjørn, at jeg syntes, vi skulle finde vores eget sted at bo, i stedet for at jeg bare rykkede hjem til ham, som vi ellers havde aftalt at gøre.

Det gik Bjørn modvilligt med til, men han blev også ved med at presse på for, at vi skulle flytte sammen. Vi gik til mange fremvisninger, men jeg fandt altid noget, jeg kunne sætte fingeren på, og på den måde vandt jeg tid.

Bjørn blev mere og mere irriteret på mig, og vi skændtes en hel del. 

Her opdagede jeg så, at han også kunne blive virkelig ubehagelig, når han blev vred, hvilket kun gjorde min gryende afsky for ham større.

Da han blev træt af min tøven og truede med, at han ville købe et hus til os, som passede ham, indså jeg, at jeg blev nødt til at lægge kortene på bordet og fortælle, at det var slut.

Pernille Aalund skulle ændre noget radikalt i sit ægteskab – ellers ville hendes mand skilles

En dag erklærede Pernille Aalunds mand, at en særlig ting ved deres ægteskab ikke længere fungerede for ham. Han ville have mere kropslig kontakt, og hvis hun ikke kunne give ham det, så ville han skilles. Det fortæller hun i et stort interview med ALT for damerne.

Det blev bestemt ikke let at overbringe Bjørn den nedslående melding, men han tog det i overraskende stiv arm, hvilket måske fortalte, at hans følelser for mig heller ikke stak særlig dybt. Han blev da vred, men det virkede nu til, at det mere var hans forfængelighed, der var ramt. 

Han var også overbevist om, at det var mig, der havde en skrue løs, hvilket havde anet ham længe, betroede han mig.

Værre blev det, da jeg skulle fortælle om bruddet til mine venner og familie. For jeg havde jo slået stort brød op og solgt Bjørn og mig som det perfekte par. Folk blev derfor chokerede, og det har jeg jo egentlig kun mig selv at takke for.

Selvfølgelig er jeg ked af, at forholdet til Bjørn gik i stykker, men det kunne ikke være anderledes. Det ville da have været skønt med liv i materiel og økonomisk tryghed, men ikke hvis jeg skulle dele det liv med Bjørn. 

For Bjørn er en mand, der sætter sine egne behov først og ikke har noget imod at træde på andre. Han kunne da godt være generøs og betænksom, men kun så længe det var på hans betingelser.

Det er bestemt ikke en drøm at blive skilt efter så kort tid, men jeg har trods alt lært noget vigtigt:

Et liv på 1.klasse kan da være skønt, men skal man dele det med et menneske, som man egentlig ikke bryder sig om, så er et frit liv i en toværelses lejlighed langt at foretrække – og det er heldigvis sådan, jeg lever nu. 

Skriv til Vibeke Dorph

Sådan foregår det: Alle Hjemmets læserberetninger er autentiske og baseret på henvendelser fra jer læsere.

De fleste af beretningerne er skrevet på baggrund af interviews foretaget af en af Hjemmets journalister, der derefter bearbejder historierne til bladet.

Fordi der oftest er tale om endog meget personlige og ofte svære historier, fremstår alle medvirkende anonymt og med sløret identitet, men alle navne er redaktionen bekendt.

Har du selv lyst til at fortælle din historie, er du velkommen til at kontakte mig på mail vibeked@hjemmet.dk.